Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
Han spurgte dem:
»Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«
De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:
»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«
»Hvad da?« spurgte han.
De svarede:
»Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«
Da sagde han til dem:
»I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«
Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:
»Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«
Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:
»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«
Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:
»Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«
Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
Lukasevangeliet 24,13-35
På vandring med den opstandne
Af Mogens G. Jensen
Tanken
To disciple var ude at gå på strækningen mellem Jerusalem og en landsby, som hedder Emmaus. Den ene var Kleofas, Josefs bror. Hvem var den anden? Muligvis hans søn Simeon Bar-Kleofa, som blev den anden leder af urmenigheden i Jerusalem efter Jakobs henrettelse i år 62 e.Kr.
Der er flere byer, der hedder Emmaus, så hvilken der er tænkt, ved vi ikke. Tres stadier svarer til ca. 12 km. De to disciple mødte en Jesus, som ikke ganske svarede til deres forventning om en politisk forløser, men var en endnu større frelser, som de først genkendte, da han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Han siger de samme ord, som ved nadverens indstiftelse.
Oprindelig fejrede man også tredje påskedag, men denne helligdag blev afskaffet med Struenses helligdagsforordning i 1770.
Troen
Beretningen om de to disciple, der er på vej til landsbyen Emmaus, illustrerer for os, hvordan livet er for den, der tror på Jesus, den opstandne. Vi lægger mærke til, at de to disciple vandrer sammen. Disciple lever et liv i fællesskab med andre disciple. På et tidspunkt kommer Jesus og vandrer sammen med dem, uden at de genkender ham. Det er troens vilkår. Jesus vandrer sammen med os gennem livet, men han er ofte usynlig for os. Som Paulus skriver: ‘.. vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.’ (2. Kor 5,7)
Det nye Testamente fortæller, at Jesus mere end en gang tidligere havde talt med sine disciple om sin forestående korsfæstelse, død og opstandelse. Men det har åbenbart ikke gjort indtryk på dem, eller de har slet og ret glemt, hvad Jesus havde sagt til dem. Det var skam heller ikke, fordi de ikke havde hørt budskabet om, at han var opstået. Vel havde de så. De havde nemlig også hørt kvindernes beretning om den tomme grav. Men tro det kunne de ikke. Nu havde de bogstavelig talt vendt Jerusalem ryggen. De orkede ikke mere. ‘Vi havde håbet’, men det gør de ikke mere. Men de to modløse disciple fik ikke lov til at gå for sig selv. Den opstandne herre og frelser kom selv til dem, da det så mest sort ud for dem og slog følge med dem. På samme måde med os, der tvivler i dag. Vi har kun den mulighed for at tro påskebudskabet om Jesu opstandelse fra de døde, og det er, at han selv kommer til os og vandrer sammen med os et stykke af vejen, vi har at tilbagelægge. Nogle gange synligt, så vi mærker det brænder i hjertet, og vi kan jublende tage del i lovprisningen af ham den opstandne. Andre gange oplever vi vandringen med den opstande mere som en længsel efter at erfare ham. Nogle gange er det eneste, vi erfarer, en tomhed i os selv, en tomhed, der længes efter at blive fyldt med opstandelsestro. Men både når vi erfarer ham i ordet, der udlægges for os, og når vi samles ved nadverbordet, så er han der.
Vi skal lægge mærke til, hvordan påsketroen opstår. Det gør den ikke, ved at disciplene intenst siger sætningen ‘Jesus er opstået’, og gentager det som et mantra, indtil man har fået overvist sig selv om, at han er altså opstået. Nej, påsketroen opstår for det første ved, at skrifterne udlægges for dem. Ikke blot nogle få spredte citater, men ved en læsning af alle skrifterne. Denne gennemgang af skrifterne i Det gamle Testamente får hjerterne til at brænde i dem, og de genkender den opstandne Jesus i de skrifter, de kender så godt. Men de trængte til at få dem gentaget. Sådan kan vi også trænge til at få gentaget, hvem Jesus er ved at høre løfterne om Messias gennem en læsning af de gamle skrifter. Dernæst genkender de den opstandne, da han bryder brødet og skænker vinen. Det var jo nøjagtig de samme ord, han havde sagt nogle få dage forinden, da de sidst spiste sammen.
Vi disciple, som er på livsvandring med den opstandne mod Guds evige rige, vandrer sammen. Og på denne vandring går den opstandne med. Nogle gange synlig andre gange usynlig. Jeg mindes, den gang jeg gik på Caminoen med en god ven. Jeg husker, hvordan samtalen hurtigt kom ind på åndelige ting, når vi gik vores daglige strækning. og hvordan hjertet begyndte at brænde i mit brøst for hvert skridt, jeg tog. Det var som om de bibelske tekster, vi hver dag læste, fik nyt liv og ny betydning for mig. Jeg mindes, hvordan min medvandrers ord åbnede skrifterne for mig. Og jeg mindes, hvordan den opstandne Herre viste sig for mig, når vi holdt siesta og spiste vores brød og drak vand af en kilde langs vejen. En morgen læste vi om kvinden ved brønden, og jeg husker, hvordan denne beretning blev levende for mig, mens vi sad derude på en jordknold ved en brønd med rindende vand, og vi drak af det friske kildevæld. Jo, sandelig går den opstandne med, når vi hans disciple vandrer sammen på vejen til Guds evige rige.
Udfordringen
Mærker du nogle gange hjertet brænde i dig, når du hører om Jesus Messias?
