Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:
»De har ikke mere vin.«
Jesus sagde til hende:
»Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«
Hans mor sagde til tjenerne:
»Gør, hvad som helst han siger til jer.«
Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.
Jesus sagde til dem:
»Fyld karrene med vand.«
Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:
»Øs nu op og bær det hen til skafferen.«
Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham:
»Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.
Johannesevangeliet 2,1-11
Til fest i Guds rige
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Der er to spor at følge i dagens tekst:
Det første spor er en tradition fra kirkehistorien med at se denne søndag som ægteskabets søndag.
Det andet spor er temaet Jesu åbenbarelse, som jo er den sammenhæng vores tekster er sat ind i. ‘Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, …’
Det er dette tema, jeg vil forfølge her.
Bemærkningen ’Den tredje dag var der bryllup…’ henviser sandsynligvis til Johannes’ kronologi, hvor han omtaler Jesu kaldelse af disciple. (Se Johs. 1,35-51)
Troen
I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Han blev virkelig som en af os og delte vore livsvilkår. Det gør han ikke kun, når livet bliver svært for et menneske, men han blev så meget menneske, at han også tog del i vore lykkelige øjeblikke. Jesus fester også samme med os, og tager del i både vore mørke stunder såvel som de mere festlige. Og lad os bare indrømme, at nogle af os ofte har haft et lidt anstrengt forhold til det faktum, at Jesus gjorde vand til vin.
Vi kommer let til at synes, at det ville være mere hensigtsmæssigt og passende, at han gjorde vin til vand. Var det ikke lige lovlig meget at gøre ud af det problem? Der var jo blot tale om, at vinen ikke slog til ved et bryllup. Verden har da mange flere og alvorligere problemer, han hellere skulle adresse. Ja, vi ville måske ikke have taget dette første tegn med, hvis vi skulle skrive evangeliet.
Men evangelisten Johannes insisterer på at have dette første tegn med, hvor Jesus for første gang åbenbarer sin herlighed for disciplene. For så meget menneske blev han, at han ikke kun havde omsorg for vores åndelige behov, men i lige så høj grad drog omsorg vor vores hverdagsagtige nødsituationer. Brylluppet i Kana føjer altså dette perspektiv til Guds menneske-blivelse, inkarnationen, at han blev så meget menneske, at han tog del i både vores sorger og vores glæder. Intet aspekt ved menneskelivet var ham fremmed. Han blev virkelig som en af os. Han delte vore vilkår både i sorg og til fest.
For det andet lærer denne begivenhed os noget om en side ved bønnen. Maria, Jesu mor, viser os her så fint, hvad bøn er. Bøn er nemlig ikke at udpensle vores situation for Gud, så vi næsten vil bestemme, hvordan Guds skal løse vores problemer og behov. Dem kender han jo godt. Han har nemlig selv prøvet at være menneske med de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Bøn er blot at lukke Gud ind i vores problemer og behov og så lade ham om at løse dem på den måde, han finder bedst.
Maria siger jo kun til Jesus: ‘De har ikke mere vin.’ Så stoler hun på, at hendes søn nok skal klare resten. Bøn er tillidsfuldt at gå til vores himmelske far og sige:
‘Herre, du kender mit problem, min sorg, min fortrydelse af det, jeg har gjort, du kender min lidelse, min ensomhed og min fortvivlelse. Nu må du gøre det, der skal gøres.’
Men nu tilbage til det med, at Jesu vinunder er et tegn, hvorved han åbenbarer sin herlighed; det tema, som er gennemgående her i epifanitiden, åbenbaringstiden. Jeg tror, nøglen til at forstå Jesu første tegn er sætningen: ‘Der var der seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse …’ Disse kar betegner jødernes lovreligion. En religion, der er kendetegnet ved perfekt lovoverholdelse. En religion der kendetegnes ved, at man må sørge for selv at holde sig ren, så ren at man kunne træde frem for Guds ansigt.
Men det er altså et tegn, Jesus gør her. Et tegn er en handling, som peger ud over sig selv. Og dette tegn pegede ud over vandet til den overstrømmende mængde af vin. Med lidt hovedregning kommer vi frem til, at der er tale om ca. 600 liter vin til en fest i en lille landsby. Tilmed oven i det, som gæsterne allerede havde drukket. Man kan blive ganske betænkelig: hvordan mon denne fest endte? Men nu er vinen et tegn på den glæde, evangeliet om Guds søn bragte med sig. Jesus siger et sted:
‘Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.’ (Joh. 10,10)
Beretningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør vand til vin, viser os, at også vi er budt med til fest i Guds rige, en fest som aldrig får ende. En fest, hvor vi slipper for at rense os selv i lovreligionens mange bud om renselse med vand, men i stedet får lov til at nyde evangeliets uudtømmelige vinbeholdning. Denne fest er allerede begyndt nu, nemlig i nadveren, hvor Jesus giver os liv i overflod. Det er ikke fremtidsmusik (det er det også), men musikken spiller allerede. Og Gud vil selv være vært ved den helt store fest i sit rige.
Udfordringen
Er du klar til festen i Guds rige?