Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:
»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«
Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:
»Send hende væk! Hun råber efter os.«
Han svarede:
»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«
Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:
»Herre, hjælp mig!«
Han sagde:
»Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«
Men hun svarede:
»Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«
Da sagde Jesus til hende:
»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«
Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
Matthæusevangeliet 15,21-28
Gud bor også i din længsel efter ham
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Evangeliet i dag om Jesus og den kana’anæiske kvinde handler om den Jesus, som overskrider vedtagne grænser. Og en af disse grænser er skellet mellem jøder og ikke-jøder. Den grænse overskrider Jesus ved at helbrede den kana’anæiske kvindes datter. Hvorfor var hun blevet besat? Det ved vi ikke. Under alle omstændigheder hjælper Jesus kvinden.
Hunden var et beskidt dyr ifølge jødedommen. Som regel havde man derfor ikke hunden som kæledyr, men dog nok som vagthund og hyrdehund. Med sin helbredelse af denne hedenske kvindes datter, foregriber Jesus den hedningemission, han senere befaler i Missionsbefalingen (Matt. 28,18-20) om at gøre alle folkeslag til hans disciple, både jøder og hedninger.
Troen
Jesus er ubegribelig modvillig, tænker jeg. Her kommer en kvinde, som har indset, at hun har et problem, som hun ikke selv magter at gøre noget ved. Hun anerkender Jesus som herre og Messias, og hun beder ham om hjælp. Hvad mere kan han egentlig forvente? Selv om hun ikke falder ind under den målgruppe, som Jesus først og fremmest er sendt til, så forekommer hans afvisning af kvinden uforståelig og som en spand koldt vand i hovedet.
Dog er jeg glad for, at netop denne beretning er kommet med i evangeliet. Det havde nok været mere politisk korrekt af evangelisten Matthæus at undlade at tage beretningen med, især når vi tænker på, at det stod soleklart for Matthæus’ læsere dengang, at Jesus var sendt som hele verdens frelser. Alligevel har evangelisten taget denne beretning med. Og det er jeg meget taknemmelig for, fordi den er en opmuntring til os, når vi i en længere periode søger Guds hjælp i en svær situation, men ikke synes, vi får noget svar. Det virker som om Gud bare vender os ryggen, når vi råber om hjælp til en syg forælder, et barn som mobbes i skolen, en deprimeret ægtefælle m.fl. Er det ikke tungtvejende anliggender nok til at bede Gud om hjælp? Men vi oplever ofte det samme som denne kvinde: Guds tavshed. Han møder os ikke med åbne arme, men snarere med rynkede bryn.
Disciplene bad Jesus om at sende hende væk. Det er jo pinligt, som hun råber til os. Hun blev bare for meget for dem. En belastning, de ikke var klar til at bære lige nu. På samme måde kan vores medkristne blive trætte af os og trække sig fra at vise dem sympati og forbøn, når vi allermest trænger til hjælp.
Denne kvindes historie fortæller os, at bag Guds rynkede bryn og tilsyneladende manglende empati banker et kærligt hjerte. Hun vidste, at hun ikke var værdig til Jesu hjælp, men hun havde ikke andre muligheder end at opsøge ham. At få Guds hjælp til livet og evigheden er at få det, som vi ikke har krav på og ikke er værdige til. At erkende sin uværdighed og alligevel trygle Gud om hjælp er det stærkeste udtryk for frelsende tro.
Der findes næppe et kristent menneske, som ikke har oplevet, at Gud føles borte. Når jeg beder til ham, får jeg den skræmmende følelse af, at jeg bare taler med mig selv. En følelse af, at min bøn bare er en projektion af mine egne tanker og drømme. Men Gud er der ikke. Når jeg læser i Bibelen, siger det mig ikke noget, og jeg lades uberørt af ordene. Og det kristne fællesskab opleves pludselig så menneskeligt og uden Helligåndens kraft og glød.
Hvorfor skjuler Gud sit ansigt? Jeg tror, han gør det for at styrke min tro. Han vil give mig en fornemmelse af, hvordan jeg er stillet uden ham. Ved at skjule sig for dig, skaber han en længsel i dig efter igen at se hans nådige ansigt. Gud bor i din længsel. Derfor, når Gud skjuler sig for dig, betyder det ikke, at han ikke er der. Tvært imod er han der som en usynlig ven, der rækker dig sin hånd midt i mørket. Gud er der, og du skal komme til at takke ham på ny.
Når Gud skjuler sig for dig, så bliv ved med at læse i din bibel. Bliv ved med at holde fast i det kristne fællesskab, og bliv ved med at bede dine fortvivlede bønner. Når Gud skjuler sig for dig, bor han dog stadig i din længsel efter ham.
Udfordringen
Hvad gør du, når du mærker, at Gud skjuler sit ansigt for dig? Giver du op og dropper ham, eller holder du fast ved, at Gud også er i din længsel efter ham?
