På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr.
Og han sagde til dem:
»Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«
Så fortalte han denne lignelse:
»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«
Lukasevangeliet 13,1-9
I dag er en nåde
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Verden er fuld af lignende hændelser, som de to vi her møder. Der går vel knap en dag, hvor der ikke i nyhederne rapporteres om forskellige overgreb og uhyrligheder. For tiden begås der næsten dagligt lignende massakrer i Ukraine og i Gaza og Israel.
Nogle kommer til Jesus og fortæller den gruopvækkende historie om nogle fra Galiæa, der var kommet til templet for at bringe deres offer, og så blev de fanget af den romerske guvernør Pilatus, der havde blandet deres blod med blodet fra offerdyrene, hvilket er en grusom hån imod jøderne. Og Jesus fortæller selv om en ulykke i Siloa, hvor et tårn styrter ned og dræber 18 uskyldige mennesker.
Troen
Når vi hører om sådanne ulykker, fristes vi let til at tænke i skyldsbaner. De må jo have gjort noget galt, siden de fik så forfærdelig en ende. I første omgang skyder vi måske tanken til side og siger til os selv, at det må være en tilfældighed. Fx. at de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men uvilkårligt dukker tanken om egen skyld op. Det kender vi til fra hospitalet, hvor mange syge spørger sig selv:
‘Hvad har jeg gjort, siden den her sygdom har ramt mig? Jeg har da altid forsøgt at leve sundt. Jeg har motioneret og aldrig røget. Hvorfor ligger jeg så her?’
Og inden for jødedommen var det en ret almindelig tankegang, at jo større byrde, man bar på, jo større synder måtte man have begået i fortiden. Nøjagtig lige som i karmalæren (buddhismen), hvor ens nuværende skæbne kan aflæses af ens tidligere liv. Nej, siger Jesus til alle de spekulationer. Hverken de ulyksalige galilæere eller de 18 i Siloa var større syndere end andre.
Jesus siger heller ikke, at der da må være en mening med ulykkerne. Man forsøger at finde en mening med galskaben. Der må da være en mening med det hele, tænker man. Og vi kan som kristne også let komme til at tænke, at når ulykken rammer mig, så må det være, fordi Gud vil lære mig noget. Så er det vingårdmanden, der beskærer mit liv, for at jeg skal bære mere frugt for nu at henvise til teksten om vintræet og grenene, der var prædiketekst for nogle få søndage siden.
Jesus derimod tænker hverken i skyld eller mening. Han peger derimod på omvendelsens nødvendighed. Omvend jer, siger han, for ellers går I også fortabt. Jesus forbyder os at udpege nogen som større syndere end andre. Vi er alle på vej mod fortabelsen. Vi kan ikke her på jorden pege ud, hvem der går fortabt. (Ps. En tanke, det nok er værd at overveje, når vi som nu for tiden diskuterer, om homoseksuelle par kan regnes for kristne) Og så peger han på omvendelsens nødvendighed og siger, at hvis vi ikke alle sammen omvender os, så går vi alle fortabt. Han taler her om Gud som gartneren, der graver og gøder det golde figentræ. Gud er som denne gartner. Han udviser uendelig tålmodighed med os, det golde figentræ. Og han håber sådan, at træet vil bære frugt næste år.
Det, vi i virkeligheden bør undre os over, er Guds store tålmodighed med os. Undre os over, at han giver os endnu en dag, hvor vi kan bære frugt. Hver eneste dag er en nåde fra ham, som vi skylder vores liv. Vi må undre os over, hvorfor Gud er så tålmodig med os. Undre os over, at et tårn endnu ikke er væltet ned over os. Hver eneste dag, Gud giver os, er en fantastisk mulighed for at vende os mod ham. Hver eneste ulykke, vi møder, må minde os om vores synd og den forestående dom. I dag er endnu en mulighed for at vende os til ham, der tålmodigt graver og gøder omkring mit visne figentræ.
Vi mennesker kan godt lide at se en sammenhæng mellem indsats og resultat. Det er fair, at den flittige elev får høje karakterer. Og det er fair, hvis den arbejdsomme direktør får en god løn. Til gengæld er det ikke fair, hvis den, der har fulgt alle sunde kostråd, får kræft. Sådan ønsker vi at se på verden. Der må være orden i tingene. Men denne sammenhæng mellem indsats og udkomme er langt fra altid til stede. Mange rige har jo ikke arbejdet for at gøre sig fortjent til deres rigdom, men har arvet den.
Og når det gælder vores relation til Gud, har mange af os den samme indbyggede trang til at se en sammenhæng mellem indsats og udbytte. Vi må da være bedre stillet, når vi lever et ordentligt liv, passer vores familie, beder og læser i Bibelen og går i kirke stort set hver søndag. Det må da tælle på plussiden. Jesus er knivskarp her: Hvis vi skulle have løn som forskyldt, ville lønnen altid være døden. Vores eneste chance er omvendelsen, som består i at opgive al tanke om indsats og udbytte og så sige til Gud: ‘Vær mig arme synder nådig!’
Udfordringen
Forsøger du nogle gange at slå en handel af med Gud og forhandle dig til evigt liv eller i hvert fald til et godt liv?
