På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvem er den største i Himmeriget?«
Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«
Matthæusevangeliet 18,1-14
Guds ømme punkt
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Gang på gang opstod der diskussioner i discipelflokken om, hvem der var den mest værdifulde af dem. Jesus svarer med en symbolhandling og et ord. Med et barn som illustration belærer Jesus disciple om, hvordan det forholder sig i Guds rige. Tanken er ikke, at børn som sådan er ydmyge per definition, men deres status som små og hjælpeløse symboliserer ydmygheden. De kan nemlig tage imod gaver og hjælp, ja de kan ikke andet. Tanken er, at når man er som et lille barn i forhold til Gud, er man den største i Guds rige.
Derefter går Jesus over til at tale om fald. Hermed mener han frafald fra troen. Jesus advarer her de stærke, dvs. lederne i et fællesskab, mod ikke at forårsage frafald blandt de små, dvs. de små troende. Den møllesten, Jesus her taler om, er den sten, man bruger til at male korn med, og som er så tung, at kun et æsel kan trække det rundt. Jesus siger, at intet i verden må afholde os fra at gå ind i Guds rige. Hellere gå lemlæstet ind i Guds rige end at gå fortabt med alt, hvad der betyder noget for mig. Det er ingen opfordring til at lemlæste sig selv. Det får man ikke kontrol over synden ved at gøre. Billedet udtrykker på stærkest mulig måde, at man må give afkald på alt det, som kan føre til frafald fra troen. Hånden er den, vi arbejder med. Foden er den, som fører os hen til bestemte steder. Og øjet er det, vi fokuserer på.
Normalt havde en husstand ikke 100 får, men langt færre. Desto mere sætter det hyrdens ihærdige forsøg på at finde og redde det ene får i relief. Et mistet får er et for mange.
Troen
Jesus har et ømt punkt, og det punkt er os, hans små. Du og jeg er Jesu ømme punkt. Dem, der har ydmyget sig for ham, og som har gjort sig afhængig af ham, lige som et spædbarn er afhængigt af dets forældre. Vi har så stor en plads i hans hjerte, at når nogen forsøger at rykke os bort fra ham, så skærer det ham i marv og ben. Vi mærker tydeligt Jesu ømme punkt i ordene om, at hvis vi får nogle af Jesu små til at falde fra ham, så vil det være bedre for os at blive kastet i havet med en tonstung møllesten bundet om halsen. Sådan taler Jesus, fordi han har et ømt punkt her. Og på samme måde med hånden, benet og øjet. Hug den af, riv det ud.
Jeg husker endnu tydeligt, hvordan jeg som ny præst måtte deltage i et fireårigt forløb for nye præster. Her var professor Ole Jensen leder for holdet. Ole Jensen var ikke kendt for sin udprægede bibeltroskab. Men jeg glemmer aldrig den lille prædiken, han holdt en morgen over netop de af Jesu ord her om at satse alt på Guds rige, så vi gladelig giver slip på det, der ellers er lige så dyrebart som vores sundhed og krop. Jeg husker den nye vinkel, han gav mig på disse ord af Jesus. Og jeg husker alvoren og den personlige glød, som den lærde teolog gav udtryk for. Gennem professorens ord til os nye præster denne morgen, lød der et stærkt kald til efterfølgelse af Jesus, et kald om at give afkald på alt det, der hindrer os i at følge Jesus og undgå fortabelsen.
I den sidste bil, vi har fået, er der integreret GPS, hvilket jo ikke er nogen sensation i moderne biler. Men for os halvgamle og analoge fortidslevninger er det alligevel lidt af den fagre nye verden. Undskyld, hvis nogen synes det er plat, men vi kan godt sammenligne Gud med en GPS. Vi har af en eller grund svært ved at følge en GPS’s påståelige snak, og nogle gange mistolker vi dens anvisninger. Og så drejer vi til venstre, førend den siger, vi skal. Og straks er vi klar over, at nu er den gal. Men lynhurtigt beregner den en ny rute, for den vil frem for alt, at vi skal nå frem til vores destination. Og så må vi følge en måske besværlig omvej, og vi forstår ikke, hvorfor den insisterende stemme vil have os netop den vej.
Jesus sammenligner os ikke med moderne bilister, der kører efter GPS, men med vildfarne får. Men billedet er det samme. Vi er som får og som vildfarne bilister kommet på afveje. Og Gud må beregne en ny rute for os. En ny rute, som måske fører os ud i nogle besværlige omkørsler, som er besværlige og usikre for os. Man kan virkelig føle sig på Herrens mark, når man således blindt skal følge stemmens vejledning, og man tænker uvilkårligt, at det her er da helt galt, og vi tænker, at nu er selv Gud da vist kørt ind i en blindgyde. Men han har det store overblik og skal nok beregne en ny rute for os, hans vildfarne bilister, for han vil først og fremmest føre os frem til vores endelige destination, hans rige her på jorden og siden hen hans evige rige i himlen hos sig.
‘Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.’
Udfordringen
Guds ømme punkt er dig og mig. Vil du lade dig ydmyge? Vil du lade dig retlede? Vil du lade dig finde?
