3. søndag efter påske – Plads nok

Et menneske kan komme i tvivl. I så grusom en tvivl. For hvordan er det nu, det hænger sammen? Er der mon overhovedet noget, der kan kaldes ”hjemme hos Gud”? Findes Paradiset overhovedet? Og hvad mere er: Hører jeg overhovedet til der? Er jeg værdig nok til at skulle leve nær ved Gud i en hel evighed? Ja, er der overhovedet plads til mig?

Sådan kan et menneske godt komme til at føle sig hjemløs her i dette kæmpeunivers, vi lever i. Vi føler os ikke hjemme her på jorden, og vi føler heller ikke, at der er noget hjem at vende tilbage til, når vi engang skal bryde op herfra.
Millioner af kristne er op gennem årene draget ud på pilgrimsrejse. Og disse pilgrimsruter er blevet set som et billede på disciplenes vandring samme med deres herre. En pilgrimsvandring er et billede på den kristnes vandring her på jorden, og målet er himlen.

Pilgrimsruten til Santiago de Compostela – byen hvor apostlen Jakob ifølge overleveringen skulle ligge begravet – er blevet en af de mest benyttede ruter gennem tiden. Jeg har selv gået en del ad denne rute. Jeg gjorde det i en periode, lige efter jeg fik konstateret min sygdom. Og jeg gik denne rute som en tak for det gode liv, jeg havde haft indtil nu. En vandring i taknemmelighed. Og der gik ikke en dag, uden min kammerat og jeg følte, at Gud kom os rigtig nær og mødte os gennem et andet menneske, der gik ad den samme rute.

En af de ting, man møder på vejen til Santiago, er en mindeplade for pilgrimmen Guillermo Watt, som blev ramt af en blodprop i hjertet og døde bare 25 km fra sit endemål. Watt nåede ikke sin fysiske vandrings mål. Det giver rum for nogle tanker, om jeg selv er på den rette vej, og om jeg når mit mål: De himmelske boliger, som Jesus har gjort parat til enhver, som har vandret sammen med ham her på jorden. 

En sådan pilgrimsvandring gør noget ved den, der går. Det eneste man ejer, har man i rygsækken. Kun de allermest nødvendigste ting er der plads til at have med, ellers bliver rygsækken for tung. Og man kan faktisk klare sig med langt færre ting, end man lige tror. Et par korte og et par lange bukser, et par T-shirts og et par strømper, tandbørste og toiletgrej. Man lærer, at der er tre ting, som er nødvendige: at gå, at spise og at sove. Alt andet betyder sådan set ikke noget, når ens mål er Santiago.

Efterhånden, som tiden går, og man bliver mere og mere træt, skærpes ens sanser også for det væsentligste her i tilværelsen: nemlig at jeg er på vej til de himmelske boliger. Og Jesu ord om, at han er vejen, sandheden og livet, får pludselig en ny og meget aktuel betydning, mens man traver afsted km efter km. Således kan en pilgrimsvandring være med til at sætte tingene i perspektiv.

Et menneske kan godt komme i tvivl om Guds virkelighed, for vi har jo aldrig set ham. Thomas er en af tvivlerne. Jesus siger til den tvivlende Thomas og alle os andre skeptikere: ‘Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.’
Wow, det er jo fantastisk: Gud har givet sig til kende i sin søn Jesus. I mennesket Jesus, kan vi se lige ind i Guds eget væsen. Sådan som Jesus var, sådan er Gud.

Som en kristen iransk kvinde, der selv har været udsat for regimets brutalitet og nu lever i eksil, siger det: ‘Jeg fortryder intet. Det gør ondt, men jeg ville ikke have været Jesus foruden. Det vigtigste er, at jeg kender ham.’  

Hvordan kan vi kende Gud? Hvordan kan vi vide, om han er venlig stemt over for os? Det her er svaret: Når du kender Jesus, kender du også Gud. Gud kan have mange uudgrundelige sider. Ja, Gud kan synes uforståelig og grum. Men når disse tanker dukker op i mit sind, må jeg huske på Jesu ord her: ‘Kender I mig, vil I også kende min fader.’ Når du kender Jesus, så kender du også hans far. ‘Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger.’ 

Kan du se Gud i Jesus? Vandrer du sammen med den opstandne Herre Jesus, og er du på vej hjem – hjem til Gud?