4. s. e. Trinitatis: Urimelig kærlighed

Fra barnsben lærer vi at gøre forskel på mennesker. Vi lærer, at der nogle, der vil os det godt, og dem skal vi elske igen. Og så er der nogle, der ikke vil os det godt, og dem skal vi ikke vise kærlighed. Og den lektie følger os op gennem livet. For overalt oplever vi, at der er medmennesker og ‘modmennesker’. Det gælder i politik, i kvarteret, hvor vi bor, på arbejdspladsen, såvel som landene imellem. Vi ser det i forfærdende grad i konflikten mellem palæstinensere og jøder. Her vokser børn op uden reelt kendskab til den anden part. De bor på hver sin side af en høj mur, kun få meter fra hinanden, men alligevel er der kun tale om et ‘vi’ og et ‘de’. 

Jesu ord: ‘Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.’ Og begrundelsen er, at Gud lader sin sol stå op over både onde og gode. Gud gør ganske enkelt ikke forskel på nogen. Han overøser dagligt alle med gode gaver – både dem, der er venligt stemt overfor ham, såvel som dem, der er fjendtligt stillede over for ham. Tænk sig: Gud elsker alle lige højt. Han elsker både dem, der elsker ham, og dem, der foragter og afviser ham. Han elsker den palæstinenser, der sender raketter ind over Israel og ønsker at drive israelere ud i havet. Han elsker de hamas-krigere, der brutalt slagtede over 1200 jøder i oktober ’23. Og han elsker de jøder, der hader deres palæstinensiske nabo, og slår uhæmmet hårdt ned på civilbefolkningen i Gaza. Han elsker ganske enkelt alle, og lader sin sol stå op over enhver af dem. 

Og netop dette, at Gud lader sin sol stå op over alle mennesker, uanset hvem de er, burde få os til at omvende os. Paulus spørger i Rom 2,4, om vi ikke ved, at Guds godhed vil føre os til omvendelse? Blot det at modtage solens lys om morgenen, at kunne sætte sig til et veldækket bord, at gå på arbejde og at gå hjem igen for at slå sin græsplæne og se TV om aftenen – alt dette er Guds velgerninger imod os. Og det burde få os til at folde vores hænder og takke ham. Det burde få os til at omvende os. 

Jesus sætter barren højt. Han siger: ‘Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.’ Jesus sætter her de fromme jøders praksis op imod den tids udskud, tolderne. Ja, de fromme jøder er ikke et hak bedre end hedningerne, for de hilser jo også på deres brødre, altså deres nærmeste. 

Nej, ‘Så vær da fuldkomne som jeres himmelske fader er fuldkommen.’ Jesus byder altså os at være lige så fuldkomne som vores himmelske far. Det er Gud selv, den almægtige og evige og fuldkomne Gud, vi skal måle os med. Alt det med kun at elske dem, der også elsker os, er alt for billigt, siger han. I gør jo ikke noget usædvanligt ved at elske dem, der elsker jer, og ved at hilse på jeres familie. Det gør alle mennesker jo. Nej, I skal lade jeres kærlighed og venlighed gå langt længere ud. I skal elske dem, der er fjendtligt indstillet overfor jer, Ja, dem der forfølger jer, skal I elske.

Jesus udvider her buddet om kærlighed til at omfatte alle mennesker. Og altså også dem, der ikke vil os det godt. Også dem, der forfølger os og kaster os i fængsel og slår os ihjel. Også dem skal I elske, siger Jesus. I den her sammenhæng er kærlighed ikke nok først og fremmest følelser, men mere konkret handling. Vi skal gøre godt imod dem, der ikke elsker os. Vi skal være den første, der rækker hånden frem. Vi skal hilse på dem, som nægter at hilse på os.  

Men kan det overhovedet lade sig praktisere i virkeligheden? Kan det lade sig gøre at elske vores fjender på den måde? Ja, det kan det! Jesus viser os, hvor kraften findes til at leve sit liv på denne måde. Kraften til at elske sådan kommer fra ham, som lader sin sol stå op over både onde og gode. Gud viste fuldkommen kærlighed, da han lod sin søn gå i døden – ikke bare for sine venner, men også for sine fjender. Derfor er min fjende også min næste, som Jesus døde for, mens vi endnu var fjender.