Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:
»Hvem er du?«
Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:
»Jeg er ikke Kristus.«
»Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?«
»Det er jeg ikke,« svarede han.
»Er du Profeten?«
»Nej,« svarede han.
Så sagde de til ham:
»Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«
Han svarede:
»Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«
De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:
»Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«
Johannes svarede dem:
»Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«
Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.
Johannesevangeliet 1,19-28
Juleforberedelse
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Vi møder Johannes Døberen for anden søndag i træk. Denne gang er før hans fængsling, som vi hørte om sidste søndag. Nogle jøder, nærmere bestemt nogle farisæere, har sendt bud til Johannes for at spørge ham om, om han er den, som kommer, eller de skal forvente en anden person? Som svar på farisæernes spørgsmål aflægger Johannes et dobbelt vidnesbyrd: om sig selv, at han ikke er noget særligt, men blot en, der baner vej. Og så aflægger han et klart vidnesbyrd om, hvem Jesus er. I versene her kun indirekte, men i vers 29, lige efter vores tekstafsnit, vidner han klart om, hvem Jesus er, nemlig Guds lam:
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh. 1,29)
Troen
Det var en fornem delegation, der blev sendt fra Jerusalem til Johannes Døber ved Jordanfloden den dag. Man havde lagt mærke til ham på højeste sted og fået store tanker om ham. Derfor spørger de ham nu, hvem han er, underforstået:
‘Du er vel ikke den Messias, vi venter på?’
Ganske smigrende, ikke sandt? Messias, den som Israels folk havde ventet på med længsel i tusind år. Måske har Johannes mærket fristelsen til at gribe chancen og få succes og blive til noget. Det står der ikke noget om, men det ville da være meget menneskeligt, hvis tanken havde strejfet ham. Men nu står der bare, at ’da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ‘Jeg er ikke Kristus’, altså Messias.
Javel, Messias var han ikke, men hvem var han så? Måske noget andet stort. Er du så Elias? spurgte de. Umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for Elias var jo for længst død og faret til himmels i en ildvogn. Den sidste af profeterne i Det gamle Testamente, Malakias, havde profeteret om dommedag, hvordan der kom ild fra Himlen. Han havde profeteret:
‘Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.’ (Mal. 3,23).
Meget i Johannes’ forkyndelse kunne passe godt på denne nye Elias. Men Johannes svarer stadig nej. Han er ikke Elias. Ingen skal tænke så stort om ham.
Delegationen er tydeligvis skuffet. Johannes er ikke Messias, og han er heller ikke Elias. Hvem er han så? Er han mon profeten? Hermed mente de Moses. Han havde nemlig sagt:
‘Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig opstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.’ (5. Mos. 18,15).
Derfor ventede jøderne en ny Moses. De vil altså have Johannes gjort til noget stort. Men Johannes nægter stadig at være noget særligt.
Johannes nægter at være noget. Hvis han er noget, er han ikke andet end en røst i ørkenen, der skaber en farbar vej for ham, som skal komme efter Johannes. Det er det højeste, Johannes kan svinge sig op til. Han er bare en, som råber Messias’ komme ud, en højtaler, en rekvisit, som er taget i brug i anledning af Herrens komme. Skal vi sammenfatte Johannes’ ord her, så siger han:
‘Jeg er ingenting, men han, som kommer efter mig, er alt.’
I parentes bemærket, så nægter Johannes ikke sin værdi som menneske, men kun fordi han sammenligner sig med Jesus, må han sige sådan.
Vi kan lære af Johannes. Det er en fare for enhver kristen leder, sanger, præst, forkynder og så videre, at han glemmer, hvem han selv er, og hvad hans opgave er. I stedet for at vise hen til ham, som er frelseren, begynder man at sole sig i en del af den ære, som kun tilkommer Jesus.
‘Midt iblandt jer står en, som I ikke kender…’
Det er grunden til, at vi har brug for en Johannes. Vi kan spørge os selv, om Johannes’ mission så er lykkedes? Er Jesus så blevet kendt? Vi må i hvert fald sige, at der er mange som fejrer Jesu fødselsdag. Intet andet menneskes fødselsdag er genstand for så megen opmærksomhed som hans.
Jeg tror dog, at Johannes stadig har noget at bidrage med. For nok fejrer vi jul, men hjælper vores julefejring os til at forstå ham bedre? Får vi et dybere og mere personligt kendskab til Jesus?
‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’ (Joh. 17,3)
Udfordringen
Fører den måde, du fejrer jul på, til, at du kommer tættere på Jesus?
