Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:
»Fred være med jer!«
Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem:
»Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«
Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:
»Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«
Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham:
»Vi har set Herren.«
Men Thomas sagde til dem:
»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«
Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:
»Fred være med jer!«
Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.
Johannesevangeliet 20,19-31
Sådan er det at møde den opstandne
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Denne beretning er baggrunden for, at kristne samles til gudstjeneste den første dag i ugen, nemlig søndag. Efter Jesu opstandelse havde nogle af disciplene set den tomme grav, andre havde set engle, som havde sagt, at han lever og ikke er i graven længere, andre igen havde fulgtes med ham til landsbyen Emmaus og der oplevet, hvordan den opstandne spiste aftensmad sammen med dem og derigennem oplevet ham som opstanden. Tvivl og tro havde blandet sig imellem dem. Hvad var op og hvad var ned? Men nu er de samlet, og da kommer Jesus og er sammen med dem.
Troen
Denne beretning viser os helt grundlæggende, hvad kristen gudstjeneste er; nemlig mennesker, som samles i lyset af Jesu opstandelse, og Jesus som kommer og er sammen med dem. Vi har alle forskellige erfaringer med den opstandne. En må bare til gudstjeneste, fordi han har oplevet Guds storhed og skønhed. En har fået hjælp til at træffe en vanskelig beslutning. En er tynget af tvivl og oplever ikke at få svar på bøn. En kæmper med at få fodfæste i lidelsen og erfarer, at den lidende og korsfæstede frelser også er i lidelsen. Andre synes ikke, de erfarer nogen som helst ting, men lever bare deres liv uden de store udsving. Fælles for os alle, uanset hvordan vi erfarer Jesus Kristus, er det, at vi ønsker, at han skal være med i vores liv og beslutninger. Derfor samles vi til gudstjeneste.
I beretningen uddybes det, hvad den opstandne møder os med ved gudstjenesten. Det første er, at Jesus ønsker fred til de bange, tvivlende og forvirrede disciple. Dernæst viser han dem sårmærkerne i sine hænder og fødder og såret i sin side. Disse sårmærker er tegnet på, at det er ham, og de minder disciplene om hans lidelse og opstandelse. Derfor er det et kendetegn for enhver gudstjeneste, at vi der møder den korsfæstede og opstandne Herre Jesus. Og endelig udruster han dem med Helligånden og giver dem fuldmagt til at forlade synder i hans, den opstandnes, navn. Sådan er det at være til gudstjeneste.
Jesu grav var tom. Men hvad skal man med en tom grav? Kvindernes melding om, at han lever, kunne de ikke tro på. Den tomme grav påskemorgen tager ikke frygten fra nogen, der er ikke noget håb i den. Den er netop bare tom! Men så står Jesus pludselig midt i lokalet, hvor 10 apostle har barrikaderet sig for ikke at komme til at lide samme skæbne som deres herre. Han står dér midt iblandt dem. Og så siger han noget ”Fred være med jer!” God aften! Ret almindeligt og menneskeligt.
Disciplene glædede sig over synet. I ét hug stod det klart for dem: Kvinderne havde altså ret. Men der manglede en. Thomas var ikke med den første aften. Som en har sagt: ”Når man misser en gudstjeneste, misser man en masse.”
Men heldigvis isolerer Thomas sig ikke. Han er sammen med dem til gudstjeneste søndagen efter, og da han ser Jesus, der henvender sig til ham og udfordrer ham til at tage beviset i besiddelse, bliver han overvældet og siger: ”Min Herre og min Gud!” Hvilken bekendelse! Thomas Tvivler bliver til Thomas Bekender. I en sum: Jesus er opstået og viser sig for apostlene. Det er virkeligt. Det skal vi bygge på. Det skal hjælpe os i vores tvivl. Lad os blot være skeptiske, men aldrig gifte os sådan med tvivlen, at vi bruger den til at holde Kristus fra livet. Gør som Thomas: bliv hos vennerne, lyt, følg med og bekend så, når du får muligheden. Vi behøver ikke at se ham nu, det har andre gjort og det er nok. Vi kan tro på ham alligevel og være salige ved det, lykkelige, glade og trygge. Jesus siger til Thomas og os andre, der lever på lang afstand af Jesu opstandelse: ‘Salige er de, som ikke har set og dog tror.’ Ja, vi kan være salige uden at se ham med egne øjne. Andres vidnesbyrd om ham er nok for os til at tro ham. Og så åbenbarer han sig også for os, som lever på så lang afstand af hans opstandelse – en gang imellem i hvert fald.
Udfordringen
Kan du også se på dig selv som salig uden at få beviser for Jesu opstandelse?
Hilsen fra Mogens G. Jensen:
»Jeg bliver 67 her i april og holder derfor med at skrive disse meditationer. Tak for fællesskabet omkring forkyndelsen af det glædelige budskab.«
I den kommende tid vil vi genudgive tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.
