PODCAST: Hvordan forholder kristen tro sig til seksualitet, begær og identitet i en tid, hvor debatten ofte bliver polariseret mellem progressive og konservative positioner?
I denne episode af Udblik møder vi forfatter og teolog David Bennett, som voksede op som ateist og homoseksuel aktivist i Sydney, før et overraskende møde med kristendommen vendte op og ned på hans liv. I dag arbejder han teologisk med spørgsmål om seksualitet, begær, discipelskab og menneskets identitet i lyset af kristen tro.
I samtalen udfolder Bennett blandt andet:
- sin egen vej fra LGBTQ+-aktivisme til kristen tro,
- forskellen mellem de såkaldte “side A”- og “side B”-positioner,
- hvorfor kirkefaderen Augustin spiller en central rolle i hans tænkning om begær,
- og hvorfor han mener, at kirken må finde en “tredje vej” mellem progressive og klassisk konservative positioner.
Samtalen kredser også om skam, kærlighed, celibat, menneskesyn og kirkens møde med LGBTQ+-personer – og om, hvordan kristne kan tale om disse spørgsmål med både sandhed og omsorg.
Medvirkende: forfatter og teolog David Bennett
Interviewer: Emil Børty Nielsen
Vært: Stefan Vase
