Jesus sagde:
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.
I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«
Matthæusevangeliet 5,13-16
At se Guds ansigt
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Alle helgens dag forbindes af mange med dagen, hvor vi mindes de døde. Mange finder vej til den kirke, hvorfra man i årets løb har måttet tage afsked med en af sine kære. Mange genoplever måske den sidste tid med en ægtefælle, en forælder eller et barn. Og mange finder trøst i, at den kære ikke er helt glemt, men at vedkommendes navn bliver læst højt i kirken.
Der har desværre udviklet sig en folkelig dødefest, halloween omkring Alle helgen. Her tager man dødningemaske på i forsøget på at skræmme hinanden med døden. Mange af disse halloween-traditioner kan være ganske hyggelige, men det er ærgerligt, at de er kommet til at skygge for den kristne betydning af Alle helgen.
Troen
‘I er jordens salt og verdens lys’, siger Jesus. Men når vi ser på vores eget liv, synes vi ikke, vi kan få øje på denne egenskab hos os selv. Hvordan kan Jesus sige så store ord om os? Det kan han, fordi hemmeligheden ikke er os, men ham selv.
‘I er verdens lys.’
Det siger han, som selv er verdens lys. Vi skinner ikke af os selv. Vi skinner fordi han har tændt et lys i os. Vi er som månen, der modtager sit lys fra solen og reflekterer dette lys videre til andre. I sig selv lyser månen ikke. Den lever af, at solen skinner på den. Og så reflekterer den blot solens lys videre til jorden.
Det har vi et godt eksempel på i Ap.G. 4,13:
‘Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus…’
Grunden til, at Peter og Johannes fungerede som verdens lys, var, at de havde været sammen med Jesus og nu kunne vidne frimodigt om ham. Peter og Johannes var som små måner, der henter deres lys fra Jesus, den store sol, og nu reflekterer de det lys videre til andre. Det var samværet med Jesus, der gjorde Peter og Johannes til verdens lys.
Den kendte antropolog Rane Willerslev har netop udgivet en bog om det, vi i kristendommen kalder det evige liv. Han kalder sin bog ‘Efter livet – samtaler om det uvisse’. Han står frem og siger, at han tror på et liv efter det her liv på jorden. Og som den spøgefugl, han altid har været, siger han, at han vil have sin riffel med i kisten, for den får han brug for i livet efter livet, når han skal gå på jagt. Det er bestemt ikke kristen opstandelsestro, Rane plæderer for, men snarere en form for reinkarnation, som han har mødt det hos stammefolk på de store sibiriske sletter. Det er dog tankevækkende, at han taler om et liv efter døden og siger, at denne længsel efter et liv efter livet ligger dybt i den menneskelige natur.
Om Jesus tror vi, at han døde, men nu lever i evighederne evigheder (Åb. 1,18). Det samme tror vi om enhver, som er gået ud af denne verden med troen på Kristus i hjertet. Her på Alle helgens dag bliver vi mindet om, at vi står i fællesskab med de mennesker omkring os, som Jesus også har tændt sit lys i. Og samtidig står vi i et fællesskab med dem, der er gået over på den anden side af døden, og som nu lever i evighedernes evighed.
Vi har båret vores døde til graven og taget afsked med dem der. Og vi vender tilbage til graven for at mindes dem. Men her får vi den besked: ‘De er ikke her, de er hos Gud.’ De lever i evighedernes evighed og venter på os. Vi har altså et håb om at gense alle vore kære i Guds rige. Og tanken om, at de venter på mig bag døden, giver os tilskyndelse til at lade troens lys brænde, indtil vi en dag skal se både Kristus og vore kære, når vi træder ind bag dødens forhæng til det evige liv.
Som præst har jeg ofte fået det spørgsmål fra efterladte, om jeg ikke tror, at vi skal møde vores kære på den anden side af døden. Det er et svært spørgsmål at svare på, for man kan jo ikke garantere for et andet menneskes salighed. På den anden side vil man jo også gerne trøste de efterladte. Derfor har jeg ofte sagt noget i denne retning: ‘Jeg tror, at vi i himlen skal være så optaget af at se på Gud og Jesus, og at vi ikke kan få nok af at se ind i Guds ansigt. (1. Kor. 13,12).
Billy Graham fortalte historien om, hvordan han engang havde besøgt soldater på et lazaret, mens deres general var til stede. En ung soldat var slemt medtaget. En læge hviskede til Graham: ”Jeg tvivler på, at han nogensinde kommer til at gå igen.” Soldaten havde et ønske. Henvendt til generalen sagde han: ”Sir, jeg har kæmpet for Dem, men jeg har aldrig set Dem. Må jeg se Deres ansigt?” Generalen lagde sig på gulvet og talte med soldaten. Sådan har Gud bøjet sig ned til os forslåede mennesker og ladet os se hans ansigt.
Udfordringen
Hvad møder mennesker hos dig? Møder de et menneske, som verdens lys udstråler fra? Eller møder de et menneske, som kun skinner i kraft af sig selv?
