Mandag den 9. september løber MFs sponsorløb af stablen, men Anders og Erik tyvstartede den 18. august på mobilscootere.
Selvom MFs sponsorløb først foregår på mandag den 9. september, så så Anders Risbjerg og Erik Ramballe Hansen deres snit til at tyvstarte sponsorløbet den 18. august, hvor det det første af de lokale sponsorløb fandt sted. Samtidig var det et af de mere utraditionelle af slagsen.
Erik Ramballe Hansen og Anders Risbjerg gennemførte sponsorløbet på en mobilscooter og kørte fra Blokhus til Aalborg (36 km.) i løbet af 5 timer.
– Jeg har i en del år deltaget i sponsorløbet. For ikke blot at gøre som jeg plejer, prøvede jeg sammen med min svoger, Anders Risbjerg at tænke lidt ud af boksen. Anders er importør af MOBILSCOOTER og derfor faldt valget hurtigt på at bruge dem, fortæller Erik Ramballe Hansen.
– Vi fik KOMPAS Hotel Aalborg med på idéen, og de meldte sig som hovedsponsor. Sponsorløbet sluttede derfor foran KOMPAS Hotel Aalborg, fortsætter Erik.
Sponsorløbet indbragte i alt ca. 60.000 kr.
– Vi oplevede, at mange gerne ville støtte projektet – og som en lille bonus tilbød vi en refleksvest med navn på til de sponsorer, der gav over 2.000 kr., fortæller Anders.
På mobilscooteren gik det med ca. 9 kilometer i timen på cykelstier og småveje fra Blokhus til Aalborg.
– Vejret var fint og turen forløb helt som den skulle. Med ekstra batterier og godter til turen er det er ingen sag at køre sponsorløb på denne måde. Faktisk besluttede et par af børnene at de gerne ville med, og de tilbagelade en god del af strækningen på MOBILSCOOTEREN mens Erik og jeg så kunne heppe ved siden af i følgebilen, slutter Anders.
Tak til Anders, Erik og mange andre, der arrangerer tilsvarende lokale løb for at støtte MFs sag. Hvis du har lyst til at støtte deltagerne ved sponsorløbet, er du velkommen til at kigge på deltagerlisten.