Lørdag var der repræsentantskabsmøde på Menighedsfakultetet, og i bestyrelsesberetningen slog formand og sognepræst Sune Skarsholm: ”Det går godt på Menighedsfakultetet, men send flere penge.”
Udsagnet fra formanden dækker over en udfordring, som er blevet tydelig efter årsregnskabet for 2025-26: De almindelige gaver til Menighedsfakultetet er faldet med omkring 600.000 kr. og Menighedsfakultetets økonomi reddes kun af nogle store enkeltdonationer.

– Det er en stor, stor udfordring for Menighedsfakultetet, konstaterer fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.
– Vi er naturligvis enormt taknemmelige for alle gaver, der kommer ind, og at nogle store enkeltdonationer gør, at vores økonomi ikke går i minus. Men vi kan ikke basere vores økonomi på enkelte store donationer, der kommer en gang imellem. Menighedsfakultetet har gennem alle årene været båret af en stor kreds af ganske almindelige mennesker, som giver mellem 1.000 og 20.000 kroner om året.

Sammen med bestyrelsen har Thomas Bjerg Mikkelsen undersøgt årsagerne til det bratte fald i gaver uden at finde en klar enkeltstående årsag. Et bud er dog JB71, som efter nogle bump på vejen i 2025 blev åbnet og adskillige lejere flyttede ind.
– JB71 er en langsigtet investering, som vil styrke økonomien, men bygningen kan ikke erstatte de almindelige gaver. Vi ønsker heller ikke at havne et sted, hvor vi kan undvære et bagland, der bakker op. Menighedsfakultetet er nært forbundet med et bagland, der ønsker præster, forkyndere og ledere, der brænder for evangeliet.
Fra Thomas Bjerg Mikkelsen lyder der derfor denne appel:
– Menighedsfakultetet står på et godt fundament, og der er stor efterspørgsel på vores kandidater. Det arbejde er fortsat båret af en bred opbakning fra mennesker, som ønsker at investere i kommende generationer af præster, forkyndere og ledere. Derfor håber jeg, at flere, også blandt de yngre generationer, vil støtte os økonomisk, så vi fortsat kan være et ressourcested for kirker og kristne fællesskaber.
Her og nu bliver alle nye fastgivere og gavebreve matchet krone for krone af en anonym giver op til 100.000 kroner. Så hvis en ny fastgiver giver 100 kroner om måneden, vil den anonyme giver donere 1200 kroner til MF.
