En stor tak

I løbet af to måneder er har MF modtaget lidt over 1,8 millioner i gaver. Det er et meget højt beløb, konstaterer fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.

– Med tanke på den udfordring, vi stod med, hvor vi på to måneder skulle indsamle 2 millioner for at nå årets indsamlingsmål, så er 182.000 kroner mindre i gaveindtægter end forventet til at leve med.

Det er vigtigt for Thomas Bjerg Mikkelsen at understrege, at det ikke betyder, at Menighedsfakultetet kommer ud af regnskabsåret 2023-24 med et underskud.

– Vi har oprindeligt budgetteret med et stort underskud, fordi vi har haft ekstraordinært mange udgifter til stipendier. I løbet af året har vi imidlertid modtaget en stor gave fra en virksomhed. Vores tanke var, at pengene skulle investeres i byggeriet, men nu vælger vi at bruge dem at sikre MF’s likviditet. Når regnskabet er gjort op, vil vi melde årets resultat ud.

Thomas Bjerg Mikkelsen er meget fortrøstningsfuld i forhold til det nye års opgaver takket være baglandets opbakning i slutspurten:

– Jeg vil gerne benytte anledningen til at takke alle, der i årets løb og særligt i slutspurten har betænkt Menighedsfakultetet med en gave. Det er betryggende for arbejdet at vide, at der er så mange rundt om i landet, der understøtter vores arbejde med at uddanne ledere, forkyndere og præster, der brænder for evangeliet og mission – og som skaber anledninger til, at mennesker får et forvandlende møde med klassisk, levende kristendom. Det arbejde fortsætter – også i det kommende regnskabsår, hvor vi vil arbejde ihærdigt for, at endnu flere unge får lyst til at studere teologi på MF.