Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«
Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.
De svarede ham:
»I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ «
Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:
»Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«
Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.
Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.
Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.
Matthæusevangeliet 2,1-12
Gud sendte en frelser
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Betlehem er den by, David voksede op i. Nogle vise mænd (på græsk står der magoi – heraf magi og mager (troldmand)), som kom fra Østerland. Måske fra Persien, måske fra Babylonien, hvor der stadig boede mange jøder. Måske er det fra dem, de vise mænd har hørt om jødernes forventning om en ny kongelig Messias. Når de vise mænd taler om ‘jødernes konge’, viser det, at de ikke selv var jøder. Ellers kunne de have sagt ‘Vores konge’. Stjernen hentyder sandsynligvis til Bileams profeti i 4. Mos. 24,17: ‘Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, …’ Vi er så vant til at tænke, at de 3 vise mænd ankommer til stalden selve julenat. Men det gør de åbenbart ikke. Vi ved ikke, hvor lang tid der går mellem Jesu fødsel og deres ankomst til Betlehem, men vi kan blot konstatere, at de ikke er der selve juleaften.
Troen
Man skulle tro, at Gud er afhængig af astrologi, siden han lader tre vismænd, tre magikere, have held med at finde frem til Jesus i kraft af deres astrologiske kundskaber. Bibelen lader os endog forstå, at Gud også ved andre frelses-historiske begivenheder vil sætte tegn på stjernehimlen, fx. ved Jesu genkomst. Som kristne tror vi dog ikke på, at vores skæbne afhænger af nogle stjerners position i forhold til hinanden. Og ser vi nærmere på denne beretning, er stjernen da heller ikke nogen pålidelig vejviser for dem. Den fører dem jo i første omgang til Jerusalem, hvor den paranoide kong Herodes residerer, og ikke til Betlehem. Vismændene korrigeres af de skriftkloge, som kan fortælle, at det rigtige sted for kongesønnens fødsel er Betlehem. Stjernerne kan ikke føre os til Jesu fødested. Det kan kun skriften. ‘Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, …’ (DDS 136,7)
De vise mænd forærede Jesus tre slags gaver: guld, røgelse og myrra. Tre meget kostbare gaver. Det må have været et meget kontrastfyldt skue, der udspandt sig den dag. Forestil dig, 3 mægtige og prægtige konger kommer ridende på deres kameler ind i den ubetydelige landsby Betlehem. Måske har en hel karavane af købmænd og slaver fulgt trop. Det må have været århundredets begivenhed i den lille landsby med de få hundrede indbyggere. Men ikke nok med det, så styrede de lige hen til en af byens fattigste familier og gjorde dem til de rigeste og fornemmeste. Gad nok vide, hvad Maria og Josef har brugt denne formue til?
Nogle fortolkere mener, at Jesus på det her tidspunkt har været ca. ni måneder gammel. Forestil dig, voksne, ærværdige mænd i fornemme klæder knæler for det lille Jesusbarn, som sidder på sin moders knæ. Det har været en bemærkelsesværdig kontrast. Men det er ikke den eneste gang, nogen har bragt meget kostbare gaver til Jesus. Senere gjorde Maria det samme, da hun salvede Jesu fødder skærtorsdag aften. Dengang var der snusfornuftige disciple, der kaldte hendes handling ødsel og antydede, at olien kunne være solgt og pengene givet til de fattige. Jesus kunne som et ni måneder gammelt barn ikke kommentere de vise mænds handling, men om Marias handling sagde han: ‘De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.’ (Joh. 12,8)
Der står intet om, at de tre konger var hellige og fromme. Tvært imod var de jo hedenske astrologer. De kendte ikke Israels Gud og den Gud, vi tilbeder. Lad os bide mærke i det, for her ligger netop evangeliet. De var almindelige, syndige mennesker som alle os andre. De første tilbedere var måske nogle rå børster, hyrder, som ikke regnedes for noget af værdi for samfundet dengang. De næste, vi hører om, er tre regulære hedninger. Kønt selskab Jesusbarnet befinder sig i. Men det var jo netop sådanne mennesker, han omgikkes som voksen. Og heri ligger vort held, at han vil have med sådan nogle som os at gøre. Ja, netop sådan nogle som os.
En engelsk teolog (D. Carson) har sagt sådan her. ‘Hvis Gud havde ment, at vort største problem var økonomisk, havde han sendt en økonom. Hvis Gud havde ment, at vort største behov var underholdning, havde han sendt en entertainer eller en kunstner. Hvis Gud havde ment, at vort problem var politisk stabilitet, havde han sendt os en politiker. Hvis han havde ment, at vort største behov var et godt helbred, havde han sendt os en læge. Men han mente, at vores største behov havde at gøre med vores synd, vores fremmedgjorthed for ham, vores dybe oprør, vores død – og han sendte os en frelser.’
Udfordringen
Hører du også til den flok, der tilbeder barnet, eller står du på afstand og vurderer situationen?