Presentation of Jesus at the Temple - Rembrandt

Julesøndag: Troens øjne

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:
»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Lukasevangeliet 2,25-40

Troens øjne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to anledninger til, at Maria og Josef her 40 dage efter Jesu fødsel er kommet op til templet. (Luk. 2,22-24). For det første var Maria ifølge loven uren i 40 dage efter fødslen. (3. Mos. 12,1-4). Herefter skulle hun renses ved et rituelt bad og bringe et offer til himlens Gud som tak for sin renselse. For det andet havde hun født en søn, og loven foreskrev, at alle førstefødte drengebørn tilhørte Gud. Barnet skulle derfor frikøbes med et offer. (2. Mos. 13,1-16). Denne situation må således ikke forveksles med Jesu omskærelse på 8. dagen. (Luk. 2,21).

Troen

Det univers, der her udspiller sig, er nok fremmed for alle os såkaldte moderne mennesker. Josef og Maria er kommet op til templet for at ofre efter Moselovens bestemmelse. Og ved den lejlighed møder de på tempelpladsen de to gamle mennesker Simeon og Anna. Simeon tager barnet op og lovpriser Gud:

‘Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.’

Der står, at Maria og Josef undrede sig over de ord. Og der er da også grund til at undre sig.
‘… mine øjne har set din frelse’, siger den gamle mand.
Er der noget, vi gerne vil, så er det at se. Men vores problem er, at vi kun kan høre. Vi har lige fejret jul, og vi har igen hørt om den frelser, der blev født. Vi har hørt, men ikke set. Men Simeon siger altså: ‘… mine øjne har set din frelse.’ Havde han så bare sagt: ‘Mine øjne ser frem til’. Men det gør han ikke. Vi andre må i hvert fald konstatere, at vi ikke ser, men må nøjes med at høre. Vi ser kun forsigtige nybagte forældre, der står der iblandt de mange mennesker, der færdes på tempelpladsen. Der er ingen jubelsang af engle. Og der står overhovedet ikke skrevet ‘Guds søn’ på barnets pande. Hundredvis af andre så det samme. Men det var kun Simeon, der tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Den gamle mand, så, hvad ingen andre så.

Derefter skal vi videre til Simeons næste ord. ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges- …’ Nogle øjne ser ham nemlig, mens andre overser ham. Ikke bare i dag, men sådan har det altid været. Han er et tegn, som modsiges. Et modsigelsens tegn. Hvor han kom frem, var der tusindvis af jøder, der så ham, men kun nogle få, der fulgte ham. De fleste, der så ham, overså ham. Selv når han lod folk se de tegn, han gjorde, var det tegn, der vakte modsigelse. Da han fx. bespiste de 5000 i ørkenen, var der nogle, der sagde:’ Han er sandelig profeten.’ (Joh. 6,14). Men der står også: ‘Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.’ (Joh. 6,66). Sådan blev han et modsigelsens tegn. De så Jesus, en mand fra Nazaret, men de så ikke Guds søn. Selv da han hang på korset, var det som et modsigelsens tegn. Der var nogle, der græd over det, de så, mens andre spottede ham. For en korsfæstet mand kunne enhver se, men at det var Guds korsfæstede søn, som bar alle vore synder, kunne intet øje se.

Intet øje? Ja lige undtage et øje. Troens øje. Det øje må vi have med i dag, hvis vi skal se noget overhovedet. Der står om Simeon, at ‘Helligånden var over ham’, og at han kom til templet ‘tilskyndet af Ånden.’ Her finder vi hemmeligheden i at se, nemlig Helligånden. Vi som ved egen kraft vil overse alt, om vi så stod klods op af krybben og Golgatas kors, os giver Gud Helligånd de troens øjne, der ser Guds frelse.

Så lad da også os bede: ‘Kom Guds Helligånd og giv mig de troens øjne, der ser, hvad nethinden er blind for. Lad mig se min frelser i Betlehems krybbe og på Golgatas kors.’ Når du beder den bøn, får du til svar, at det vil han hjertens gerne. Altså give dig troens øje. Og det sker faktisk ved at høre. Høre budskabet om ham, som for min skyld blev fattig, da han var rig. Det hele begynder med at høre. Sig derfor ikke mismodigt, at du intet har set, men desværre kun hørt. For bare du hører, er du godt på vej til at kunne se. At se Guds søn i barnet, begynder altså med at høre, høre om ham.

Udfordringen

Har du set Guds frelse i barnet i Simeons arme? Eller forarges du over barnet?