Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.
Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.
Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
»Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«
Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:
»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«
Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
»Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«
Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
»Han kalder på Elias.«
Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde:
»Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«
Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.
Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde:
»Sandelig, han var Guds søn.«
Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.
Matthæusevangeliet 27,31-56
Forsonet med Gud
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Lad os betragte Jesus. Han bliver klædt af, pisket og tornekronet og hånet. Han må selv slæbe sin marterpæl til henrettelsesstedet. Da han ikke magter det, må en tilfældigt forbipasserende tage over og slæbe korset det sidste stykke vej. Han drikker ikke den bedøvende vin, men får naglerne banket gennem håndled og fodled ved fuld bevidsthed. Han hænger mellem røvere og spottere, og hånende står hans modstandere under korset. Og hans egen mor står der også og kan kun se på.
Troen
That your baby boy is Lord of all creation?
Mary, did you know
That your baby boy will one day rule the nations?
Did you know
That your baby boy is heaven’s perfect Lamb?
This sleeping child you’re holding
Is the Great I Am
at dit barn er Herre over al skabningen?
Maria, vidste du,
at dit barn en dag vil regere over alle nationer?
Vidste du,
at din barn er Himlens fuldkomne lam?
at det sovende barn, du holder
er den store: ‘Jeg er’?
(Fra ‘Mary, did you know?’)
Forsoning er et ord, vi ofte bruger i kirken. Men hvad ligger der egentlig i ordet forsoning? Forsoning handler om to mennesker/ to parter, der er kommet på kant med hinanden, får nedbrudt fjendskabet og finder sammen igen. Forsoning forudsætter en handling fra den ene part mod den anden.
Det var netop en sådan forsoningshandling, Gud gjorde ikke blot ved sin søns lidelse og død, men ved hans fødsel, hele hans liv og virksomhed, lidelse, død og opstandelse. Her lukker ordet forsoning sig op. Guds søn ofrede sig. Han kom og levede vores menneskeliv på godt og ondt. Gud har således bevist sin store kærlighed til os. Derfor må forsoningen også finde genklang i os, ved at vi lader os forsone med Gud.
Jesus er ikke den eneste, der har måttet gennemgå korsets smerter. Den bjælke, han bar, var genbrug; den var blevet brugt til det samme formål før. Og nu var det Jesu tur til at mærke smerterne. Og alligevel var det ikke den fysiske smerte, der var værst for ham. Nej, det var en anden smerte som fyldte ham her på korset. Det var, at han midt i sine store smerter var forladt af Gud. Her til sidst ved den niende time, Jesu dødstime, råbte han højt og tænderskærende: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’ Det var Jesu største smerte. Den Gud, som han altid havde elsket og følt den stærkeste samhørighed med, den Gud er nu forsvundet. Jesus var alene, forladt og svigtet af sin himmelske far.
Lad os et øjeblik forestille os, hvilken smerte det må være, at i det øjeblik man er allerdybest nede i sin sygdom og man ligger hjælpeløs og svag på sit dødsleje, så vender det menneske, du har elsket mest her i livet sig bort og lader dig i stikken. Sådan har Jesus følt Guds vrede over sig. Svigtet af sin mest kære, nære og elskede person: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’
På toppen af tårnet på min gamle sognekirke, Kristkirken i Kolding, sidder et kors af kobber. Fra korset går et tommetykt kabel hen langs hele kirkeskibets tagryg og ned i jorden. Korset er en lynafleder. Den er sat på det højeste og mest udsatte sted, og den sikrer, at kirken og de, der går ind i den, går fri, hvis et lyn slår ned. Det er et fantastisk billede på, hvordan Jesu kors beskytter os mod Guds dom og vrede.
Udfordringen
Er Jesus lynafleder i dit liv?
