Mathias har kombineret praktik og Paulus på kandidatstudiet

På kandidatstudiet ved Aarhus Universitet (AU) i teologi er der i det tredje semester af fire mulighed for at vælge et længerevarende praktikforløb fx i en kirke. Den mulighed har Menighedsfakultetet (MF) ønsket at støtte op om med et fag i dette semester kaldet ”Paulus og praktik”. Faget er åbent for alle teologistuderende og har mandag formiddage, hvor der typisk er fridag i kirkerne, budt på en blanding af kaffe, mentorsamtale og undervisning Paulus som ’præst i praksis’.

En helhedsorienteret tilgang til Paulus

Forløbet ledes af professor i Ny Testamente, Morten Hørning Jensen. Undervisningen tager udgangspunkt i det, som Morten Hørning kalder en biodramatisk tilgang til Paulus, hvor der fokuseres på hele apostlens liv og virke – ikke blot de enkelte tekster.

Mathias Gottfred Schmidt, som afsluttede sin bachelor på MF i sommeren ’23 og nu læser kandidaten på AU, er en af deltagerne på Paulus og praktik-forløbet. Det får han meget ud af:

– Vi ser på, hvad Paulus’ evangelium er, og hvordan hans liv og menigheder har været præget af splittelser og kampe. Det giver en helhedsforståelse af Paulus, som jeg tror vil gøre det lettere at formidle hans tekster i praksis, fortæller Mathias.

En anden del af forløbet har et mere pastoralt fokus, hvor deltagerne deler erfaringer fra deres praktikforløb i forskellige kirker. Mathias fremhæver netop denne del som noget af det mest givende:

– Vi kan dele både de gode og de udfordrende oplevelser i et lukket rum, hvor vi kan være ærlige og sparre med hinanden. Det er utrolig værdifuldt at kunne vende tilbage til det fællesskab, jeg har haft på MF, og samtidig drøfte mine erfaringer med andre i samme situation.

Et formativt spørgsmål

En af de centrale spørgsmål i forløbet, som Mathias fremhæver, er Mortens spørgsmål: ”Hvis det her er sandt, hvad skal vi så bruge det til?” Det handler om at lade Paulus’ skrifter forme både tro og praksis:

– Det spørgsmål har gjort stort indtryk på mig og udfordrer mig til at tænke over, hvordan evangeliet skal forme mit liv og mit virke som kommende præst, siger Mathias.

Paulus og praktik er et tilbud fra MF, der ikke blot understøtter teologistuderende i deres overgang til kandidaten, men også forbereder dem på livet som præster eller medarbejdere i kirkelige sammenhænge.