Ovenpå en lidt for spændende slutspurt, hvor Menighedsfakultetet en overgang var langt fra målet, har MF’s bagland ikke blot hjulpet MF over stregen – men faktisk også overgået indsamlingsmålet.
For under én måned siden var Menighedsfakultetet langt fra indsamlingsmålet for maj og juni på knap 2 millioner kroner. Det var særlig udfordrende; for dels er maj og juni de to måneder, hvor MF’s bagland giver suverænt mest til Menighedsfakultetets teologiske uddannelse, og dels går MF’s regnskabsår fra juli til juni.
Men MF’s bagland trådte til og bakkede op. Faktisk var opbakningen så stor, at baglandet gav hele 200.000 kroner mere end forventet. Det bidrager til at styrke MFs likviditet, som fortsat er en udfordring i løbet af året. Det glæder Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder ved Menighedsfakultetet, sig meget over.
– Vi er både lettede og enormt taknemmelige over den fantastiske opbakning, som baglandet har vist. Det demonstrerer med meget stor tydelighed, at Menighedsfakultetets opgave med at uddanne præster og teologer, der brænder for evangeliet, har en meget nær forbindelse til mange kristnes håb og ønsker for Danmark og verden, fastslår Thomas Bjerg Mikkelsen.
Situationen har dog undervejs været ganske alvorlig.
– Det har været nogle lidt for spændende uger, og en overgang så det endog meget vanskeligt ud. Det var meget tæt på, at de røde advarselslamper begyndte at blinke. Det skete imidlertid ikke, takket være baglandets opbakning og Guds velsignelse over dette sted.
Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvordan årsresultatet for Menighedsfakultetet bliver, før regnskabet er gjort op. Men at baglandet giver cirka 200.000 kroner mere end forventet i regnskabsårets sidste to måneder, peger ind i fremtiden.
– Vi har fået det, vi har brug for – og lidt mere til. Det giver os luft og ro til at fokusere på det kommende studieår, men vi er stadig afhængige af en stabil og trofast opbakning fremover. Gaveindtægterne falder ujævnt i løbet af året, og vi har i perioder haft behov for at låne penge af private långivere og samarbejdsorganisationer for at kunne udbetale løn, bemærker Thomas Bjerg Mikkelsen og fortsætter:
– Udfordringerne med MF’s økonomi har vi forsøgt at tale åbent om – uden at ængste baglandet for meget. Derfor er vi enormt taknemmelige for, at vi dels har oplevet en så stor opbakning her til sidst, og at vi samtidig tidligere på året modtog en stor, enkeltstående gave på et tidspunkt, hvor det så meget sort ud. Vi har fortsat behov for mere likviditet, men den stærke slutspurt betyder, at vi står et lidt mere robust sted end sidste år, slutter Thomas Bjerg Mikkelsen.