Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge.
Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip:
»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.
Filip svarede ham:
»Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«
En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:
»Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«
Jesus sagde:
»Få folk til at sætte sig.«
Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.
Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple:
»Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«
Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de:
»Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«
Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
Johannesevangeliet 6,1-15
Brødkonge eller livets brød
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Vi er nu halvvejs i fasten og forlader de dystre tekster om djævelen og alle hans onde ånder og sygdom og død. På denne glædens søndag, som den fra gammel tid er blevet kaldt, puster vi Djævelen ud, og tager en dyb indånding af Jesus, der rækker os livets brød. Her viser Jesus sin magt til at kunne lave brød nok til 5000 mand. I sit evangelium undgår Johannes som oftest at gentage de beretninger, som nævnes i de første tre evangelier. Når vi ser bort fra de beretninger, der omhandler Jesu lidelser, død og opstandelse, er det faktisk kun dette bespisningsunder, som er nævnt i alle fire evangelier.
Troen
I mødet med denne beretning dukker tvivlens og snusfornuftens fladpandede skepsis op, og man tænker: ‘Det kan jo ikke passe. Der må være en anden og mere naturlig forklaring på dette under.’ Man har forsøgt sig med den forklaring, at der ikke bare er en dreng med fem brød og to fisk, der deler ud af sit forråd, men mange små drenge med hver deres madpakke. Og da de andre så, at han gavmildt delte ud af sin madpakke, begyndte de at gøre det samme, og vupti, så var alle blevet mætte. Tåbelig forklaring, som jo slet ikke er nogen forklaring. I stedet skal vi prøve at se en åben himmel over os og se, hvordan Jesus er herre over verdens ressourcer, og at det nytter noget at stille vores lille bidrag til hans disposition og så lade ham gøre det under, der må til, for at alle jordens mennesker kan blive mætte.
Jesus har omsorg for hele mennesket. Han er ikke ligeglad med, om menneskeskaren har mad eller ej. Han bekymrer sig om mennesker, der er ramt af naturkatastrofer og sult. Det skærer ham i hjertet at se 1/3 af verdens befolkning leve i overflod af mad, mens 2/3 dele af jordens befolkning sulter eller lever på sultegrænsen. Og selv om det kun er et lille plaster på såret, glæder det ham, når vi giver et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, når det ringer på vores dør, og når vi samler over 100 millioner ind ved diverse tv- shows. Men det ændrer ikke ved, at sulten også er et strukturelt problem. Fordelingen af verdens ressourcer og fødevarer kræver ganske enkelt et opgør med den måde, vi i Vesten griber tingene an. Vi må lære at omlægge vores liv og vænne os til at have mindre og leve mere enkelt. Det kan godt virke uoverskueligt og truende. Men vi kommer ikke uden om at tænke og handle i nye baner.
Men nu handler det her ikke kun om at mætte 5000 mennesker med brød, så man rent fysisk føler sig mæt. Det er et tegn. Dvs. det peger ud over sig selv. Som Jesus sagde til Djævelen, da han fristede ham med nybagt brød ude i ørkenen:
‘Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.’
Og i samtalen med sine disciple, efter Jesus har gjort dette under, siger han:
‘Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.’ (Joh. 6,35).
Jesus vil altså henlede vores opmærksomhed på, at vi ikke lever af fysisk brød alene. Det har vi brug for, men der er en dimension, vi ikke må glemme, og det er ham som livets brød.
Vi må ikke tænke for småt om Jesus. Vi tænker let, at det største, vi kan håbe på, er, at han vil skaffe os bedre levevilkår, en sund krop, en ny bil, en god familie, hvor børnene trives. Og midt i alt dette glemmer vi Jesus som livets brød. Er vi kun fokuseret på Jesus, der hjælper med sygdom, dårlig økonomi, familie og karriere? Hvor mange af vore bønner handler mon ikke kun om vores daglige behov og vore drømme for det her liv? Men i Fadervor beder vi ‘komme dit rige’, førend vi beder om det daglige brød. Denne rækkefølge må også afspejles i vores praktiske liv, ellers bliver han kun en brødkonge for os, og vi risikerer, at han trækker sig tilbage fra os, sådan som han gjorde, da de ville gøre ham til konge.
Ganske vist dør vores legeme af mangel på brød, og det er slemt nok. Men uden Jesus som livets brød dør vores sjæle. Det er den sult, Jesus vil stille.
I fastetiden mindes vi om Guds gavmildhed mod os. Gennem afholdenhed fra mad eller luksuriøse ting, hjælpes vi til at se den overflod, vi ofte tager som en selvfølge. Måske er det penge, jeg bruger på mig selv og mine interesser, men som jeg i virkeligheden kunne bruge på at afhjælpe fattigdom, misbrug eller anden nød. Fastetiden kan være en anledning til at få tegnet det gavebrev, jeg længe har tænkt på. Eller det kan være anledningen til at melde mig som frivillig indsamler eller være medhjælper i en genbrugsbutik. Guds gavmildhed smitter af på dem, der omgås ham i det daglige. Gavmildhed er den eneste investering, som med 100% sikkerhed giver afkast.
Udfordringen
Bruger du kun Jesus som din brødkonge, eller er han også vigtig for dig som livets brød?
