Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.
Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden:
»Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«
Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem:
»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«
Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
Markusevangeliet 16,1-8
Dagen da døden døde
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Påskedag er kirkeårets store jubelfest. På baggrund af langfredags forsoning proklameres det nu, at sejren er vundet. Gud har vedkendt sig Jesu offer som et fuldkomment offer for menneskeslægtens synd. Dødens magt er brudt og vejen ind til Guds hjerte er banet. I de følgende uger er der fokus på, hvad opstandelsen betyder for os, der lever efter påskedag. Påsketiden varer fra påskedag og frem til pinse. Denne periode er på syv uger, altså 49 dage og pinsen hedder på græsk ‘pentakoste’, den halvtresindstyvende.
Troen
De tre kvinder vil med deres vellugtende salve parfumere liget, som allerede er ved at gå i forrådnelse. Det er et tankevækkende billede på vores afmagt, når det gælder døden. Kvinderne kan højst fjerne stanken. Og end ikke det kan de, for adgangen til graven er spærret af en stor sten. Men Kristus behøver ingen salver eller hjælp med stenen. Ligesom solen er stået op, er han stået op. Som om han blot var blevet lagt til hvile, har han rejst sig igen og er gået ud af den lukkede grav.
De tre kvinder kom ikke til graven bare for at salve Jesu legeme, men selvfølgelig også for at græde over adskillelsen. Nu var han borte, taget fra dem, ham som de havde sat alt deres håb til. Ham, som havde givet dem et helt nyt liv, en helt ny begyndelse på deres liv. Han, som nu lå i graven, var jo ham, der kort forinden havde stået ved vennen Lazarus’ grav i Betania og havde sagt de stærke ord: ‘Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.’ Den dag i Betania var der virkelig blevet ringet med alle opstandelsens klokker. Den dag lød budskabet til hele menneskeheden: ‘Døden er overvundet.’ Den port, som små og store hænder i tidens løb forgæves har banket på, er nu åbnet og står på klem. Men nu lå han der selv og det endda på tredje dag. Så var det måske alligevel sandt, det som spotterne havde sagt, da han hang på korset: ‘Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.’ (Matt 27,42) Nu var i hvert fald den port, der var åbnet på klem den dag i Betania, igen blevet smækket i. Kvinderne, som er på vej ud til graven påskemorgen, havde altså god grund til at sørge både på egne og på den dødsmærkede menneskeheds vegne.
Men så skete der noget. De fire evangelister er ikke enige om, hvad der skete. Detaljerne snubler over hinanden. Det hele var så overvældende, at hverken øjet eller øret kunne følge med og ordene ikke slå til. Jo, to ting var de enige om: Jesu grav er tom, og kvinderne har hørt opstandelsesbudskabet: ‘Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham.’ De to ting, tegnet, den tomme grav og budskabet, hører sammen. De siger nemlig tilsammen: ‘Han er opstået.’ Den tomme grav og budskabet vil sige til os, at Jesu opstandelse ikke bare er en opmuntrende fortælling, men er noget som virkelig er sket.
Jeg ved godt, at der er kristne, som vil nøjes med at sige, at Jesus er opstået ‘billedligt talt’: At det var Jesu tanker og ord, der ligesom stod op af graven, og på den måde kan vi sige, at Jesus også lever i dag. Eller det var disciplenes tro, der ‘ligesom’ opstod af graven påskemorgen. Lad mig sige det, som det er: Den snak skal vi aldrig, aldrig nogen sinde lytte til. Hvis Jesus kun er billedligt opstået, skal vi også kun billedligt opstå. Og så er vi de ynkværdigste mennesker på jorden, for så lever vi jo på en indbildt løgn, som Paulus skriver til Korintermenigheden. (1. Kor 15,19).
Den britiske teolog og evangelist Michael Green døde i 2019. Dagen inden sin død ringede han til en god ven, Lindsay Brown, tidligere generalsekretær i det internationale KFS arbejde IFES. Jeg har været så heldig at have mødt begge disse to stærke personligheder. Green ved en missionskonference i Børkop, og Lindsay Brown ved et besøg i Aarhus KFS. Green ville have Brown til at prædike ved sin begravelse og instruerede ham i at prædike over missionsbefalingen og formanede ham til ikke at spilde tid på at fortælle om sit liv. Han skulle forkynde evangeliet. Michael Green selv spildte heller ikke den sidste tid. Han havde en stak af sine bøger, bl.a. ‘Dagen da døden døde’. Og når der kom sygeplejersker og læger på besøg, fik de stukket en bog om Jesus i hånden. Michael var en mand, som havde mødt den opstandne og levede sit liv i lyset af Jesu opstandelse. For ham var der ikke tale om nogen som-om-opstandelse. Nej, for ham var Jesus legemligt opstået, og derfor kunne han også dø i forventningen om en legemlig opstandelse og et glædeligt gensyn. Han levede sit liv i lyset af en større historie.
Glædelig påske: Jesus er virkelig opstanden og lever, og vi skal leve.
Udfordringen
Tror du på Jesu legemlige opstandelse, og tør du tro på, at du selv har del i denne opstandelse?
