Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«
Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matthæusevangeliet 21,1-9
Nådens under
Af Mogens G. Jensen
Tanken
En underlig og anderledes konge. Født som et kongebarn var han. Men han er en anderledes konge. Ikke udråbt til konge af en gruppe mennesker. Han bliver ikke gjort til konge. Nej, han er konge. Derfor tog de også fejl, de mennesker, der ville gøre ham til konge for et par søndage siden, dengang han mættede 5000 ude i ørkenen med fem små brød og et par fisk. De tog fejl. Jesus kan aldrig nogen sinde gøres til konge. Han er konge fra evighed af og til evighed.
Troen
Den norske biskop Per Lønning oplevede engang en fredagsprocession i Jerusalem, som finder sted hver fredag kl.15, altså på Jesu dødstime, og går gennem bestemte gader ad den rute, Jesus måtte bære sit kors på Via Dolorosa. Forrest i procession går en mand med et stort kors på skulderen, efter ham en lang hale af dels fastboende kristne, dels af turister med store hatte på hovedet og mobilen parat til at forevige hvert øjeblik. Ved bestemte stationer på Via Dolorosa standser processionen og der bedes en bøn, som deltagerne istemmer mere eller mindre andægtigt. Det er alt sammen et broget billede af mennesker, som hylder æselkongen.
Per Lønning fortæller, at på et tidspunkt må han og hans kone give op. De orker ikke dette udvendige skuespil længere. Det er alt for påtaget og uægte. Det betroede de en katolsk munk, de faldt i snak med. Den katolske munk fortalte, at han selv tidligere havde følt det på samme måde, lige indtil det gik op for ham, at dette her er ægte, netop på grund af dets uægthed. Det var jo blandt sådanne mennesker, Jesus færdedes, og det var sådanne mennesker, han lod sig hylde af. Verden er nøjagtig, som den var dengang. Og det er midt i det hurlumhej, at vi begynder at ane nådens under.
Det er netop et nådens under, at Jesus Kristus tager imod mennesker, så uværdige som de er, og giver dem sit hjertes kærlighed. Og det gælder også os, som kender vort eget hjertets svigefuldhed, der snart vil hylde Jesus som konge og snart fornægte ham. Det gælder dig, som tit kan være i tvivl om din ret til at kalde dig kristen, så ustadig og halvhjertet som du er. Du skal vide, at Jesus rejste ind i Jerusalem som den sagtmodige konge, der tog imod skarens hyldest, ægte såvel som uægte. Og det gør han stadig – det er nådens under. Jesus vil også inddrage os i tilbedelsen af ham. Vi har ingen æsler, kapper eller palmegrene, men vi har hjem, stemmer og knæ, som vi kan bruge til at give ham vores hjertes hyldest.
Jo, det er virkelig en anderledes konge, der den dag rider ind i Jerusalem, og et anderledes rige han grundlægger. Det er et rige, der grundlægges gennem sagtmodighed, ja svaghed og ikke gennem styrke og magt. Og sådan må det også være i vores liv, hvis vi ønsker at ære den sagtmodige æselrytter. Hans ydmyghed danner også mønstret for vort liv som hans efterfølgere. Som Paulus skriver i 2. Kor. 12,9: ‘Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.’
Sådan kom han første gang i ringhed og svaghed. Og sådan kommer han fortsat til sin menighed, når den samles omkring ordet og nadveren. Men anden gang han kommer, kommer han med magt og megen herlighed. Anden gang han kommer, kommer han synligt som en konge. Første gang han kom, kom han forklædt som konge, som en sagtmodig æselrytter.
Jesus kunne godt være gået ind i Jerusalem som enhver anden pilgrim. Han kunne sagtens have undgået dette hurlumhej, hvor han lod sig hylde af den svigefulde skare af mennesker, der den dag hyldede ham som konge, for et par dage senere at kræve ham korsfæstet. Men det gør han ikke. Han giver dem og os chancen for at hylde ham med det, vi har. Han tager gerne imod vores hyldest – også selv om han kender til vores halvhjertede og til tider kluntede forsøg på at ære ham. I mødet med hans usvigelige kærlighed fremstår min tak til ham så fattig. Jeg ved, at han er død for min skyld. Jeg kan ikke bidrage til forsoningen med noget som helst og betale for bare en lille del af mine synder. Alligevel lader han sig hylde af halvhjertede og svigagtige mennesker som mig. Og det er nådens under.
Udfordringen
Kender du også nådens under, at Jesus tager imod din svigefulde og ringe tak?
