Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:
»Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«
Jesus svarede ham:
»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.
Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«
Johannesevangeliet 14,22-31
Helligånden – Jesu advokat
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Vi hører igen et udsnit af Jesu afskedstale til sine disciple skærtorsdag aften. Og det tema, han hele tiden kredser omkring, er dette, at han skal forlade dem, men at de alligevel ikke er overladt til sig selv, for Faderen vil sende Talsmanden, Helligånden til dem. Den der elsker mig, siger Jesus, i ham skal Faderen og Sønnen tage bolig. Jesus har undervist sine disciple, mens han stadig var blandt dem, men når Helligånden kommer, skal han minde os om alt det, Jesus har sagt til os, mens han endnu levede iblandt os.
Troen
Egentlig begynder den proces, som et menneskes omvendelse består af, bagfra i Treenigheden, nemlig med Helligånden. Det hele begynder med, at Helligånden trækker i trådene og kalder og rykker i et menneske, så det begynder at søge Gud. Når det menneske så er blevet bevidst om Gud i sit liv, begynder det menneske at erfare Jesus i sit liv. Og der opstår et behov for Jesu forsonergerning, og korset rykker ind i centrum. Bevægelsen hedder altså: Helligånd, Gud og Jesus. Vi ville vel ellers sige, at først begynder et menneske at overveje, om Gud findes, dernæst ser det behovet for Jesus, og endelig kommer det med Helligånden. Men i Guds verden er det altid Helligånden, der kommer først og trækker i trådene, førend et menneske overhovedet er sig Gud bevidst.
Helligåndens store opgave, som han altid arbejder på, er at være Jesu ambassadør eller advokat, som fører Jesu sag her hos os. ‘Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt, hvad jeg har sagt til jer.’ Det er Helligåndens gerning i kirken. Og det er bydende nødvendigt igen og igen at blive mindet om Jesu ord. Det drejer sig om troens opdatering. Mennesket har en hukommelse som en hullet si, hvad angår Guds rige. Hvis ikke jeg igen hører det, Jesus har sagt, synker jeg tilbage i hedenskab. Min tro lever af det, som Helligånden igen og igen aktualiserer for mig. Gang på gang oplever jeg, hvordan aspekter af det, som Jesus en gang har gjort aktuelt for mig, langsomt svinder ind og bare ligger som en uåbnet skat i mit liv. Jo, jeg ved det nok med min forstand, men det er død kapital, og det betyder ikke mere det samme for mig, som første gang jeg opdagede det. Og hvis ikke Talsmanden tålmodigt igen og igen nænsomt vækker os og minder os om det, Jesus har sagt, så sygner troen bort.
En ældre mand sagde til præsten, da de talte om det at gå i kirke, at han for sin del ikke havde brug for at høre det, der bliver sagt i kirken. ‘Det er jo bare det samme igen og igen, der bliver sagt. Jeg har hørt det en gang, og jeg kender det så godt, så jeg behøver ikke at høre det endnu en gang.’ Jeg forstår ikke den ældre mand. Jeg kan i hvert fald ikke undvære at høre Jesu ord igen og igen. Min tro vil lige så stille sive ud af mig som tørt sand mellem fingrene, hvis ikke Talsmanden hele tiden får taletid i mit liv.
Og det allervigtigste, Talsmanden vil minde os om, er dette, at vi må være Guds børn. Lige netop det Judas undrede sig over, da han spurgte Jesus, hvordan det kunne være, at netop disciplene var dem, Jesus havde valgt at tale til og ikke til verden. Denne undren beskrives i DDS 289 vers 5.
‘Ja, sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små! Da er sorgen slukket, Paradis oplukket, døden overvundet. Herre, hør vor bøn.’
Det er det, som Talsmanden længes efter at tale ind i dit sind og i dit liv. Han vil hver gang, vi kommer i tvivl, forvisse os om, at også jeg hører til Gud Faders små.
En anden af Helligåndens, Talsmandens, frugter er fred. ‘Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og være modløst.’ Læg mærke til, at disse ord af Jesus er sagt skærtorsdag aften, den aften han vidste, at han skulle dø på korset næste dag. Den aften, da Jesus måtte kæmpe i Getsemane have, for at Gud Faders vilje måtte ske og ikke hans egen vilje. Tænk, at han i denne situation kunne sige: ‘Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke som verden giver.’ Vi har virkelig brug for, at Talsmanden aktualiserer disse ord i vores liv med de mange storme og ufredelige minutter, vi kan opleve. Men det vil han.
Som vi også synger i DDS 289 vers 4:
‘O Talsmand! lad os finde trøst, som barnet finder den ved moders bryst, i din søde stemme, så al vor elende smilende vi glemme over salig ende! Herre, hør vor bøn!’
Jesus giver os ikke, som verden giver. Hans fred er anderledes og langt mere dybdegående end nogen trøst, som vi ellers finder her på jorden. Og denne fred vil Talsmanden minde os om, når stormen raser omkring os. Og når du synes, alt håb er ude, så kommer Talsmanden til dig og hvisker dig i øret om den fred, Jesus vandt til os på korset.
Udfordringen
Har du brug for, at Helligånden, Talsmanden, aktualiserer Jesu ord i dit liv? Eller kan du nøjes med at stole på din egen hukommelse?
Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.
