Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde:
»Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«
Men Jesus svarede ham:
»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«
Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene:
»Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«
Matthæusevangeliet 3,13-17
Han byttede plads
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Vi går nu fra forfasten og til den egentlige fastetid, som går fra askeonsdag, dvs. onsdag efter fastelavns søndag, og som varer til påskelørdag. Fraregnet søndagene er der i denne periode 40 dage til påske, svarende til at Jesus fastede 40 dage i ørkenen, førend han mødte Djævelen til en styrkeprøve. (Matt 4,1-11) Eller som Moses, der fastede 40 dage, mens han var sammen med Gud på Sinai bjerg. (2. Mos 34,28). Her i fastetiden konfronteres vi med vores synd og fortabthed. Askeonsdag minder os om, at vi er som aske, idet præsten tegner et kors for panden, mens han siger: ‘Husk på, du er støv.’ Fasten understreger vores dødelighed og vores behov for frelse. Eller sagt med mere nutidige ord: ‘Vi trænger til en ny begyndelse.’
Troen
Det er en skelsættende begivenhed, vi er vidne til. Jesus, Guds elskede søn, bliver døbt med Johannes’ dåb, som var en dåb til omvendelse og syndernes forladelse. Tænk sig: Guds søn blev døbt og dermed renset for al snavs og alt syndigt. Og det var da heller ikke sin egen synd, han blev renset for. For selv havde han overhovedet ikke noget syndigt i sig. Nej, det var vores synd og skyld han, bekendte den dag ved Jordanfloden. Den dag førte Jesus det til den yderste grænse, at han var blevet menneske som os. Den dag viste han os, hvad det betyder, at Guds søn blev menneske.
Fastetiden skal hjælpe os til at se, hvem vi er, når vi står nøgne over for Gud, når vi ikke kan skjule os, men må vedgå, at vi er som støv, der hvirvles væk. Vi har ikke blot brug for at blive bedre mennesker. Vi har brug for at blive nye mennesker.
Johannes har ret, når han siger, at Jesus ikke trængte til at blive døbt. Han havde ikke brug for at omvende sig. Han vendte helt rigtigt mod Gud. Helt modsat os, der er født med ryggen mod Gud og med en medfødt uvilje mod at leve sammen med ham. Grundskaden i ethvert menneske er, at det selv vil være Gud i sit eget liv. Ved at lade sig døbe bliver han ikke en synder som os, men han tager vores synder på sig og bliver skyldig til døden i stedet for os. Vi kan billedlig talt forestille os, hvor grumset Jordan flodens vand var med alle de menneskers syndsbekendelse, der var vasket af her. Og så træder Jesus ud i det grumsede vand. Selv har han ingen synd at bekende, men står der, for at tage alle vores synder på sig og bære dem til korset og lide straffen for dem.
Det her med at bytte plads fortæller den norske præst og forfatter Karsten Isachsen om i sin bog ‘Når et barn kommer hjem.’ Her skriver han:
‘For nogle år siden traf jeg en amerikaner. Han sagde: ‘Jeg har et underligt forhold til det at leve. For to år siden skulle jeg på en forretningsrejse. Jeg havde flybillet og reservation i lommen. Lige før afgang skete der noget, som gjorde, at rejsen blev udsat. Der var kø på flyvepladsen, og en anden fik min billet. Det fly styrtede ned den dag, alle omkom. Af og til får jeg dårlig samvittighed over for ham, som sad på min plads. Det skulle jo have været mig. Uden at vide det, havde jeg pladsbillet til døden.’
Og så fortsætter Isachsen:
‘Det var det, der skete, da Jesus blev døbt i floden Jordan, da han gik ind i syndernes kø. Vi byttede plads. Jeg, som har pladsbillet til døden, oplevede at en anden tog min plads. Og det skete virkelig, langfredag døde han min død. Jeg, som var undervejs til døden, fik af ham en pladsbillet til livet i stedet. Jesu dåb og min dåb. Vi byttede plads. Alt mit blev hans. Alt hans blev mit. Hans sejrrige opstandelse. Lyset påskemorgen. ‘Åben har jeg Himlen fundet, Jesus vandt, og jeg har vundet.’ (DDS 233,2)
Fra den time af er vejen mod Golgata begyndt. Nu har han taget en tjeners skikkelse på sig. Nu går han den smalle vej, kærlighedens vej. Via Dolorosa. Nu går han der, hvor ingen kan følge ham. Gennem djævelens ørken, gennem Getsemane-haven, gennem jubel og tortur. Men hverken begejstringen eller torturen ændrer Jesus, hans hjerte eller den vej, han går.
Ser man på et kort over Israel, giver det denne tekst et utroligt perspektiv. Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden nord for Dødehavet. Dødehavet ligger 392 meter under havets overflade. Jesus begynder sin vandring mod korset på jordens laveste sted. Dybere ned kunne Gud ikke komme, end da han blev døbt med synderes dåb. I tre utrolige år stiger han mod korset på Jerusalemhøjen, 700 meter over havet. Under jubelråbene palmesøndag så han hovedskalstedet Golgata, hvor jubelen skulle fortsætte. Der løftede de ham op, op på hans sidste talerstol.
Udfordringen
Hvad gør det ved dig at høre, at Jesus byttede plads med dig – i dåben i Jordan floden dengang og i din dåb?
