Jesus sagde:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.
Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?
Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«
Matthæusevangeliet 20,1-16
Et privilegium at tjene Gud
Af Mogens G. Jensen
Tanken
Epifanitiden sluttede med den endelige afsløring af Jesu identitet, nemlig at han er Guds søn. Og Guds røst lød fra en sky: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’
De næste tre søndag danner overgangen fra epifanitiden til fastetiden, og kan derfor kaldes forfasten. Forfasten vil have os til at lytte til ham, som er Guds søn, tage imod hans ord. I oldkirken var fastetiden forberedelsestid for nye kristne, der stod over for at skulle døbes. De gamle kristne kunne godt finde på at se skævt til disse nye kristne, der indtil nu havde levet gudløst i verden, mens de gamle kristne havde udstået forfølgelse. Her kommer de så og får samme løn som os, der har slidt og slæbt i lang tid, tænker de gamle kristne. Det er altså ikke retfærdigt. Nu begynder vi nedtællingen til påske. Septuagesima betyder 70. Nu er der ca. 70 dage til påske.
Troen
Jesu lignelse handler om en arbejdskonflikt, en strid om den overenskomstmæssige løn. Det fortælles, at på reformationstiden stod de lutherske stejlt ikke bare over for katolikkerne, men mindst lige så stejlt over for de reformerte, altså dem, som fulgte Zwingli og hans reformer af den katolske kirke. Man diskuterede ifølge en anekdote, om de reformerte overhovedet kunne blive frelst. Dette spørgsmål blev så efter sigende diskuteret på et stort kirkemøde, og her nåede man frem til den konklusion, at det kunne de godt, men kun af nåde. Lutheranerne blev selvfølgelig frelst, mens de reformerte kun kunne blive det af nåde. Skal man le eller græde?
Anledningen til, at Jesus fortæller denne lignelse, er Peters spørgsmål:
‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ (Mat. 19,28)
Ja, hvad får så vi? I grunden forstår vi godt Peters spørgsmål. Vi er så vant til at regne med princippet lige løn for lige arbejde. Det er kun almindelig retfærdighed. Og ingen af os kan vel sige os fri for sympati med de protesterende arbejdere. Havde de bare vidst noget før, at de alle ville få samme løn, så var de ikke gået med til overenskomsten om en denar for en hel arbejdsdag, når de kunne have hygget sig derhjemme hos familien, og først være taget på arbejde en time før fyraften.
Men ifølge Jesus får alle arbejdere, hvad de har ret til (v. 4). En denar var på Jesu tid det beløb, der kunne brødføde en almindelig familie. Det er ikke uretfærdigt, det han gør, når han udbetaler så tilpas høj en løn, at en arbejder kan brødføde sin familie. Tjente arbejderen kun det halve eller en fjerdedel, kom hans familie til at sulte. Ved at give alle arbejdere en denar uanset indsats, viser vingårdsejeren, at der ikke er sammenhæng mellem indsats og løn. Her opererer Jesus med en anden slags retfærdighed, nemlig nådens retfærdighed.
De arbejdere, der havde arbejdet længst, var nået dertil, hvor det ikke længere var et privilegium overhovedet at få lov til at arbejde. De glemte efterhånden, hvor heldige de var, at vingårdsejeren overhovedet havde givet dem et arbejde. Nu var motivationen for at arbejde i vingården lønudbetalingen og ikke længere glæden over overhovedet at have et arbejde.
Vi, der har tjent Gud gennem et langt liv, kan let havne i den situation, hvor vi bliver misundelige på vores nye medkristne. Peter, en af de gamle kristne, spurgte jo Jesus: ‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ Underforstået: ‘Hvad får så vi, som de ikke får?’ Det er så let at blive en utilfreds kristen. Det er så let at nå dertil, hvor vi begynder at sammenligne os med andre kristne og sige: ‘Se Jesus. Vi har knoklet livet igennem og har trofast tjent dig. Vi har afstået fra både det ene og det andet, vi har modstået fristelser, som andre tager for givet. Vi har fulgt dig gennem tykt og tyndt, både i opgangstider og i tilbagegangstider. Hvad får så vi? Vi må da få en form for belønning for lang og god tjeneste?’
Personligt er jeg glad for, at Gud har taget over i mit liv, lige fra jeg var barn. Jeg er taknemmelig for at være vokset op med kirkegang og søndagsskole. Jeg har ikke fortrudt en eneste af mine dage som Guds barn. Jo, som helt ung kunne jeg nogle gange godt misunde dem af mine medkristne, som havde prøvet alt det spændende, der lokkede i livet uden de restriktioner, troen på Gud lægger. Men ved nærmere eftertanke har jeg alligevel været lykkelig for hver eneste dag, jeg har fået lov til at være sammen med min himmelske far. Og jeg tror, vi, som er gammelkristne, bør øve os i at glæde os over hver en ny arbejder i Guds vingård. Også selv om de først begynder at arbejde sent i livet.
Udfordringen
Føler du, at du har mistet noget ved at tjene Gud gennem et langt liv? Eller kan du være taknemmelig for det privilegium at have fået lov til at arbejde i vingården gennem hele dit liv?
