Skærtorsdag: Helt nær

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«

Han svarede:
»Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«

Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:
»Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«

De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
»Det er vel ikke mig, Herre?«

Han svarede dem:
»Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

Judas, som forrådte ham, spurgte:
»Det er vel ikke mig, Rabbi?«

Han svarede ham:
»Du sagde det selv.«

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme.«

Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:
»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Matthæusevangeliet 26,17-30

Jesus er helt nær hos os

Af Mogens G. Jensen

Tanken

På hebraisk er der et ordspil mellem påske og gå forbi. Som dødsenglen gik forbi jødernes huse, der havde smurt blod fra det slagtede offerlam på deres dørstolper, sådan vil Guds vrede heller ikke ramme de mennesker, der stiller sig ind under Jesu beskærmende nærvær.

På Jesu tid blev påsken fejret både i og udenfor Jerusalem. Begge steder blev festen fejret som et minde om Guds udfrielse af fangenskabet i Egypten. Gud tog en flok slaver og gjorde dem til sit folk. Den afgørende forskel på den påskefest, der blev holdt uden for Jerusalem og den, der blev holdt i Jerusalem, er, at kun i Jerusalem kan man spise påskelammet, der er slagtet i templet. Efter Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 har alle jøder fejret påske uden det slagtede påskelam. Ingen ofre uden for Jerusalem.

Troen

I vores lutherske kirke tror vi på, at Jesus virkelig er til stede i nadverens brød og vin. Vi taler om realpræsens, altså at Jesus virkelig er til stede i nadverens elementer. Her er ikke tale om et trylleri, hvor brødet og vinen forvandles til Jesu legeme og blod. Der er heller ikke tale om noget symbolsk. Nadveren er meget mere end et symbol. Hans nærvær i nadveren afhænger ikke af vores tro på, at han er til stede i brød og vin. Nej, han er reelt til stede. På aramæisk, som er Jesu modersmål, har han ikke kunnet sige: ‘Dette er mig legeme’ og ‘Dette er mit blod.’ Han har kun sagt: ‘Dette mit legeme’ og ‘Dette mit blod.’ Men det var også nok for enhver jøde, der kendte Gud. I 2 Mos. 3,14 åbenbarer Gud sig for Moses med ordene: ‘Jeg er den, jeg er!’ Og hele syv gange siger Jesus om sig selv i Johannes evangeliet: ‘Jeg er’, og så nævner han forskellige ting han er. ‘Han er døren’, ‘Han er vejen, sandheden og livet’ osv. De har altså hørt ham sige: ‘Dette er mit legeme, og dette er mit blod.’

I sin bog om Luther giver biskop Jan Lindhardt et billede på Jesu realpræsens. Han skriver: ‘Man kan måske sammenligne det med en pengeseddel. Den er egentlig blot et stykke papir, som det koster nationalbanken 10 øre at fremstille. Alligevel er den 100 kroner værd, fordi nationalbankens layout og underskrift er på papiret. Er det papir, eller er det virkelig 100 kroner? Det er naturligvis begge dele. En pengeseddel kan brænde som alle andre stykker papir, og samtidig ved enhver, at hvis det sker, er man blevet 100 kroner fattigere.

Pengesedlen er altså ikke bare et ‘minde’, men en realitet. Det giver ingen mening at sige, at det ‘for mig’ er 100 kroner, for det er det objektivt set, og det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan bruge pengesedler. Hvis det kun var en ‘psykologisk’ kendsgerning, ville vores økonomi bryde sammen, for hvornår havde man så betalt, hvad man skulle?’ Det er et fint billede på, hvad nadveren er. Et billede, vi kan tro på med vore hjerter og ikke vores forstand.

Jesus satte sig til bords med sine disciple. Han spiste sammen med en forræder, en fornægter, og ti andre disciple, hvis ufuldkommenhed også var åbenlys. Gennem fastetiden har vi netop fokuseret på vores ufuldkommenhed. Hvor afmægtige, uværdige, magtesløse, afhængige, svage, dødelige, ja, syndige vi er. Men nu er det skærtorsdag, og vi hører om, at Jesus inviterede sine ufuldkomne disciple til bords. Vi får lov til at spise sammen med Jesus, netop som vi er.

Derfor er nadveren også en fest, vi må deltage i. Nadverfejringen var en af de få ting, Jesus befalede sine disciple at fortsætte med. Jesus vil, at ufuldkomne disciple fortsat kan inviteres til måltid med ham, som er fuldkommen. Her i nadveren får jeg del i Jesu krop, som hang på korset for mine synder, og Jesu blod, som blev udgydt til mine synders forladelse. Her i nadveren får jeg lige nøjagtig det, som jeg har brug for som et syndigt menneske, nemlig fællesskab med Gud. Jeg befries for synd, skyld og dårlig samvittighed over for Gud. Det er den ene grund til, at nadveren er et festmåltid.

Den anden grund er, at nadveren også peger frem mod Guds evige rige, hvor vi skal være synden kvit. Ligesom Jesus lever som den opstandne, sådan skal vi leve. Og en dag skal vi sidde til bords med Jesus. Nadveren er begyndelsen på festen i Guds rige. I nadveren samles hele Guds folk fra nord og synd og fra øst og vest, levende sammen med dem, som er gået forud for os. Nadveren er en fest, hvor hele Guds folk deltager. Nadveren er et forskud og en forsmag på den helt store og ultimative fest, Gud har forberedt for alle, der har sagt ja tak til indbydelsen til fest i Guds evige rige.

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus reelt er til stede i nadverens brød og vin, og at du ikke behøver at præstere en bestemt mængde tro på, at han er til stede?