Små og store spørgsmål behandles i dåbskommissionen

Kurt E. Larsen sidder i den Dåbskommission, som kirkeministeriet har nedsat. Kommissionen har snart arbejdet et år, men der er i udgangspunktet lagt op til en langvarig proces, der er planlagt at vare til foråret 2027.

(Foto: Christian Hammer Nielsen)

Kommissionen skal ud fra sit kommissorium overveje en lang række små og store ting: Skal man fortsat spørge ved dåben, om barnet er hjemmedøbt? Må man bruge en forkortet udgave af Trosbekendelsen? Er det en god ide med mulighed for andre bibellæsninger ved dåb af unge og voksne – så man ikke der læser Jesu ord om de små børn? Kan man lave mindre sproglige justeringer i ritualet, uden at indholdet ændres?

Eksempelvis lyder det således i bønnen i forbindelse med dåben: “Indlem det i din menighed, og bevar det i dit samfund både her og hisset!” Her bemærker Kurt Larsen, at det kan overvejes om udtrykket ’her og hisset’ kan udtrykkes på en måde, som er mere umiddelbart forståelig.

Kurt Larsen kan ikke oplyse noget fra kommissionens arbejde, fordi der er fortrolighed om arbejdet – ud over at han er glad for at deltage i møderne, som foregår i en meget åben og konstruktiv stemning.

Han er interesseret i at modtage folks forslag og holdninger til dåbsritualet, og disse vil han så tage med til det videre arbejde i kommissionen. Tanken er dog også, at der i 2025 udkommer en midtvejsrapport, som skal sendes ud i en bred offentlig høring.