Sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen er Årets teolog

Menighedsfakultet har kåret sognepræst i Gjellerup Kirke Inge Marie Kirketerp Hansen som Årets teolog 2024 for hendes utrættelige bidrag i debatten om aktiv dødshjælp.

– Som sognepræst har Inge Marie Kirketerp Hansen ydet en bemærkelsesværdig og beundringsværdig indsats i den vanskelige etiske debat om aktiv dødshjælp. Hun har valgt at stå frem i landsdækkende medier, hvor hun uden at virke polemisk har udfordret både politikere og almindelige danskere til at genoverveje, hvad indførelsen af aktiv dødshjælp vil komme til at betyde for den generelle menneskesyn i samfundet. Endelig er hun en kompetent fagteolog. Hun argumenterer stærkt for, at værdighed er en umistelig del af mennesket, og at kristendommens budskab understøtter dette synspunkt i en tid, hvor debatten ofte reducerer menneskets værdi til funktion og nytte, udtaler fakultetsleder ved Menighedsfakultetet Thomas Bjerg Mikkelsen om baggrunden for at kåre Inge Marie Kirketerp Hansen som Årets teolog.

Inge Marie Kirketerp Hansen blev kåret som Årets teolog i kølvandet på et foredrag om aktiv dødshjælp i Gjellerup Kirke tirsdag den 29. oktober 2024. Her holdt Freja Polonius foredraget: Hvorfor vil du dø, Preben? – om Preben Nielsen, “smeden” fra DR-dokumentaren “På tirsdag skal jeg dø”. Efterfølgende tog Kirketerp Hansens kollega Jakob Terp Legarth mikrofonen og gav den til fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen, som kunne overraske hende med kåringen som Årets teolog 2024. Foto: Stefan Vase.

Inge Marie Kirketerp Hansen forklarer, at hun er gået ind i debatten, fordi hun savnede en kritisk stemme:

– Jeg ventede på, at nogen gjorde noget. Efter noget tid gik det så op for mig, at sådan en ’nogen’ måske var mig. Det, der drev mig, var den erfaring, jeg har fra samtaler med syge og døende, og så savnede jeg nuancer i debatten. Aktiv dødshjælp har i nogle lande været en mulighed i to årtier nu, og jeg manglede, at man i den danske debat inddrog de væsentlige erfaringer derfra. Blandt andet de tydelige tegn på, at dødshjælp ikke kan indføres, uden at et pres følger med.

Hvordan har debatten udviklet sig?

– Efter at mange forskellige stemmer er gået ind i samtalen, begyndte en bredere del af befolkningen også at få en fornemmelse af, at skal vi diskutere dødshjælp, kræver det baggrundsviden og nuancer. Det er ikke så enkelt, som statsminister Mette Frederiksen havde gjort det til på Folkemødet 2023, da hun bragte det op. Det, tror jeg, er gået op for mange, men der er stadig lang vej endnu med folkeoplysning og kampen for at højne hjælpen til syge og døende i Danmark.

Hvad betyder det for dig, at Menighedsfakultetet har kåret dig til Årets teolog?

– Det er jeg helt vildt beæret over. Særligt i begyndelsen insisterede jeg meget på, at det her ikke handlede om mig som kristent menneske eller teolog. Men om mig som praktiker, der arbejder med syge og døende. Men jeg er blevet opmærksom på, at det menneskesyn, jeg bærer med mig gennem kristentroen – at et menneske har værdi alene ved at være til – det taler imod tidens prædiken om, at din værdi afhænger af, hvad du kan præstere og levere. Så for mig er der en tæt forbindelse mellem det at være præst og teolog og at deltage i debatten. Ikke nødvendigvis i min argumentation, men i min baggrund og motivation for at deltage.

BEGRUNDELSE

Som sognepræst har Inge Marie Kirketerp Hansen ydet en bemærkelsesværdig og beundringsværdig indsats i den vanskelige etiske debat om aktiv dødshjælp. Hun er medinitiativtager til netværket ”Nej til statsassisteret selvmord”, hvor førerende læger, psykologer, hospitalspræster, etikere, sygeplejersker, forskere, præster og andre bringer tiltrængt viden, erfaring og faglighed ind i debatten. Inge Marie Kirketerp Hansen har således gennem sin indsats formået at bringe mennesker sammen, skabe forståelse og gøre en forskel i diskussionen om livets værd og værdighed.

Inge Marie Kirketerp Hansen er en central etisk stemme i den offentlige samtale om aktiv dødshjælp. Hun har valgt at stå frem i landsdækkende medier, hvor hun uden at virke polemisk har udfordret både politikere og almindelige danskere til at genoverveje, hvad indførelsen af aktiv dødshjælp vil komme til at betyde for den generelle menneskesyn i samfundet. Hendes standpunkt i debatten er, at indsætter man muligheden for aktiv dødshjælp, indsætter man også et pres, som retter sig mod de mest sårbare grupper i samfundet: syge, handicappede og døende.

I en kronik i Berlingske Tidende (2. juli 2023) stiller hun således samme med hospitalspræst Christian Overgaard Wegeberg to helt grundlæggende spørgsmål: Ønsker vi et samfund, hvor kronisk fysisk eller psykisk syge skal blive tilbudt døden som en udvej? Ønsker vi et samfund, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt lægen, der sidder overfor os, ønsker, at vi skal leve?

Inge Marie Kirketerp Hansen er en kompetent fagteolog. Hun argumenterer stærkt for, at værdighed er en umistelig del af mennesket, og at kristendommens budskab understøtter dette synspunkt i en tid, hvor debatten ofte reducerer menneskets værdi til funktion og nytte. Og hun minder os om, ”at svaret på for eksempel en kræftdiagnose ikke altid behøver at være kemo, stråler, operation. Det kan også være lindrende behandling eller i første omgang at give slip og lade tiden gå sin gang.” Når hun argumenterer, henviser hun også til egne erfaringer som præst på hospice eller på besøg i hjemmet.

Værdighed er en umistelig del af mennesket, og kristendommens budskab understøtter dette synspunkt i en tid, hvor debatten ofte reducerer menneskets værdi til funktion og nytte. Inge Marie Kirketerp Hansen har med et stort personligt engagement og altid med en empatisk og indlevende tilgang til dem, der oplever lidelse, formået gøre teologien relevant og nærværende i den vigtigste samfundsdebat netop nu. Derfor kårer Menighedsfakultetet i Århus Inge Marie Kirketerp Hansen som Årets teolog 2024.