I året 325 – for præcis 1700 år siden – afholdtes for første gang et fælles møde for lederne (biskopperne) i hele den kristne kirke. En forkert lære om Kristus havde bredt sig i dele af kirken: Kristus var nok vigtig, men han var ikke guddommelig, kun en del af skabningen. I byen Nikæa i det nuværende Tyrkiet mødtes man så og bekræftede den tro, som kirken altid havde bekendt og lovsunget: Kristus som Guds Søn, af samme væsen som faderen, født julenat, ikke skabt. Disse vigtige ord indgik i den nikænske trosbekendelse, som vi i udvidet form stadig bruger ind imellem i folkekirken, og som på verdensplan er det mest samlende udtryk for den kristne kirke.

Vi fejrede Luther med en fest i 2017, og det er helt i hans ånd at fejre Nikæa.

Vi fejrer de kristne kirkers fælles jubilæumsår – og vil benytte anledningen til at overveje den forholdet mellem kirkesamfundene: Hvad betyder det – tværkirkeligt, mellemkirkeligt og økumenisk – at vi på tværs af trossamfundene er fælles om troen på den hellige treenighed? Der vil være forskellige oplæg til samtaler på kryds og tværs.

En personlig tilføjelse: De sidste 14 år har jeg været udpeget til at sidde i den Teologiske Arbejdsgruppe i Folkekirkens Mellemkirkelige råd. Det har medført muligheder for mange teologiske samtaler med repræsentanter for andre kristne kirker. Åbent og ærligt har vi talt om ligheder og forskelligheder, og noget af dette håber vi at nå med Nikæa-dagen.

Efter de teologisk-kirkelige drøftelse er der festaften med spisning og Nikæa-vin. Det bliver næppe kedeligt.

Professor Kurt E. Larsen