Foto: iamchad.

Vejen til uddannelsen af præster i en tid med mangel på teologer kræver et sikkerhedsnet

MF arbejder for at afhjælpe præstemanglen i Danmark ved at uddanne flere teologer med hjerte for evangeliet. Selvom studieoptaget er i vækst, er der brug for flere ressourcer for at sikre en stabil fremtid. Bestyrelsen søger derfor private, der kan hjælpe med at skabe økonomisk sikkerhed.

Af Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder

MF’s mission er ”at afhjælpe manglen på præster og teologer ved at tiltrække og uddanne flere unge, der brænder for evangeliet.” For præstemanglen er et voksende problem i Danmark og er kirkens mest akutte problem.
I den forbindelse står vi over for to hovedopgaver:

  • Den første opgave er at tiltrække flere studerende til vores studium. Vi befinder os i en periode med små ungdomsårgange, men alligevel har vi oplevet vækst i forbindelse med de seneste to studieoptag.
  • Den anden opgave er at opbygge kapacitet, altså at tilvejebringe ressourcer. Personalenormeringen er historisk lav, og økonomien er skrøbelig.

Økonomisk sikkerhed

I forhold til økonomien er vores udfordring, at gaveindtægterne falder ujævnt i løbet af året. Derfor har vi i perioder behov for at låne penge. Situationen er ikke ny, og vi har gennem mange år lånt penge af private långivere og samarbejdsorganisationer.

Som indsamlingsorganisation, der stort set udelukkende lever af gaveindtægter, har vi svært ved at fremlægge budgetter, som kan danne grundlag for lån i banker og kreditforeninger. Vi har ingen gæld i vores bygninger, men pengeinstitutterne ser udelukkende på driftsbudgetterne, når de skal tage stilling til lån. Desuden er en kassekredit en dyr løsning.

Kan du stille kapacitet til rådighed?

Bestyrelsen arbejder derfor på at finde en mere stabil løsning. På kort sigt er den enkleste og billigste løsning for MF at indgå aftaler med private, som i korte overgange vil stille kapital til rådighed. På lidt længere sigt skal vi have opbygget mere likviditet, så vi ikke har dette lånebehov.

Derfor vil jeg spørge: Er der nogen, der har mulighed for at spænde et sådant økonomisk sikkerhedsnet ud under MF ved at give os en form for trækningsret? Vi søger konkret efter personer, der med forholdsvis kort varsel kan stille minimum 100.000 kr. til rådighed i op til 6 måneder. I perioden vil MF betale renter af lånet.

Der er stor mangel på præster. Vi har uddannelsen, rammerne og mange studerende. Nu skal vi have økonomien til at følge med, så vi kan holde fuld damp på kedlerne.

Kontakt Thomas Bjerg Mikkelsen på tbm@teologi.dk eller 6010 7880 for at høre mere.