4. s. e. H. 3 K.: Al magt

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde:
»Herre, frels os! Vi går under!«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor er I bange, I lidettroende?«

Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde:
»Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Matthæusevangeliet 8,23-27

Jesus har al magt over storm og uvejr

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sidste uge lærte os, at Jesus har magt over sygdommen. Denne tekst lærer os, at Jesus har magt over naturen og dens vældige kræfter. Den dag så disciplene, at storm og sø adlød Jesus. De så Jesu herlighed. Men de så kun et lille glimt. Hans magt er fuldkommen. Han var også med ved skabelsen af naturen. Og på hans ord vil den en dag forgå. Indtil den dag lever vi med naturen, og kan nogle gange frygte dens kræfter. Men vi behøver grundlæggende ikke være bange, for Jesus har al magt over vores liv.

Troen

Storm P siger i en velkendt sætning sådan her:
‘Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det’

Han har ret. Vi taler alle om klimaforandringer, om CO2-udledning og manglende bæredygtighed. Vi taler alle om vejret, men det bliver ofte ved snakken. Ingen gør noget ved det. Men det gør Jesus. Han har magt over naturen og klimaet, og han gør noget ved det. Og derfor behøver vi som kristne ikke frygte naturkatastrofer, tørke, oversvømmelser og ildebrande. For vi ved, at disse fænomener peger på den store dag, hvor Jesus kommer igen, den dag, hvor han endegyldig viser sin magt over naturen.

Vi hører, at disciplene til sidst udbryder:
‘Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?’

Jo, det var ham, der i sin tid var med til at skabe naturen og alt det, som hører den til. Ja, det var Gud skaber, den almægtige, der befandt sig ombord i deres lille jolle. Ingen mindre end den almægtige skaber var det, der lå og sov i deres båd. Ikke så mærkeligt at disciplene undrede sig. De fik her en åbenbaring af, hvem Jesus var: den almægtige selv, som befaler over naturkræfterne.

‘Min båd er så lille og havet så stort,’ lærte vi at synge i søndagsskolen eller børneklubben. Sådan er ofte vores erfaring af livet som menneske og som kristen. Livet erfares ofte som en sejlads. Og ofte som en farlig sejlads, hvor båden er alt for lille, og hvor Jesus ikke er til stede eller i hvert fald kun sovende. Og det går da også strygende en rum tid.

Men når bølgerne vokser sig store som højhuse og truer med at slå vores lille båd til pindebrænde, ja, så vender vi pludselig om og forsøger at vække Jesus. For nu har vi for alvor brug for ham. Denne storm kan være så mange ting. Det kan være sygdom, ensomhed, brudte relationer, at miste sit arbejde og miste kontrollen over vores liv. Så er tiden kommet til at vække Jesus i vort liv. Og vi gør den fantastiske erfaring, at han har været der hele tiden. Både da sejladsen gik gnidningsfrit, såvel som da det trak op til storm.

Når disciplene havnede i denne vældige storm, var det ikke, fordi de svigtede Jesus. Tværtimod fulgte de ham. Der står:
‘Jesus gik ombord i en båd, og hans disciple fulgte ham.’

Når vi løber ind i stormvejr og uvejr i livet, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at vi har svigtet ham. Det kan meget vel også være udtryk for, at vi har fulgt Jesus og er der, hvor han ønsker, vi skal være.

Der er to ting, der gør disciplene bange. Det ene er, at deres båd skjules af bølgerne. Den anden er, at Jesus sov. I en livskrise eller troskrise kan vores båd også skjules af bølger, så vi ikke kan se, hvad der skal bære os igennem krisen. Netop i de situationer kan vi føle, at Jesus har forladt os og bare ligger og sover.

Men læg mærke til, at Jesus sover i båden. Han er i båden og hviler sig kun lidt, inden han rejser sig og befaler over storm og hav. Han er med disciplene i båden og hjælper til sin tid.

Og da disciplene har vækket Jesus, indser de, at stormen ikke er en almindelig storm, men at den også er en trosprøve. Tvivlens storme, prøvelsens bølger og fristelsens uvejr, kan trække ind over os. Gud tillader, at vi kommer til at tvivle. Og han tillader den onde at friste os, ja prøvelser af troen kommer direkte fra ham. Han ønsker ikke at forskrække os, men han ved, at prøvelser og storme er med til at forme vores tro og gøre den stærkere end før. Min kristendom er ikke andet end, at han er med i båden. Det er alt! Og det er nok.

I mange kirker hænger der et skib i midten. Bl.a. for at minde os om, at menneskelivet er som en sejlads. Men skibet minder om en ting mere, nemlig dåben. Peter skriver i sit første brev om den ark, Gud befalede Noa at bygge, så de kunne overleve den syndflod, der ville komme.
Han skriver sådan her:
‘… i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer…’ 1. Pet. 3,20-21.

Sådan minder et skib i kirken om den båd, der sejler gennem et frådende hav og forsøger at redde så mange mennesker op i båden som muligt.

Udfordringen

Har du erfaret, at Jesus er i båden trods al slags vejr?