Emil

AF ANDREAS ØSTERGAARD JACOBSEN, STUD.THEOL. OG STUDENTERMEDHJÆLPER I CKA

Introduktion

Kirken har altid haft til opgave at forkynde og kropsliggøre evangeliet om Jesus. Der er løbet meget vand gennem åen i kristendommens 2.000 år lange historie, men kirkens opgave har altid ligget fast. Måden opgaven er blevet løst på derimod – dén har varieret en del! Verden byder nemlig hele tiden på nye spørgsmål og udfordringer, som kirken er nødt til at forholde sig til. Med et lille men … som vi skal se senere, er der faktisk slående ligheder mellem det antikke Romerrige, kristendommen voksede frem i og det sekulariserede Vesten, vi lever i. Vi vil se på, hvordan de første kristne forsvarede deres tro og særligt zoome ind på det uhyre interessante skrift Brevet til Diogenet for at blive klogere på de kristne, der var kirke før os, og for at lade os inspirere af dem, når vi laver apologetik og deler troen i vores sammenhæng i dag.

Tip-tip-tip-oldkirkens apologetik

”Hey Jude”

De første Jesus-troende var jøder, og den tidlige kristne apologetik blev derfor i høj grad formet af den forudgående jødiske apologetik med front mod det græsk-romerske hedenskab. Faktisk havde den jødiske apologetik været så effektiv, at det først var omkring år 130, at kristne for alvor stiftede bekendtskab med hedenskabet selv.[1] I tiden før 130’erne var den kristne apologetiske front rettet mod de jøder, der ikke troede, at Jesus var Israels Messias, fordi de ikke mente, at Jesus havde bragt den lovede messianske tidsalder, hvor der skulle blive fred, selvstændighed og retfærdighed. De første kristne argumenterede for, at den messianske tidsalder var indtruffet ved Jesus – ikke ved at argumentere for, at der var skaffet åndelig fred, selvstændighed og retfærdighed, men ved at henvise til helbredelser, dæmonuddrivelser og dødeopvækkelse, der var sket i Jesu navn midt iblandt dem.[2]

”But I’m a … Greek”

Med tiden skulle de kristne til at forholde sig til den græsk-romerske hedenske front, for der vakte Jesustroen også anstød. Omvendelsen til kristendommen var også noget abrupt fra den græsk-romerske polyteisme til den kristne monoteisme. Man indførte eksorcisme (dæmonuddrivelser) inden dåben og indførte ”forsagelsen” (som vi stadig siger i mange danske kirker i dag) inden trosbekendelsen, som man skulle bekende inden sin dåb, for at markere en afvisning af det hedenske, inden man tilsluttede sig Jesus.[3] Apologeternes front mod hedningerne kan lidt groft inddeles i fire punkter:

1) Man foretog en skarp religionskritik, fordi man anså den hedenske gudsdyrkelse for at være i strid med fornuften. Apologeter som Justin Martyr (ca. 100-165) fremhævede Sokrates som et forbillede, der med filosofien afslørede polyteismen som intellektuelt uholdbar.[4]

2) Man argumenterede politisk. Det var vigtigt for de forfulgte kristne at understrege, at de ikke var til fare for Romerriget, men var dydige borgere, der godt kunne adlyde kejseren og samtidig kalde Jesus for Herre. Kirkefaderen Tertullian (ca. 155-220) argumenterede desuden for, at det er et menneskeligt privilegium at kunne tilbede Gud som man vil, og at den romerske stat burde støtte denne frihed.[5]

3) Man udlagde troen. De første kristne blev blandt andet beskyldt for incest og kannibalisme. Derfor var det vigtigt at forstå kristentroen, så man kunne forklare, at man ikke dyrkede incest, når man talte om at ”elske brødrene”, eller var kannibaler, fordi man mente, at man i nadveren modtog Jesu legeme og blod under brødet og vinen.

4) Man levede et autentisk kristenliv til døden. Den udholdenhed og nåde, det krævede at bevare troen trods skrækkelige pinsler og lidelser under forfølgelser gjorde indtryk på folk; troen på Jesus var ikke tom snak for de kristne, men forvandlede deres liv. Det er ikke tilfældigt, at ordet ”martyrium” kommer af det græske μαρτυρία (martyria) for ”vidnesbyrd”.

Brevet til Diogenet

Nu vil vi zoome ind på et anonymt apologetisk skrift fra det andet århundrede og se på noget konkret apologetik fra oldkirken. Skriftet hedder Brevet til Diogenet[6] og er et apologetisk skrift, der er skrevet til hedningen Diogenet og mennesker omkring ham, der har stillet nysgerrige spørgsmål til kristentroen. Med retorisk skarphed kritiserer forfatteren både hedensk og jødisk religion og beskriver, forkynder og forsvarer det kristne liv og den kristne tro.

”Kalder I dem for guder?”

Forfatterens kritik af den hedenske og jødiske tro er et godt eksempel på den religionskritik, der prægede mange af oldkirkens apologeter. Her vil vi kun se på kritikken af den hedenske religion. Denne religionskritik kan minde om, hvad Emil Børty Nielsen i sin forskning har kaldt ”argumentativ apologetik”, hvor apologeten giver et rationelt forsvar for troen. Mod hedningerne peger forfatteren på, at de gudsbilleder, de laver i sten, ler, sølv og guld alle er lavet af forgængeligt materiale og derfor er døde (Dio. 2,3). Ret dumt at tilbede en sten egentlig … Kritikken ligner den, vi finder i Esajas’ Bog kapitel 44: ”[H]an [afgudsdyrkeren] har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen [af træet] brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten [af træet] gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods.«”

Dernæst påpeger forfatteren hedningernes inkonsekvens: ”Håner og spotter I dem [de hedenske gudebilleder] ikke meget mere, ved at I dyrker dem, der er af sten og ler, uden at I lader dem bevogte, medens I låser dem, der er af sølv og guld, inde om natten og sætter vagter for dem om dagen for at de ikke skal blive stjålet? Ja, ved de æresbevisninger, som I mener at yde dem, straffer I dem snarere, hvis de da har nogen følelse, og har de ingen, fører I bevis mod dem ved at dyrke dem med blod og fedtdamp!” (Dio. 2,7-8) Forfatterens pointe er, at det er inkonsekvent at tilbede billederne som guder og samtidig behandle dem som sten, ler, sølv og guld, som var de ikke guder længere. Derfor det konfrontatoriske udsagn: ”Kalder I dem for guder?” (Dio. 2,5)

”Hvis du altså længes efter denne tro”

Ikke alene vil forfatteren vise, at alternativerne til kristendommen er ufornuftige, men han vil også fremhæve troen på og livet med Jesus som noget fantastisk og berigende – noget man bør håbe på! Det svarer til, hvad Emil Nielsen kalder ”imaginativ apologetik”, hvor man fremhæver kristendommens skønhed og godhed for at vække en længsel efter den. Forfatteren beskriver det kristne liv på en bjergtagende måde, jeg ikke kan yde retfærdighed ved at forklare det; det skal man læse selv. Hermed opfordret til at læse hele skriftet! Og her et udpluk af beskrivelsen af det kristne liv:

Hverken i henseende til land eller til sprog eller til skikke skiller de kristne sig ud. For de bor ikke i egne byer, og de taler ikke nogen særlig dialekt, og de har heller ikke nogen særegen livsførelse. […] De bor i deres egne fædrelande, men som fremmede; de har som borgere del i alle ting, og de udholder som fremmede alle ting. Ethvert fremmed land er deres fædreland, og ethvert fædreland er et fremmed land for dem. […] De lever på jorden, men deres borgerskab er i himlen. De adlyder de fastsatte love, og de overgår med deres egen livsførelse lovene. De elsker alle, og de forfølges af alle. De er ukendte, og de er fordømte; de dræbes, og de vinder derved livet. De er fattige og gør mange rige; de mangler alt, og de har overflod af alt. De er ringeagtede, og de forherliges i ringeagtelse. De bagtales, og de retfærdiggøres. […] Skønt de gør velgerninger, straffes de som forbrydere; når de straffes, glæder de sig som dem, der vinder livet. (Dio. 5,1-2.5.9-14.16)

Med tilsvarende poetisk pen skriver forfatteren med næsten pietistisk ånd om, hvordan Gud har båret over med menneskets synd og endelig sender Jesus:

Men da vor uretfærdighed var blevet fuldstændig [i tiden indtil Jesus kom], og det var blevet aldeles klart, at dens løn: straf og død, stod i vente, og da den tid kom, som Gud forud havde bestemt til for fremtiden at åbenbare sin godhed og magt – å, af overvældende menneskekærlighed og kærlighed hos Gud – så hadede han os ikke og stødte os heller ikke bort og huskede heller ikke på vor slethed, men var langmodig, overbærende, påtog sig, fordi han var nådig, vore synder, gav selv sin Søn som løsesum for os, den hellige for de slette, den uskyldige for de skyldige, den retfærdige for de uretfærdige, den uforgængelige for de forgængelige, den udødelige for de dødelige. For hvad kunne dække over vore synder andet end netop hans retfærdighed? I hvem var det muligt for os ugudelige og slette at blive gjort retfærdige undtagen i Guds Søn alene? Å, dejlige bytte, å, uudgrundelige skabelse, å, uventede velgerninger, for at manges ugudelighed kunne blive skjult ved én retfærdig, og at den enes retfærdighed skulle gøre mange ugudelige retfærdige! Da han således i den forløbne tid havde overbevist os om vor manglende evne til at vinde livet, og nu har vist os den frelser, som formår at frelse også det, der ellers ikke kunne frelses, har han villet, at vi af begge årsager skulle tro på hans godhed og regne ham for vor forsørger, Fader, lærer, rådgiver, læge, forstand, lys, ære, herlighed, kraft og liv. (Dio. 9,2-6)

Forfatteren fortsætter næste kapitel med en uafsluttet sætning: ”Hvis du altså længes efter denne tro og først kommer til erkendelse af Faderen …” (Dio. 10,1). ”Så hvad?!”, har jeg lyst til at spørge! Beskrivelsen af det kristne liv og den kristne tro er meget dragende og inviterende. Sådan kan man åbenbart også lave apologetik!

”Dette ligner ikke menneskeværk”

Forfatteren kommer med en interessant betragtning: ”Ser du ikke, at jo flere [kristne], der pines, jo flere bliver de andre.” (Dio. 7,8). Mod vores intuition voksede kirken i tider med brutale forfølgelser, og de lidende kristne drog mennesker til sig, som de var blevet draget af Jesus selv, da han led på korset. Emil Nielsen arbejder med en tredje kategori af apologetikken, der betegnes ”kommunitaristisk apologetik”, hvor kristnes trofaste og autentiske efterfølgelse af Jesus kan virke tiltrækkende – det kan fint favne, hvad forfatteren tager fat på. Han skriver, at kristne holder loven, ja, endda overgår den, indbyder til fælles måltid og ikke udsætter deres småbørn – noget der, tragisk nok, var almindeligt i Romerriget på den tid. (Dio. 5,6-7.10) Om de kristnes liv og deres lidelse især konkluderer forfatteren: ”Dette ligner ikke menneskeværk; dette er Guds magt; dette er bevis på hans nærvær.” (Dio. 7,9) For forfatteren måtte det være Guds nåde, der stod bag for at de mennesker kunne klare skærene under forfølgelserne.

Vil den rigtige Diogenet rejse sig?

Brevet til Diogenet fejrer ’snart’ 2.000 fødselsdag. Men kan vi alligevel finde værdi i sådan et skrift i dag? Er der moderne Diogenet’er derude, der ville sætte pris på en samtalepartner, som Diogenet fra det 2. århundrede fik? Jeg tror, der er meget at hente i brevet, og at der stadig er rigtig mange Diogenet’er derude i dag. Faktisk er der et ret interessant overlap mellem Romerriget og Skandinavien; både den græsk-romerske hedenske religion og det moderne sekulariserede Vesten værdsætter pluralitet og mangfoldighed – på godt og ondt. Kristne blev i antikken kaldt ateister, fordi de valgte de mange guder fra i stedet for at tilføje deres egen gud til mængden af guder. Gudetilbedelsen var et tag-selv-bord, hvor man kunne indrette guderne til sit liv efter eget ønske. I Vesten er polyteisme ikke så almindeligt, men tanken om, at vi er forbrugere af produkter, livsstile og filosofiske indsigter, som vi plukker fra et rigt tag-selv-bord af muligheder, sammensat efter eget ønske, og synet på andres valg af religion(er), filosofi(er) og livsstil(e) som værende lige gode, minder meget om antikkens pluralisme og religiøse mangfoldighed.

I mødet med den moderne Diogenet kan vi lære af vores forgænger i troen, at ikke alle måder at anskue verden på hænger lige godt sammen. Når man former sit verdensbillede ved at plukke fra forskellige steder, kommer man nemt til at tro på mange selvmodsigende udsagn uden at opdage det. Lad os tage en snak om, hvordan verden mon hænger sammen og turde, kærligt, at påpege udfordringer man ser i andre verdensanskuelser. Desuden kan vi øve os i at fortælle evangeliet som svaret på menneskets længsler. På dansk, så man kan forstå det (her taler jeg også til mig selv)! Sådan kan vi også udfordre konkurrencekulturen og den FOMO, der så ofte hænger i luften; vi behøver ikke nå det hele, hvis det, vi når er det skønneste og bedste, der er – og hvis Jesus er, hvem han siger han er, så må et liv med ham netop siges at være det skønneste og bedste! Til sidst kan vi lære, at vi må øve os i kærlighed – men ikke for at overbevise den moderne Diogenet om kristendommens sandhed! Mens kærligheden kan være dragende, må den aldrig reduceres til et middel frem for et mål, ligesom vores næste heller aldrig må det. Kærligheden og næsten må være mål i sig selv. Bliver andre så draget af at erfare kærligheden alligevel, er det godt at glæde sig over.

Kort sagt lærer Brevet til Diogenet os at sætte pris på tre uvurderlige ting: det Sande, det Skønne og det Gode. Og dét bliver vi aldrig færdige med!

 

[1] Skarsaune, In the Shadow of the Temple: Jewish Influences on Early Christianity, 226.

[2] Skarsaune, 302–3.

[3] Skarsaune, 229–30.

[4] Skarsaune, 232.

[5] Engelbrecht, Church History: The Basics, 35.

[6] Skriftet Brevet til Diogenet vil fremover blive henvist til som ”Dio.” og er hentet fra: Giversen, De apostolske Fædre II, 242–62.

AF EMIL BØRTY NIELSEN, PH.D. I TEOLOGI

Introduktion

Folk er ofte forvirrede over, hvad kristen apologetik er. Det gælder lige så meget dem i kirken som dem uden for kirken. Det er faktisk heller ikke så ligetil at svare på. De sidste fem år har jeg brugt på at undersøge apologetikkens natur og metode. Resultatet af denne forskning foreligger nu i min ph.d.-afhandling Apologetics Beyond Arguments. I denne artikel vil jeg forsøge at give en introduktion til, hvad apologetik er. Jeg vil begynde med at give en introduktion til den typiske evangelikale forståelse, som jeg ikke selv er helt tilfreds med. Dernæst vil jeg præsentere min egen forståelse, der har et bredere og mere holistisk syn på apologetikkens natur. Sidst vil give fem råd til, hvordan du kan blive en bedre apologet.

Apologetikkens bibelske rødder

Lad os begynde med det grundlæggende: Hvor kommer ordet ”apologetik” fra og hvad betyder det? Ordet stammer fra Bibelen, hvor det bruges en række steder. Peter formaner de kristne til at være klar til at forsvare og begrunde deres tro, når deres naboer spørger, hvorfor de dog er kristne. Paulus beskriver sin missionsvirksomhed som apologetisk: Han forsvarer og underbygger evangeliet i mødet med jøder og grækere. Ordet bruges også i Apostlenes Gerninger om de forsvarstaler som Peter og Paulus offentligt giver efter at være blevet anklager for forskellige forbrydelser.

Ordet ”apologia”, som bruges i Bibelen, har sin rod i det antikke græske retssystem. En anklaget borger havde mulighed for at holde en forsvarstale, hvor han kunne argumentere for sin uskyld, før borgerne skulle dømme i sagen. Ordet ”apologetik” kan altså oversættes med ”forsvarstale” om end det i Bibelen også bruges i bredere forstand, hvorfor det giver mening at oversætte med det danske ”trosforsvar”.

Til trods for apologetikkens antikke rødder er det dog først i begyndelsen af det 19. århundrede, at man for alvor begynder at snakke om apologetik. Det handler nok til dels om, at den kristne tro i oplysningstiden møder større kulturel modstand end hidtil, hvilket kalder på et svar fra kirkens side. Den samtidige forståelse af apologetik er altså vokset ud af oplysningstiden. Dette kan endnu ses i dag i den typiske evangelikale forståelse af apologetik.

Apologetik som et rationelt forsvar

Selvom ordet ”apologetik” er blevet brugt og bruges af folk fra mange forskellige kirketraditioner, så er det særligt den vestlige evangelikale kirke, der har taget begrebet til sig. I denne tradition forstås apologetik hovedsaligt som det at forsvare den kristne tro med rationelle argumenter. At der er tale om et forsvar betyder dog ikke, at apologetikken er rent reaktiv. Forsvaret kan også indebære, at man forsøger at overbevise andre om evangeliets sandhed eller kritiserer andre verdensbilleder. Når det betones, at troen skal forsvares med rationelle argumenter, så kobler det apologetikken tæt til erkendelsesteorien. Apologetikken skal ikke bare overbevise; den skal overbevise med argumenter, der fører den anden nærmere sandheden. Men hvordan gør man så lige det? Det er her vi kommer til metode-diskussionen, hvor erkendelsesteorien spiller en stor rolle.

En lang række evangelikale tænkere har forsøgt at skelne mellem forskellige apologetiske metoder. Den for tiden mest anvendte klassifikation findes i bogen Five Views on Apologetics fra år 2000. Her skelnes der mellem fem forskellige apologetiske metoder: Klassisk, evidentiel, kumulativ, presuppositionel og reformed epistemology. I det følgende vil jeg give en kort introduktion til de fire første positioner. Det kan betvivles om den femte position overhovedet skal karakteriseres som en apologetisk metode, og derfor har jeg udeladt den her.

Den klassiske apologetik indeholder to trin: Først præsenterer apologeten filosofiske argumenter for at begrunde Guds eksistens, dernæst historiske argumenter for, at Jesus er Gud. Den evidentielle apologetik hævder at kunne klare det samme med blot ét trin. Apologeten skal blot præsentere historiske argumenter for, at Jesus er Gud, for dermed har hun også vist, at Gud eksisterer. Den kumulative apologetik skelner ikke mellem filosofiske og historiske argumenter. Apologeten skal blot bruge alle de argumenter, hun finder relevante for at fremstille den stærkest muligt position. Den skarpe læser tænker måske nu, at forskellen mellem de tre første metoder virker lidt overfladiske. Det synes jeg i al fald. Og forfatternes interne diskussion i bogen viser da også, at forskellene er overfladiske.

Den fjerde position er mere interessant, da den eksplicit afviser de tre første. De tre første forsøger at bygge deres argumenter på en ide om et fællesmenneskeligt selvindlysende udgangspunkt. Altså, apologeten og den ikke-kristne kan blive enige om nogle grundantagelser, som apologeten så kan bygge sine argumenter på. Den presuppositionelle apologet forsøger at træde et skridt længere bagud. Hun hævder, at når den ikke-kristne bruger logik, argumenter og sprog, så antager han ubevidst eksistensen af den kristne Gud. Begrundelsen er, at det kun er det kristne verdensbillede, der kan indeholde logik, argumenter, sprog og mange andre ting uden at ende i indre selvmodsigelser. Efter min mening er den presuppositionelle apologetik på sporet af noget rigtigt i sin kritik af de tre første positioner. Men dens løsning er forkert. Det er korrekt, at det er problematisk at bygge en apologetisk metode på en idé om en universel entydig fornuft. Fornuften er i mine øjne tvetydig og bor i traditioner etableret af ubegrundede antagelser (det forhindrer dog ikke rationel diskussion på tværs af traditioner). Den presuppositionelle apologetiks alternativ er dog problematisk, da dens påstand om, at kun den kristne tro er logisk sammenhængende, er et alt for stærkt udsagn. Altså, den er rationalistisk og har et alt for højt syn på fornuftens muligheder.

I mine øjne er denne klassifikation af apologetikkens metoder ikke særlig vellykket. Jeg har derfor forsøgt at give en ny ramme for forståelsen af apologetikkens natur og metode i min ph.d.-afhandling.

Apologetik som kristen retorik

Den afgørende erkendelse i mit ph.d.-projekt var da jeg indså, at apologetikken kan gives en bredere ramme end erkendelsesteorien, når den forstås i lyset af retorikken. Apologetik er således ikke hovedsageligt at præsentere et rationelt forsvar for den kristne tro, men at overbevise andre om evangeliets godhed og sandhed. Denne forståelse passer faktisk også ganske fint sammen med apologetikkens historiske rødder. Retorikken og apologetikken har nemlig begge sine rødder i det antikke retssystem. Den anklagede skulle jo overbevise borgerne om sin uskyld. Dermed blev man interesseret i, hvordan man laver en overbevisende tale, og hvad der grundlæggende overbeviser mennesker. Denne interesse førte til udviklingen af retorikken. Sammenfattende kan apologetik altså karakteriseres som kristen retorik.

Det er dog ikke helt ufarligt at associere apologetik med retorik. Retorikken har nemlig et blakket rygte. Det virker på mange upassende at overtale andre. Retorikeren er ikke interesseret i den anden som person, men blot i at overbevise og få sin vilje. Retorik bliver således let reduceret til salgsteknik. Retorik og apologetik kan derfor aldrig skilles fra etik. Problemet er ikke selve det at overbevise andre. Vi overbeviser hele tiden hinanden om alt muligt, og det er næsten altid helt uproblematisk. Problemet er amoralske forsøg på at overbevise andre. Har du eksempelvis nogensinde overvejet, hvorfor det er så svært at slippe ud af en samtale med telefonsælgere uden at opføre sig uhøfligt? Det er fordi, de ved lige præcis, hvordan de skal håndtere samtalen for at bruge din høflighed til at holde dig fanget i samtalen. Det er i mine øjne klart amoralsk. Pointen er, at enhver apologet må overveje etikken i sin kommunikation. Lad mig kort foreslå fire tommelfingerregler for moralsk apologetisk kommunikation. 1) Vær ærlig (særligt omkring din uvidenhed). 2) Respekter den andens synspunkter. 3) Lyt. 4) Fred ikke dine egne holdninger. Apologetik er dybest set et forsøg på at hjælpe et medmenneske ved at tilbyde noget, du har fundet værdifuldt. Hvis du kan gå til samtalen med det mindset, er du nået rigtig langt.

Hvis vi definerer apologetik som forsøget på at overbevise en anden om kristendommens sandhed og godhed, bliver metodespørgsmålet: Hvordan overbevise? Jeg vil i det følgende præsentere fem overordnede apologetiske metoder, der overbeviser på hver sin måde.

Argumentativ apologetik

Den første apologetiske metode er argumentativ apologetik, hvilket svarer til forståelsen af apologetik som et rationelt forsvar som præsenteret ovenfor. Denne metode kan underinddeles med hensyn til erkendelsesteori. Det handler om, hvordan man hævder, at vi generelt opnår sande overbevisninger, og hvor stærk man hævder, fornuften er. Det sidste er særlig relevant. I oplysningstiden havde man stor tiltro til fornuften og dens muligheder, hvilket går igen i de fire positioner præsenteret ovenfor. De sidste 100 år er dog karakteriseret ved, at tænkere har fået mindre og mindre tiltro til fornuften. I oplysningstiden troede man, at alle, hvis de brugte fornuften, ville nå frem til de samme synspunkter (ellers var de irrationelle). I dag har man indset, at fornuften er langt mere tvetydig. Rationelle mennesker er rationelt uenige. Hvor fornuften fører hen, handler i høj grad om hvilke grundlæggende antagelser, man gør sig om virkeligheden. Dette har selvsagt betydning for apologetikken. Hvis fornuften er svag, så kommer apologeten ikke særlig langt i sit forsøg på at overbevise mennesker om kristendommens sandhed. Omvendt er indvendingerne mod kristendommen så heller ikke særlig farlige. En svag fornuft betyder altså en generel bevægelse mod agnosticisme (at vi ikke ved, om troen er sand eller falsk). De fleste vil dog afvise, at dette skulle føre til relativisme (at alle livssyn er lige gode). Fornuften er stadig stærk nok til at afvise visse synspunkter og verdensbilleder.

Imaginativ apologetik

Den anden metode er imaginativ apologetik. Allerede i det 17. århundrede hævdede den kristne tænker Blaise Pascal, at hvis man ville føre nogen til tro, så skulle man først få folk til at ønske sig kristendommens sandhed, dernæst skulle man argumentere for dens sandhed. Imaginativ apologetik handler om at vise mennesker, at kristendommen indeholder et perspektiv på livet, der fylder verden med mening, skønhed og kærlighed. Det handler om at vise mennesker Guds skønhed og evangeliets frigørende kraft. Det er selvfølgelig vigtigt at sige, at det ikke handler om, at vi skal ændre den kristne tro eller give den en flot indpakning, så den bliver spiselig for folk. Det handler om at finde den skønhed, som er der, og forbinde den med folks liv. Nogle vil måske indvende, at den kristne tro jo ikke bliver sand af at være smuk. Det er korrekt. Og derfor må vi aldrig opgive argumenterne. Men som mennesker er vi ikke kun interesseret i sandheden. vi er også interesseret i at leve gode og smukke liv. Videre, jo svagere forståelse vi har af fornuften, jo vigtigere bliver de andre apologetiske strategier. Hvis vi ikke ved hvad der er sandt, så kan vi jo lige så godt vælge det smukke.

Kommunitaristisk apologetik

Den tredje metode er kommunitaristisk apologetik. Den grundlæggende ide er at Guds godhed er attraktiv; den tiltrækker mennesker. Guds godhed er kropsliggjort i verden i kirken. Når Kristne lever som trofaste og autentiske kristne, så kropsliggør de Guds godhed. Dermed tiltrækker de kristnes livsstil dem udenfor. Ikke fordi de er noget særligt i sig selv, men fordi de lever Guds godhed i konkrete liv. Gavmildhed, gæstfrihed, hjælpsomhed og resten af alle de kristne dyder er således apologetiske praksisser. Denne apologetiske metode er, modsat de første to, passiv i sit væsen. Den kristne skal ikke først og fremmest forsøge at overbevise andre. Den kristne skal først og fremmest leve trofast mod evangeliet. Når den kristen gør det, vil hendes liv have en særlig overbevisningskraft.

Eksperentiel apologetik

Den fjerde metode er eksperentiel apologetik. Kernen er, at mennesker kommer til tro, når de erfarer Guds indgriben i deres liv. Et sådant møde kan tage mange former: Det kan eksempelvis være, at man ser Jesus i et syn, at man oplever et stærkt uforklarligt nærvær, eller at Bibelens ord rammer en på en særlig måde. Fælles er, at man har en oplevelse, der er så stærk, at den kommer til at flytte ens tro og livssyn. Man kan godt diskutere om denne tilgang bør klassificeres som en metode. Vi er trods alt ikke herrer over hvor og hvornår sådanne erfaringer indtræffer. Alligevel synes jeg, det giver god mening at karakterisere det som en indirekte metode. Vi er ikke herrer over Guds indgriben, men vi kan skabe rum, hvor mennesker lidt oftere møder Gud som eksempelvis i bøn, stilhed eller lovsang.

Social apologetik

Den femte og sidste metode kan kaldes social apologetik. Aristoteles beskrev i sit antikke værk Retorikken tre måder at overbevise andre på: Logos, ethos og pathos. Logos svarer til det, jeg har kaldt argumentativ apologetik. Pathos svarer til det, jeg har kaldt imaginativ apologetik. Den sidste strategi mente han var den vigtigste: Talerens karakter. Denne karakter omfatter eksempelvis apologetens uddannelse, hendes moralske troværdighed, og om tilhørerne kan identificere sig med hende. Det betyder, at apologetisk indflydelse er et livslangt projekt, hvor man gradvist opbygger troværdighed. Apologetik handler derfor i høj grad om relationen mellem apologeten og tilhøreren. Som William Lane Craig afslutningsvist skriver i sit hovedværk Reasonable Faith: Kærlighed er den ultimative apologetik. Vi lytter kun til folk, vi tror vil os det godt. Kærlighed er derfor en afgørende forudsætning for apologetik, selvom vi selvfølgelig ikke skal elske for at overbevise. Vi elsker fordi Gud er kærlighed.

Fem råd til at leve et troværdigt, apologetisk liv

Den apologetiske metodediskussion kan let blive fjern og uden relevans for det levede liv. Så lad mig her afslutningsvist forsøge at gøre det konkret. Her er fem råd til, hvordan du kan være et troværdigt vidne om Jesus. 1) Dyk ned i den store og fascinerende religionsfilosofiske diskussion om Guds eksistens og kristendommens sandhed. Dan dig dine egne meninger, og glem ikke at læse kritikerne. 2) Dyk ned i evangeliet. Forsøg at se dets skønhed på en måde, der engagerer og fascinerer dig. Søg samtidig ind i kulturen, så du opdager, hvor evangeliet har noget smukt at sige til det moderne menneske. 3) Følg Jesus. Forsøg at kropsliggøre den kærlighed, som kropsliggjordes i hans liv. Gør det ikke for at tiltrække andre. Gør det, fordi hans liv er smukt. 4) Søg Guds konkrete indgreb i dit liv. Vær med til at skabe åbne rum (kirker), hvor folk kan få et møde med Gud. 5) Brug dit liv på at opbygge troværdighed. Tænk langsigtet. Den hurtigste vej til målet fører ikke altid frem. Elsk de mennesker, du møder: Lyt til dem, respekter dem, og del i ydmyghed alt godt, du har fundet på din vej i livet.

AF DANIEL BAY LANTING, BA.THEOL.

Problemstilling

Påstanden om, at vores værdisæt kan spores tilbage til oplysningstiden, kan vi støde på ofte – både eksplicit og implicit. Næstekærlighed og omsorg for de svageste i samfundet opfattes af nogle som et humanistisk ideal, der stammer fra oplysningstiden. Andre mener, at det går endnu længere tilbage og har rødder i det antikke græsk-romerske verdensbillede. Men er det sandt? Det er det store spørgsmål Tom Holland forholder sig til i sin bog ”Herredømmet. Da kristendommen skabte den vestlige bevidsthed.” Jeg vil i denne artikel forsøge at bringe et kort indblik i nogle hovedpointer fra bogen.

Fundamentet for Vestens værdier

Til at begynde med satte Tom Holland sig for at bevise, at de vestlige værdier udspringer af den græsk-romerske tankegang. Det gik dog op for ham, at han slet ikke kunne forlige sig med de græsk-romerske værdier, om hvilke han har sagt: ”Det var ikke blot den ekstreme hjerteløshed, der generede mig, men den fuldstændige mangel på forståelse for, at de fattige eller svage kunne have den mindste værdi. Hvorfor virkede det så foruroligende på mig? Fordi jeg hverken moralsk eller etisk var nogen spartaner eller romer.” (Holland, 27) Dette citat er fra hans førnævnte bog ”Herredømmet”, som er ét langt argument for, at Vestens historie er gennemsyret af det kristne værdi- og livssyn. Kristendommen har, ifølge Holland, mere indflydelse på hvordan vi tænker, end vi umiddelbart går og tror.

Omsorg for de svage som en ubevidst kristen tankegang

Det måske tydeligste eksempel, Tom Holland har på denne forskel i synet på de fattige og svage, er Roms kejser Flavius Claudius Julianus (Julian) fra 362 e.Kr. Modsat hans forgænger, Kejser Konstantin, der selv var blevet kristen, og som havde legitimeret den kristne tro i hele Romerriget, forsøgte Julian at vende Romerriget tilbage til den gamle, hedenske gudsdyrkelse. Han mente, at Romerrigets tilbagegang skyldtes, at de romerske guder ikke blev tilbedt som de burde, og at de derfor havde vendt Rom ryggen. Efter et besøg i den romerske provins Galatien, blev han forfærdet over at se, hvordan det hedenske tempel og dets præster levede et liv i selviskhed og løssluppenhed og fuldstændig negligerede de fattige og svage i samfundet. I sin forargelse valgte han derfor at skrive et brev til de hedenske præster i Galatien, hvor han befalede, at de skulle tage sig af deres fattige og dårligt stillede. I brevet påpegede han også, hvor skammeligt det er, at de kristne ikke kun tager sig af deres egne, men også ”vores” fattige og dårligt stillede.

Altså tog kirken sig også af de nødlidende mennesker, der ikke var kristne. Denne opfordring var, siger Holland, helt uforståelig for præsterne i Galatien, der tilbad Gudinden Kybele, for hun foragtede de fattige og svage og var kun optaget af sine ”yndlinge” blandt menneskeheden: de stærkeste, tapreste og mest magtfulde mænd. Ligesom de fleste andre hedenske guder fra samtiden i øvrigt. Ifølge Holland havde Kejser Julian ikke nogen anelse om, hvor kristen en opfordring han stillede de hedenske præster i Galatien. I alle sine bestræbelser på at genindføre den hedenske gudsdyrkelse i sit rige, kunne han ikke undslippe de kristne værdier, der havde præget ham. Man kan sige at han var ”syltet ind i” kristen tankegang. (Holland, 144-146) Kristendommen bidrog altså med et ny menneskesyn, hvor de svageste i samfundet også havde værdi. De skulle ikke foragtes, men have omsorg. De kristnes egen Herre, Jesus, identificerede sig jo med de svageste mennesker i samfundet ved at blive som én af dem!

De kristne og slaveriet

Bladrer vi frem i Tom Hollands bog og spoler mere end tusind år frem til 1700-tallet, beskrives det kristne Vesten godt i gang med at udnytte resten af kloden. Det skete på mange måder, og det måske frygteligste var slaveriet. Og forfærdeligt som det er, blev slavehandelen begrundet med Bibelen: fra at slaveriet skulle være en orden Gud havde skabt og sanktioneret, til at slaveejerne gjorde noget godt for slavernes ”sjælefred” og frelse, ved at de blev til en del af en kristen husorden. Samtidig var oplysningstanken ved at blomstre op i Vesten og var ved at få et stærkt tag i den vestlige tankegang.

Benjamin Lay og hans kone Sara Lay var i starten af 1700-tallet kendt og hadet som værende stærke slave-modstandere. De var begge personligt kristne og var rejst over Atlanten til den nye verden. I England havde de fået mange fjender grundet deres ustandselige kamp imod alt, hvad de betragtede som stridende imod Kristus og kristendommen. I Barbados, som de først ankom til, blev de forfærdede over at se den måde, slaver blev behandlet på. Benjamin Lay havde godt nok selv engang pisket en sultende slave, som havde stjålet fra ham og brugte Bibelen som begrundelse, som så mange andre gjorde det. Men på et tidspunkt begyndte han at nære en afsky for den måde, han havde behandlet et andet menneske på. Han blev mere og mere overbevist om, at den Gud, der havde ført sit folk ud af slaveriet, og hvis søn havde lidt en ydmygende og smertefuld død, for at frelse hele verden fra slaveri under synd, ondskab og død, ikke kunne bifalde det, der skete i verden. Han satte sig for at appellere til slaveejerne i Barbados, og senere Filadelfia, om at de skulle ”granske deres hjerter” for, om det var i overensstemmelse med Guds vilje, at de havde slaver. (Holland, 379-385)

Den kamp mod slaveriet, for hvilken Benjamin og Sara Lay i deres samtid blev latterliggjort, blev ca. 60 år efter et anliggende i Storbritanniens parlament. Her demonstrerede en kæmpe folkemængde bestående af kristne fra flere forskellige kirker mod slaveriet, fordi det ifølge dem var afskyeligt i Guds øjne. Det resulterede i, at Storbritannien i 1807 formelt afskaffede slaveriet. Selvom slaveejere og dem, der profiterede på slavehandelen begrundede og argumenterede for slaveriet med Bibelen i hånden, mener Holland, at det var kristendommen, der var afgørende for afskaffelsen af slaveriet. Benjamin Lays drivkraft var troen på, at Gud elskede alle mennesker, og at Gud selv var imod slaveriet. Gud førte jo sit folk ud af slaveriet i Egypten, og Jesus døde for, at vi som mennesker kunne blive fri for synd, død og ondskab. At Storbritannien afskaffede slaveriet skete også som følge af en stor kristen vækkelse i landet, hvorefter tusinder af kristne demonstrerede imod slaveriet. De havde fået øjnene op for, hvor afskyelig en praksis det var, som ikke afspejlede det kristne budskab om, at alle mennesker har værdi. Det var derfor, de følte sig nødsaget til at prøve at påvirke det britiske parlament til at gøre noget ved det. (Holland, 407-409)

Menneskerettighederne

Nu har jeg i denne artikel, ud fra Hollands bog, udvalgt et historisk eksempel fra antikken og et fra begyndelsen af oplysningstiden. Måske tænker du: hvad har antikken med oplysningstiden at gøre? Oplysningstiden var en periode, der var betaget af antikken, af det før-kristne. Man mente, at de sande humanistiske værdier, som fx alle menneskers iboende værdi og demokratiet, måtte komme fra den før-kristne tankegang i Vesten.

Dog er der også eksempler på oplysningsfilosoffer, som kom frem til en anden konklusion mht. de humanistiske værdier; hvor de kommer fra og om de skal opretholdes eller ej. Napoleons politichef Marquis de Sade udgav en bog kort før slaveriet formelt blev afskaffet i England og Frankrig, der argumenterede for de stærkes ret til at undertrykke og udnytte de svage. Sade afskyede kristendommen og mente, at kristendommens budskab om næstekærlighed, broderskab, omsorg for svage og velgørenhed var et uhyrligt bedrageri. Sade sagde, at ”Buddet om at elske sin næste er et fantasifoster, der stammer fra kristendommen, ikke fra naturen.” (Holland, 406) For Sade var afskaffelsen af slaveriet altså latterligt: for den stærke skylder ikke den svage noget som helst. (Holland, 406) Som Holland påpeger, så Sade tydeligere end de fleste, at eksistensen af menneskerettigheder var svær at bevise, hvis man afviste enhver mulighed for, at der skulle eksistere en Gud. (Holland, 404-406)

Denne opfattelse af de stærkes ret overfor de svage skulle vise sit grimme ansigt igen senere i historien med indtoget af den filosofiske strømning darwinisme eller evolutionisme (som ikke må forveksles med evolutionsteorien, den naturvidenskabelige tese, der har sine rødder i Darwins bog, Arternes Oprindelse). Evolutionismen, som Sades udtalelse er et eksempel på, anså kristendommen som værende i strid med ”naturens orden”, når den ophøjede de svage overfor de stærke. Naturens orden og kristendommens budskab kunne og skulle altså ikke forenes. Evolutionismen konkluderede da også, at der var et naturligt hierarki mellem racerne: at de hvide europæere stod over de indfødte amerikanere og afrikanere. Nogle mennesker stod bare nærmere aberne end andre og var derfor svagere og mindre ”menneskelige” end andre. (Holland 433-441) Dette triste menneskesyn fik medvind i anden halvdel af 1800-tallet og fortsatte ind i 1900-tallet. Én af de mest kendte fortalere for de stærkes ret overfor de svage er måske Friedrich Nietzsche. Han anså det for skammeligt at klynge sig til en tro på, at mennesker er født med rettigheder, hvis man samtidig har fornægtet Guds eksistens. For ham at se, var det en påberåbelse af noget kristent, som man ellers havde frasagt sig. Omsorg for de svage og lidende var ikke en god sag, men en form for gift i samfundet, og velgørenhed var bare et magtmiddel, kristendommen udnyttede. (Holland 461-464)

Tom Holland antyder altså her til, at forståelsen for, at alle mennesker har værdi ikke er noget, vi kan udlede af oplysningstidens naturalistiske verdensbillede, men at den derimod kom fra kristendommen. Og de oplysningsfilosofer, som holdt fast i omsorg og velgørenhed overfor de svage, hang fast i en kristen tankegang, oftest ubevidst, ligesom Kejser Julian gjorde det. Menneskerettighederne, ifølge Holland, giver som begreb ikke den store mening, udenfor kristendommens kontekst. (Holland, 517) Selvfølgelig har mange ateistiske og naturalistiske tænkere fra oplysningstiden været med til at præge menneskerettighedskonventionen, så den ser ud som den gør i dag. Men spørgsmålet er, om man var nået frem til det menneskesyn, der ligger til grund for menneskerettighederne, at alle mennesker har værdi, hvis ikke det også var for kristendommen?

Min egen refleksion

Ud fra disse tanker, rejser der sig nogle relevante spørgsmål. Havde vores etik og menneskesyn i Vesten kunnet ligne det, det er i dag, hvis det ikke havde været for kristendommen? Det er et meget svært spørgsmål, Tom Holland tager op, og vi må nok indrømme, at vi ikke kan svare på det. Dog bidrager Holland med et fremragende argument for, at vores menneskesyn og etik i Vesten er opstået på baggrund af kristendommen, og det er en spændende, og for nogle provokerende, påstand i sig selv. Alligevel må vi ikke tro, at kirken, i modsætning til de filosoffer fra oplysningstiden, som allerede er blevet nævnt, har haft en altid sammenhængende tænkning om tro, menneskesyn og praksis. Når kirken, der tror på en Gud, der har skabt verden og alle mennesker i sit billede, samtidig har behandlet mennesker forfærdeligt til tider, er det mildest talt inkonsekvent. Dog er der her et problem med praksis, hvorimod Holland peger på oplysningsfilosoffernes problem med teori: altså problemet med at forklare, hvorfor mennesker har værdi, hvorfor der er godt og ondt.

Konklusion

Det er ikke min hensigt at tegne et glansbillede af kristne og kirken op igennem historien: jeg vil hverken underkende eller afvise de frygtelige ting kirken har gjort igennem tiden. Derimod er min hensigt at vise, at Tom Holland laver et meget interessant argument for, at vores vestlige værdisæt i høj grad er præget af kristendommen. Kristendommens sandhed er ikke bevist ved, om dette argument holder eller ej. Derimod lægger bogen op til refleksion over, hvad der ligger til grund for de vestlige værdier: er det et rent materialistisk verdensbillede? De kristne værdier har været gældende i Vesten i så lang tid, at vi glemmer, at mange af dem ikke er universelle. Et eksempel på dette, jeg selv er kommet til at tænke på, er den massive kritik Vesten har haft imod værtslandet for fodbold-VM i 2022, Qatar. Qatar har været udskældt for, blandt andet, deres diskrimination af mennesker på baggrund af køn, seksualitet, nationalitet og religion – og spørgsmålet er, om de overhovedet er enige i, at Vestens værdier om åndsfrihed, minoriteters beskyttelse og lighed mellem kønnene, er gode værdier? Alle i verden er ikke enige med Vesten i, hvad der er godt og ondt, rigtigt og forkert.

De værdier, der stadig er bærende i Vesten, som eksempelvis kommer til udtryk ved menneskerettighederne, har også deres oprindelse i vores kristne arv. (Holland, 23) Ifølge Holland, var det kristendommens værdier, der gjorde, at kejser Julian gik op i de svages og undertryktes velbefindende, og det var kristendommens værdier, der gjorde, at ægteparret Benjamin og Sara Lay kæmpede imod slaveriet.

Kristendom er budskabet om, at alle mennesker er værdifulde, og alle mennesker er kaldet til at bestræbe sig på at elske sin næste som sig selv. Det er den rette grobund til at kæmpe imod uretfærdigheden. Dog må vi ikke glemme den centrale del af det kristne budskab, som også lyder, at vi alle er syndere, hvilket betyder, at vi alle lider af nærsynethed, mangler perspektiver og handler direkte ondt. Som en præst på et tidspunkt sagde, så er det at tage de kristne værdier, og adskille dem fra ham, det udspringer af, Jesus, lidt som at plukke flotte blomster: det er smukt på køkkenbordet, men det visner unægteligt på et tidspunkt. Hvis vi ikke holder fast i, at Jesus er kilden og ser de kristne værdier i sammenhæng med resten af det kristne budskab om, at vi er syndere og har brug for Guds tilgivelse, så vil de ellers så gode og smukke kristne værdier visne. For så bliver de kristne værdier en byrde for os og ikke en opgave, vi kan bestræbe os på at udføre så godt vi kan i visheden om, at den svagelige og udskammede person, der døde på korset, har bekræftet vores værdi og givet os tilgivelsen og livet her og nu.

AF LARS JENSEN, CAND.MAG. I FILOSOFI

 

Som ung fangede det moralske argument for Guds eksistens min opmærksomhed. Den amerikanske filosof William Lane Craig var den første til at præsentere argumentet for mig i en af hans offentlige debatter. Han er kendt for at opstille sit argument således:

1. Hvis Gud ikke eksisterer, findes hverken objektive moralske værdier eller pligter.
2. Objektive moralske værdier og pligter findes.
3. Derfor eksisterer Gud.

Det dragede mig. På samme tid kunne jeg både mærke appellen, og dog følte jeg ikke, at det var overbevisende nok. Præmisserne virkede skrøbelige i forhold til den deduktive selvsikkerhed det samlede argument udstrålede. Jeg turde i hvert fald ikke selv at tage det i brug. Men jeg vidste, at min forståelse for moral og etik var spæd, og derfor gav jeg det en chance. Måske holdt argumentet vand?

Undersøgelsen af argumentet udviklede sig til en interesse, som senere afgjorde mit studievalg af filosofi, og interessen hang ved ind i mine studier og blev definerende for, hvad jeg skrev bachelor- og specialeopgave om. Det er vist ikke for meget at sige, at argumentet forandrede mit liv – og stadig gør det.

Jeg har kaldt argumentet for det levende argument for Guds eksistens, fordi min oplevelse er, at det påvirker og udfordrer mennesker, uanset om de ender med at godtage eller afvise argumentet. Det har en evne til at bide sig fast, øve indflydelse og gøre os bedre til at tænke over etik. Derfor er det værd at bruge tid på. I det næste udfolder jeg Craigs version af argumentet fra bogen Reasonable Faith og giver mine indledende bemærkninger til det.

Essensen af argumentet

Der findes mange versioner og formuleringer af det moralske argument for Guds eksistens. Men essensen og bevægelsen i ræsonnementerne er overordnet det samme. Det handler om to små ord: Bør og Gud.

Argumentets bevægelse er, at der er en logisk forbindelse mellem Gud og moral. Den moralske virkelighed har en beskaffenhed, således at Gud enten fungerer som den bedste forklaring eller som en absolut metafysisk nødvendighed for moral. Uanset hvilken argumentativ strategi man vælger, vender og drejer man de antagelser om virkelighed, vi må holde fast i for at bevare ordet ‘bør’ på en meningsfuld måde.

Craigs deduktive version

Lad os vende tilbage til Craigs version af det moralske argument og kaste os over første præmis.

Præmis 1: Hvis Gud ikke eksisterer, findes der hverken objektive moralske værdier eller pligter

I første præmis hævder Craig, at ateisme nødvendigvis medfører moralsk nihilisme eller moralsk anti-realisme. Argumentet giver ikke plads til nogle former for meta-etisk moralrealisme, der ikke anser Gud som nødvendig for moral. Dette er efter min mening en ambitiøs præmis, fordi Craig antyder, at et ateistisk verdenssyn ikke har ressourcer til rådighed for at underbygge moralsk realisme. Dette er jeg delvis uenig i, men det kommer vi tilbage til senere.

Craig driver pointen hjem ved at appellere til en naturalistisk tilværelsesforståelse og dens ubekvemte moralske konsekvenser. Ifølge naturalismen er mennesket en ubetydelig tilfældighed i et åndsløst univers, hvis sikre skæbne er udslettelse i universets varmedød. Med denne forståelse må vores moralske adfærd fortolkes som et socio-biologisk biprodukt af vores evolutionære udvikling. Craig citerer den naturalistiske filosof Michael Ruse: “Morality is just an aid to survival and reproduction … and any deeper meaning is illusory.”^[1] Hvis vi antager naturalismen, er det svært at finde noget, som bekræfter os i ideen om objektiv værdi – særligt menneskets værdi – ifølge Craig.

Det er ikke nemmere at redegøre for objektive moralske pligter med naturalismen. Mennesket er blot dyr, og dyr har hverken rettigheder eller pligter overfor hinanden. Med naturalismen er der intet, der pålægger os moralsk bindende pligter. Ganske vist er der handlinger, der ikke er gavnlige set fra et socialbiologisk perspektiv, som fx incest, men de er ikke dårlige eller forkerte i en reel forstand. Naturalismen giver ikke et godt grundlag for at fastholde objektive moralske pligter ifølge Craig.

Craig imødegår andre alternativer fx ateistisk moralsk platonisme. Det førstnævnte er ideen om at moralske værdier eksisterer uafhængigt af noget. De er der bare som en form for abstraktion.

Craigs kritik er efter min mening ‘spot on’. For det første forekommer ateistisk moralsk platonisme ubegribeligt. Ifølge dette synspunkt ville der eksistere værdier som fx retfærdighed og kærlighed, også selv om der ikke eksisterede bevidste og rationelle personer. Det er svært at få til at give mening, når det er værdier, som vi normalt knytter til personer. Dertil vil jeg tilføje, at det giver os et stort epistemisk problem. Hvis værdierne eksisterer uafhængigt af os og den verden, vi er i, hvordan kan vi erkende dem? Ateistisk moralsk platonisme giver flere problemer, end den løser.

Spørgsmålet er, om man kan udelukke alle alternativer til teistisk moralrealisme. Det er ikke muligt at gennemgå alle alternativer her, men jeg er optimistisk i forhold til projektet. Eller rettere: Jeg mener ikke, at en komplet affejning af ateistiske alternativer er strengt nødvendig. Det er efter min mening tilstrækkeligt at vise, at teisme giver bedre ressourcer til at forklare moral. På den måde undgår man at sige, at ateistiske positioner ikke har nogle ressourcer til at underbygge objektiv moral. For det mener jeg faktisk, at de har i en hvis forstand. Som David Baggett og Jerry Walls understreger i deres bog God and Cosmos, så lever ateister i Guds verden, den samme verden som teister, men uden at have Gud med i ligningen i deres forståelse og fortolkning af den. Deres pointe er, at en andel af den moralske virkelighed (som bestemt er skabt af Gud) kan forklares uden direkte reference til Gud. Fra et kristent perspektiv kan det måske sammenlignes med, at videnskabsfolk er i stand til at lære at forstå Guds skaberværk uden at have Gud med i ligningen for at redegøre for fx bugspytkirtlen. Da Craigs deduktive argument ikke giver plads til sådanne indrømmelser, kan argumentet fremstå som en komplet misforståelse af ateismens forståelses- og erfaringsverden. Så selv om Gud er nødvendig for moral som første årsag, er der muligvis nogle mellemliggende årsager til de moralske fænomener, der kan skygge for Gud som grundlag ved vores opdagelse af dem.

Dette viser dog ikke, at Craigs argument er forkert eller mangelfuldt. Det er blot en understregning af, at et ambitiøst formuleret argument forpligter, og at det let kan misforstås. Fra et retorisk og strategisk perspektiv kan man derfor overveje andre formuleringer eller versioner, som gør sig færre antagelser.^[2]

Præmis 2: Objektive moralske værdier og pligter findes

For at argumentet ruller må etikken være kendetegnet af objektivitet. Det hele kommer an på, om der findes moralske kendsgerninger. Craigs svar er dog uden vaklen. Vores moralske erfaring bekræfter livligt denne påstand for os. Igen benytter Craig sig af den ateistiske tænker Michael Ruse. “The man who says that it is morally acceptable to rape little children is just as mistaken as the man who says, 2+2=5.”^[3] Der er virkelig nogle handlinger, der er forkerte. Og på den anden side er der virkelig nogle handlinger, der er gode. Handlinger, som er karakteriseret af kærlighed, gavmildhed og selvopofrelse for at nævne nogle dyder. Uenighed påvirker ikke konklusionen. Vi laver ikke vores farvelære om, fordi nogle mennesker ikke er i stand til at skelne mellem rød og grøn. Og vi afviser heller ikke eksistensen af farve, fordi nogle kun er i stand til at se sort og hvid. Nogle menneskers perception er defekt. På samme måde er nogle menneskers moralske erkendelse defekt. Andres moralske handicap bør ikke betvivle, hvad vi andre etisk set erkender klart, understreger Craig.^[4] Kun i tilfældet af at vi har solide tvivlsgrunde, bør vi betvivle vores moralske erfaring. I mit arbejde igennem flere år med moralsk metafysik og erkendelsesteori har jeg ikke fundet nogle tilstrækkeligt gode grunde til at underkende outputtet fra vores moralske erfaring.

Nogle anti-realister som for eksempel Patricia Churchland har forsøgt at argumentere for, at selv hvis moralske kendsgerninger findes, har vi ingen mulighed for at kende dem, fordi hele vores erkendeapparat er tilpasset overlevelseværdi, ikke sandhed. Evolutionen efterlader kun evner, der sigter efter overlevelse og reproduktion.^[5] Ifølge Churchland er konsekvensen, at vi ikke kan have tillid til, at vores moralske erfaring fortæller os noget sandt om virkeligheden.

Jeg har en håndfuld kritikpunkter af dette synspunkt, men jeg vil nøjes med at nævne et. Det er muligvis korrekt, at overlevelse og reproduktion var de eneste værdier som vores moralske kapacitet orienterede sig efter i vores tidlige evolutionære stadier. Men hvorfor tro, at det forblev sådan? I takt med at vi udviklede rationalitet, forekommer det sandsynligt, at flere moralske værdier og pligter gradvist ville fremstå mulige at erkende. Jeg ser simpelthen ikke styrken i denne type argumenter, da vi aldrig ville sige, at der ikke findes en objektiv fysisk virkelighed, fordi vores sanseperception er udviklet. En evolutionær redegørelse for moralske formodninger er metafysisk neutral i forhold til eksistensen af moralske kendsgerninger.

En samtalestarter

Hvis de to præmisser ikke tilbagevises, følger konklusionen, at Gud eksisterer. Argumentet overbeviser formentligt ikke nogen ved første præsentation. Det gør de færreste (gode) filosofiske argumenter. Præmisserne kunne underbygges endnu mere grundigt. Mit formål har dog ikke været at vise, at argumentet er bulletproof, men at det er værd at tænke over. For jeg synes, at der er noget over det.

Efter jeg havde udforsket argumentet, begyndte jeg at tage det i brug. Jeg præsenterede det for mennesker, som jeg mødte på min vej. Det var aldrig kedeligt.

 

[1] Craig, Reasonable Faith, s. 173-4.

[2] Se David Baggett og Jerry Walls abduktive argument i God and Cosmos eller Michael Jones’ mindre ambitiøse deduktive argument, fordi det forudsætter moralrealisme, https://www.youtube.com/watch?v=Cp9Nl6OUEJ0.

[3] Craig, s. 180.

[4] Craig, s. 181.

[5] Patricia Churchland, “Epistemology in the Age of Neuroscience,” p. 548.

AF KURT E. LARSEN, PROFESSOR, DR.THEOL., TIDL. SOGNEPRÆST

 

Ofte hører man det sagt, at folk var mere religiøse i gamle dage, hvor man også var mere fattige. Fattigdommen var en af grundene til at flere søgte trøst i religionen. Mange har fået det indtryk ved at læse romanen Fiskerne af Hans Kirk. Sekularisering af samfundet og tilbagegang for kirken i Danmark og Vesteuropa siden 1945 søges så forklaret med den øgede velstand i denne periode.

I denne artikel stilles der spørgsmålstegn ved en sådan forståelse af en direkte sammenhæng mellem kristen tro og økonomiske vilkår.

Kirken er for de fattige

Gennem kirkens historie er det rigtigt, at den kristne kirke altid har tiltrukket mennesker fra de svageste grupper i samfundet. I oldkirkens menigheder havde kristendommen særligt appel til kvinder, slaver, børn, fattige og syge. Der var også kristne i kejserfamilien og andre rige, men de fattige og udstødte var meget modtagelige for kristendommens budskab om, at for Gud er alle lige værdige. Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner, der ikke gik forbi den nødlidende har sat sine spor. For kirken har det at hjælpe fattige og syge været noget helt naturligt. De fattigste søgte vel også til de kristne menigheder, fordi de der kunne modtage mad og praktisk hjælp gennem kirkens diakoni.

Kirkerne vokser i dag blandt fattige

Den kristne kirke har også i dag nogle af sine vækstområder i de fattigste dele af verden. I Etiopien har den lutherske kirke oplevet voldsom vækst, så den i dag er det største lutherske kirkesamfund i hele verden, større end de nordiske folkekirker og de tyske landskirker. Samtidigt er Etiopien et af verdens allerfattigste lande.

Men kirkerne vokser også blandt rige

Det land i verden med flest kristne er USA, der jo hører til verdens rigeste lande. Derovre oplevede man i perioden 1945-65 et boom i kirkeaktivitet og kirkemedlemskab, samtidigt med en økonomisk højkonjunktur og USA’s opstigen til at være verdens førende land i mange henseender.

Sydkorea er et andet eksempel. Her har de kristne kirker i perioden 1950-2000 oplevet en vækst uden sidestykke i historien, mens landet samtidigt har udviklet sig til et af verdens rigeste industrilande med høje indkomster.

Kina er også et eksempel. Her er de kristne kirker vokset meget siden 1980, efter kommunismens mest undertrykkende tid. Men væksten er ikke jævnt fordelt. De nykristne kinesere bor typisk i de rige kystprovinser, hvor også den økonomiske vækst finder sted. Det er tydeligt, at kirken snarere tiltrækker den unge elite ved kysten end folk i den fattige, indre del af Kina.

I Danmark så man i 1800-tallet en tilsvarende udvikling.

Vækkelsen i 1800-tallet ramte ikke primært fattige

Hang de religiøse vækkelser i Danmark i gamle dage ikke sammen med datidens fattigdom? Nej, så enkelt er det slet ikke. Efter den store nordiske krig, som sluttede i 1720, var Danmark ramt af den dybeste fattigdom, men tiden 1725-1750 var ikke en tid, hvor folk søgte til kirke og kristendom i særlig grad. Den periode, der havde mest fremgang for kirken og mest religiøs bevægelse, var derimod slutningen af 1800-tallet, hvor de økonomiske muliggeder var anderledes gode.

Der var en stor vækkelse i Skjern i 1897, men folk derovre var ikke specielt fattige – hverken mere eller mindre fattige end folk i lignende danske byer – så der må være andre grunde til, at vækkelsen kom netop der. Man skal snarere forklare den stærke religiøse bevægelse i Skjern ved at se på de kirkelige traditioner, sognet allerede havde på forhånd, og på nogle bestemte stærke personligheder, som kom til det sogn.

Der var også religiøs vækkelse i Skagen i 1890’erne. Hvis fiskernes fattigdom og farlige erhverv skulle være forklaringen på det, hvorfor kom vækkelsen først til Skagen, da området var i økonomisk fremgang, og fiskeriet var blevet mere sikkert end før? Og hvorfor var der andre tilsvarende danske fiskerbyer, hvor folk slet ikke søgte til kirken og religionen?

Alle undersøgelser, der er lavet om forholdet mellem religion og økonomi, vækkelse og fattigdom i Danmark, afkræfter den udbredte teori om at jo fattigere folk er, jo mere går de i kirke. Det har nemlig vist sig, at de folkekirkelige vækkelser især nåede middelklassen, mens det var svært at nå samfundets laveste lag. Landarbejdere og byarbejdere levede under trøstesløse forhold, og her var der ikke lydhørhed. Mange fandt kun trøst i alkohol.

Den danske kirkehistorie giver ikke meget belæg for at sige, at religion virker som opium for folket. At fattigdom fik folk til at søge trøst i det hinsides. Umiddelbart synes det snarere sådan, at aktiv kristen tro virkede som benzin på motoren.

Vækkelsen i 1800-tallet hjalp ud af fattigdom

Åndelige vækkelser i 1800-tallet var tilsyneladende med til at løfte mennesker socialt og politisk. Historikeren Hans Vammen har beskrevet, hvordan vækkelse til levende kristen tro løftede folk fra bondestanden socialt og menneskeligt: Bevidstheden om at være Guds børn gav de vakte et selvværd og en selvbevidsthed, så de turde stå op mod myndighederne, fordi man frygtede Gud mere end mennesker (jævnfør Apostlenes Gerninger 5,29). Troen styrkede folk ved at lære dem at tage svære tider af Guds hånd, og indbyrdes hjalp man måske hinanden i svære tider.

I dagligdagen medførte den kristne tro ofte nogle nye etiske idealer, som i sig selv kunne bidrage til forbedring af de sociale forhold. Den billige brændevin indebar en risiko for at drikke sig fra hus og hjem, og hvor en familiefars alkoholmisbrug blev afløst af gudsfrygt, flid og nøjsomhed, kan det ikke siges at være overraskende, at vækkelsen på sigt medførte sociale fremskridt.

Vækkelsens vægt på læsning af Bibelen og andagtslitteratur fremmede desuden indirekte de vaktes boglige færdigheder, hvilket også kunne komme dem til gode på det samfundsmæssige plan.

Jesu ord om de rige

Jesus advarede imod de farer, der er ved rigdom. Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget, sagde han (Matthæus-evangeliet 19,23). Ejer man meget, bliver man let optaget af det – og vil eje endnu mere. Og så kan man i sin materialisme glemme livets store spørgsmål – og omsorgen for andre. Det er også et aspekt ved spørgsmålet om rigdom/fattigdom og kristen tro.

For videre læsning: Kurt E. Larsen: Kirkeretninger i Danmark. Kristendommens veje fra oplysningstid til nutid. Kristeligt Dagblads forlag 2022.

AF KASPER BERGHOLT, BA.THEOL.

 

Langt de fleste, der rejser dette spørgsmål, gør det, fordi de er oprigtigt fortvivlede over det, de læser i Bibelen. Den fortvivlelse kan også ramme selv meget habile bibellæsere, og de svar, der kan gives, er ikke altid tilfredsstillende.

Men spørgsmålet skal tages alvorligt, for uanset hvad man svarer, har det konsekvenser for stort set al anden teologi. Det giver kirkehistorien mange eksempler på: I den ene grøft har vi eksempelvis den teologiske antisemitisme, der fra midten af 1800-tallet og frem til 1945 forsøgte at adskille kristendommen fra dens jødiske rødder, og resulterede i, at mange teologer og kirkefolk bød nazismen velkommen. I den anden grøft findes kristne kirkesamfund, der gennem historien har forsøgt at implementere GT’s love og forskrifter som ikke bare en religiøs lov, men også en politisk lov.

Spørgsmålet er, om Gud er den samme i GT og i NT. Men ofte kommer spørgsmålet i en anden form, fx: Hvordan kan Gud være den samme i GT og i NT, når han er så vred i GT, men så kærlig i NT? Når han i GT straffer og dømmer, men i NT tager imod alle?

Antagelser

For at svare på de spørgsmål vil vi først se nærmere på nogle af de antagelser, der kan ligge bag.

Antagelse 1: Kærlighed og vrede er to absolut modsatrettede følelser

Enhver, der har oplevet en bare tilnærmelsesvis ægte kærlighed – det kan være en forældre-barn-relation, et parforhold eller en dyb venskabsrelation – ved, at vrede uden problemer kan være udtryk for kærlighed. Tænk bare på, hvordan forældre almindeligvis reagerer, hvis deres barn løber over vejen uden at kigge sig for.’

Antagelse 2: Guds åbenbaring kan ikke udvikle sig

Det er en grundlæggende kristen påstand, at Gud har åbenbaret sig flere gange. I GT (tilmed af flere omgange) og ultimativt gennem Jesus. Særligt i GT er det tydeligt, at Gud, som tiden går, åbenbarer mere og mere af sig selv.

Abraham fik noget at vide, men ikke meget, og først langt senere åbenbarede Gud sit egennavn og dermed sin identitet (2 Mos 6,2-3). Senere igen kommer flere lag og mere dybde i Guds åbenbaring af sig selv. Med andre ord: Gud ”set nedenfra” (set fra israelitternes synsvinkel) har faktisk forandret sig. I grove træk går han fra at være en stammegud til at være en nationalgud, der har et folk at bevare, og senere igen knyttes Gud også tæt til det israelitiske kongedømme. I GT findes der også ansatser til det, som bliver afgørende i NT, nemlig at Gud viser sig at være en international Gud.

Når vi reflekterer lidt nærmere over det, og hvis vi fx også mener, at Gud er en levende Gud og ikke bare et menneskeligt produkt, er det nok bedre at formulere det på denne måde: De situationer, Gud har åbenbaret sig i, har forandret sig, og derfor har Gud åbenbaret sig på forskellige måder. Og det har han dybest set, fordi han ønsker at blive forstået af de mennesker, han kommunikerer til. Hvis Gud fx havde sagt til Abraham, at han var en international Gud, der ville skabe et interetnisk folk, ville Abraham næppe havde forstået ret meget af det, for det ville gå på tværs af Abrahams samtids forståelse af, hvad en gud overhovedet kunne være. Den indsigt måtte komme hen ad vejen.

Antagelse 3: GT og NT er samme slags tekst og skal læses på samme måde

Hvis det er sandt, at Gud har åbenbaret sig løbende gennem den bibelske historie, så bliver det også klart for os, at GT og NT ikke er samme slags tekst. Faktisk er en af de afgørende og mest grundlæggende påstande i NT, at GT fremover skal læses på en anden måde. Efter Jesus er der sket noget afgørende nyt, som resulterer i, at GT har fået en anden slags autoritet.

At Guds åbenbaring i NT giver GT en ny betydning, betyder ikke, at vi som kristen kirke kan undvære GT – jf. de historiske eksempler ovenfor – eller at vi kan slippe afsted med at omtolke GT, så alting kommer til at handle om Jesus. Men det betyder, at når vi i kirken læser GT og NT sammen, så læser vi dem begge som et vidnesbyrd om, at Jesus er Israels Messias og hele verdens konge. Det er et vidnesbyrd, der kun giver mening, hvis vi bruger både GT og NT, men de spiller hver deres rolle.

Antagelse 4: Alt, hvad der står i Bibelen, er evigtgyldigt sandt og giver os umiddelbar indsigt i Guds væsen

Jeg indrømmer, at det er en svær formulering. I praksis fungerer denne forudsætning sådan: Vi læser i Malakias 1,2, at Gud elsker Israel, men hader landet Edom, og konkluderer, at sådan er Gud, for det står jo i Bibelen. Det, vi glemmer, er, at Bibelen er skrevet af mennesker. Gud har været involveret i den proces, sådan at resultatet er troværdigt, men i sidste ende har vi ikke adgang til Guds ord uafhængigt af Malakias’ ord.

Malakias havde sine grunde til at formulere sig, som han gjorde. Han havde nogle forudsætninger, som vi ikke nødvendigvis deler, og ud fra de forudsætninger er hans ord et troværdigt vidnesbyrd om Israels Gud. Før vi river et vers ud af dets kontekst og sætter det ind i vores (fx ved at erstatte Edom med en nutidig etnicitet), skal vi forsøge at forstå versene i deres litterære og historiske kontekst.

Når vi gør det, bliver det fx tydeligt, at Edom ikke bare er et tilfældigt folk, men er den nære slægtning, der desværre har vendt sig væk (derfor kaldes Edom for Esau, Jakobs/Israels tvillingebror), og at udtrykket ”Gud hader Esau” formentlig blot betyder ”Gud har ikke udvalgt Esau (på samme måde, som han har udvalgt Jakob/Israel)”.

Disse fire antagelser ligger ofte bag spørgsmålet ”Hvordan kan Gud være den samme i GT og i NT, når…”, og jeg mener ikke, at de antagelser nødvendigvis er sande. Når jeg har brugt så meget plads på antagelserne, er det ud fra den overbevisning, at mange frustrationer og anfægtelser kan forløses allerede her.

I det følgende vil vi ganske kort forholde os nærmere til, hvordan Gud præsenteres i henholdsvis GT og NT.

Hvordan er Gud i GT?

Det første, vi får at vide om Gud i GT, er, at han er skaber og opretholder af hele verden, og at han velsigner den skabte verden. Gud er altså en god Gud, der elsker den skabte verden. Vi finder også hurtigt ud af, at han er en Gud, der ønsker fællesskab med mennesker, og som derfor slutter pagter (indgår bindende aftaler) med mennesker. Den slags fællesskab fordrer trofast kærlighed, og Gud beskrives da også som en, der beskytter og forsvarer dem, han har pagtsfællesskab med. Et sådant fællesskab må også opretholdes indadtil – dvs. på israelitternes banehalvdel. Derfor har Gud også en dømmende og opdragende rolle, og han kan blive vred. Men som nævnt er det ikke en modsætning til hans kærlighed.

Hvad så med de andre folkeslag – ikke-israelitterne? Hvordan kan Gud fx tillade, at Israels folk udrydder de kana’anæiske folkeslag (5. Mosebog 7 m.fl.)? Her er vi inde ved kernen af spørgsmålet for mange, og det er også her, hvor et svar ikke nødvendigvis er simpelt eller tilfredsstillende. Men et muligt svar kan lyde nogenlunde sådan:

Israelitternes kamp mod kana’anæerne er legitimeret af Gud på et bestemt tidspunkt i historien (og aldrig før eller siden), formentlig som et udtryk for, at Gud foregriber sin endelige dom over ondskaben og effektuerer den gennem israelitterne. Hvordan det kan være retfærdigt – hvorfor kana’anæerne fx ikke fik en chance til – må vi lade være op til Gud. Men hvis Gud er en retfærdig Gud, så kan han ikke dømme uretfærdigt. Kana’anæerne blev med andre ord ramt af den dom, som i sidste ende skal ramme alle uretfærdige folkeslag, ledere og mennesker. Og i øvrigt retter Gud senere en lignende dom mod sit eget folk. Ja, Moses understreger på det kraftigste, at ”det er på grund af disse folks uretfærdighed, at Herren driver dem bort foran dig” (5. Mosebog 9,4-5).

Bag alt dette ligger det, at Guds folk i GT er et etnisk folk med et geografisk land, og begge dele måtte forsvares. De etniske og geografiske grænser måtte opretholdes, for at Guds løfter kunne opfyldes. Som nævnt ovenfor var dette ikke alt, Gud havde tænkt sig, men det er udtryk for en bestemt fase i historien.

Hvordan er Gud i NT?

Når vi taler om gudsbilledet i NT må vi allerførst konstatere, at både NT’s forfattere og Jesus selv ubetinget bekræfter, at han er åbenbaringen af Israels Gud, dvs. GT’s Gud. Selvom Jesus gerne forholder sig kritisk til sin samtids jødedom og postulerer at bringe en ultimativ åbenbaring fra Gud, antydes det intet sted i NT, at han tager afstand fra GT’s gudsbillede eller GT i det hele taget.

Mange tænker på Jesus som den glade, den favnende, den inkluderende, der accepterede alle og bekræftede mennesker i, at de var gode nok, som de var. Men der er også en anden Jesus: Den Jesus, der kritiserede de selvophøjede, væltede borde og bænke, talte om Guds dom og forventede, at folk forandrede sig radikalt. Og NT’s forfattere imødeser, at Jesus kommer igen for at holde alle mennesker til ansvar for det liv, de har levet. Igen kan det være relevant at gentage, at vrede ikke nødvendigvis er kærlighedens modsætning.

Jesus viderefører ganske enkelt de samme karaktertræk, som Israels Gud har: Han er den velsignende, den gode, den trofaste og kærlige, men også den dømmende, opdragende og vrede.

Afslutning

Der kan skrives meget om dette emne, og som nævnt er det næppe et spørgsmål, vi bliver færdige med i morgen. For det er ikke uden grund, spørgsmålet rejser sig. Lad mig bare til allersidst komme med tre korte pointer, der forhåbentlig kan tjene som en form for opsummering:

• I GT vælger Gud nogle gange at fremrykke den dom, som i NT er udskudt til den yderste dag. Det behøver vi ikke kunne forsvare – det er Guds ansvar. Men vi må aldrig tro, at det fx legitimerer kristnes korstog mod ikke-kristne.
• I GT er Guds folk etnisk og landet geografisk. I NT er Guds folk interetnisk og internationalt. Det er en afgørende forskel, som har store konsekvenser for den måde, den kristne teologi udformes på, og derfor kan mange af GT’s udsagn ikke direkte overføres til i dag.
• Moseloven fylder meget i GT og udtrykker i forhold til sin samtid en god intention og et skridt i den rigtige retning, men den var ikke Guds evigtgyldige åbenbaring af sig selv.

Så for at svare helt kort på spørgsmålet: Ja, Gud er den samme, men Guds folk har forandret sig, og den kontekst, Gud åbenbarer sig i, har også forandret sig.

AF MATHIAS SCHULTZ, CAND.THEOL.

 

Tror du på Gud? Dit svar på dette spørgsmål, kan være påvirket af, om du er videnskabsmand eller ej. Dette viser en undersøgelse ledt af Elaine Howard Ecklund om synet på tro og videnskab i en række lande verden over (2015). Undersøgelsen, der er den største til dato, viser, at videnskabsmænd overordnet er mindre religiøse end andre mennesker. Særligt tydeligt er det i USA. Her afviser 34 % af naturvidenskabelige forskere, at de tror på Gud. Dette er i kontrast til den øvrige befolkning, hvor kun 2 % afviser tro på Gud. Dermed lader undersøgelsen til at bekræfte den udbredte opfattelse: At tro og viden er i konflikt, og at videnskab går hånd i hånd med ateisme.

Helt entydigt er billedet dog ikke. I Hong Kong er det omvendt. Her er der halvt så mange ateister blandt videnskabsmænd (26 %), som i den øvrige befolkning (55 %). Faktisk viser undersøgelsen, at over halvdelen af de adspurgte forskere i både Italien, Indien, Taiwan og Tyrkiet betegner sig selv som religiøse. Desuden mener kun et mindretal af forskerne, at der er konflikt mellem tro og viden. Selv i England, som er et af de mest sekulariserede lande i undersøgelsen, mener kun 32 % af forskerne, at tro og viden er i reel konflikt med hinanden.

Det ateistiske livssyn er dog overrepræsenteret i naturvidenskabelige kredse, viser undersøgelsen. Spørgsmålet er så, om det betyder, at naturvidenskab og ateisme naturligt hænger sammen. Når vi dykker ned i naturvidenskabens historie, mener jeg at vi finder, at videnskab ikke behøver hænge sammen med ateisme. Nogle gange tvært imod.

Da videnskaben blev opfundet

Den moderne naturvidenskab opstod i 1600-tallet. Mange tænker formentlig, at naturvidenskaben opstod, fordi man nu stod med ryggen til Middelalderen og dens religiøse verdensbillede. Foran ventede en tid præget af oplysning og fritænkning.

Ifølge Steinar Thorvaldsen, professor hos Tromsø Universitet, er dette dog at overse en væsentlig pointe: De tre ledende pionerer inden for moderne naturvidenskab, Johannes Kepler, Isaac Newton og Galileo Galilei var alle gennemgribende religiøse og formet af en kristen overbevisning. Både Kepler og Newton skrev, at deres motivation for at bedrive naturvidenskab, er, at de ønsker at hjælpe mennesker til bedre at kunne erkende skaberen gennem naturen. F.eks. skrev Newton i indledningen til sit hovedværk Principia Mathematica: “Dette overvældende smukke system bestående af solen, planeter og kometer kunne kun fremkomme fra et intelligent og mægtigt væsen.”

Også Galileo var overbevist kristen. Han mente, at årsagen til, at man kan beskrive universet gennem matematik og lovmæssigheder, er, at vi kan undersøge de tanker, som det guddommelige intellekt har udtænkt for universet. Galileo er kendt for at have været i strid med flere katolske teologer fordi han afviste jorden som universets centrum. Der er mange holdninger til hvordan denne strid skal tolkes. Her vil jeg blot nævne, at manden i centrum – Galileo selv mente ikke, at hans videnskabelige konklusioner var i modstrid med Bibelen. Han var dybt overbevist om Bibelen og dens verdensbillede. Han fandt altså ingen konflikt mellem tro og viden.

Ud fra sin gennemgang af den moderne videnskabs tre grundlæggere konkluderer Thorvaldsen, at den bibelske tro på en skaber, var afgørende for, at den moderne naturvidenskab blev udviklet: “Den nye naturvidenskab blev udviklet præcis på baggrund af hvad 1. Mosebog i Bibelen påstår om virkeligheden.”

Det store brag

En anden årsag til at mange anser tro og viden som konfliktende entiteter, skyldes teorierne om universets og livets udvikling. Både fra kristent og ateistisk hold er det blevet hævdet, at Big Bang-teorien udgør en alternativ forklaring på universets oprindelse, og derfor udgør den et argument for ateisme. Men da teorien blev fremsat for cirka 100 år siden, var holdningen en anden. Dengang var det almindelige synspunkt blandt fysikere, at universet er evigt. En tanke som stemmer godt overens med, at der ikke har været nogen transcendent skaber, som har fået universet til at begynde med at eksistere. Men i 1931 skete der noget markant nyt. Georges Lemaître, der var katolsk præst, fremførte teorien om, at universet ikke er statisk, men har en begyndelse i en stor eksplosion, et såkaldt Big Bang.

Teorien mødte i starten stor modstand – ikke mindst fra ateistisk hold. John Maddox, lederen af det anerkendte naturvidenskabelige tidsskrift Nature, fandt teorien ”totalt uacceptabel”, fordi den medfører en “ultimativ begyndelse for vores verden”. Dermed giver den “rigelig begrundelse” for troen på en skaber. Faktisk er også navnet Big Bang et nedsættende udtryk, som blev opfundet af den ateistiske fysiker Fred Hoyle. Navnet Big Bang blev første gang brugt, da Hoyle i en engelsk radioudsendelse med hån i stemmen forholdt sig til den nye teori om, at universet skulle være opstået i et ”stort brag.”

Ateistiske videnskabsmænd som Hoyle og Maddox forsøgte at diskreditere Big Bang, fordi de så, at teorien indikerer, at universet har en begyndelse. Dermed giver teorien belæg for at hævde, at noget må have bragt universet til at eksistere. Og dette noget kunne oplagt være Gud.

Livets udvikling

Evolutionsteorien ses af mange som værende i uoverensstemmelse med troen på en skaber. Men også her, kan historien nuancere billedet. Teoriens grundlægger Charles Darwin svingede i sin holdning til Guds eksistens. Formentlig endte han dog som agnostiker. Darwins måske nærmeste samarbejdspartner Asa Grey derimod, var en dedikeret kristen. Darwins faglige respekt for Grey var enorm, hvorfor han i et brev til Grey skrev, at han var det menneske i verden, vis ros Darwin værdsatte mest. Grey mente som kristen, at naturen er fuld af tegn på Guds eksistens, og han prøvede ivrigt at overbevise Darwin om, at vende tilbage til troen på Gud. Grey mente, at Gud er kilden til livets oprindelse og udvikling: ”Gud selv er den allersidste irreducerbare kausale faktor, og derfor kilden til al evolutionær forandring.”

Da evolutionsteorien i første omgang blev fremsat, blev den altså af en central forsker ikke anset for at være et problem for troen på Gud. Tværtimod kunne Grey uden problemer integrere teorien i et kristent syn på Gud som livets ophav og skaber.

En berygtet ateist

En af de mest markante ateistiske skikkelser i 1900-tallet er filosoffen Antony Flew. Flew var dybt engageret i spørgsmålet om Guds eksistens og blev toneangivende for den filosofiske debat mellem ateisme og gudstro. I bogen The Presumption of Atheism (1976) fremsatte han hypotesen om, at ateisme bør være den neutrale udgangsposition, indtil nogen formår at fremsætte et positivt argument for Guds eksistens. Dette værk opnåede stor indflydelse. Selv under nyateismens fremmarch i 00’erne blev Flews argumenter hyppigt anvendt, når ateister debatterede med gudstroende.

I 2007 udgav Flew dog en bog, som markant ændrede hans aftryk for eftertiden. Den bar den overraskende titel: There is a God: How the world’s most notorious atheist changed his mind.  Flew havde forladt ateismen. Nu troede han på en Gud. Præcis hvem denne Gud er, kunne han ikke sige med sikkerhed. Det store spørgsmål er da, hvad der fik Flew til at skifte holdning, her i kølvandet på hans karriere. I bogen skriver han følgende begrundelse for sin gudstro: ”Det korte svar er dette: Det er det verdensbillede, som efter min mening udspringer af moderne naturvidenskab.”

I løbet af 1900-tallet havde naturvidenskaben gjort en række opdagelser, som for Flew indikerer, at der findes en gud. En af dem, er opdagelsen af universets begyndelse med Big Bang. En anden er opdagelsen af flere naturlove, som kan beskrives med matematik, samt at disse love ’tilfældigvis’ har nøjagtigt de kvaliteter, som gør, at der kan eksistere liv i universet. Efter min mening er denne historie alt for overset. Hvis en af de mest markante ateistiske skikkelser i 1900-tallet, kan konvertere til gudstro på baggrund af naturvidenskaben, da udfordrer det tanken om principiel konflikt mellem tro og viden. Det taler ligefrem for det modsatte.

Afslutning

Selvom ateisme er overrepræsenteret blandt videnskabsmænd, mener jeg, at videnskabens historie anfægter, at der skulle være en konflikt mellem tro og viden. Den moderne videnskab udsprang af en kristen tankegang, og centrale personligheder omkring de store teorier om universet og livet mente, at disse teorier er i overensstemmelse med kristendommen. Ja, ligefrem underbygger deres overbevisning. Derfor nåede Antony Flew frem til, at naturvidenskabens opdagelser udgør det positive argument for Guds eksistens, som han efterlyste.

Også i dag findes der overbeviste kristne blandt de mest fremtrædende videnskabsmænd. Et kendt eksempel er Francis Collins, som er naturvidenskabelig rådgiver for den amerikanske præsident. Før det har han været leder af the Human Genome Project. Her gjorde han den banebrydende opdagelse at kortlægge det menneskelige genom.

Når det kommer til de nyeste videnskabsmænd, de yngre forskere, viser Ecklunds undersøgelse, at der er en lille stigning i andelen som, som tror på en Gud. Men hvordan statistikken udvikler sig, kan kun fremtiden vise.

 

Citater fra engelsk er af forfatteren oversat til dansk.

AF EMIL BØRTY NIELSEN PHD-STUDERENDE I APOLOGETIK

Mit møde med apologetik

Det var en stor øjenåbner for mig, da jeg i gymnasiet for første gang stiftede bekendtskab med den kristne apologetik (trosforsvar). Det faldt på et tørt sted. Jeg elskede at diskutere tro med mine studiekammerater, men nogle af deres – og mine egne – spørgsmål blev ved med at nage. Mødet med apologetik fik mig til at hvile i troen: OK, så er det altså ikke helt dumt at tro på Gud. Der findes faktisk noget at sige til alle de svære spørgsmål.

Mødet med apologetik fødte også en interesse i teologien og filosofien: jeg ville finde sandheden. Jeg ville dybere ned og tage livtag med de store spørgsmål. Det var den impuls, der fik mig til at søge ind som teologistuderende på Menighedsfakultetet tilbage i 2009. Efter nogle års studier kom den gamle professor i Religionsfilosofi, Kurt Christensen, og spurgte min medstuderende Jakob Laugesen og mig, om vi ikke skulle lave et Center for Kristen Apologetik. Og det gjorde vi så.

Et ph.d.-projekt fødes

Siden den tid har jeg holdt mange foredrag om apologetik. To af de spørgsmål, jeg har fået oftest i den forbindelse, er slet ikke apologetiske spørgsmål, men omhandler apologetikkens natur og metode: hvad er apologetik egentlig? Og hvorfor virker den ikke? Begge spørgsmål rumsterede således i mit hoved, da jeg i 2017 skulle vælge emne for min ph.d.-afhandling. Nu havde vi efterhånden arbejdet med apologetik en del år, så jeg tænkte, at det måske var på tide at finde ud af, hvad det egentlig var for noget, og om det overhovedet gav mening. Så det blev mit projekt. Er apologetik i virkeligheden et levn fra oplysningstidens rationalister og deres overdrevne tillid til menneskets fornuft? Eller findes der en nutidig relevant model for apologetik?

Nu skulle jeg så blot finde nogen, der havde noget klogt at sige om apologetik. Jeg forestillede mig en skala, der bevægede sig fra stor tillid til fornuften til lille tillid til fornuften. På denne skala skulle jeg så finde tre positioner: en rationalist, en mellemvej og en postmodernist. De tre tænkere blev Richard Swinburne, Alister McGrath og Stanley Hauerwas. Det skulle dog vise sig, at denne skala ikke var den eneste, som de tre tænkere kunne placeres på – og da slet ikke den mest interessante.

Apologetikkens natur: kristen retorik

Evangelikal apologetik hænger ofte tæt sammen med feltet erkendelsesteori. I første omgang definerede jeg derfor apologetik som ʺjustification of Christian beliefs”. Det vil sige: apologetik er det at begrunde kristne overbevisninger ved at præsentere gyldige argumenter. Der var dog noget, der strittede. McGrath havde et begreb om ”imaginativ apologetik”, som ikke rigtig passede i den kategori. Fantasiens apologetik er, at vise livets skønhed set gennem den kristne tradition. Solopgangen over Aarhusbugten er i det kristne perspektiv ikke blot en tilfældighed, men Guds gave til mig. Skønheden står centralt i denne tilgang til apologetik. Skønhed vidner om Gud, fordi Gud dybest set er skønheden i alt smukt. Dette syn på verden er attraktivt, og derfor har det evnen til at få mennesker til at tro og ændre overbevisning. Og derfor giver det da også god mening at kalde det apologetik. Men mit problem var, at den ikke passede ind i min definition af apologetik. Skønhed er ikke en begrundelse for, at noget er sandt. Der findes trods alt mange smukke løgne.

Jeg havde altså svært ved at definere apologetikkens natur, indtil den dag da jeg faldt over ordet ”persuasion”. Så hvad er ”persuasion”? Jo, det er det at overbevise en anden om noget. Det at overbevise andre om noget kan godt have en lidt negativ klang i nogles øre: det lyder lidt anmassende og manipulerende. Men det er selvfølgelig ikke sådan, det er ment. Vi overbeviser nemlig hele tiden hinanden om alt muligt, og oftest er det helt uproblematisk.

Én af de gode grunde til at bruge ordet ”persuasion” er, at det kobler apologetik med retorik. Retorik kan nemlig defineres som studiet af overbevisende kommunikation. Apologetik er således en særlig form for kristen retorik. Denne kobling er dog ikke ny. Faktisk finder den sine rødder i den antikke kultur og i Bibelen selv. Den græske term ”apologia” bruges en række gange i NT. Ordet har sine rødder i det antikke retssystem. Hvis en borger blev anklaget af en anden borger for at have begået en forbrydelse, så blev der afholdt en offentlig retssag, hvor byens borgere afgjorde udfaldet. Den anklagede fik mulighed for at holde en forsvarstale, hvor han skulle overbevise tilhørerne om sin uskyld. Peter og Paulus forsvarstaler i Apostlenes Gerninger finder sted i denne antikke juridiske kontekst. (Men det er ikke kun her apologetikken har sine rødder.) Retorikken har ligeledes sine rødder i denne kontekst. Den opstod, fordi man forsøgte at blive så dygtig som muligt til at overbevise tilhørerne.

Apologetikkens metode: hvordan overbevise?

Nu har vi altså bestemt apologetikkens væsen: den er forsøget på at overbevise andre om kristendommens sandhed. Det rejser så straks et nyt spørgsmål: hvordan overbeviser apologeten tilhøreren (om kristendommen)? Her kommer vi (således) til metodespørgsmålet. Det klassiske evangelikale svar er argumenter. Apologeten præsenterer argumenter for at overbevise samtalepartneren om kristendommens sandhed. Men findes der ikke andre metoder? Aristoteles er eksempelvis kendt for at identificere tre appelformer: logos, ethos og pathos (argumenter, karakter og følelsesappel) – og af disse er ethos og ikke logos den vigtigste! Og det er lige netop her McGrath’s imaginative apologetik passer ind: det er en anden apologetisk appelform.

Og her kommer vi så til min anden store opdagelse. Hos mine figuranter fandt jeg ikke blot tre forskellige syn på fornuftens styrke, men også tre forskellige apologetiske metoder. De havde alle tre en argumentativ apologetik, og jo højere syn de havde på fornuften, jo mere fyldte den. Hos Swinburne, der havde mest tillid til fornuften, fyldte den alt. McGrath havde et mere moderat syn på fornuften, og derfor supplerede han sin apologetiske tilgang med den imaginative apologetik. Apologeten skal således ikke kun vise, at den kristne tro er intellektuelt forsvarlig, men også, at den er en smuk og attraktiv livsforståelse. Hauerwas havde den svageste fornuftsforståelse, og derfor spillede argumenter næsten ingen rolle for ham. Hans apologetik var i stedet baseret på skønheden i den kristne livsstil, når kirken lever trofast mod evangeliet. Hans apologetiske tilgang er således mere non-verbal og passiv. Kristne skal først og fremmest i trofasthed søge at kropsliggøre evangeliet i deres liv. En sådan livsstil vil som et biprodukt have en særlig overbevisningskraft, der tiltrækker mennesker til kirken og Gud.

Apologetik er altså mere end argumenter. Apologetikken er nødt til at være mere end det rent argumentative, hvis den vil overbevise mennesker. Men den må aldrig opgive det argumentative, for vi har alle en moralsk pligt til ikke at tage hovedet under armen.

AF PETER MAKOVINI, LÆRER PÅ MARIAGER HØJSKOLE

 

I dag er der mange, som har det svært ved at forholde sig til, at synd spiller en central rolle i kristendommen. Det lyder som om, Gud er en vred og dømmende Gud, og at han ligefrem leder efter fejl hos os. Står det virkelig så galt til? Og ville det ikke være bedre, at vi helst accepterede os selv som dem vi er og fokuserede på det positive frem for det negative?

Hvad er godt for os?

Hvorfor er Gud optaget af synd? Et godt spørgsmål. Før jeg svarer, vil jeg gerne have dig til at overveje noget, som måske er lidt tættere på din hverdag. Hvorfor er producenter optaget af, hvad du ikke skal gøre med f.eks. din nye mobiltelefon, eller hvordan du skal rense din espressomaskine, så den ikke stopper til og går i stykker? Hvorfor har DSB lavet en linje, du ikke bør krydse på en togstation eller i metroen? Hvorfor er en politibetjent optaget af, at man overholder hastighedsbegrænsning – måske især ved de skarpe sving? Eller hvorfor råder lægen os om, hvordan vi skal leve; hvad vi skal holde os væk fra, og hvad vi skal spise og drikke for at (for)blive sunde?

Der er folk omkring os, som ved en del, om den måde ting og mennesker fungerer på. Og vi ved godt, at det, de siger, ikke er helt tilfældigt. Der er ofte en god grund til det. Noget kan gå i stykker, eller nogen kan komme til skade. Jeg husker, da jeg var teenager, at min tandlæge igen og igen forsøgte at forklare mig vigtigheden af at børste mine tænder. Det var hun faktisk ret optaget af. Men jeg må pinligt indrømme, at jeg var en utroligt dårlig patient, og hendes alvorlige budskab trængte ikke igennem. Jeg husker, at jo mere tid, der gik, jo mere utilfreds blev hun med mig, indtil det udviklede sig til, at hun var decideret vred på mig.

Men var hun vred på mig? Nogle år senere høstede jeg frugterne af min ulydighed og skulle jævnligt have repareret mine tænder. Der gik det op for mig, at det, som oprindeligt føltes som ubehagelig vrede rettet mod mig, i virkeligheden var et udtryk for omsorg for mig. Det var et tegn på, at hun var personligt investeret i mit helbred. Hun kunne blot have accepteret min sløvhed; gjort sit arbejde, været professionel, distanceret og uden følelser, men det var netop hendes følelser, som vidnede om, at hun ville mere. Hun ville mere end bare det, som var hendes pligt, og det som kunne forventes af hende som min tandlæge. Følelserne vidnede om at hun var oprigtigt interesseret i sine patienters sundhed. Hun kendte konsekvenserne og det var grunden til hendes vrede. Som sådan var hun aldrig vred på mig. Hun var vred på de ugunstige vilkår, som jeg var i gang med at skabe for mig selv.

At ramme ved siden af

Sådan er det også med Guds optagethed af synd. Ordet ”synd” er ikke noget, som man bruger særligt ofte i dag, og det er ikke sikkert, at du helt ved, hvad det betyder. Lad mig derfor genopfriske det lidt støvede begreb.

Et af de hebraiske ord for synd er “khata” [ḥā·ṭā], som i al enkelthed betyder “at ramme forbi målet”, ligesom i fodbold eller dartspil. Og som du allerede har spottet, er Gud ikke vild med synd. Han er ikke vild med, at vi rammer forbi målet. Som den største fodboldfan, hepper han på dig og mig og ønsker, at vi rammer plet. Som en kærlig far eller mor, vil han gerne se, at du har et godt og meningsfuldt liv. Men det stopper ikke ved gode intentioner og ønsker om lykke…

Hvis Gud er Gud, så er han ekspert på mennesker, og det, han siger, er ikke tilfældigt. Som den, der har skabt dig, kender han dig formentlig til den mindste detalje – bedre end nogen læge. Han ved præcis, hvordan du hænger sammen fysisk, psykisk, intellektuelt, emotionelt, socialt, romantisk, seksuelt, åndeligt m.m., og han ved, hvad der skal til, så du ikke “går i stykker”. Men han gør det ikke på en professionel, distanceret måde uden følelser. Bibelen er en fortælling om Gud som nøje følger hvert skridt af ikke blot verdens historie men også hver enkelt persons historie – inklusiv din og min. Han er en personlig Gud. Der står, at Gud elsker, smiler, ler, jubler, glæder sig over, har medfølelse, sørger, græder, er jaloux, utilfreds, og ja… også er vred. Men det er ikke en spontan og ukontrollerbar vrede. Denne vrede er retfærdig og kærlig og i denne sammenhæng en helt passende reaktion. Det er den samme vrede, som vi har, når vi ser uretfærdighed i verden omkring os. Det ville være underligt, endda ukærligt, hvis Gud helt ensidigt kun havde fokuseret på det positive og ikke påpegede det farlige, det forkerte og det skadelig i vores liv. I Bibelen læser vi, at han nævner det igen og igen igennem menneskets lange historie, men desværre er vi ikke særlige gode til at lytte efter.

Gud lod synden ramme sig selv

Vreden er ikke rettet mod dig og mig som sådan, men mod selve synden; mod at vi bliver ved med at ramme forbi målet. Han kender konsekvenserne. Der står i Romerbrevet 6,23, at “syndens løn er død”. Når Guds ord ikke trænger igennem i vores liv, så er det frustrerende for Gud, fordi han så gerne vil se dig lykkes. Gud er optaget af synd, fordi han er optaget af dig. Det kan du være sikker på, fordi han beviste det over for os. Ikke kun igennem gode råd eller kærlig vrede, men fordi Gud gik så langt, at han tog syndens død på sig på korset, så vi ikke selv skal møde konsekvenserne af vores egen synd. Han døde, så vi kan leve for evigt. I det lys accepterer han dig, ligesom du er; med alt det smukke og knapt så smukke. Han beder dig blot om en ting – at du vælger at have tro og tillid til Ham.

AF MICHAEL AGERBO MØRCH, PH.D. I TEOLOGI

 

I stor udstrækning lever den kristne apologetik af tvivl. På mindst tre måder er tvivl en central motor i det apologetiske arbejde. (1) Ikke-troende stiller spørgsmål til troen, fordi de stiller sig tvivlende overfor centrale påstande i kristendommen. (2) Troende kan også selv stille spørgsmål til ikke-troende gennem argumenter for troen. (3) Og så kan troende også selv opleve tvivl, som den kristne apologetik forsøger at svare på. Det er denne tredje vinkel, som denne lille artikel handler om.

Jeg kender selv til tvivl. Selvom jeg har været i kirken hele mit liv, har jeg – i de seneste mange år efterhånden – haft tvivl i min tro med skiftende intensitet. Noget af det har været tvivl på min egen tro, hvad der traditionelt kaldes “anfægtelse”. Er man anfægtet, er man i tvivl om, hvorvidt man har en frelsende tro. Men det meste af min tvivl har været en diffus størrelse, en fornemmelse af at Gud nok ikke er her, selvom der er gode argumenter for det, og jeg oplever kirken som et godt sted at være. Men det er ikke disse to typer af tvivl, jeg vil skrive om her. I stedet skal jeg give nogle tips til at behandle en tredje type tvivl, som jeg også kender godt, nemlig tvivl på troens sandhedspåstande. Kristendommen påstår mange ting om Gud, mennesket og det gode liv, og man kan let komme i tvivl, om hvorvidt noget, der står i Bibelen, er sandt, eller om et givent dogme er rigtigt eller en bestemt etisk holdning er god. Så er man i tvivl om noget i forhold til sin tro, og det er denne type af tvivl, jeg vil forsøge at komme med råd til at imødegå her. Det er selvsagt ikke en udtømmende liste, men det er fem basale råd fra en insider, der selv har haft glæde af rådene, når tvivlen springer frem.

Råd 1: Tag tvivlen alvorligt

Tvivl er ubehageligt, hvis man gerne vil tro. Det er anstrengende og kræver kræfter at forholde sig til tvivlen. Derfor kan man være fristet til at smække låget på brønden og håbe, at stanken går væk. Men lader man tvivlen gære i tavshed, vokser den til råddenskab. Tag tvivlen alvorligt, se den i øjnene, og arbejd med den. Der er desværre ingen gode veje udenom det.

Råd 2: Definer problemet

Det næste skridt er at sætte ord på tvivlen. Skær tågen væk og vid, hvad du spørger til. Det er afgørende. For en tavs tvivl er også en tryg tvivl, det vil sige, en tvivl der får lov til at eksistere og vokse ugeneret. Præciser, hvor og hvorfor du er udfordret, så det er muligt at adressere det. Alle problemer i vores liv kan vokse sig uhåndterligt store, og derfor er det en god grundregel, at vi forsøger at afklare, hvor problemet egentlig ligger. Er det opstandelsen, der udfordrer? Noas ark? Bibelens troværdighed? Guds eksistens? Skær det til og gå videre til råd tre.

Råd 3: Læs og diskuter

For at tvivlen ikke skal blive tryg og eksistere og vokse ugeneret, må vi lade den udfordre. Få (om nogen) tvivlsspørgsmål er nye, så der vil være mange ressourcer i kristendommens lange historie til at hjælpe dig. Ofte kan du finde relevante bøger, artikler, videoer og podcast, der kan komme med reflektionstilbud, og hvis du ikke ved, hvor du skal søge, kan du spørge klogere folk end dig. Det kendetegner det nysgerrige og begavede menneske, at det opsøger indspil fra klogere begavelser, og du skal derfor ikke lade som om, du har alle svar, for det har ingen. Søg svar, spørg ind, diskuter.

Råd 4: Lad ikke tvivlen være et sandhedsvidne

En har sagt, at konservative kristne er bange for spørgsmål, mens liberale er bange for svar. Jeg håber, der er en mellemvej, for jeg ønsker selv at være spørgende, men også at finde svar. Det er svært. Men det er afgørende, at vi hverken bliver forkrampede og stivnakkede eller rodløse i teologien. Sandhedssøgen kan slutte i sandhedsfinden.

Vores tid hylder religiøs tvivl, blandt andet fordi vi har en opfattelse af, at ekstrem religion som islamisk terrorisme kunne forhindres med tvivl. Men det kan hurtigt slå over i opfattelsen af, at tvivl er et sandhedsvidne, så tvivl som sådan er et bevis for, at Gud ikke findes. Underforstået: Hvis Gud virkelig fandtes, så ville en troende jo ikke tvivle. Hvis Gud virkelig fandtes, hvorfor gør han sig så ikke mere tydeligt kendt? Men det er forkert. Fx viser Bibelen selv, at folk tæt på Jesus kunne tvivle, og der er er i det hele taget en grundlæggende accept i Bibelen af, at tvivl er et uundgåeligt vilkår i en verden, hvor Gud oftest holder sig skjult.

Det er også afgørende for mig at sige, at der ofte vil være et element af tålmodighed i den gode tvivlskamp. Fordi vi ønsker at få den ubehagelige tvivl til at gå væk, kan vi være fristede til at drage forhastede konsekvenser. I denne sammenhæng kan en forhastet konsekvens være, at man opgiver sin tro uden reel kamp, at man opgiver et vigtigt punkt i troslæren eller i etikken, uden at man har bakset tilstrækkeligt med alternativerne, eller at man vælger et svækket engagement i sin egen tro, fordi det er lettere bare at lade stå til. Her må vi lade os udfordre af den gamle visdom, som siger, at tålmodighed er en dyd, og at det kan være godt for os at være i tvivlens smerte i noget tid. Det skærper os intellektuelt og modner os åndeligt. Vi slår os ikke ned i tvivlen, så det bliver vores identitet at være skeptiske i troen, men lader den vare, så længe den kræver det, for at vi finder ro i troen igen.

Råd 5: Bed

Troen er en åndskamp, og det er afgørende at bede. Har man mistet lysten og evnen til at bede, må man enten sukke “hjælp Gud” eller få andre troende til at bede for en. Men bedes må der. Jeg tror, det er tænkende menneskers største udfordring: at anerkende behovet for Guds nåde også i filosofiske spørgsmål. Vi kan gennemskue så meget, at vi glemmer at se. Gud må åbne vores øjne, så vi ser, hvad resten af skaberværket ved, nemlig at Gud er Herre over alt det skabte.

Et ekstra element her er at søge Gud, hvor kirken har sagt, at han er at finde: i nådemidlerne. Gud er allestedsnærværende, ja, men har alligevel bundet sig til nogle konkrete steder, hvor han inviterer os mennesker til at møde sig. Det er i Bibelen, dåben og nadveren. Når vi har tænkt os træt til døde og ikke føler, at vores tro har mere at give, så kan vi hvile i de ritualer, som kirken hviler på, for det er netop her, Gud har lovet at møde os. Så tag din tvivl i hånden, gå hen i kirken og lyt til forkyndelsen, modtag nadveren, og lad de andre kristne trække vejret for dig i en periode. Sådan har mange kristne overlevet i deres tvivl gennem århundrederne, og det er der ikke noget fordækt i. Det er lige præcis derfor, Gud har givet os disse mødesteder. Fordi troen i sidste ende er en gave, vi får af nåde, og ikke et verdensbillede vi vinder ved refleksion.

Afslutning

Tvivl er ikke nødvendigvis farlig. Jeg er selv komplet vaccineret for berøringsangst på det punkt. Der er mange gode og relevante indvendinger mod kristendommen, men det er ikke kritisk. Sådan er det med alle verdensbilleder, som mennesker forsøger at udforske. Som kristen tror jeg, kristendommen er det verdensbillede, der i sidste ende kan bære den kritiske undersøgelse, men det er et synspunkt, man ikke kan overtage, det kan man kun vinde. Og derfor er det en kamp, som mange af os må kæmpe. Overordnet tror jeg, det er en god kamp. Til tider endda en sjov, spændende og stimulerende kamp. Og en kamp, vi ikke kæmper alene, for hele kirken kæmper med, sammen med den Herre, der i sidste ender skaber vores tro og lader vores tanker finde fred hos ham.