Emil

AF MATHIAS SCHULTZ, CAND. THEOL.

 

De fleste danskere ser Bibelen som en god bog at have stående i reolen. Men når det kommer til stykket, har mange svært ved at tro på hele Bibelen. Den rummer nogle påstande, som vi kan have svært ved at forstå, eller som ligefrem provokerer os. Det gælder fx tanken om, at sex hører til inden for ægteskabet, eller at der både findes et helvede. Mange tænker, at vi ikke længere kan tro på sådan noget. Men hvor kommer disse tanker fra?

En fortælling om udvikling

Når vi afviser ting, som forældede, skyldes det ofte, at vi på mange måder er indgroet i et narrativ om udvikling. En fortælling, som siger, at vi hele tiden bliver klogere. Derfor tænker vi, at der er holdninger, som vi i dag er blevet for kloge til at tro på. Fortiden er kendetegnet med mindre oplysning og videnskab, men det får vi heldigvis mere af med tiden. Derfor ser vi overordnet på os selv i dag som de mennesker i historien med størst mængde viden og refleksion. Og derfor har vi tendens til at forvente, at en lang række af vores idéer og holdninger i dag er overlegne i forhold til tidligere tiders holdninger. Alt dette udtrykkes kort og præcist i argumentet: ”Vi skriver jo 2022!” Så behøver man ikke at sige mere. Men bør det være sådan? Kan vi være sikre på, at vi ikke tager fejl i nutiden? Jeg vil invitere os til at genoverveje dette. Måske har vi stadig noget at lære.

Er mine anfægtelser bedre end andres?

En grund til at se tingene fra et andet perspektiv er, at de ting, som vi ser som indlysende, ikke er det for mennesker fra en anden kultur som eksempelvis Mellemøsten. Timothy Keller, der er præst i New York, pointerer dette i bogen Gud for skeptikere. Her skriver han, at mennesker fra Mellemøsten oftest ikke ser et problem i, at Gud tillader et helvede. Det skyldes at man vægter retfærdighed højt og derfor tænker det som naturligt at onde handlinger må straffes. Selvfølgelig kan Gud ikke lade onde handlinger gå ustraffet hen. I Mellemøsten vil der til gengæld typisk være mange, som ikke kan tro på en Gud, der siger, at man skal elske sine fjender. For hvordan skal man kunne elske dem, der gør ondt mod en selv? Det virker dybt urimeligt. Derfor kan dette spørgsmål i en mellemøstlig kontekst virke helt umuligt at svare på.

I Vesten derimod, ser vi typisk positivt på tanken om fjendekærlighed. Vi anser det for forbilledligt, når nogen er villig til at afstå fra hævn i kærlighedens navn. Til gengæld har vi meget svært ved at forholde os til, at der skulle findes et helvede, da vi synes det virker ukærligt og ubarmhjertigt, at Gud kan straffe mennesker på den måde. Spørgsmålet bliver da, hvorfor jeg er så sikker på, at mine indvendinger er bedre end andres? Hvis vi tror på, at der kan findes et modsvar på en indvending, som andre synes, det er umuligt at svare på (som fjendekærlighed), hvordan kan vi så være sikre på, at der ikke også kan findes et modsvar til det, der virker uforståeligt for os (eksempelvis helvede)? Den mulighed bør vi overveje.

Der kommer også nogen efter os

En anden grund til at se tingene fra et andet perspektiv ligger i 2022-argumentets midlertidige natur. Det er faktisk et farligt argument. For hvis vi kan nævne en liste af ting, som vores oldeforældre mente, men som vi i dag synes er komplet uforståelige, så har vi noget at frygte. For mon ikke også vores oldebørn vil kunne sige det samme om os? Eller tror jeg oprigtigt, at mine oldebørn ikke vil kunne korrigere noget hos mig? Nej, selvfølgelig ikke. Selvfølgelig har vi blinde vinkler, som andre vil kunne korrigere. Vores overbevisninger i nutiden er heller ikke de endelige svar.

Vi må altså overveje, om der kan være andre måder at tænke på. Dette var C. S. Lewis, der var professor i litteraturhistorie hos Oxford og Cambridge, en stor fortaler for. Med sin glæde for middelalderens værker gjorde han sig til fortaler for, at man for hver ny bog, man læser, også bør læse en gammel. Grunden til dette er, at gamle bøger har et andet syn på verden. Ved at læse gamle bøger, vil man kunne få øjnene op for de blinde vinkler, som vi kan have i vores tid. Lewis så det altså som afgørende at få inputs og tanker fra mennesker, som er fra en kulturel kontekst end en selv. Det er den eneste måde, vi kan modarbejde blinde vinkler og blive klogere på verden.

En anden måde at anvende dette princip på kan også være at søge efter bøger skrevet af forfattere fra andre kulturer end os selv. Ja, måske er det endda bare af danske forfattere, som har et andet politisk eller religiøst ståsted end mig selv. Det bør vi lade os udfordre af i en tid, hvor algoritmerne på sociale medier er designet til kun at fodre os med mere af det, vi i forvejen tænker, og hvor polariseringen er på fremmarch i hele verden. Vi møder ikke nye tankegange, hvis vi ikke opsøger dem selv.

Guds ord må nødvendigvis korrigere os

Udover at vi kan have blinde vinkler og altid kan blive klogere, er der også en anden faktor, når det kommer til Bibelen. Den påstår at være Guds ord. Hvis Bibelen er Guds ord, så er det forventeligt, at der er områder, som provokerer mig. Det ville være meget usandsynligt, at Gud i alle ting skulle være enig med mig.

Hvis jeg tror, at Gud på alle vigtige punkter tænker det samme som mig, så er han ikke længere Gud, men bare et produkt af min fantasi. Så har jeg blot ophøjet mine egne tanker til guddommelig status. Hvis Bibelen er Guds ord, må det indebære, at der er ting ved den, jeg ikke forstår og provokeres over.

Heldigvis giver Bibelen os også plads til at tænke selv. Den er trods alt ikke en entydig formelsamling men derimod en antologi af 66 bøger med vidt forskellige genrer og forfattere. Bibelen er en stor og kompleks bog, som lægger op til, at vi vedvarende reflekterer og stiller spørgsmål for at nå ind til forståelsen af den. At tro på Bibelen som Guds ord, indebærer en erkendelse af at kunne tage fejl og blive klogere. Og at der er en tålmodig Gud, som ønsker at lede os til svar.

Artiklen er i redigeret udgave tidligere bragt i bladet Liv i Troen.

AF JACOB MUNK, BA.THEOL.

 

Den 24. februar var som at vågne op en drøm, der havde varet så længe, at vi var begyndt at regne den for virkelighed. Drømmen om at Europas fred var sikret én gang for alle, og at vores forsvar var en forsikring, vi pligtskyldigt betalte til, men dybest set regnede for overflødig.

Nu er virkeligheden en anden. Størstedelen af de europæiske nationer er atter i færd med militær oprustning, og den 1. juni skal vi stemme om, hvorvidt vi vil afskaffe det europæiske forsvarsforbehold. De etiske spørgsmål presser sig på: Hvornår er det legitimt at gå i krig? Hvor meget ondskab kan vi bære at se, før vi engagerer os militært? Og hvordan bekæmper vi Putin-regimets tyranni uden selv at ende som tyranner?

Mange vil utvivlsomt gribe til Bibelen i disse dage for hjælp til at tænke over disse vanskelige spørgsmål. Der er dog et problem: For når man beskæftiger sig med Bibelens, særligt Det Gamle Testamentes, fortællinger i dag, kan det sommetider forekomme, at Israels Gud har mere til fælles med vor tids hensynsløse autokrater end med freds- og frihedskæmperne. For iværksatte Gud ikke adskillige aggressive krige? Så han ikke igennem fingrene med civile tab og krigsforbrydelser? Og værst af alt: Befalede han ikke en etnisk udrensning af det kanaanæiske folk? Og kan man i så fald have tillid til, at disse skrifter er en kilde til etisk visdom også i dag?

Jeg hævder ikke at kunne besvare disse spørgsmål fyldestgørende i det følgende. Jeg håber dog at kunne vise, at Bibelens krigstekster, hvis de læses rigtigt, er langt bedre end deres rygte, og at de har militæretisk tyngde nok til at udfordre selv os i dag.

Israels vattede hær

Først er det værd at sige et par ord om krigsførelse på Bibelens tid. Normen i den nære orient var, at lande blev ledt af en konge, som stod i spidsen for en trænet hær, der blev finansieret gennem skatter. Kongen var altså en hærfører, hvis styre stod og faldt med størrelsen på hans hær.

I det lys er det overraskende at læse Israels militærpolitik i Femte Mosebog 20. Her siges det, at Israel ikke skal frygte for krigsstyrker, der er langt større end deres egen, for Gud – ikke hæren og dens våben – er den, der afgør krigens resultat (vers 1-4). Herefter hører vi, at Gud mener det så bogstaveligt, at Israel ligefrem skal afstå fra at have en trænet hær. Deres krigere skal blot være menige israelitter, som har tid og mod til at kæmpe (vers 5-9).

Derfor revser Gud også Israels ønske om en konge, og anser det ligefrem som en afvisning af ham selv (se Første Samuelsbog 8,6-9). Når folkets ønske alligevel accepteres, understreges det med det samme, at kongen ikke må “anskaffe mange heste” (Femte Mosebog 17,16). Heste og stridsvogne var datidens ækvivalent til kampfly og tanks, og stærke nationer som Egypten var derfor berømte for deres mange heste. Når Israel absolut ville have et monarki, skulle det altså være et, som afviste den militaristiske ideologi, der gennemsyrende datidens kongeriger. Derfor behøvede israelitterne heller ikke betale skat til kongens hær. Deres overskud skulle hellere gå til templet og de fattige (se eks. Femte Mosebog 14,29).

Desværre forblev det ikke sådan. Kong David samlede en stærk hær under sig og førte en aktivistisk krigspolitik. Nogle af disse krige havde tilsyneladende Guds velsignelse. Alligevel måtte Gud ved hans regeringstid afslutning sige: “Meget blod har du udgydt, og store krige har du ført. Du skal ikke bygge et hus for mit navn, fordi du har udgydt meget blod på jorden for mine øjne.” (Første Krønikebog 22,8). Davids militaristiske vej var ikke Guds vej.

Landet, der flyder med mælk og honning – og blod?

En begivenhed, som ikke kan forbigås i denne artikel, er erobringen af Kanaan. Guds ord lyder hjerteskærende klare: “Men i de folks byer, som Herren din Gud vil give dig i eje, må du ikke lade en eneste beholde livet; du skal lægge band på dem.” (Femte Mosebog 20,16-17). Særligt forstyrrende er beskrivelsen i Josvas bog: “Med sværdet lagde de band på alle, der var i byen, både mænd og kvinder, unge og gamle, okser, får og æsler.” (Josvas Bog 6,21). Én ting er krigsførelse mod en fjendtlig hær. Men civile, endda kvinder og børn? I dag ville vi kalde den slags for krigsforbrydelser.

Først må der siges et par ord om erobringens formål. I Bibelens logik var dette ikke blot et land blandt andre men det sted, Gud havde udvalgt som sin bolig på jord (Tredje Mosebog 26,11-12). Fordi Guds tempel skulle være på dette sted, var landet helligt og måtte respekteres som sådan. Derfor måtte det ikke forurenes med ondskab, sådan som kanaanæerne havde gjort (Tredje Mosebog 18,25). Gud gør naturligvis ikke forskel på nogen, og derfor understreges det også, at hvis israelitterne videreførte denne ondskab, ville også de blive fordrevet fra landet (Tredje Mosebog 18,28).

Erobringens formål var altså at rense landet fra urenhed. Derfor ser vi også, at israelitterne ofte befales at “uddrive” kanaanæerne, hvilket ikke i udgangspunktet indikerer drab (se eks. Femte Mosebog 7,1). Når Gud befaler israelitterne at “lægge band på” byerne (se eks. Josvas Bog 11,12-13).), bruges desuden et hebraisk ord, som formodentlig indikerer, at disse steder skal frigøres fra kanaanæisk indflydelse. Det primære mål er at indføre en ny og mindre demoraliseret kultur.

Samtidig må det indrømmes, at der er passager, som synes at sige, at israelitterne skulle dræbe alle kanaanæere. Dette forekommer at være den udtrykkelig befaling i Femte Mosebog 20,16-18, som opfyldes i Josvas Bog 10,40: “Der var ingen, der overlevede; hver levende sjæl lagde han band på, sådan som Herren, Israels Gud, havde befalet.”

Dog bør vi være forsigtige. Når vi læser tekster fra samtiden, ser vi, at det var almindeligt at bruge retoriske overdrivelser til at beskrive sejre i krig. Den egyptiske Farao Tuthmosis III pralede således med, at “Mitannis talrige hær blev overvundet inden for en time, fuldstændig udslettet”. Moabs konge Mesha berettede ligeledes, at “Israel er totalt forsvundet for evigt!”, hvilket var en sandhed med modifikationer.

Det samme, tror jeg, gør sig gældende i Josvas Bog. Selv efter den tilsyneladende totale udradering af kanaanæerne, omtales både overlevere og uerobrede områder (Josvas Bog 13,1; 16,10; 17,12; 23,7; 23,12-14). Skriftet må altså benytte sig af retoriske overdrivelser, og pointen er sandsynligvis blot at hylde Israels succesfulde erobring.

Jeg tror, det bør forstås på samme måde, når de israelitiske krigere med sværd skulle lægge band på “både mænd og kvinder, unge og gamle” (Josvas Bog 6,21). Bemærk igen, at det drejer sig om at “lægge band på” disse mennesker, hvilket sandsynligvis havde mere at gøre med identitet og kultur end med drab. Endvidere medvirkede kvinder og børn ofte i forsvaret mod militære angreb (se eks. Dommerbogen 9,53), så det er langt fra sikkert, at der henvises til drab på civile. Endelig er det muligt, at dette er en fast retorisk figur, der fremhæver poler for at understrege totalitet. Pointen er altså, at israelitterne skulle besejre kanaanæerne totalt – ikke at de skulle gå efter uskyldige børn. Josvas Bog beretter da heller ikke om drab på civile kvinder og børn. De eneste konkrete kvinder og børn, der omtales, er Rahab og hendes familie, og de blev netop reddet (Josvas Bog 6,17).

Jeg mener derfor, det ville være anakronistisk at betegne krigen som etnisk udrensning. Angrebet, der primært havde til formål at fordrive snarere end slå ihjel, var ikke motiveret af kanaanæernes etnicitet men af umoralske praksisser og teologiske forhold. Vold var i flere tilfælde et svar på aggression fra kanaanæernes side (se eks. Josvas Bog 11,1-5). Beskrivelsen af total udslettelse bør forstås som almindelig hyperbolsk krigsretorik. I samtiden var dette slag altså efter alt at dømme blevet opfattet som ganske almindelig krigsførelse, der fulgte datidens generelle spilleregler.

Den lovede Freds Fyrste

Hvis vi stoppede vores analyse af Det Gamle Testamentes syn på krig her, ville det være misvisende. Når vi læser de sene profetskrifter, møder vi nemlig en forbløffende hyldest til fred samt en kritik af datidens krigsførelse. Tænk bare på Guds ord til profeten Zakarias: “Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres.” (Zakarias’ Bog 9,10). Eller til Hoseas: “Jeg frelser dem ikke ved bue, sværd og krig eller ved heste og ryttere.” (Hoseas’ Bog 1,7).

Ingen har dog skildret denne fredsvision så stærkt som Esajas, når han skriver: “De skal smede deres sværd om til plovjern, og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” (Esajas’ Bog 2,4). Esajas fortæller, at der vil komme en “Freds Fyrste”, hvis herredømme vil bringe fred til verden (9,5-6).

Og denne fredsfyrste, mente de tidlige kristne, var Jesus Kristus. Når Jesus siger “Elsk jeres fjender” (Matthæusevangeliet 5,44) og “slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til” (5,39), så er det ikke fremmed for Det Gamle Testamentes etik. Det er tværtimod kulminationen på den fredsbevægelse, der startede med Israels bevidst vattede hær og blev videreført gennem profeterne. Når vi læser Bibelen som en samlet historie, møder vi en Gud, der ønsker fred – ikke krig.

Og lad mig i den forbindelse slutte på en mere personlig note. Jeg er glad for, at der i disse dage sker en øget tilslutning til NATO og det nationale forsvar. Jeg frygter desuden, at en konsekvent pacifisme er i fare for at sætte rigide principper over etisk situationsfornemmelse.

Samtidig oplever jeg, at Bibelen – Det Gamle Testamente inklusive! – udfordrer mig, og minder mig om, at krig aldrig må blive en selvfølgelighed. Personligt tror jeg, oprustning er det eneste middel til at holde stand mod Putin. Men i en dybt krigshærget verden formanede Gud israelitterne til nedrustning. Og hvor efterlader det os i dag? Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at vi aldrig kan tage Gud på vores side, når vi griber til våben.

AF KURT CHRISTENSEN

 

Det irriterer mig ærligt talt en smule fra tid til anden at møde udtrykket ”blind tro” anvendt om kristendommen, som om det er os troende, os kristne, der går igennem verden med lukkede øjne. Efter min mening forholder det sig stik modsat, nemlig at det er kristentroen, der giver det bedste forståelsens blik for tilværelsens helhed.

Det har siden oplysningstiden været populært at tale om ”blind tro”. Dette udgjorde en markant ændring i forhold til middelalderen, hvor det ikke var ualmindeligt at mene, at det er den kristne tro, der åbner øjnene for indsigt og viden om virkeligheden. De kristne teologer Augustin og Anselm tilsluttede sig således begge formlen ”credo ut intelligam” (”jeg tror for at forstå”).

Men siden oplysningstiden er kristendommen altså i høj grad blevet opfattet som ”blind tro”, som en livsanskuelse, der hviler på og resulterer i blindhed over for virkeligheden. Allerede begrebet ”oplysningstid” rummer for så vidt et kristendomskritisk element, idet det signalerer, at verden indtil da har befundet sig i mørke (”den mørke middelalder”, og at det er fornuften og ikke Jesus, der er ”verdens lys”.  En nutidig udgave af denne opfattelse møder vi hos nyateisterne, som karakteriserer sig selv som ”brights”, de begavede, de oplyste.

Men er det virkelig rimeligt, at den kristne tro på denne måde bliver sat i skammekrogen? Skal vi kristne finde os i at blive betragtet som blinde for tilværelsens virkelige sammenhæng? Er det ikke helt modsat ateisterne, som lukker øjnene for virkeligheden?

Formodentlig findes der formørket og blind kristentro.  Det har der sikkert altid gjort og det gør der sikkert stadig. Men er kristentroen som helhed blind for tilværelsens virkelige sammenhæng? En række nutidige kristne teologer, videnskabsmænd og filosoffer svarer afgjort nej.

De hævder tværtimod, at det netop er kristendommen, som bedst forklarer den verden, som vi ser omkring os og i os.  Allerede den danske teolog K.E. Løgstrup hævdede i bogen ”Skabelse og tilintetgørelse”, at det er mere ”erfaringstæt”, at verden er skabt , end at den er blevet til ved et tilfælde (s. 276). Den engelske filosof Richard Swinburne hævder, at det i lyset af de fænomener, som vi kan iagttage i verden, er højst sandsynligt, at den kristne Gud eksisterer.  Og den engelske biokemiker og teolog Alister McGrath peger i bogen ”Mere Apologetics” på ikke mindre end otte faktorer, som peger i retning af kristentroen:

• Universets skabelse
• Universets finindstilling (”fine-Tuning”)
• Universets orden,
• Eksistensen af moral
• Eksistensen af længsel
• Eksistensen skønhedens
• At vi er skabt til fællesskab
• At vi er skabt med håb om evigt liv.

Disse otte elementer, hvoraf nogle drejer sig om observationen af den ydre verden og andre om vore indre erfaringer, får god mening i lyset af den kristne tro, hvilket ifølge McGrath betyder, at den kristne tro både er rationel og eksistentiel adækvat. Kristendommen giver med andre ord en god forklaringsramme til alle vore mangfoldige erfaringer (s. 120f.). Og den amerikanske filosof og apologet William Lane Craig vil tilsyneladende gå skridtet videre og hævde, at kristendommen giver den bedste forklaring på tilværelsen.

Ateister mangler derimod gode svar, gode forklaringer på en række af de samme elementer.  De kan måske forklare, hvordan livet udviklede sig her på vores klode (evolutionslæren). Men de kan ikke give gode forklaringer på livets opståen og slet ikke på universets oprindelse, dets finindstilling og dets orden.  Heller ikke en forpligtende moral eller tilværelsens skønhed er let at forklare ud fra en ateistisk, naturalistisk baggrund. Og nogle fænomener så som religiøse oplevelser, overnaturlige hændelser, mirakler og lignende må de simpelthen  bortforklare for at få deres system til at gå op.

Dette betyder selvfølgelig ikke, at ateister ikke har forsøgt at fremkomme med forklaringer på alle disse aspekter ved virkeligheden, men gode og overbevisende forklaringer kan de efter mit skøn næppe kaldes.

Ateister vil så som regel på et eller andet tidspunkt i samtalen smide det kort på bordet, der går ud på, at man kun bør regne det for virkeligt, som kan ses og bevises, og at kristendommen derfor må betragtes som tankespind. Dette kort spiller ateisten Richard Dawkins eksempelvis med jævne mellemrum.

Dette fokus på fornuft og empiri bør man på den ene side have respekt for.  For det har været med til at fremme den naturvidenskabelige forskningsindsats og har resulteret i en enorm forøgelse af vores viden om tilværelsen.

På den anden side er der næppe nogen, som kan leve på basis af den ovennævnte snævre forståelse af virkelighed og viden. De fleste af os lever nemlig som noget helt selvfølgeligt med udgangspunkt i en lang række ”sandheder” og værdier, som vi ikke kan bevise, men som vi ikke desto mindre regner for selvfølgelige og sande. Det gælder eksempelvis:

• Artikel 1 i ”FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne” (1948): ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder”.
• Demokrati er bedre end diktatur
• Undertrykkelse er ondt

Vi mennesker har med andre ord en lang række overbevisninger, som ikke er videnskabeligt godtgjort, men som vi ikke desto mindre mener os berettigede til at have. Ateismen må derfor se i øjnene, at enhver tilværelsesforståelse, hvad enten den er religiøs eller sekulær, rækker ud over, hvad fornuft og videnskab kan bevise (McGrath, Why God won’t go away, 59f).

Men hvis ateismen nu lukker øjnene for denne kendsgerning, hvad den tilsyneladende ofte gør, og hvis ateismen tilmed ikke kan give gode forklaringer på en række af de mest betydningsfulde sider af tilværelsen, som kristendommen tværtimod har en god forklaring på, står vi tilsyneladende med den forbløffende konklusion, at det er ateismen, der er blind, og kristentroen, som er seende.

Resumé: I begyndelsen af det 21. århundrede er der vokset en ny-ateisme frem, som i opposition til militant islamisme har været med til at bestemme dele af den offentlige debat. En diskussion, der er blevet rejst, er forholdet mellem rationalitet, religion og det offentlige rum. I artiklen argumenteres der for, at vi må operere med et rationalitetsbegreb, som er bredere end det, vi finder i ny-ateismen. På baggrund af dette mere fornuftige rationalitetsbegreb er det muligt at beskrive teologien som rationel.

Artiklen kan findes i DTTK 2010-02 s. 29-39, som kan findes her

 

Jakob Olsen holdt to foredrag over emnet i 2009, som kan høres her:

Jakob Olsen: Er troen irrational og derfor privat? – Teologi og religion som offentligt anliggende i oldkirken og i dag (forelæsning)
Jakob Olsen: Er troen irrational og derfor privat? – Teologi og religion som offentligt anliggende i oldkirken og i dag (seminar)