Nyheder

Morten Hørning Jensen afslører i sin nye videnskabelige afhandling The ‘Gospel’ between Emperor and Temple in the Gospel of Mark betydningen af begrebet ’evangeliet’. De fleste ved sikkert godt, at ordet evangelium betyder ’godt budskab’. Men i hvilken forstand er evangeliet et godt budskab? Det har Morten Hørning Jensen sat sig for at undersøge til bunds. Ikke blot i Ny Testamente, men i samtlige kendte græske, romerske og hebraiske tekster forud for Det Nye Testamente. Det giver Morten et godt udgangspunkt for at forstå, hvad evangelisten Markus lægger i ordet, når han i første linje skriver: ’Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus’. Kogt ned til en sætning betyder ordet evangelium et ’epokegørende sejrsbudskab’. En fjende er blevet besejret, og et folk er blevet befriet. Dermed er en ny epoke begyndt.

Mortens afhandling er udgivet på det anerkendte tyske forlag Mohr Siebeck i serien: ’Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament’. Bøger i denne serie indkøbes af biblioteker i hele verden og får dermed en bred international udbredelse.

Se mere om udgivelsen i pressemeddelelsen HER

 

MF har den 15. august modtaget 28 nye bachelorstuderende. Det er blandt de tre højeste antal bachelorstuderende, der er begyndt siden vi i 2005 startede en selvstændig uddannelse ved MF. Sidste optag i 2021 var også stort, nemlig 25 studerende, så vi nu har over 50 bachelorstuderende i gang med at tage en teologisk uddannelse med henblik på at tjene kirken. Det er glædeligt, ikke mindst i en tid med præstemangel og derfor stort behov for nye teologer.

Det nye studerende bliver også indskrevet på Aarhus Universitet, hvor de vil modtage undervisning ca. halvdelen af tiden, primært sprogfag. Efter fire år har de studerende, hvis de gennemfører og består alle eksamener, erhvervet sig både en norsk bacheloruddannelse under FIUC-Aarhus og en dansk bacheloruddannelse ved Aarhus Universitet.

2023-årgangen har introuge den første uge afsluttende med en ekskursion til København. 2021-holdet begynder den 21. august, hvor der er semesterstart for alle, og hvor Morten Hørning Jensen kl.13.30 holder en offentlig professortiltrædelsesforelæsning over emnet: Hvad skal vi søge og finde i evangeliet? 

 

Lektor Carsten Vang har ud over at have undervist i Gamle Testamente på Menighedsfakultetet i årtier arbejdet intenst med arkæologien og Gamle Testamentes historiske troværdighed. En stor del af hans viden er nu blevet tilgængelig i form af hans nye bog: Når sten og potteskår fortæller. Bogen rummer de vigtigste af Carsten Vangs artikler fra hans næsten 40-årige karriere. Bogen er udkommet på Kolon, er på 456 sider og koster 300 kr. Læs mere om bogen HER

Lektor emeritus i Praktisk Teologi, Leif Andersen, der den 1. juni gik på pension, har med sine skarpe tanker, ærlige tvivl og dybe indsigt i både troens univers og menneskets sind skrevet en vedkommende bog om tvivl: Den tredje tvivl – hvordan troen bliver til, og hvorfor det giver mening at holde fast i den. Bogen udkom den 1. juni på Bibelselskabets Forlag, er på 280 sider og koster 250 kr. Læs mere om bogen HER

For at styrke arbejdet på Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik ansætter Menighedsfakultetet Oline Bøndergaard Kobbersmed i en 20 % stilling fra den 1. juni. Oline skal primært arbejde med følgende opgaver:

  • Udvikle og udbyde religionspædagogiske kurser for præster, kirke- og kulturmedarbejdere samt ansatte i kirkelige organisationer, skoler og efterskoler
  • Projektkoordinering for konsortiet under Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik
  • Forestå undervisning i kateketik

Oline B. Kobbersmed er allerede godt kendt med Menighedsfakultetet fra sin studietid og de sidste ti år som gæstelærer i kateketik.

Se pressemeddelelse HER

I anledning af, at underviserne i Gammel Testamente på MF og Dansk Bibel-Institut (DBI) alle fylder rundt i år, afholdes den 14.-16. september en konference på DBI med en afsluttende folkelig fejring af ‘200 års’ bibeltro forskning og undervisning i Gammel Testamente i Danmark. Der medvirker en perlerække af internationale forskere, som hver især har haft indflydelse på de tre fødselarers karriereforløb inden for områder som Mosebøgerne, Hoseas’ Bog, Israels historie, bibelsk arkæologi, skabelsesteologi, bibelsk etik, bibeloversættelse og det hebraiske sprog.
Se program for konferencen HER Se indbydelse til efterfølgende fødselsdagsreception HER

Nye professorer, ny uddannelsesvej, nyt center oprettet. Der sker hele tiden utroligt meget spændende på Menighedsfakultetet – så meget, at det kan være svært at følge med. Men nu er chancen der for at få overblik og fingeren på pulsen, idet fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen til medlemsmødet den 15. april har aflagt sin årlige arbejdsberetning, som du kan læse HER

Til medlemsmødet blev valget af nye medlemmer til repræsentantskabet også offentliggjort. Du kan se dem HER

Temaet for den populære TORVETs Højskole er i år: ‘Troens mange spor’. Se programmet HERTORVETs Højskole på Virksund Kursuscenter byder på spændende undervisning fra ansatte på TORVET, godt fællesskab, lækker forplejning samt flotte omgivelser med placering lige ud til Hjarbæk Fjord.Du kan tilmelde dig HER

Det er en glæde for os at kunne lancere denne nye og opdaterede hjemmeside. Vi har tilstræbt at lave en mere overskuelig udgave og håber, at du hurtigt kan danne dig et overblik og finde frem til det, du søger.

Her kommer en lille guide med nogle hurtige tips:

Hovedmenupunkterne med ‘dropdown’ menuer ligger foroven. Her har du adgang til langt det meste på hjemmesiden. Du kan også danne dig et hurtigt overblik over hjemmesidens opbygning i sidetræet nederst.

Kontakt: søger du hurtigt en centralt placeret person: tryk ‘Kontakt’ i direkte link foroven. Søger du en akademisk medarbejder: vælg hovedmenuen ‘om MF’/akademiske medarbejdere. Søger du en ansat i administrationen: vælg ‘Om MF’/administration.

En række genvejslinks allerøverst leder dig direkte til – fx kalender, støt MF, tilmelding til arrangementer og bibliotek.

Søger du MF-bladet, nyhedsbrevet, Facebook. Instagram, MF’s blog eller podcasten ‘Udblik‘, kan du klikke i feltet ‘Følg med’ lidt nede på siden.

Endelig kan du også vælge at bruge søgefunktionen foroven, skriv blot det eller den, du søger.

Hvis du finder fejl, hører jeg meget gerne fra dig på na@teologi.dk eller 7356 1247 – så vil vi snarest rette dem. Tak for hjælpen!

Nils Andersen

Landssekretær og webmaster

Lektor i Etik og Religionsfilosofi Jeppe Bach Nikolajsen er af en international bedømmelseskomité vurderet til at have professorkompetence.

Fredag den 13. januar blev Jeppe Bach Nikolajsen udnævnt til professor på MF vitenskapelig høyskole i Oslo, som er det største fagmiljø for teologi, religion og samfund i Norden. Han ansættes nu også som professor på Menighedsfakultetet i Aarhus og er med sine 44 år den yngste professor i MF’s historie.

En international komité bestående af de tre professorer Dr. Arne Rasmusson (Sverige), Dr. Jan-Olav Henriksen (Norge) og Dr. Kirsteen Kim (USA) har efter nøje undersøgelse af Jeppes forskning, undervisning, vejledning, formidling og administrative roller vurderet, at han til fulde opfylder kriterierne for at indtræde i et professorat.

I sin omfattende skriftlige bedømmelse hedder det blandt andet, at Jeppes forskning er original og selvstændig, at hans pædagogiske kompetencer er langt over det niveau, der kræves af en professor, og at hans akademiske ledelseserfaring er imponerende.

Se flere detaljer og udtalelser ved fakultetsleder og akademisk leder HER

(foto af Jeppe er taget af Jesper Rais)