Forside nyheder

Ph.d. Michael Agerbo Mørch er blevet ansat fra 1. februar som lektor i etik og religionsfilosofi ved Menighedsfakultetet i Aarhus. Han kommer til Menighedsfakultetet fra en stilling som lektor i systematisk teologi ved Dansk Bibel-Institut i København.

Ifølge fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen faldt valget på Michael Agerbo Mørch blandt et stærkt ansøgerfelt:
– Michael Agerbo Mørch er en kompetent underviser med høj faglighed og stærke personlige kompetencer. Han har et smittende engagement, og vi er overbeviste om, at de studerende vil komme til at opleve, at han er én, der virkelig vil både kirken, samfundet og den enkelte noget.

Michael Agerbo Mørch er uddannet cand.theol. fra Københavns Universitet og DBI i 2018 og skrev i 2022 en ph.d.-afhandling, om hvordan systematisk teologi kan forstås som en videnskabelig disciplin. Michael Agerbo Mørch har trods sine blot 37 år en omfattende produktion bag sig – senest med en fyldig portrætbog om forfatter og professor Frederik Stjernfelt med titlen ”Professor, polemiker, polyhistor”. Siden 2019 har han været litteraturanmelder af forskellige omgange på henholdsvis Information, Weekendavisen og senest Kristeligt Dagblad.

På Menighedsfakultetet kommer han til at arbejde med den del af teologien, der reflekterer over troens betydning i mødet med samtidens spørgsmål. Hvilket ifølge Thomas Bjerg Mikkelsen passer virkelig godt til Michaels profil:
– Med ansættelsen får vi en tydelig stemme i den offentlige samtale om teologi og etik. Hans formidlingsevner og omfattende publikationer understøtter vores ambition om at være en synlig og relevant teologisk stemme i den brede offentlighed, understreger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Michael Agerbo Mørch ser selv frem til at blive en del af Menighedsfakultetets stab:
– Jeg er kommet på Menighedsfakultet igennem flere år, og det har altid været en god oplevelse. Medarbejderne er dygtige, de studerende er flittige, og Menighedsfakultetet som institution står centralt i dansk kirkeliv. Det er et teologisk væksthus, og jeg er stolt over at få lov til at arbejde med på visionen om at drive teologi for kirkens skyld.

At en kapacitet som Michael Agerbo Mørch søger en stilling ved Menighedsfakultetet, er Thomas Bjerg Mikkelsen meget taknemmelig for.
– Vi blev glædeligt overraskede over, at Michael søgte stillingen, og vi er overbeviste om, at han vil være en gevinst for vores studerende og forskningsfællesskabet på Menighedsfakultetet.

Selvom Michael fremover får sin primære dagligdag på Menighedsfakultetet, vil han fortsat have en relation til DBI, da både DBI og Menighedsfakultetet indgår i Fjellhaug-samarbejdet, hvor uddannelsen af teologer løftes i fællesskab.
– Vi har et meget tæt og velfungerende samarbejde i Fjellhaug-fællesskabet. Hvis og når der er behov for det, kan han fortsat bidrage til undervisningen på DBI. Måske bliver det allerede aktuelt til efteråret, bemærker Thomas Bjerg Mikkelsen.

Michael Agerbo Mørch er 37 år gammel og er gift med Elisabeth og far til tre piger.

 

LÆS OGSÅ: MF styrker lærerkræfterne – ny stilling på vej i etik og religionsfilosofi

 

Om Michael Agerbo Mørch

  • Født: 1988
  • Stilling: Ph.d. og lektor i etik og religionsfilosofi ved Menighedsfakultetet
  • Uddannelse: cand.theol. (Københavns Universitet, 2018), ph.d. i systematisk teologi (2022)
  • Forskningsområder: teologisk prolegomena og forholdet mellem teologi og teknologi
  • Akademisk virke: Adjunkt og lektor i systematisk teologi (DBI), hovedredaktør på Nordisk serie for kristen apologetik og religionsfilosofi, fagansvarlig på DBI for fagene examen philosophicum og teologisk dannelse og samtidsanalyse.

Drømmer du om at fordybe dig i kristendom, tro og tænkning — eller kender du én, der gør? Torsdag den 19. februar 2026 inviterer Menighedsfakultetet i Aarhus igen til studieintroduktionsdag, hvor unge med interesse for kristendom, teologi og kirkeligt arbejde kan få en førstehåndsoplevelse af teologiuddannelsen ved Fjellhaug International University College Aarhus (FIUC-Aarhus).

Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen ser meget frem til studieintroduktionsdagen:

– Vi møder hele tiden unge mennesker, der opdager, at teologi faktisk er det helt rigtige sted for dem. Studieintroduktionsdagen er en fantastisk mulighed for at smage på både fagligheden og fællesskabet — og mærke, om der er en interesse for eller et spirrende kald til at læse teologi.

Deltagerne får mulighed for både at møde undervisere og studerende, opleve studiemiljøet på nært hold og prøve kræfter med rigtig undervisning. Dagen byder blandt andet på introduktion til uddannelsen, rundvisning, frokost med studerende og deltagelse i undervisningen i dogmatik med lektor Peter Søes. Han siger om faget:

– Jeg tror, mange vil blive overraskede over at opdage, hvor levende og aktuel dogmatikken faktisk er. Den handler ikke om hvor mange engle, der kan stå på spidsen af en knappenål eller andre kuriøse spekulationer for nørder. Derimod handler den om de spørgsmål, som altid har været hjerteblodet i kirkens tro – og som bærer kirken den dag i dag. Derfor rører spørgsmålene også ved det inderste i troen og livet i 2026, siger Peter Søes.

Tilmelding senest 15. februar 2026. Læs mere om uddannelsen på teologistudiet.dk.

Har du spørgsmål, kan du kontakte studiekoordinator Brian K. Hansen på bkh@teologi.dk eller 7356 1248.

Hent programmet.

Hvorfor synger vi julesalmer – og hvilke historier gemmer de på?

Det spørgsmål udforsker vi i denne udgave af Udblik, hvor Stefan Vase har taget turen til frilandsmuseet Hjerl Hede sammen med Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie. Samtalen folder sig ud i en autentisk kulisse, mens vi dykker ned i salmernes historie og betydning:

Først i en rekonstruktion af middelalderkirke fra 1100-tallet med farverige kalkmalerier i et ellers nøgent rum. Og siden i en præstegård fra Randers-egnen, som den så ud anno 1890.

Vi tager dig med ind i samtalen om:

  • Hvorfor julen blev en stærk kirkelig fest – og hvorfor det ikke handler om sværmeri
  • De ældste julesalmer og krybbetraditionen – fra pave-initiativ til folkelig sang
  • Polemiske salmer: Når Brorson og Grundtvig skriver med kant
  • Salmer født af sorg – og hvordan de blev til trøst for generationer
  • Børnenes jul og romantikkens gennembrud: HC Andersen, Ingemann og juletræets symbolik
  • Hvorfor “Glade jul” blev verdens mest kendte julesang – og hvordan den opstod

Til sidst ser vi på, hvad det er for nogle overordnede tendenser, som julesalmerne repræsenterer.

Optagelserne er foretaget på Hjerl Hede med tilladelse fra museet. Vi er taknemmelige for at kunne inddrage deres unikke rammer som en del af fortællingen.

Underlægningsmusikken er Silent Night, indspillet på klaver af Kevin MacLeod i 2006 (CC BY 3.0).

 

EKSTRAMATERIALE

I 2024 var Kurt E. Larsen og Stefan Vase på vandring i Den gamle by i Århus og gennemgik den folkelige og kirkelige julefejring. Søg efter På rejse i julens historie, der hvor du hører podcast.

Medvirkende: Kurt E. Larsen, professor i kirkehistorie
Vært: Stefan Vase

VIDSTE DU, at du kan støtte Menighedsfakultetets arbejde?
Læs mere her: https://teologi.dk/stoet-mf
Eller giv en gave via MobilePay: 21204

Menighedsfakultetet har tildelt prisen som Årets Teolog 2025 til sognepræst i Nørrelandskirken i Holstebro Jakob Søe Esmarch.

Prisen gives hvert år til en teolog, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats for at fremme sund teologi eller har markeret sig i offentligheden til fordel for bibelsk kristendom og menighedsliv. Med hæderen følger en pengegave på 5.000 kr.

Formand for Menighedsfakultetet, sognepræst Sune Skarsholm, begrunder valget med henvisning til Esmarchs anmelderroste bog “Gud, hvor jeg savner ham! – Refleksioner om sygdom, sorg og håb” og hans efterfølgende formidling til en bredere kreds om sorg, håb, tvivl og tro:

“Jakob Søe Esmarch leverer en dybt personlig, teologisk og menneskelig tekst, som formår at forene ærlighed over for lidelsen med et eksistentielt og teologisk greb om tro, tvivl og håb. Han bringer troens sprog ind i det sårbare – med ægthed, medmenneskelighed og teologisk indsigt – og viser, at teologi hører hjemme midt i menneskers virkelighed.”

I bogen forener årets prismodtager personlig erfaring med teologisk dybde. Bogen giver sprog til sorgens virkelighed og peger på håbet midt i livets mest smertefulde erfaringer.

Om prisen siger Jakob Søe Esmarch:

“Det er enormt opmuntrende at modtage prisen. For mig er det et tegn på, at nogen synes, det har givet mening – og det har været mit store håb med bogen: at kunne give noget, der kan bringe mening ind i andres liv,” siger Jakob Søe Esmarch.

Prisen blev overrakt til Jakob Søe Esmarch af Sune Skarsholm, som en uventet afslutning på gudstjenesten i Nørrelandskirken 1. søndag i advent. Jakob var ikke forberedt på hæderen, men blev overrasket, da Sune tog mikrofonen og offentliggjorde, at han var kåret som Årets Teolog.

 

Tidligere modtagere af prisen Årets Teolog
Siden 2005 har Menighedsfakultetet kåret Årets teolog. De seneste år har det været:
2024: sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen, Gjellerup Kirke
2023: højskoleforstander Robert Blandt, Børkop
2022: sognepræst Flemming Baatz Kristensen, Sct. Pauls Kirke, Århus

Dette halvår har givet os stor grund til taknemmelighed på Menighedsfakultetet. Et nyt hold engagerede studerende er begyndt – unge mennesker, der ønsker at fordybe sig i teologi og tjene kirken med deres liv. JB71 er fyldt helt op, og to af vores undervisere, Peter Søes og Klaus Vibe, er blevet udnævnt til lektorer. Det styrker både vores faglige miljø og hele fundamentet for den undervisning, vi tilbyder.

Midt i dette glæderige billede bliver vi mindet om, hvorfor arbejdet er så vigtigt. En af de nye studerende, Tobias, fortæller:

“Det er nemt at gå på MF. Der er styr på det praktiske, undervisningen er godt planlagt, og det er nemt at deltage og føle sig en del af undervisningen. Kvaliteten af undervisningen er ganske enkelt tårnhøj.”

Det er unge som Tobias, jeres støtte gør en forskel for – unge mennesker, der søger både teologisk dybde og et levende kristent fællesskab.

Samtidig står næste generation over for en verden præget af dybe og komplekse forandringer: klimakrise, global uro, teknologisk acceleration og en hverdag, hvor kunstig intelligens og digitale fællesskaber former deres måde at tænke og mødes på. Historien viser, at sådanne skift påvirker vores menneskesyn og forståelse af os selv. Det gør kirkens opgave både større og vigtigere.

Derfor har vi brug for teologer, der kan tale med bibelsk klarhed om håb, nåde og sandhed – og hjælpe børn og unge til at finde retning og mod i en urolig tid.
Engager jer i MF og støt uddannelsen af de præster og teologiske ledere, som skal bære kirken videre. Sammen kan vi sikre, at kommende generationer får et solidt teologisk fundament og et kirkeligt fællesskab, der kan erstatte mismod med livsglæde og evighedshåb.

For at kunne løfte denne opgave har vi brug for jeres opbakning til årets juleindsamling. Gavebudgettet for november og december er 1,8 mio. kr. Det er vigtigt for MF at nå dette mål for at skabe balance i halvårsregnskabet og for at kunne fortsætte med at tilbyde undervisning og studiemiljø på højeste faglige niveau.

Flere af MF’s fastgivere har i foråret valgt at forhøje deres bidrag eller indføre en årlig regulering på 2–4 procent. Selv små reguleringer gør en mærkbar forskel, når mange løfter sammen. Overvej derfor, om du har mulighed for at øge dit gavebidrag. Er du tilmeldt Betalingsservice, kan du kontakte os og aftale en fast årlig regulering, som du altid kan ændre igen. Indbetaler du selv dine gaver, håber vi, at du vil overveje at justere beløbet op.

Vi beder med frimodighed om jeres støtte til juleindsamlingen.

Hver gave tæller – og hver gave er med til at forme fremtidens teologi og fremtidens kirke.

Tak, fordi du bærer MF’s arbejde med forbøn og økonomisk støtte.

Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder
Stefan Vase, kommunikationsleder

PS: Der er fuld fradragsret for gaver til forskning – relevant, hvis du vil give et større beløb eller allerede har opbrugt fradraget for almindelige gaver.

Sådan deltager du i MF’s juleindsamling

Ph.d. Klaus Vibe, der siden 2011 har undervist i Ny Testamente på Menighedsfakultetet, er blevet lektorbedømt. Bedømmelsen er en stor anerkendelse af hans forskningsmæssige arbejde med Paulus, Filon og antikkens moralfilosofi – og af hans brede bidrag til MF’s undervisning, studieledelse og strategiske udvikling.

Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen fremhæver især Klaus Vibes betydning for MF’s faglige retning:
– Klaus Vibe er en af mine nærmeste kollegaer og en del af MF’s lederteam. Han er en vigtig sparringspartner i den akademiske ledelse og bærer et betydeligt ansvar for kvaliteten i vores uddannelse. Lektorbedømmelsen er et stærkt vidnesbyrd om hans høje akademiske niveau og store ansvarsfølelse for teologistudiet.
Thomas peger også på den forskningsmæssige tyngde i Vibes arbejde:
– Hans afhandling fokuserede på den jødiske filosof Filon fra Alexandria og Paulus og deres fortolkning af Første Mosebogs beskrivelse af historien om Abraham. Den er et vægtigt bidrag til forskningen i Filons brug af Abrahamsfortællingen og kaster samtidig nyt lys over Paulus’ reception af Abraham i Romerbrevet.

En teolog med bred erfaring og stor gennemslagskraft
Klaus Vibe er cand.theol. fra Aarhus Universitet (2003) og ph.d. i Ny Testamente (2018) og har en bred akademisk erfaring: Både som underviser ved Menighedsfakultetet, men også med undervisningsopgaver i medicinsk filosofi og videnskabsteori på Aarhus Universitet.
Derudover har han både været studentersekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og præst i Fjellerup Valgmenighed, hvor han fortsat er tilknyttet. Siden 2018 har han undervist fast på MF.
– Den brede akademiske erfaring og arbejdsmæssige baggrund giver Klaus Vibe en stærk fornemmelse for, hvordan teologisk undervisning hænger sammen med kirkens liv og praksis. Noget, som ligger dybt i Menighedsfakultets DNA og formål: At vi uddanner teologer med stærke faglige kompetencer og solide rødder til at virke i organisationer, menigheder og kirker, slutter Thomas Bjerg Mikkelsen.

 

Om Klaus Vibe
Født: 1975 i Haderslev
Stilling: Ph.d. og lektor i Ny Testamente ved Menighedsfakultetet
Uddannelse: cand.theol. (Aarhus Universitet, 2003), ph.d. i Ny Testamente (2019)
Forskningsområder: Paulus, Filon, antikkens moralfilosofi, Romerbrevet
Akademisk virke: Tidligere studieleder og fagrådsformand; nuværende akademisk leder og formand for lærerrådet på Menighedsfakultetet

Adjunkt Peter Søes er blevet lektorbedømt og kan fremover kalde sig lektor i systematisk teologi ved Menighedsfakultetet. Udnævnelsen er både en anerkendelse af Søes’ mangeårige faglige arbejde og et betydningsfuldt skridt i MF’s strategiske arbejde for løbende at højne den akademiske kvalitet i teologistudiet.

Fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen siger:

– Peters lektorbedømmelse er en stærk anerkendelse af hans mangeårige faglige arbejde og engagement. Han forener en solid akademisk profil med en dyb forståelse af kirkens praksis, og netop den kombination er uvurderlig for os. Vi er meget glade for, at han nu kan kalde sig lektor ved MF.

 

Forsker med bred erfaring

Peter Søes er cand.theol. fra Aarhus Universitet (2000) og ph.d. fra Københavns Universitet (2019) på baggrund af en afhandling om kirkefaderen Tertullian og de moderne teologer Karl Barth og Wolfhart Pannenberg. Derimellem har han været sognepræst i sammenlagt 15 år og har en omfattende akademisk produktion, der spænder over systematisk teologi, kirkehistorie og religionspædagogik.

– På MF arbejder vi målrettet for at styrke den akademiske kvalitet og samtidig fastholde den nære forbindelse til kirkelivet. Peters lektorbedømmelse er ikke kun et personligt fremskridt – den er et skridt i vores langsigtede strategi for at udvikle en uddannelse, der både ruster teologistuderende til dyb faglig refleksion og til konkret tjeneste i menigheder og organisationer, fastslår Thomas Bjerg Mikkelsen.

Siden 2015 har Peter Søes været tilknyttet MF og har fra 2019 undervist fast på MF. Tidligere i år blev han leder for Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik, som er et center under Menighedsfakultetet.

 

Om Peter Søes
Født: 1973 i København
Stilling: Ph.d. og lektor i dogmatik og systematisk teologi ved Menighedsfakultetet
Uddannelse: cand.theol. (Aarhus Universitet, 2000), ph.d. i dogmatik (Københavns Universitet, 2019)
Forskningsområder: Dogmatik, sakramentsteologi, kirke- og nådemiddelsteologi mm.
Akademisk virke: Underviser i dogmatik og systematisk teologi, forfatter til artikler og bidrag i tidsskrifter og antologier
Privat: Gift med Lillian, far til Lærke, Jeppe og Kasper.

Hvad betyder egentlig “evangeliet”? Det spørgsmål står i centrum af professor Morten Hørning Jensens nye bog Det epokegørende evangelie – Mellem sejr og soning i Markusevangeliet, som udkommer på forlaget Kolon den 27. november.

Evangeliet er selve kristendommens kernebegreb – men et begreb, der i dag ofte bruges uden dybere refleksion over dets oprindelige betydning. Med udgangspunkt i Markusevangeliets åbning – “Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn” – undersøger Morten Hørning Jensen, hvordan evangeliet blev forstået i dets oprindelige historiske og teologiske sammenhæng.

Gennem grundige analyser af samtidens sprogbrug og Det Gamle Testamentes brug af “evangelie”-ordet afdækker bogen, hvordan Markus sammensætter evangeliet som et budskab om både sejr og soning, Guds rige og korset. Resultatet er et dybtgående og nuanceret billede af evangeliet som en dynamisk størrelse, der forener triumf og lidelse, håb og forsoning.

Bogen bygger på Hørning Jensens doktorafhandling fra Aarhus Universitet (2024) og formidler omfattende forskning med sproglig spændstighed og teologisk indsigt. Det epokegørende evangelie henvender sig til teologer, præster, studerende og alle, der ønsker en dybere forståelse af evangeliets betydning i kristendommen.

– Evangeliet handler ikke bare om frelse fra noget, men også om sejr over noget – om Guds rige, der bryder frem midt i lidelsen, siger Morten Hørning Jensen.
– Markus viser os, at evangeliet både er korsets og opstandelsens budskab – og at det netop dér bliver epokegørende.

Udgivelsen markeres ved en lille reception på Menighedsfakultetet, Katrinebjergvej 75, Århus N, den 28. november kl. 10.00 – 10.30.

Om bogen

  • Titel: Det epokegørende evangelie – Mellem sejr og soning i Markusevangeliet
  • Forfatter: Morten Hørning Jensen
  • Forlag: Kolon
  • Udgivelsesdato: 27. november 2025
  • Pris: 349,95 kr.
  • Omfang: 408 sider

Om Morten Hørning Jensen

  • Født: 6. april 1972 i Aarhus
  • Stilling: Professor i Ny Testamente ved Menighedsfakultetet, Aarhus, og professor ved Fjellhaug International University College
  • Uddannelse: Dr.theol. (Aarhus Universitet, 2024), Ph.d. (2005), cand.theol. (2001)
  • Forskningsområder: Ny Testamente, Markusevangeliet, det første århundredes Galilæa, bibelhermeneutik og evangeliebegrebet
  • Andre hverv: Faglig leder af NT-oversættelsen for Bibelen 2036 (Det Danske Bibelselskab), klummeskribent i Kristeligt Dagblad, redaktør af tidsskriftet TEL
  • Tidligere værker: Herod Antipas in Galilee (2006), Galilæas lys (2015) m.fl.
  • Privat: Gift med Jeanette Tang Jensen, far til fire børn

Menighedsfakultetets bestyrelse har på sit møde fredag besluttet at ansætte en ny adjunkt eller lektor i etik og religionsfilosofi. Baggrunden er, at visse fag ikke kan dækkes med den nuværende bemanding. Ansættelsen skal også ses i lyset af MF’s overordnede strategi om at styrke det teologiske undervisningsmiljø.

– Vi ønsker at sikre, at MF også fremover kan tilbyde en stærk, bibelsk forankret og fagligt solid teologisk uddannelse, siger fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen.

– Derfor har bestyrelsen besluttet at øge antallet af lærere, så vi kan give vores studerende den bedst mulige undervisning og vejledning.

Stillingen vil blive slået op i løbet af november, og tiltrædelsen forventes i løbet af 2026. Den nye lærer vil indgå i et tæt samarbejde med professor i systematisk teologi, Jeppe Bach Nikolajsen.

– Etik og religionsfilosofi er centrale fag, fordi de hjælper de studerende med at reflektere over troens betydning i mødet med samtidens spørgsmål, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

– Vi ønsker at uddanne præster og teologer, der både er teologisk reflekterede og praktisk forankrede i tjeneste for kirke og mission.

Samtidig med beslutningen om at udvide lærerstaben opfordrer Menighedsfakultetet baglandet til at bakke op økonomisk:

– For at kunne gennemføre vores planer har vi brug for baglandets støtte. Vi håber, at mange vil være med – gerne ved at blive fastgiver eller oprette et gavebrev, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Konkret er der brug for 25 personer, der vil give 500 kr. om måneden, og 100 personer, der vil give 100 kr. om måneden. Det vil gøre en afgørende forskel, hvis MF skal lykkes med denne udvidelse af lærerstaben.

Han afslutter med en opfordring til forbøn:

– Bed med os om, at Gud vil kalde den rette kandidat – og om et stort giversind i vores bagland. Det har MF brug for, og det har kirken brug for.

Stillingsopslaget er offentliggjort.

Ved repræsentantskabsmødet den 20. september 2025 blev Jan Vogt Hansen valgt som nyt medlem af Menighedsfakultetets bestyrelse. Han afløser Erik Ramballe Hansen, der har været en del af bestyrelsen siden 2015 og nu har valgt at træde ud. Jan er valgt for en treårig periode.

Jan Vogt Hansen er 57 år og bor i Tjæreborg ved Esbjerg sammen med sin hustru Anna Maria Back Hansen, der arbejder som sygeplejerske. Parret har tre voksne børn. Jan er tilknyttet Zions Kirke og Indre Mission i Esbjerg og har i mange år været engageret i kirkeligt arbejde – bl.a. som medlem af Indre Missions hovedbestyrelse og økonomiudvalg, menighedsråd og friskolebestyrelse.

Til daglig arbejder Jan som økonomichef i KFUM’s Soldatermission, og han har en baggrund som registreret revisor med HD i regnskab. Han har tidligere haft ledende økonomistillinger i både nationale og internationale virksomheder som A.P. Møller Mærsk, Bo Concept, DanCopter og EfB.

– Jeg har gennem mange år arbejdet med strategisk økonomistyring, forandringsledelse, digitalisering og organisationsudvikling i erhvervslivet, og det er en stor glæde for mig nu at kunne bringe disse kompetencer i spil i en kirkelig sammenhæng. MF’s mission står mit hjerte nær, og jeg ser frem til at bidrage til arbejdet med at styrke fakultetets rolle som et centralt center for kirkens liv og vækst, siger Jan Vogt Hansen.

Ved samme repræsentantskabsmøde blev frimenighedspræst Brian Christensen og selvstændig kommunikationsrådgiver Mi Storm Jensen genvalgt til bestyrelsen.