Nyheder

Jesus sagde:
»Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt.

Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«

Johannesevangeliet 16,5-15

Helligånden, Guds advokat

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi bevæger os nu fra påske og hen imod pinse. Jesus holder denne afskedstale skærtorsdag aften, og han siger her, at det er bedst for disciplene, at han forlader dem. For hvis ikke han går bort, så kan han ikke sende Talsmanden, Helligånden til dem. De bliver ganske vist kede af, at han forlader dem, men ‘det er det bedste for jer, at jeg går bort’, siger han. Jesus har ikke trukket sig mageligt tilbage, hvor han nyder sin himmelske tilværelse. Nej, han tager plads ved Guds højre hånd. Her går han i forbøn for os og taler vores sag hos Gud. Og her fra Faderens højre hånd, sender Jesus Helligånden til apostlene og til os, og han fortæller os, at vi ikke skal klare opgaven med at sprede budskabet alene, men at han selv vil gå med os i Helligåndens skikkelse. Ny Testamente bruger ordet Talsmand om Helligånden, som på latin hedder advocatus, en advokat. Helligånden er Guds advokat, der taler Guds sag hos os.

Troen

Helligånden er Guds advokat hos os. Og her nævner Jesus en række opgaver, denne advokat har.

For det første går Helligånden i rette med os om, hvad synd er. Og her skærer Helligånden ind til benet. Synd er ikke kun de forkerte ting, vi gør. Nej, den egentlige synd er, at vi ikke tror på
Jesus. For det andet taler Jesus om retfærdighed, at han går til Faderen. Åndens opgave er nemlig at overbevise os om, at Jesus er vores retfærdighed. Umiddelbart tænker vi jo på retfærdighed som noget, vi selv må udvikle os frem til. Vi må gøre os fortjent til at blive retfærdige. Men det er ikke sandt. Retfærdighed er noget, vi får givet af en, der er mere retfærdig, end vi er. Vil jeg retfærdiggøre mig selv, bliver jeg bare selvretfærdig. Helligånden derimod overbeviser om, at retfærdighed er knyttet til Jesus og alene til ham. Og som vores retfærdighed sidder han nu ved Guds højre hånd. Det er det, der menes med sætningen: ‘om retfærdighed: at jeg går til Faderen.’
Og endelig for det tredje så overbeviser Jesus verden om dom. Og læg her mærke til, at der ikke tales om vores dom, men om, at Djævelen er blevet dømt. Det er Jesu sejrsbudskab, der her proklameres. Djævelen er allerede blevet dømt. Det blev han, da Jesus døde på korset og stod op af graven igen.

At se disse sandheder og at tro på dem magter et menneske ikke selv. Hertil kræves der langt større argumentationskraft, nemlig Helligåndens kraft. Derfor sender Jesus Guds ånd, for at overbevise om synd, om retfærdighed og om dom.

Jesus siger, at han endnu har meget, han gerne vil sige til sine disciple, men de kan ikke rumme det nu. Men når Helligånden kommer, så skal han vejlede os til hele sandheden. Hele sandheden. Tænk, at Helligånden har så meget, han vil lære os endnu. Vi bliver aldrig helt færdige med at lære sandheden at kende. Helligånden vil belyse og åbenbare stadig nye og flere sider af Guds tanker om sin frelse for disciplene. Og åbenbare for os, der lever i dag. Helligånden er en evig kilde, der igen og igen slukker vores tørst, og samtidig skaber han en ny tørst hos os efter at erfare mere af Guds sandhed, skønhed og fylde. Helligånden er en evig kilde, der flyder med nyt liv, tro, håb og kærlighed.

Vi kan sammenfatte vores tekst i et ord nemlig flyttedag. For det første flytter Jesus hjem igen til sin oprindelige plads, nemlig pladsen ved Guds højre hånd. ‘Nu går jeg til ham som har sendt mig’, siger Jesus. Jesus holder altså flyttedag. Men der er en mere, der flytter, og det er Helligånden. ‘når jeg går herfra, vil jeg sende ham (Talsmanden) til jer,’ siger Jesus.

Jesus flytter hjem, og Helligånden flytter ind i mit hjerte. Jesus flytter, men han lader os ikke i stikken. Helligånden kommer og overtager den plads og den rolle, han har haft indtil nu.
Og det er faktisk det bedste for os, siger Jesus. Vi synes jo ellers nok, at det kunne være rart, hvis Jesus fortsat var iblandt os fysisk. Men Jesus er altid der, hvor vi har mest brug for ham. Og det er ifølge ham selv hos vores far i Himmelen, hvor han går i forbøn for os og taler vores sag hos Gud. Og så overlader han til Helligånden at overbevise os om synd, om retfærdighed og om dom. Sådan har den hellige treenighed valgt at fordele opgaverne imellem sig: Jesus hos Gud i himlen og Helligånden hos os på jorden. Og her taler de henholdsvis vores sag hos Gud og Guds sag hos os. Alt sammen til bedste for os nemlig frelse og evigt liv.

Udfordringen

Er du åben overfor det, som Helligånden vil lære dig? Og lader du advokaten overbevise dig om synd i dit liv, om at Jesus er din retfærdighed, og at djævelen er blevet dømt?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Jesus sagde:
»En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.«

Da sagde nogle af hans disciple til hinanden:
»Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?«

De sagde altså:
»Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.«

Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem:
»I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.«

Johannesevangeliet 16,16-22

Jeres sorg skal blive til glæde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det er skærtorsdag aften, og Jesus fortæller sine disciple, at han skal forlade dem, men efter en kort tid skal de igen være sammen. Og disciplene fatter ikke noget som helst af det. De forstår ikke, at han taler om sin korsfæstelse og opstandelse. Hvorfor mon denne samtale overhovedet er kommet med i vores NT? Hvad skal vi bruge det til, at disciplene ikke forstår, hvad Jesus mener med, at de en kort tid skal sørge, men efter kort tid igen blive glade? Samtalen er aktuel også for os, fordi vi her forberedes på vores discipelvilkår.

Troen

Er et troende menneske anderledes end en ikke-troende? Er han mere glad, er hun lykkeligere end den ikke-troende? Selvfølgelig er den troende anderledes end den ikke-troende. Det gør da en verden til forskel, at den opstandne Jesus ved Helligånden bor i et menneske. Svaret er ja. Men det er kun en del af svaret. For det betyder nemlig ikke, at et troende menneske slipper nemmere gennem livet end andre. Nogle gange tvært imod, fristes jeg til at sige.

Alt det bygger jeg på Jesu ord, når han siger til disciplene, at de skal sørge, men efter en kort tid glæde sig igen. Jesus tegner ikke her et skønmaleri, men et realistisk billede af, hvordan livet for en discipel ser ud. Et grundvilkår for det at være discipel. Som vi synger med Kingo DDS 655,4: ‘Så er sorg til glæde lænket, så er drikken mig iskænket, besk og sød i livets skål, sådant er mit levneds mål.’
Sagt på en anden måde: at være et kristent menneske er gang på gang at opleve både langfredag og påskemorgen. Ikke kun en langfredag og ikke kun en påskemorgen, men netop begge dele og det så tæt forbundet, at der kun er en kort tid imellem dem.

Digteren Johannes Jørgensen, der gik fra at være fritænker til kristen tro, blev engang spurgt, om han som kristen var mere lykkelig end den ikke-troende. Hertil svarede han:
‘De tager ganske fejl, højtærede. Man er aldeles ikke lykkelig, når man er et troende menneske. Det er den største ulykke, som kan passere en, at blive kristen, og hvis De troede på Gud (hvad De altså ikke gør), burde De bede ham fri Dem derfra. De er lykkelig, som ikke tror på nogen ting. De lever, som De har lyst til og bevarer Deres gode samvittighed derved. Vi andre, der har fået troens gave og det med denne gave følgende ansvar, det tynger os så stærkt, at vi er nær ved at segne som under byrden af et kors.’

Det er sat på spidsen, for selvfølgelig er det ikke nogen ulykke at få troens gave. Men Johannes Jørgensen har i hvert fald ret i, at hvis man kommer til Jesus Kristus for udelukkende at blive lykkelig, ja så er man gået galt i byen. For der følger andre ting end lykke med i den kristne tro. Fx får man et værre bøvl med samvittigheden. For med Jesus Kristus som herre er det jo slut med at leve, som man vil. Og hvis man gør det alligevel, så er samvittigheden der omgående med sine anklager. Og vi kan også nævne tvivlen. Vi lever i en verden, hvor den naturvidenskabelige forklaring i alle ting næsten har monopol på sandheden. Hvordan kan vi så overhovedet tro på en Gud? Og hvad med alle underne i Bibelen? En tredje ting, der følger et kristent menneske, er anfægtelsen. Anfægtelsen går ikke på, om Gud findes, men derimod på om han vil have noget med sådan en som mig at gøre.

Jamen er sådan et liv til at holde ud? Ja, det er det, for samvittighedsproblemer, tvivl og anfægtelse er faktisk livstegn på troen. Samvittigheden, tvivlen og anfægtelsen er der kun, fordi troen er der. For når et troende menneske oplever samvittighedskvaler, tvivl og anfægtelse viser det, at troen lever. Sådan vil det være lige indtil den dag, da Jesus kommer og gør al sorg til glæde. ‘Og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer,’ siger Jesus til sidst. Det skal ske om en kort tid, siger han. Ventetiden kan føles uendelig lang – ja, den kan vare det meste af et helt liv. Men målt i evighedens perspektiv, så er der dog kun tale om et kort øjeblik.
Det må give os styrke til at holde ud og holde fast i glæden trods alt. Jesus lover dem og os, at når vi ser ham igen, ‘da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.’

Udfordringen

Mærker du, at du som kristen er mere lykkelig end din ikke-troende nabo? Og har du tænkt på, hvordan tvivl og anfægtelse på en mærkelig modsat måde kan være tegn på tro?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Jesus sagde:
»Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene.

Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

Johannesevangeliet 10,11-16

Den sande hyrde kender os

Af Mogens G. Jensen

Tanken

‘Jeg er den gode hyrde.’ Ordene har intet med romantik at gøre. Det var den jødiske hyrdes job ikke bare at lede fårene og have øje med hvert eneste, men også at beskytte dem mod de vilde dyr. Det var hyrdens job med livet som indsats at skærme dyrene mod alle farer. Det var også det, hyrdestaven, krumstaven, var til for. Den var både et redningsværktøj og et forsvarsvåben.

Troen

‘Jeg er den gode hyrde’, siger Jesus. Langfredag og påskemorgen går han nemlig ene mand imod ulven og døden. Det onde møder her endelig sin overmand. Langfredag går den gode hyrde i døden for at skærme sin fåreflok. Og da Jesus Kristus står op af graven, får ulven sit dødsstød. Som en gammel mand jævnt og djærvt udtrykte det: ‘Efter påskemorgen er det ikke længere så svært at dø, for nu er døden noget helt andet end før.’
‘Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene’, siger Jesus.
Det gør han langfredag på korset. Her ser du den gode hyrde, der giver sit liv for at passe på fårene. I modsætning til hyrden, som flygter, når ulven kommer.

Vi kender mange hyrder, der nok er der med empati og medleven, når alt er lyst, men som ikke kan stille noget op, når døden melder sig. I dag kalder vi dem vejledere og eksperter. Der er et hav af personlige konsulenter og coaches. Alle med gode råd. Men når døden banker på, nytter ingen af deres råd. Her viser det sig, hvem den gode, den sande hyrde er, og hvem der bare er daglejere. Nogle af disse eksperter kalder sig ligefrem hyrder, pastores. Præster med høj viden og indsigt i at lede fåreflokken.

Der er dog en ting disse hyrder, pastores, ikke kan. De kommer til kort over for døden. De lister af, når vi har allermest brug for dem. Ingen af dem er nemlig hyrder i egentlig forstad, men kan kun være daglejere, som kan følge fåreflokken til en bestemt grænse. Dødens grænse. Her må de give op.

Jesus derimod er den sande hyrde, der kender sine får. Han kender sine får med alt, hvad det indebærer. Og de kender ham. ‘Jeg kender mine får, og mine får kender mig …. og jeg sætter mit liv til for fårene.’ Kun Jesus kan hjælpe mig, når jeg skal dø. Kun han har overvundet vores gamle fjende døden. Kun han er den sande hyrde, alle andre er kun daglejere, som må give op over for døden. Og når deres navne er glemt, er der et navn, der vil blive husket og lovprist, nemlig navnet Jesus.

Fåreflokken var ikke samlet på Jesu tid, men spredt vidt ud over bjergsiderne. De var hverken tøjret eller lukket inde i en indhegning. Kun en holdt flokken samlet, og det var hyrden, hans person, hans stemme. ‘Jeg kender mine får og de kender mig.’ Her fornemmer vi den nære relation, der er mellem fårene og den sande hyrde. Når fårene skal lukkes ud på marken igen efter at have været i stald for natten, kan fårene høre hyrdens stemme, når han kalder på dem. Og kun de får, der hører deres hyrde kalde, kommer ud af stalden og følger ham. Resten bliver tilbage.

‘Jeg kender mine får.’ På hebraisk har ordet kende en langt dybere betydning end hos os. ‘Jeg kender mine får.’ Det betyder, at han kender os helt og fuldt, helt derind hvor vi er en gåde for os selv. Og alligevel vedkender han sig os. Men ordet kende går endnu dybere end dette. Kende på hebraisk betyder nemlig også elske. Endda så bogstaveligt som en kvindes og en mands fysiske forening. ‘Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får og de kender mig.’ At kende betyder i alleregentligste forstand at elske og være elsket.

Det er, som Paulus skriver til filippermenigheden (Fil. 3,7-11): ‘Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, den fra loven, men med den, der fås ved troen på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, for at jeg kan kende ham og hans opstandelses kraft og lidelsesfællesskabet med ham, så jeg får skikkelse af hans død, om jeg dog kunne nå frem til opstandelsen fra de døde.’ Paulus ønsker virkelig at kende Kristus og være kendt af ham. Hans ambition her i livet er at kende hyrden og at være kendt af hyrden. Den gode hyrde.
Som vi synger i omkvædet i en nyere sang:
‘Kende dig, Jesus! Kende dig, det er det største, ja.
Du er alt, du er fred, du er min retfærdighed!
Ja, jeg elsker dig.’
(Fællessang, 3. udgave nr. 131)

Udfordringen

Kan du også se på dig selv som salig uden at få beviser for Jesu opstandelse?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem:
»Fred være med jer!«

Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem:
»Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.«

Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde:
»Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham:
»Vi har set Herren.«

Men Thomas sagde til dem:
»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde:
»Fred være med jer!«

Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Johannesevangeliet 20,19-31

Sådan er det at møde den opstandne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Denne beretning er baggrunden for, at kristne samles til gudstjeneste den første dag i ugen, nemlig søndag. Efter Jesu opstandelse havde nogle af disciplene set den tomme grav, andre havde set engle, som havde sagt, at han lever og ikke er i graven længere, andre igen havde fulgtes med ham til landsbyen Emmaus og der oplevet, hvordan den opstandne spiste aftensmad sammen med dem og derigennem oplevet ham som opstanden. Tvivl og tro havde blandet sig imellem dem. Hvad var op og hvad var ned? Men nu er de samlet, og da kommer Jesus og er sammen med dem.

Troen

Denne beretning viser os helt grundlæggende, hvad kristen gudstjeneste er; nemlig mennesker, som samles i lyset af Jesu opstandelse, og Jesus som kommer og er sammen med dem. Vi har alle forskellige erfaringer med den opstandne. En må bare til gudstjeneste, fordi han har oplevet Guds storhed og skønhed. En har fået hjælp til at træffe en vanskelig beslutning. En er tynget af tvivl og oplever ikke at få svar på bøn. En kæmper med at få fodfæste i lidelsen og erfarer, at den lidende og korsfæstede frelser også er i lidelsen. Andre synes ikke, de erfarer nogen som helst ting, men lever bare deres liv uden de store udsving. Fælles for os alle, uanset hvordan vi erfarer Jesus Kristus, er det, at vi ønsker, at han skal være med i vores liv og beslutninger. Derfor samles vi til gudstjeneste.

I beretningen uddybes det, hvad den opstandne møder os med ved gudstjenesten. Det første er, at Jesus ønsker fred til de bange, tvivlende og forvirrede disciple. Dernæst viser han dem sårmærkerne i sine hænder og fødder og såret i sin side. Disse sårmærker er tegnet på, at det er ham, og de minder disciplene om hans lidelse og opstandelse. Derfor er det et kendetegn for enhver gudstjeneste, at vi der møder den korsfæstede og opstandne Herre Jesus. Og endelig udruster han dem med Helligånden og giver dem fuldmagt til at forlade synder i hans, den opstandnes, navn. Sådan er det at være til gudstjeneste.

Jesu grav var tom. Men hvad skal man med en tom grav? Kvindernes melding om, at han lever, kunne de ikke tro på. Den tomme grav påskemorgen tager ikke frygten fra nogen, der er ikke noget håb i den. Den er netop bare tom! Men så står Jesus pludselig midt i lokalet, hvor 10 apostle har barrikaderet sig for ikke at komme til at lide samme skæbne som deres herre. Han står dér midt iblandt dem. Og så siger han noget ”Fred være med jer!” God aften! Ret almindeligt og menneskeligt.

Disciplene glædede sig over synet. I ét hug stod det klart for dem: Kvinderne havde altså ret. Men der manglede en. Thomas var ikke med den første aften. Som en har sagt: ”Når man misser en gudstjeneste, misser man en masse.”

Men heldigvis isolerer Thomas sig ikke. Han er sammen med dem til gudstjeneste søndagen efter, og da han ser Jesus, der henvender sig til ham og udfordrer ham til at tage beviset i besiddelse, bliver han overvældet og siger: ”Min Herre og min Gud!” Hvilken bekendelse! Thomas Tvivler bliver til Thomas Bekender. I en sum: Jesus er opstået og viser sig for apostlene. Det er virkeligt. Det skal vi bygge på. Det skal hjælpe os i vores tvivl. Lad os blot være skeptiske, men aldrig gifte os sådan med tvivlen, at vi bruger den til at holde Kristus fra livet. Gør som Thomas: bliv hos vennerne, lyt, følg med og bekend så, når du får muligheden. Vi behøver ikke at se ham nu, det har andre gjort og det er nok. Vi kan tro på ham alligevel og være salige ved det, lykkelige, glade og trygge. Jesus siger til Thomas og os andre, der lever på lang afstand af Jesu opstandelse: ‘Salige er de, som ikke har set og dog tror.’ Ja, vi kan være salige uden at se ham med egne øjne. Andres vidnesbyrd om ham er nok for os til at tro ham. Og så åbenbarer han sig også for os, som lever på så lang afstand af hans opstandelse – en gang imellem i hvert fald.

Udfordringen

Kan du også se på dig selv som salig uden at få beviser for Jesu opstandelse?

Hilsen fra Mogens G. Jensen:
»Jeg bliver 67 her i april og holder derfor med at skrive disse meditationer. Tak for fællesskabet omkring forkyndelsen af det glædelige budskab.«

I den kommende tid vil vi genudgive tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.

Han spurgte dem:
»Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«

De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:
»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«

»Hvad da?« spurgte han.

De svarede:
»Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem:
»I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«

Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:
»Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«

Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:
»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:
»Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«

Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Lukasevangeliet 24,13-35

På vandring med den opstandne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

To disciple var ude at gå på strækningen mellem Jerusalem og en landsby, som hedder Emmaus. Den ene var Kleofas, Josefs bror. Hvem var den anden? Muligvis hans søn Simeon Bar-Kleofa, som blev den anden leder af urmenigheden i Jerusalem efter Jakobs henrettelse i år 62 e.Kr.

Der er flere byer, der hedder Emmaus, så hvilken der er tænkt, ved vi ikke. Tres stadier svarer til ca. 12 km. De to disciple mødte en Jesus, som ikke ganske svarede til deres forventning om en politisk forløser, men var en endnu større frelser, som de først genkendte, da han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Han siger de samme ord, som ved nadverens indstiftelse.

Oprindelig fejrede man også tredje påskedag, men denne helligdag blev afskaffet med Struenses helligdagsforordning i 1770.

Troen

Beretningen om de to disciple, der er på vej til landsbyen Emmaus, illustrerer for os, hvordan livet er for den, der tror på Jesus, den opstandne. Vi lægger mærke til, at de to disciple vandrer sammen. Disciple lever et liv i fællesskab med andre disciple. På et tidspunkt kommer Jesus og vandrer sammen med dem, uden at de genkender ham. Det er troens vilkår. Jesus vandrer sammen med os gennem livet, men han er ofte usynlig for os. Som Paulus skriver: ‘.. vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.’ (2. Kor 5,7)

Det nye Testamente fortæller, at Jesus mere end en gang tidligere havde talt med sine disciple om sin forestående korsfæstelse, død og opstandelse. Men det har åbenbart ikke gjort indtryk på dem, eller de har slet og ret glemt, hvad Jesus havde sagt til dem. Det var skam heller ikke, fordi de ikke havde hørt budskabet om, at han var opstået. Vel havde de så. De havde nemlig også hørt kvindernes beretning om den tomme grav. Men tro det kunne de ikke. Nu havde de bogstavelig talt vendt Jerusalem ryggen. De orkede ikke mere. ‘Vi havde håbet’, men det gør de ikke mere. Men de to modløse disciple fik ikke lov til at gå for sig selv. Den opstandne herre og frelser kom selv til dem, da det så mest sort ud for dem og slog følge med dem. På samme måde med os, der tvivler i dag. Vi har kun den mulighed for at tro påskebudskabet om Jesu opstandelse fra de døde, og det er, at han selv kommer til os og vandrer sammen med os et stykke af vejen, vi har at tilbagelægge. Nogle gange synligt, så vi mærker det brænder i hjertet, og vi kan jublende tage del i lovprisningen af ham den opstandne. Andre gange oplever vi vandringen med den opstande mere som en længsel efter at erfare ham. Nogle gange er det eneste, vi erfarer, en tomhed i os selv, en tomhed, der længes efter at blive fyldt med opstandelsestro. Men både når vi erfarer ham i ordet, der udlægges for os, og når vi samles ved nadverbordet, så er han der.

Vi skal lægge mærke til, hvordan påsketroen opstår. Det gør den ikke, ved at disciplene intenst siger sætningen ‘Jesus er opstået’, og gentager det som et mantra, indtil man har fået overvist sig selv om, at han er altså opstået. Nej, påsketroen opstår for det første ved, at skrifterne udlægges for dem. Ikke blot nogle få spredte citater, men ved en læsning af alle skrifterne. Denne gennemgang af skrifterne i Det gamle Testamente får hjerterne til at brænde i dem, og de genkender den opstandne Jesus i de skrifter, de kender så godt. Men de trængte til at få dem gentaget. Sådan kan vi også trænge til at få gentaget, hvem Jesus er ved at høre løfterne om Messias gennem en læsning af de gamle skrifter. Dernæst genkender de den opstandne, da han bryder brødet og skænker vinen. Det var jo nøjagtig de samme ord, han havde sagt nogle få dage forinden, da de sidst spiste sammen.

Vi disciple, som er på livsvandring med den opstandne mod Guds evige rige, vandrer sammen. Og på denne vandring går den opstandne med. Nogle gange synlig andre gange usynlig. Jeg mindes, den gang jeg gik på Caminoen med en god ven. Jeg husker, hvordan samtalen hurtigt kom ind på åndelige ting, når vi gik vores daglige strækning. og hvordan hjertet begyndte at brænde i mit brøst for hvert skridt, jeg tog. Det var som om de bibelske tekster, vi hver dag læste, fik nyt liv og ny betydning for mig. Jeg mindes, hvordan min medvandrers ord åbnede skrifterne for mig. Og jeg mindes, hvordan den opstandne Herre viste sig for mig, når vi holdt siesta og spiste vores brød og drak vand af en kilde langs vejen. En morgen læste vi om kvinden ved brønden, og jeg husker, hvordan denne beretning blev levende for mig, mens vi sad derude på en jordknold ved en brønd med rindende vand, og vi drak af det friske kildevæld. Jo, sandelig går den opstandne med, når vi hans disciple vandrer sammen på vejen til Guds evige rige.

Udfordringen

Mærker du nogle gange hjertet brænde i dig, når du hører om Jesus Messias?

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden:
»Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«

Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem:
»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8

Dagen da døden døde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Påskedag er kirkeårets store jubelfest. På baggrund af langfredags forsoning proklameres det nu, at sejren er vundet. Gud har vedkendt sig Jesu offer som et fuldkomment offer for menneskeslægtens synd. Dødens magt er brudt og vejen ind til Guds hjerte er banet. I de følgende uger er der fokus på, hvad opstandelsen betyder for os, der lever efter påskedag. Påsketiden varer fra påskedag og frem til pinse. Denne periode er på syv uger, altså 49 dage og pinsen hedder på græsk ‘pentakoste’, den halvtresindstyvende.

Troen

De tre kvinder vil med deres vellugtende salve parfumere liget, som allerede er ved at gå i forrådnelse. Det er et tankevækkende billede på vores afmagt, når det gælder døden. Kvinderne kan højst fjerne stanken. Og end ikke det kan de, for adgangen til graven er spærret af en stor sten. Men Kristus behøver ingen salver eller hjælp med stenen. Ligesom solen er stået op, er han stået op. Som om han blot var blevet lagt til hvile, har han rejst sig igen og er gået ud af den lukkede grav.

De tre kvinder kom ikke til graven bare for at salve Jesu legeme, men selvfølgelig også for at græde over adskillelsen. Nu var han borte, taget fra dem, ham som de havde sat alt deres håb til. Ham, som havde givet dem et helt nyt liv, en helt ny begyndelse på deres liv. Han, som nu lå i graven, var jo ham, der kort forinden havde stået ved vennen Lazarus’ grav i Betania og havde sagt de stærke ord: ‘Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.’ Den dag i Betania var der virkelig blevet ringet med alle opstandelsens klokker. Den dag lød budskabet til hele menneskeheden: ‘Døden er overvundet.’ Den port, som små og store hænder i tidens løb forgæves har banket på, er nu åbnet og står på klem. Men nu lå han der selv og det endda på tredje dag. Så var det måske alligevel sandt, det som spotterne havde sagt, da han hang på korset: ‘Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.’ (Matt 27,42) Nu var i hvert fald den port, der var åbnet på klem den dag i Betania, igen blevet smækket i. Kvinderne, som er på vej ud til graven påskemorgen, havde altså god grund til at sørge både på egne og på den dødsmærkede menneskeheds vegne.

Men så skete der noget. De fire evangelister er ikke enige om, hvad der skete. Detaljerne snubler over hinanden. Det hele var så overvældende, at hverken øjet eller øret kunne følge med og ordene ikke slå til. Jo, to ting var de enige om: Jesu grav er tom, og kvinderne har hørt opstandelsesbudskabet: ‘Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham.’ De to ting, tegnet, den tomme grav og budskabet, hører sammen. De siger nemlig tilsammen: ‘Han er opstået.’ Den tomme grav og budskabet vil sige til os, at Jesu opstandelse ikke bare er en opmuntrende fortælling, men er noget som virkelig er sket.

Jeg ved godt, at der er kristne, som vil nøjes med at sige, at Jesus er opstået ‘billedligt talt’: At det var Jesu tanker og ord, der ligesom stod op af graven, og på den måde kan vi sige, at Jesus også lever i dag. Eller det var disciplenes tro, der ‘ligesom’ opstod af graven påskemorgen. Lad mig sige det, som det er: Den snak skal vi aldrig, aldrig nogen sinde lytte til. Hvis Jesus kun er billedligt opstået, skal vi også kun billedligt opstå. Og så er vi de ynkværdigste mennesker på jorden, for så lever vi jo på en indbildt løgn, som Paulus skriver til Korintermenigheden. (1. Kor 15,19).

Den britiske teolog og evangelist Michael Green døde i 2019. Dagen inden sin død ringede han til en god ven, Lindsay Brown, tidligere generalsekretær i det internationale KFS arbejde IFES. Jeg har været så heldig at have mødt begge disse to stærke personligheder. Green ved en missionskonference i Børkop, og Lindsay Brown ved et besøg i Aarhus KFS. Green ville have Brown til at prædike ved sin begravelse og instruerede ham i at prædike over missionsbefalingen og formanede ham til ikke at spilde tid på at fortælle om sit liv. Han skulle forkynde evangeliet. Michael Green selv spildte heller ikke den sidste tid. Han havde en stak af sine bøger, bl.a. ‘Dagen da døden døde’. Og når der kom sygeplejersker og læger på besøg, fik de stukket en bog om Jesus i hånden. Michael var en mand, som havde mødt den opstandne og levede sit liv i lyset af Jesu opstandelse. For ham var der ikke tale om nogen som-om-opstandelse. Nej, for ham var Jesus legemligt opstået, og derfor kunne han også dø i forventningen om en legemlig opstandelse og et glædeligt gensyn. Han levede sit liv i lyset af en større historie.

Glædelig påske: Jesus er virkelig opstanden og lever, og vi skal leve.

Udfordringen

Tror du på Jesu legemlige opstandelse, og tør du tro på, at du selv har del i denne opstandelse?

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.

Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.

Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
»Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«

Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:
»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«

Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
»Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
»Han kalder på Elias.«

Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde:
»Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.

Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde:
»Sandelig, han var Guds søn.«

Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Matthæusevangeliet 27,31-56

Forsonet med Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Lad os betragte Jesus. Han bliver klædt af, pisket og tornekronet og hånet. Han må selv slæbe sin marterpæl til henrettelsesstedet. Da han ikke magter det, må en tilfældigt forbipasserende tage over og slæbe korset det sidste stykke vej. Han drikker ikke den bedøvende vin, men får naglerne banket gennem håndled og fodled ved fuld bevidsthed. Han hænger mellem røvere og spottere, og hånende står hans modstandere under korset. Og hans egen mor står der også og kan kun se på.

Troen

(Fra ‘Mary, did you know?’)

Forsoning er et ord, vi ofte bruger i kirken. Men hvad ligger der egentlig i ordet forsoning? Forsoning handler om to mennesker/ to parter, der er kommet på kant med hinanden, får nedbrudt fjendskabet og finder sammen igen. Forsoning forudsætter en handling fra den ene part mod den anden.

Det var netop en sådan forsoningshandling, Gud gjorde ikke blot ved sin søns lidelse og død, men ved hans fødsel, hele hans liv og virksomhed, lidelse, død og opstandelse. Her lukker ordet forsoning sig op. Guds søn ofrede sig. Han kom og levede vores menneskeliv på godt og ondt. Gud har således bevist sin store kærlighed til os. Derfor må forsoningen også finde genklang i os, ved at vi lader os forsone med Gud.

Jesus er ikke den eneste, der har måttet gennemgå korsets smerter. Den bjælke, han bar, var genbrug; den var blevet brugt til det samme formål før. Og nu var det Jesu tur til at mærke smerterne. Og alligevel var det ikke den fysiske smerte, der var værst for ham. Nej, det var en anden smerte som fyldte ham her på korset. Det var, at han midt i sine store smerter var forladt af Gud. Her til sidst ved den niende time, Jesu dødstime, råbte han højt og tænderskærende: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’ Det var Jesu største smerte. Den Gud, som han altid havde elsket og følt den stærkeste samhørighed med, den Gud er nu forsvundet. Jesus var alene, forladt og svigtet af sin himmelske far.

Lad os et øjeblik forestille os, hvilken smerte det må være, at i det øjeblik man er allerdybest nede i sin sygdom og man ligger hjælpeløs og svag på sit dødsleje, så vender det menneske, du har elsket mest her i livet sig bort og lader dig i stikken. Sådan har Jesus følt Guds vrede over sig. Svigtet af sin mest kære, nære og elskede person: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’

På toppen af tårnet på min gamle sognekirke, Kristkirken i Kolding, sidder et kors af kobber. Fra korset går et tommetykt kabel hen langs hele kirkeskibets tagryg og ned i jorden. Korset er en lynafleder. Den er sat på det højeste og mest udsatte sted, og den sikrer, at kirken og de, der går ind i den, går fri, hvis et lyn slår ned. Det er et fantastisk billede på, hvordan Jesu kors beskytter os mod Guds dom og vrede.

Udfordringen

Er Jesus lynafleder i dit liv?

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«

Han svarede:
»Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«

Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:
»Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«

De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
»Det er vel ikke mig, Herre?«

Han svarede dem:
»Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

Judas, som forrådte ham, spurgte:
»Det er vel ikke mig, Rabbi?«

Han svarede ham:
»Du sagde det selv.«

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme.«

Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:
»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Matthæusevangeliet 26,17-30

Jesus er helt nær hos os

Af Mogens G. Jensen

Tanken

På hebraisk er der et ordspil mellem påske og gå forbi. Som dødsenglen gik forbi jødernes huse, der havde smurt blod fra det slagtede offerlam på deres dørstolper, sådan vil Guds vrede heller ikke ramme de mennesker, der stiller sig ind under Jesu beskærmende nærvær.

På Jesu tid blev påsken fejret både i og udenfor Jerusalem. Begge steder blev festen fejret som et minde om Guds udfrielse af fangenskabet i Egypten. Gud tog en flok slaver og gjorde dem til sit folk. Den afgørende forskel på den påskefest, der blev holdt uden for Jerusalem og den, der blev holdt i Jerusalem, er, at kun i Jerusalem kan man spise påskelammet, der er slagtet i templet. Efter Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 har alle jøder fejret påske uden det slagtede påskelam. Ingen ofre uden for Jerusalem.

Troen

I vores lutherske kirke tror vi på, at Jesus virkelig er til stede i nadverens brød og vin. Vi taler om realpræsens, altså at Jesus virkelig er til stede i nadverens elementer. Her er ikke tale om et trylleri, hvor brødet og vinen forvandles til Jesu legeme og blod. Der er heller ikke tale om noget symbolsk. Nadveren er meget mere end et symbol. Hans nærvær i nadveren afhænger ikke af vores tro på, at han er til stede i brød og vin. Nej, han er reelt til stede. På aramæisk, som er Jesu modersmål, har han ikke kunnet sige: ‘Dette er mig legeme’ og ‘Dette er mit blod.’ Han har kun sagt: ‘Dette mit legeme’ og ‘Dette mit blod.’ Men det var også nok for enhver jøde, der kendte Gud. I 2 Mos. 3,14 åbenbarer Gud sig for Moses med ordene: ‘Jeg er den, jeg er!’ Og hele syv gange siger Jesus om sig selv i Johannes evangeliet: ‘Jeg er’, og så nævner han forskellige ting han er. ‘Han er døren’, ‘Han er vejen, sandheden og livet’ osv. De har altså hørt ham sige: ‘Dette er mit legeme, og dette er mit blod.’

I sin bog om Luther giver biskop Jan Lindhardt et billede på Jesu realpræsens. Han skriver: ‘Man kan måske sammenligne det med en pengeseddel. Den er egentlig blot et stykke papir, som det koster nationalbanken 10 øre at fremstille. Alligevel er den 100 kroner værd, fordi nationalbankens layout og underskrift er på papiret. Er det papir, eller er det virkelig 100 kroner? Det er naturligvis begge dele. En pengeseddel kan brænde som alle andre stykker papir, og samtidig ved enhver, at hvis det sker, er man blevet 100 kroner fattigere.

Pengesedlen er altså ikke bare et ‘minde’, men en realitet. Det giver ingen mening at sige, at det ‘for mig’ er 100 kroner, for det er det objektivt set, og det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan bruge pengesedler. Hvis det kun var en ‘psykologisk’ kendsgerning, ville vores økonomi bryde sammen, for hvornår havde man så betalt, hvad man skulle?’ Det er et fint billede på, hvad nadveren er. Et billede, vi kan tro på med vore hjerter og ikke vores forstand.

Jesus satte sig til bords med sine disciple. Han spiste sammen med en forræder, en fornægter, og ti andre disciple, hvis ufuldkommenhed også var åbenlys. Gennem fastetiden har vi netop fokuseret på vores ufuldkommenhed. Hvor afmægtige, uværdige, magtesløse, afhængige, svage, dødelige, ja, syndige vi er. Men nu er det skærtorsdag, og vi hører om, at Jesus inviterede sine ufuldkomne disciple til bords. Vi får lov til at spise sammen med Jesus, netop som vi er.

Derfor er nadveren også en fest, vi må deltage i. Nadverfejringen var en af de få ting, Jesus befalede sine disciple at fortsætte med. Jesus vil, at ufuldkomne disciple fortsat kan inviteres til måltid med ham, som er fuldkommen. Her i nadveren får jeg del i Jesu krop, som hang på korset for mine synder, og Jesu blod, som blev udgydt til mine synders forladelse. Her i nadveren får jeg lige nøjagtig det, som jeg har brug for som et syndigt menneske, nemlig fællesskab med Gud. Jeg befries for synd, skyld og dårlig samvittighed over for Gud. Det er den ene grund til, at nadveren er et festmåltid.

Den anden grund er, at nadveren også peger frem mod Guds evige rige, hvor vi skal være synden kvit. Ligesom Jesus lever som den opstandne, sådan skal vi leve. Og en dag skal vi sidde til bords med Jesus. Nadveren er begyndelsen på festen i Guds rige. I nadveren samles hele Guds folk fra nord og synd og fra øst og vest, levende sammen med dem, som er gået forud for os. Nadveren er en fest, hvor hele Guds folk deltager. Nadveren er et forskud og en forsmag på den helt store og ultimative fest, Gud har forberedt for alle, der har sagt ja tak til indbydelsen til fest i Guds evige rige.

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus reelt er til stede i nadverens brød og vin, og at du ikke behøver at præstere en bestemt mængde tro på, at han er til stede?