Nyheder

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham:
»Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.«

Jesus svarede ham:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.«

Nikodemus sagde til ham:
»Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?”

Jesus svarede:
»Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.«

Nikodemus spurgte ham:
»Hvordan kan det gå til?”

Jesus svarede:
»Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen. Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.«

Johannesevangeliet 3,1-15

Du må fødes på ny

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi går nu over i trinitatistiden – treenighedstiden. Her skal alt det, vi har fået gennem Jesu fødsel, hans død og opstandelse, himmelfart og Helligåndens komme, udfoldes og omsættes i de mange trinitatissøndage fra nu og til sidste søndag i kirkeåret. Den liturgiske farve er grøn og fortæller os dermed, at det nu er den åndelige væksts tid.

Troen

En mand er begyndt at tænke. Og det er nu ikke det værste, der kan ske et menneske. Manden er Nikodemus. Ikke en hr. hvem som helst. Han hørte til den åndelige elite i jødefolket. Han tilhørte farisæernes parti, et parti, der var kendt for at tage Guds lov meget alvorligt, og så var han ovenikøbet medlem af det store råd, jødernes åndelige og politiske lederforum. Og han kommer da heller ikke som privatperson, men som repræsentant for jødernes råd. Han siger jo: ‘Rabbi, vi ved, …’ Nikodemus er tydeligvis repræsentant for det religiøst søgende menneske, der nærmer sig Jesus for at lære lidt mere om Guds rige.

Nikodemus er ikke rigtig tilfreds med sit liv. Han ligger ofte vågen om natten og tænker. Især er der en mand, som hans tanker kredser om: ham galilæeren, der er begyndt at prædike om, at Guds rige er kommet nær. Og som rettænkende farisæer er han på den ene side tiltrukket af ham, og på den anden side er der mange ting i Jesu forkyndelse, der strider imod hans overbevisning.

Men hvorom alt er, så er Nikodemus’ ellers så klippefaste religiøse system begyndt at vakle. Kan det virkelig passe, at Jesus er Messias, jødernes længe ventede konge? Kan han være Guds søn? Alle disse tanker lå Nikodemus og spekulerede på i de mange søvnløse nætter. Og så opstod tanken i ham: hvorfor ikke opsøge denne rabbi selv, og stille ham de mange spørgsmål?

Nikodemus løb en stor risiko ved at opsøge Jesus, for tænk, hvis det kommer rådet for øre, at et af dens medlemmer ligefrem har opsøgt denne vildfarne lærer? Så risikerer han at miste sin position i det jødiske etablissement. Men Helligånden er begyndt at ryste Nikodemus i hans grundvold, og når Ånden sådan begynder at kræve taletid i et menneskes liv, så kan alting ske.

Vi kan lære en del af Nikodemus. Han vil i kontakt med Jesus. Han vil ikke nøjes med rygterne eller de fordomme, andre måtte have om denne Jesus. Han vil møde manden selv. Det er altid et sundt tegn, når man ikke vil nøjes med, hvad andre mener og tænker, men selv undersøge sagen. Og Jesus har træffetid både dag og nat. Til ham kommer du aldrig ubelejligt.

Nikodemus nærmer sig høfligt Jesus og siger: ‘Rabbi, vi ved, at du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.’ Og Nikodemus må have opfattet Jesu ord som en spand kold vand, for Jesus svarer med: ‘Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.’ Nikodemus vil gerne vide noget mere om, hvordan han når frem til Guds rige. Og så siger Jesus, at det kan han godt opgive. ‘For det, som er født af kødet, er kød…’

Indrømmet, det er et uhøfligt svar at give til et ærligt søgende menneske, men det er altså det svar, Jesus giver, og derfor må det også være det svar, kirken i dag giver til religiøst søgende mennesker, som af al magt forsøger at nå Guds rige via deres åndelige bevidsthed. Sådanne søgende og åndelige mennesker har vor tid rigtig mange af, og de må protestere over, at Jesus kalder deres åndelige søgen for ‘kød.’ Men det er det, det er, siger Jesus. Og kirken må gentage Jesu ord og sige til den søgende menneskehed, at al dens søgen er forgæves. Det er og bliver kød. Der går ingen vej fra jorden til himlen.

Men til gengæld går der en vej fra himlen til jorden: ‘Det der er født af Ånden, er ånd,’ siger Jesus. Derfor må et menneske fødes på ny, for at kunne komme ind i Guds rige.

‘Blive født på ny.’ Det var totalt nyt for Nikodemus. I hans religiøse system drejede det sig om at overholde visse religiøse ritualer og love, og på den måde vokse op til at blive kandidat til Guds rige. Men at måtte fødes på ny, dvs. blive et helt nyt menneske, så alvorligt havde Nikodemus aldrig forestillet sig, at det stod til med ham. Hidtil havde han regnet med, at lidt forbedring nok skulle slå til, men han havde ikke regnet med, at der skulle ske en så total forvandling af ham, for at han kunne gå ind i Guds rige. Med sit svar om, at mennesket må fødes på ny for at kunne gå ind i Guds rige, har Jesus givet svaret på menneskets dybeste problem, nemlig hvordan bliver jeg et Guds barn, hvordan får jeg adgang til Guds rige? Se, det er de spørgsmål, Helligånden vil sætte på dagsordenen i dit liv.

Udfordringen

Hvornår har du sidst reageret på søvnløse nætters uro og opsøgt Jesus og stillet dine spørgsmål til ham? Og hvordan går det med at være født på ny?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Johannesevangeliet 3,16-21

Gud elsker de uelskværdige

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Den lille bibel er disse ord blevet kaldt, fordi de i en sætning sammenfatter, hvad hele Bibelens budskab går ud på, nemlig at Gud har sendt sin søn, for at ingen skal fortabes, men have evigt liv. Jesus understreger, at det er troen, som frelser et menneske, og at det er fraværet af tro, der fører til fortabelse.

Troen

Det evangelium er et pinseevangelium, selv om Helligånden slet ikke er nævnt overhovedet. For også os, der hører til hedningefolkene, dvs. alle ikkejøder, er der tænkt på, da Gud sendte sin Søn til jorden. ‘For således elskede Gud verden.’ Gud elskede hele verden. Verden er ikke bare geografisk bestemt. Nej, verden er den verden, der er Gudsfjendtlig, det er den syndige menneskehed, som Gud elsker. Den verden, som har afskrevet Gud, og som i trods har fornægtet ham, den verden, som aktivt gør oprør imod ham og ringeagter hans vilje. Verden, det er en Saddam Hussein, en Putin, en Hitler, en Pol Pot. Verden, det er de hadefulde muslimer, der lader bomber sprænge og slår uskyldige ihjel. Verden, det er den store bølle, der tyranniserer de mindre drenge i skolegården. Verden, det er den kollega, der hele tiden er efter dig på jobbet. Verden, det er også dig.

Det er denne verden, Gud elsker. Han elsker ikke kun den elskværdige, men også den uelskværdige. Med verden er bunden nået. Gud samler på denne verdens ros og udskud. Også de er omfattet af Helligåndens virke. Gud arbejder med sin Ånd i folkemasserne for at finde enhver fortabt sjæl og for at genoprette ethvert forspildt liv. Her er pinseevangelium til os alle, såvel til jøder som til hedninger. Pinseevangelium om Guds kærlighed til verden. Han gav sin søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.
Hvordan endte det så? Tog alle mennesker så mod Guds udstrakte hånd? Nej, desværre ikke. I stedet sker dette:
Lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.

Det svarer til almindelig erfaring, at det onde er lyssky. Det onde og forkerte undgår helst lyset, verdens lys. Det onde tåler ikke lyset, men skyer det. Så er det klart nok, at når Jesus er kommet som verdens lys og gennemlyser alle mennesker, ja, så må det menneske, der gør mørkets gerninger, flygte væk fra lyset. Mens det menneske, som gør det gode, frimodigt kommer frem i lyset. Det er dommen, at lyset er kommet til verden.
Guds egentlige vilje med, at han kommer til verden, er ikke at dømme verden. Det er ikke derfor, Jesus kommer. Guds intention er altid at frelse. Og det er således vores reaktion på Guds fremstrakte hånd, der afgør vores skæbne. Gud har altid villet frelse, men for det menneske, der ikke vil tro på ham, er der allerede fældet dom. Dette er dommen, at Jesus, verdens lys, er kommet til verden. Hans komme er det store og afgørende vendepunkt, der er sket. Han er det store skillepunkt. Enten tror man på ham, eller man forkaster ham og tror ikke på ham.
Gud elskede, så han gav. Ikke en ting, men et liv, et menneske, en bror. Men ikke en almindelig bror. Han gav sin søn, den enbårne søn. Det bedste han ejede, hans eneste søn. Vi vil som forældre kæmpe for, at vores børn skal vokse op i trygge og kærlige forhold. Som forældre vil vi hellere, at det er os, der syge, end at vore børn er det. Vi vil hellere selv mobbes, end at vore børn bliver det. Gud har de samme følelser over for sin søn.

Og alligevel lader han sin eneste søn blive dræbt for vores skyld. Gud ser ham klynget op på et træ. Ser ham blive pisket og hånet. Ser ham lide og dø. Gud ofrede sin egen søn. Ufatteligt, når vi ved, hvilken kærlighed der var mellem Faderen og Sønnen. Det må have kostet Gud alt at give sin søn til en verden, som havde vendt ham ryggen. Men det valgte han altså at gøre. Hans kærlighed blev synlig, da Jesus blev født, døde og opstod igen. Det forblev ikke ved en kærlig følelse i Guds hjerte, men hans kærlighed blev til konkret handling: han gav sin søn til verden. Hvilken ufattelig handling. Hvilken kærlighedserklæring til den gudsfjendtlige verden! Så forstår vi måske bedre, at Jesus kunne skille verdens befolkning ad i to dele. Enten elsker man det lys, eller også hader man det, fordi det fratager ethvert menneske dets undskyldninger. Lyset skinner – til glæde for nogen og til afstandtagen for andre.

Udfordringen

Gud rækker dig en gave, der rummer et evigt liv. Hvad gør du med den gave?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:
»Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«

Jesus svarede ham:
»Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«

Johannesevangeliet 14,22-31

Helligånden – Jesu advokat

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi hører igen et udsnit af Jesu afskedstale til sine disciple skærtorsdag aften. Og det tema, han hele tiden kredser omkring, er dette, at han skal forlade dem, men at de alligevel ikke er overladt til sig selv, for Faderen vil sende Talsmanden, Helligånden til dem. Den der elsker mig, siger Jesus, i ham skal Faderen og Sønnen tage bolig. Jesus har undervist sine disciple, mens han stadig var blandt dem, men når Helligånden kommer, skal han minde os om alt det, Jesus har sagt til os, mens han endnu levede iblandt os.

Troen

Egentlig begynder den proces, som et menneskes omvendelse består af, bagfra i Treenigheden, nemlig med Helligånden. Det hele begynder med, at Helligånden trækker i trådene og kalder og rykker i et menneske, så det begynder at søge Gud. Når det menneske så er blevet bevidst om Gud i sit liv, begynder det menneske at erfare Jesus i sit liv. Og der opstår et behov for Jesu forsonergerning, og korset rykker ind i centrum. Bevægelsen hedder altså: Helligånd, Gud og Jesus. Vi ville vel ellers sige, at først begynder et menneske at overveje, om Gud findes, dernæst ser det behovet for Jesus, og endelig kommer det med Helligånden. Men i Guds verden er det altid Helligånden, der kommer først og trækker i trådene, førend et menneske overhovedet er sig Gud bevidst.

Helligåndens store opgave, som han altid arbejder på, er at være Jesu ambassadør eller advokat, som fører Jesu sag her hos os. ‘Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt, hvad jeg har sagt til jer.’ Det er Helligåndens gerning i kirken. Og det er bydende nødvendigt igen og igen at blive mindet om Jesu ord. Det drejer sig om troens opdatering. Mennesket har en hukommelse som en hullet si, hvad angår Guds rige. Hvis ikke jeg igen hører det, Jesus har sagt, synker jeg tilbage i hedenskab. Min tro lever af det, som Helligånden igen og igen aktualiserer for mig. Gang på gang oplever jeg, hvordan aspekter af det, som Jesus en gang har gjort aktuelt for mig, langsomt svinder ind og bare ligger som en uåbnet skat i mit liv. Jo, jeg ved det nok med min forstand, men det er død kapital, og det betyder ikke mere det samme for mig, som første gang jeg opdagede det. Og hvis ikke Talsmanden tålmodigt igen og igen nænsomt vækker os og minder os om det, Jesus har sagt, så sygner troen bort.

En ældre mand sagde til præsten, da de talte om det at gå i kirke, at han for sin del ikke havde brug for at høre det, der bliver sagt i kirken. ‘Det er jo bare det samme igen og igen, der bliver sagt. Jeg har hørt det en gang, og jeg kender det så godt, så jeg behøver ikke at høre det endnu en gang.’ Jeg forstår ikke den ældre mand. Jeg kan i hvert fald ikke undvære at høre Jesu ord igen og igen. Min tro vil lige så stille sive ud af mig som tørt sand mellem fingrene, hvis ikke Talsmanden hele tiden får taletid i mit liv.

Og det allervigtigste, Talsmanden vil minde os om, er dette, at vi må være Guds børn. Lige netop det Judas undrede sig over, da han spurgte Jesus, hvordan det kunne være, at netop disciplene var dem, Jesus havde valgt at tale til og ikke til verden. Denne undren beskrives i DDS 289 vers 5.
‘Ja, sandheds Ånd, forvis os på, at også vi er af Gud Faders små! Da er sorgen slukket, Paradis oplukket, døden overvundet. Herre, hør vor bøn.’
Det er det, som Talsmanden længes efter at tale ind i dit sind og i dit liv. Han vil hver gang, vi kommer i tvivl, forvisse os om, at også jeg hører til Gud Faders små.

En anden af Helligåndens, Talsmandens, frugter er fred. ‘Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og være modløst.’ Læg mærke til, at disse ord af Jesus er sagt skærtorsdag aften, den aften han vidste, at han skulle dø på korset næste dag. Den aften, da Jesus måtte kæmpe i Getsemane have, for at Gud Faders vilje måtte ske og ikke hans egen vilje. Tænk, at han i denne situation kunne sige: ‘Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver ikke som verden giver.’ Vi har virkelig brug for, at Talsmanden aktualiserer disse ord i vores liv med de mange storme og ufredelige minutter, vi kan opleve. Men det vil han.
Som vi også synger i DDS 289 vers 4:
‘O Talsmand! lad os finde trøst, som barnet finder den ved moders bryst, i din søde stemme, så al vor elende smilende vi glemme over salig ende! Herre, hør vor bøn!’

Jesus giver os ikke, som verden giver. Hans fred er anderledes og langt mere dybdegående end nogen trøst, som vi ellers finder her på jorden. Og denne fred vil Talsmanden minde os om, når stormen raser omkring os. Og når du synes, alt håb er ude, så kommer Talsmanden til dig og hvisker dig i øret om den fred, Jesus vandt til os på korset.

Udfordringen

Har du brug for, at Helligånden, Talsmanden, aktualiserer Jesu ord i dit liv? Eller kan du nøjes med at stole på din egen hukommelse?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Jesus sagde:
»Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen, sandhedens ånd, som udgår fra Faderen, skal han vidne om mig. Men også I skal vidne, for I har været med mig fra begyndelsen. Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig.

Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer. Men jeg sagde det ikke til jer fra begyndelsen, fordi jeg var hos jer.«

Johannesevangeliet 15,26 – 16,4

Helligånd og forfølgelse

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er skærtorsdag aften sammen med sine disciple for sidste gang inden sin død. Her forbereder han sine disciple på, hvad de kan forvente, der vil ske, når han bliver taget fra dem. For det første vil de få Talsmanden, Helligånden, sandhedens ånd, som vil fortsætte med at vidne om Jesus. Og også disciplene skal vidne om Jesus, fordi de har været sammen med Jesus fra begyndelsen. Og den anden ting, Jesus gerne vil forberede sine venner på, er den modstand, de vil møde. De vil blive udelukket fra det religiøse fællesskab i synagogerne, og nogle vil endda miste livet, fordi de holder fast ved Jesus.

Troen

Jesus forbereder sine venner på en tilværelse uden ham, men han vil selv komme til dem i skikkelse af Helligånden, Talsmanden, sandhedens ånd. Helligånden skal fortsat minde dem om Jesus. Og også de skal vidne. Begrundelsen for, at de skal vidne, er, at de har været sammen med ham fra begyndelsen og derfor kan fortælle alt det videre, som Jesus har fortalt dem. Det har vi et herligt eksempel på i Ap.G.4,13-14. De to apostle, Peter og Johannes, er til forhør os jødernes ledere, og her udviser de stor frimodighed. Og så står der: ‘Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste at de havde været sammen med Jesus.’ Det var hemmeligheden ved deres frimodige forkyndelse af evangeliet: de havde været sammen med Jesus.

Og det er den samme hemmelighed, der ligger til grund for kristnes frimodighed, når de i dag forfølges og slås ihjel i lande som Iran, Afghanistan og andre muslimske lande, hvor der er strenge straffe for at bekende sig til Jesu navn. Hemmeligheden er altid et stærkt gudstjenestefællesskab. Et fællesskab, hvor man er sammen om den opstande Jesus. Deres frimodighed skyldes det enkle, at de har været sammen med ham i forkyndelsen af evangeliet, i dåben og i nadveren.

Jesus har ikke fortalt sine disciple før nu, at en sådan forfølgelse vil finde sted. Men han har antydet det flere gange. Fx Matt.10,24-25 hvor han lader skinne igennem, at det vil gå hans disciple på samme måde som med ham selv: ‘ En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre.’ Men nu siger Jesus det direkte til sine venner, at de vil møde modstand og forfølgelse. Han lægger ikke skjul på de omkostninger, der følger med discipelskabet. Kristne har til alle tider oplevet forfølgelse og modstand. Sådan var det med de første kristne. Både Peter og Paulus blev henrettet af de romerske myndigheder. Og i urkirken var martyriet højt skattet. Ja, der blev ligefrem sagt, at martyrernes blod er kirkens udsæd. For jo mere de kristne blev forfulgt, jo større blev deres tilhængerskare. Og sådan fortsatte det op igennem kirkehistorien, hvor vi kan tænke på en Jeanne D’Arc og en Johan Huus. Og blandt mere nutidige martyrer kan vi tænke på de kristne, der under Nazityskland blev ofre for deres tro. De mest kendte er den tyske evangeliske præst Dietrich Bonhoeffer, og den polske romersk-katolske præst Maximilian Kolbe, der begge blev henrettet i koncentrationslejre.

I organisationen ‘Tænketank for Forfulgte kristne’ anslår man, at der i 2021 døde 7000 for deres tro. Men der findes mange flere anonyme kristne, som er uden for mediernes bevågenhed, der forfølges og dræbes for deres tro. Der er ganske mange kristne, der oplever bortførelser, voldtægt, tvangsægteskab og diskrimination i form af frihedsberøvelse og manglende borgerlige rettigheder. Jesu forudsigelse holder stik. Derfor må det ikke komme som nogen overraskelse for os, at vi vil opleve forfølgelse, tortur og død.

Mon ikke de fleste af os er sådan indrettet, at vi uvilkårligt viger tilbage ved sådanne udsigter? Vi dukker nakken, og prøver at flyve under radaren. Men findes martyriet da hos os i Danmark? Ja, vi behøver ikke at lede længe. Bare gå til et af de mange asylcentre. Her oplever kristne asylansøgere at blive chikaneret og truet af deres muslimske medansøgere. Og kristne læger, politikere og andre oplever chikanering pga. deres tro og overbevisning. Jesu ord er ikke blevet mindre aktuelle i dag, end de var, dengang han udtalte dem.

Det er mærkeligt, men forfølgelse og løfte om Helligånden går hånd i hånd. Har du tænkt på, at det sidste, vi hører om, inden vi skal fejre pinse, er udsigten til forfølgelse? Talsmanden skal vidne om Jesus, og vi skal vidne om ham, for vi har været sammen med ham fra begyndelsen. Så lad da udsigten til forfølgelse gennemlyses af løftet om Helligånden. Den opstandne og himmelfarne Jesus vil selv gå med os og lægge os ordene i munden, når vi vidner om ham.

Udfordringen

Det skal ikke gå disciplen anderledes end sin herre, siger Jesus. Hvor mærker du dette konkret i dit liv?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem:
»Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.«

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.

Markusevangeliet 16,14-20

Og Herren virker med

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus tager afsked med sine disciple. Han kritiserer dem for ikke at ville tro på dem, der fortæller om opstandelsen, men samtidig sender han dem ud med opstandelsesbudskabet. Underligt, ikke sandt? Men det viser, at Jesus kan bruge ufuldkomne mennesker. Og så lover han dem, at han selv vil gå med dem, og han vil selv virke med ved tegn, som skal følge disciplenes forkyndelse. Derefter forsvinder Jesus lige så stille for deres øjne og dækkes bag en sky. Og vi hører, at disciplene adlyder ham og går ud i hele den daværende verden og forkynder de gode nyheder.

Troen

Kristi himmelfarts dag markerer overgangen fra påske til pinse. Uden Kristi himmelfarts dag, går vi glip af afslutningen på Guds historie med os mennesker. Gud foretager en dobbeltbevægelse. Julenat kommer Gud til os her på jorden i skikkelse af Jesus, og Kristi himmelfarts dag vender Jesus tilbage til sin far i himlen.

‘Da Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd’, siger evangelisten Markus nøgternt. Hvad laver Jesus i himlen? Jo, han sidder ved Guds højre hånd. Og i det udtryk ligger der flere ting. Det første er dette, at Gud Fader byder Sønnen velkommen hjem. Og så siger han: ‘Sæt dig nu min søn, for nu har du udført den opgave, jeg sendte dig af sted for at udføre, nemlig at vise mennesker hvem jeg er og sone deres synd. Kom nu, og sæt dig efter veludført gerning.’

Det andet, der ligger i, at Jesus sætter sig ved Guds højre hånd, er dette, at sådan gør en konge. Det, at Jesus sætter sig ved Guds højre hånd, viser, at han nu indtager sin kongelige plads. Han sidder ved Guds højre hånd, ikke den venstre, men ved den højre. Det siger klart og tydeligt, at han er så tæt på Gud, som han kan komme, ja, han er ligestillet med Gud selv.

Men en ting mere gør han i himlen. I Joh. 14,1-4 siger Jesus, at vi ikke skal være bange, for han er gået i forvejen for os for at gøre en plads parat til os. Jesus sidder ikke kun ned i himlen. Nej, han er travlt optaget af den helt store ryk ind, der sker, når den store dag oprinder.

Selv siger han: ‘Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.’

Vores herre er i fuld gang med at gøre klar til den dag, hvert eneste menneske, som har kendt ham og har troet på ham, skal flytte ind hos Gud.

Og så sender Jesus disciplene ud for at fortælle de gode nyheder. Og de er ikke elitemennesker, hans første disciple. Nej, hemmeligheden i deres succes er en helt anden, nemlig det sidste der står i vores tekst: ‘Og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.’ Herren selv virker med, og han stadfæster disciplenes ord, uanset hvor ubehjælpelige, de ord måtte være. Der er en, som trækker i trådene og gør sin indflydelse gældende, når vi åbner vores mund og siger et par måske forkølede ord om ham, vi tror på.

Er der noget, der kan give frimodighed til at gå ud i hele verden og fortælle de gode nyheder om Jesus videre, så er det den vished, at han selv går med. Vi må regne med, at han virker med, når vi åbner munden og bekender os til ham, vi tror på.

Disse tegn, der skal følge disciplene, kender vi også i dag. Også hos os uddrives der dæmoner, og også hos os er der kristne, der taler med nye tunger. Og jeg har hørt, at også i dag er der kristne, der tager på slanger og drikker dødbringende gift uden at dø. Og det sidste tegn, der nævnes, nemlig håndspålæggelsen på syge, er også i funktion hos os. Disse fire kendetegn indikerer, at Jesus er til stede, når vi åbner munden og lader et ord falde om ham.

Så lad os da frimodigt gå på Herrens løfte og fortælle vidt og bredt om den Jesus, der selv siger: ‘Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes.’ Til frelse behøves der altså tro og dåb. Til fortabelse og dom kræves kun manglende tro.

Udfordringen

Hvad gør det ved dig, at den opstandne og himmelfarne Jesus lover, at han selv vil gå med dig, når du tager ham på ordet og går ud i alverden og fortæller om ham?

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«

Johannesevangeliet 16,23b-28

Bed, og I skal få

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesu tale er både vidunderlige og dejlige ord og samtidig forfærdelige svære ord, som man kan slå sig noget så grusomt på. Vidunderlige og dejlige, fordi de rummer så mange dejlige løfter. Fx: ‘Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.’ Men det er også lige nøjagtig her, vi kan blive ramt. For dette vidunderlige løfte brager ofte frontalt sammen med de erfaringer med bøn, de fleste af os sidder inde med, nemlig at jeg sjældent får det, jeg beder om.

Troen

Glæde og bøn hører sammen, siger Jesus. Men mon ikke mange af os også forbinder bøn med hårdt arbejde, anstrengelse, manglende lyst, dårlig samvittighed og skuffelse. Men lad os nu alligevel prøve at tage Jesus på ordet og holde fast i, at bøn og glæde hører sammen. ‘Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen’, siger Jesus jo. Bøn og glæde hører sammen, fordi bøn rører ved det inderste i livet, nemlig forbindelsen til Gud.
Den svenske pinsepræst og retræteleder, Peter Halldorf, siger: ‘Fordi vi er skabt til at ligne Gud, er det vores dybeste drift at være i forbindelse med Gud. Bønnen er det naturligste udtryk for dette livsfællesskab, det mest menneskelige vi kan hengive os til.’
Jeg tror, han har ret, også selv om jeg ikke altid oplever det sådan. Lad os prøve at skubbe vore bedeskuffelser lidt i baggrunden et øjeblik og så bare holde fast ved dette, at vores dybeste drift som menneske er at være i forbindelse med Gud.
‘Vi beder, ikke for at trække Gud til os. Vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter,’ siger Halldorf videre.
Når vi opgiver at bruge bønnen til at trække Gud til os, men i stedet for beder, fordi Gud trækker i vore hjerter, så oplever vi noget af bønnens glæde. Så oplever vi en frihed og en lethed og en hvile, fordi det at bede ikke er at arbejde, men blot at være som et barn. Blot være magtesløs hos Gud og sige: ‘Du har magten, al magten, jeg har kun afmagten.’ Når du erfarer dette, så ved du, hvorfor bøn og glæde hører sammen. ‘Vi beder ikke for at trække Gud til os, vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter.’

Bøn er som at blive løftet op i sine forældres arme. Herfra har vi en himmelvid udsigt. Et lille barn, der bliver løftet op af sine forældre, mærker trygheden ved at blive løftet op. Kan du huske, hvor trygt det var, og kan du huske, hvilket vidunderligt overblik du fik herved sammenlignet med det, du havde, da du selv måtte stå på dine korte ben? At bede er at blive løftet op i Guds faderfavn og erfare trygheden herved.

Og så kunne jeg jo godt sige amen. Men sætter vi punktum her, så lader vi mange i stikken. Vi som spørger: ‘Jamen, hvorfor får jeg så ikke noget? Jeg beder og beder, men der sker ikke noget.’ Løftet er stort og stærkt, men der sker jo aldrig noget i virkeligheden.

Derfor er det godt, at vi i dag hører beretningen om Jakobs kamp i læsestykket til denne søndag (1.Mos.32,25-32). Her læser vi om Jakob, der kommer i kamp med en mand. Denne mand har altid været opfattet som en engel, en Guds repræsentant. Og sådan opfattede Jakob da også brydekampen, for han siger bagefter: ‘Nu har jeg set Gud ansigt til ansigt og har reddet livet.’ Denne kamp mellem Jakob og englen er et billede på den infight, vi kan befinde os i, når vi beder. For bøn er også en kamp for at komme til rette med sin Gud, at komme til rette med sig selv og sit liv og at komme til rette med sit medmenneske. Vi svigter simpelthen mennesker, hvis vi fortier, at det at bede også er at begive sig i infight med Gud. På et tidspunkt får Jakob overtaget, og da manden beder om nåde, siger Jakob: ‘Jeg slipper dig ikke førend du velsigner mig.’

Kan du genkende din egen bøn i den sætning? Jeg kan godt. Gang på gang synes jeg, at jeg må kæmpe for at fravriste Gud velsignelse.

Vi mennesker er utroligt optagede af velvære, af et godt helbred og af livsglæde. Jesus er derimod langt mere optaget af sandhed og kærlighed! For når Jesus lover uforbeholdent, at ’beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det … Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen’, så handler det i virkeligheden først og fremmest om det evige liv, om Guds rige. Men fordi vi først og fremmest tænker på at få løst vore problemer her og nu, det som Jesus kalder for ’tilgiften’ (Matt. 6,33), så overser vi, hvad det er, Jesus taler om. Han taler om den egentlige gave, den gave der handler om Guds rige, om nåden og syndernes forladelse.

Udfordringen

Vi må lade begge dele stå. Både Peter Halldorfs: ‘Vi beder ikke for at trække Gud til os, vi beder, fordi Gud trækker i vore hjerter.’ Og: ‘Jeg slipper dig ikke, førend du velsigner mig.’
Kan dit gudsbillede rumme begge erfaringer?
Så kan du erfare det, Jesus siger: ‘Bed og I skal få, så jeres glæde kan blive fuldkommen.

Mogens G. Jensen har frem til påsken 2025 skrevet nye refleksioner til prædikenteksterne. Fra 2. søndag efter påske og frem genudgiver vi i en periode tidligere kommentarer af Mogens G. Jensen, som passer til de forskellige søn- og helligdage.