na@teologi.dk

I anledning af, at underviserne i Gammel Testamente på MF og Dansk Bibel-Institut (DBI) alle fylder rundt i år, afholdes den 14.-16. september en konference på DBI med en afsluttende folkelig fejring af ‘200 års’ bibeltro forskning og undervisning i Gammel Testamente i Danmark. Der medvirker en perlerække af internationale forskere, som hver især har haft indflydelse på de tre fødselarers karriereforløb inden for områder som Mosebøgerne, Hoseas’ Bog, Israels historie, bibelsk arkæologi, skabelsesteologi, bibelsk etik, bibeloversættelse og det hebraiske sprog.
Se program for konferencen HER Se indbydelse til efterfølgende fødselsdagsreception HER

Nye professorer, ny uddannelsesvej, nyt center oprettet. Der sker hele tiden utroligt meget spændende på Menighedsfakultetet – så meget, at det kan være svært at følge med. Men nu er chancen der for at få overblik og fingeren på pulsen, idet fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen til medlemsmødet den 15. april har aflagt sin årlige arbejdsberetning, som du kan læse HER

Til medlemsmødet blev valget af nye medlemmer til repræsentantskabet også offentliggjort. Du kan se dem HER

Temaet for den populære TORVETs Højskole er i år: ‘Troens mange spor’. Se programmet HERTORVETs Højskole på Virksund Kursuscenter byder på spændende undervisning fra ansatte på TORVET, godt fællesskab, lækker forplejning samt flotte omgivelser med placering lige ud til Hjarbæk Fjord.Du kan tilmelde dig HER

Det er en glæde for os at kunne lancere denne nye og opdaterede hjemmeside. Vi har tilstræbt at lave en mere overskuelig udgave og håber, at du hurtigt kan danne dig et overblik og finde frem til det, du søger.

Her kommer en lille guide med nogle hurtige tips:

Hovedmenupunkterne med ‘dropdown’ menuer ligger foroven. Her har du adgang til langt det meste på hjemmesiden. Du kan også danne dig et hurtigt overblik over hjemmesidens opbygning i sidetræet nederst.

Kontakt: søger du hurtigt en centralt placeret person: tryk ‘Kontakt’ i direkte link foroven. Søger du en akademisk medarbejder: vælg hovedmenuen ‘om MF’/akademiske medarbejdere. Søger du en ansat i administrationen: vælg ‘Om MF’/administration.

En række genvejslinks allerøverst leder dig direkte til – fx kalender, støt MF, tilmelding til arrangementer og bibliotek.

Søger du MF-bladet, nyhedsbrevet, Facebook. Instagram, MF’s blog eller podcasten ‘Udblik‘, kan du klikke i feltet ‘Følg med’ lidt nede på siden.

Endelig kan du også vælge at bruge søgefunktionen foroven, skriv blot det eller den, du søger.

Hvis du finder fejl, hører jeg meget gerne fra dig på na@teologi.dk eller 7356 1247 – så vil vi snarest rette dem. Tak for hjælpen!

Nils Andersen

Landssekretær og webmaster

Lektor i Etik og Religionsfilosofi Jeppe Bach Nikolajsen er af en international bedømmelseskomité vurderet til at have professorkompetence.

Fredag den 13. januar blev Jeppe Bach Nikolajsen udnævnt til professor på MF vitenskapelig høyskole i Oslo, som er det største fagmiljø for teologi, religion og samfund i Norden. Han ansættes nu også som professor på Menighedsfakultetet i Aarhus og er med sine 44 år den yngste professor i MF’s historie.

En international komité bestående af de tre professorer Dr. Arne Rasmusson (Sverige), Dr. Jan-Olav Henriksen (Norge) og Dr. Kirsteen Kim (USA) har efter nøje undersøgelse af Jeppes forskning, undervisning, vejledning, formidling og administrative roller vurderet, at han til fulde opfylder kriterierne for at indtræde i et professorat.

I sin omfattende skriftlige bedømmelse hedder det blandt andet, at Jeppes forskning er original og selvstændig, at hans pædagogiske kompetencer er langt over det niveau, der kræves af en professor, og at hans akademiske ledelseserfaring er imponerende.

Se flere detaljer og udtalelser ved fakultetsleder og akademisk leder HER

(foto af Jeppe er taget af Jesper Rais)

For nyligt læste jeg en interessant artikel af Svend Brinkmann med titlen Selv i krisetider lever vi videre – også når Fanden kravler på væggen.

Brinkmann fortæller, at han havde haft fornøjelsen af at medvirke i ”Året der gik”, som er DR’s traditionsrige nytårsprogram. Under interviewet havde han nævnt, at ”alt i alt er der ikke noget, der tyder på, at de kommende år bliver lette og konfliktfri. Det har altid været svært at være menneske og lave samfund.”

Det budskab var for dystert for DR, som efterfølgende valgte at klippe det ud af udsendelsen. Ifølge Brinkmann var udsagnet ellers ”tænkt som opbyggeligt og håbgivende […] Vi har nemlig klaret alt muligt, så vi klarer nok også de nuværende kriser”.

Jeg har let ved at følge Brinkmann i det stykke. De senere år har på mange måder været vanskelige. Og vi står som samfund over for alvorlige kriser med fortsat krig i Europa, klimaudfordringer, mangel på energi og inflation.

På MF har vi tilmed et meget synligt symbol på den eksisterende krise i form af det byggeri i haven, som er gået helt i stå, fordi entreprenøren er gået konkurs. Byggeriet blev blandt andet til på mit initiativ, og der går ikke mange dage, hvor det ikke fylder i mine tanker:

”Hvor længe vil entreprenørvirksomhederne fortsat skulle presses af en historisk høj inflation, stigende renter og stigende priser på byggematerialer, råvarer og brændstof?”

”Hvor sandsynligt er det, at priserne falder til et mere realistisk niveau i år?”

”Kunne jeg havde gjort mere for at gardere os mod denne situation?”

Her må jeg så skynde mig at indføje, at jeg faktisk fortsat er optimistisk i forhold til, at vi nok skal finde en god vej for byggeriet. De dygtigste folk arbejder med opgaven, og min erfaring er faktisk, at Brinkmann har ret: Vi har klaret alt muligt andet, så vi klarer nok også denne situation!

2022 har været et lærerigt år i den forbindelse. For bare et halvt år siden så vi ind i tre kæmpe udfordringer.

  1. Dimensioneringspolitikken forhindrede en stor del af vores studerende i at blive optaget direkte på kandidatuddannelsen ved Aarhus Universitet
  2. Beregninger viste, at vi i løbet af få år ville få et stort økonomisk underskud, som vi næppe ville kunne dække gennem øget indsamling
  3. Vores store byggeri gik i stå, fordi entreprenøren gik konkurs

Det så umuligt ud, men i løbet af det seneste halve år har vi fundet en løsning, som både sikrer de studerende en mere sikker uddannelsesvej frem mod pastoralseminariet og reducerer udgifterne til et mere realistisk niveau.

Der er ingen garanti for, at der ikke vil opstå nye kriser i 2023. Vi lever i en meget urolig verden, og historisk set har MF altid måttet leve med en vis usikkerhed. Det har været normaltilstanden og vil også være det fremover.

Alligevel er det med ro i sindet og god portion optimisme, at vi nu tager hul på et nyt semester. Vi har klaret alt muligt andet – og med Guds hjælp og vejledning klarer vi nok også alt det, som ligger foran os i 2023.

Med ønsket om et velsignet nytår!

LEIF ANDERSEN

 

Indtryk fra en nytårskonference i Helsinki

Jeg er lige kommet hjem fra en nytårskonference på Finnish Bible Institute i Helsinki, hvor jeg var blevet inviteret som hovedtaler. De havde givet mig emner til to dobbeltforedrag: Hvorfor lader Gud dette ske – igen? og Hvordan finder man håb midt i det onde?

Krigen i Ukraine har nemlig, sådan som vi vel også havde tænkt os det, trykket på smertelige erindringer i Finland – om Vinterkrigen mod Rusland. Den røde hær angreb i nov. 1939 det talmæssigt langt svagere Finland: 4 mod 1 i mænd, 200 mod 1 i kampvogne og 30 mod 1 i fly – et brutalt overgreb, som medførte Sovjetunionens udelukkelse fra Folkeforbundet.

Imidlertid holdt den finske hær ud helt til marts 1940, ikke mindst fordi den røde hær havde været splittet ad gennem Stalins udrensninger. Så nu spørger finnerne på en måde, som danskere ikke kan gøre på helt samme baggrund: Hvorfor lader Gud dette ske – igen?

Man må stille op til sådan en taleropgave med stor ydmyghed. Vi ved ikke, hvad det vil sige at skulle leve med Sovjetunionen / Rusland som nabo. Ødelagte gasledninger ud for Bornholm ligger trods alt i en anden kategori.

Det gjorde også et stærkt indtryk, hvordan en biskop emeritus fra en luthersk kirke i Rusland (Aarre Kuukauppi fra Kirken i Ingria) bragte konferencens 200 deltagere en bevæget hilsen, hvor han bl.a. kort fortalte, hvilket pres kirken var under, fordi den ikke vil støtte krigen i Ukraine – i skarp modsætning til den russisk-ortodokse kirke, som ikke bare støtter, men velsigner angrebet på Ukraine.

Til foredragene viste jeg bl.a. Otto Dix’ Dresden War Triptych fra 1929-32, som kan ses her (Staatliche Kunstsammlungen Dresden har copyright på det, så jeg kan kun linke til det). Man skal lige lidt ned på siden for at kunne se hele værket:

https://albertinum.skd.museum/en/exhibitions/der-krieg/

Det har aldrig været anvendt som altertavle i nogen kirke, men refererer i hele sin struktur og sit indhold til den kristne kunsttradition. I det midterste felt et kaos af rædsel og død. Ligesom Johannes Døber på kristne altertavler peger hen til Jesus på korset – “Se Guds lam” – peger et lig her hen på en anden krop, gennemhullet af kugler: Dette er vort Golgata! Og ligesom den romerske soldat ofte kan ses ved korset, finder vi her en død soldat med gasmaske. Under ham en cirkel af pigtråd: en reference til Jesu tornekrone.

Dix’ værk er uden håb. For i feltet til venstre dominerer et stort vognhjul – sandsynligvis en reference til Nietzsche (Dix havde en bog af Nietzsche med sig i felten under første verdenskrig): Mennesket kommer aldrig til at bryde ud af sin egen onde cirkel af dumhed og ondskab.

Vi ved ikke, hvor meget håb der er for denne verden. Men vi kender ham, som er verdenshistoriens endemål: Guds lam, Kristus selv. Jeg har i en tidligere blogpost vist dette værk af Viktor Vasnetsov: de fire ryttere fra Åbenbaringen kap. 6 – dette værk valgte jeg blandt mange andre mulige, fordi det befinder sig i Kyiv, og fordi Vasnetsov var russer! Men først, da jeg arbejdede videre med det, gik det op for mig, at det også er et håbsbillede: Øverst skimter man Guds Lam i Himmelen! Han er vores håb.

MF ansætter cand.theol. Michael M. Thunbo som ph.d.-studerende og medarbejder i Center for Praktisk teologi og Religionspædagogik

Med ansættelsen af cand.theol. Michael M. Thunbo som ph.d.-studerende (75 %) og som medarbejder i Center for Praktisk teologi og Religionspædagogik (25 %) bidrager MF til at løfte det faglige niveau i arbejdet med formidling af kristen tro i kirke og samfund og tager et nyt og vigtigt skridt i realiseringen af det nye center.

Ansættelsen træder i kraft den 1. januar 2023 og vil være 4-årig med mulighed for forlængelse.

Se pressemeddelelse HER

Lektor i Ny Testamente Morten Hørning Jensen er af en international bedømmelseskomité vurderet til at have professorkompetence.

Til semesterafslutningen på Menighedsfakultetet (MF) den 8. december fejrede ansatte og studerende, at lektor i Ny Testamente Morten Hørning Jensen nu har opnået professorkompetence.

En international komité bestående af de tre professorer: Dr. Craig A. Evans fra Houston Baptist University i Texas, Dr. Roland Deines ansvarlig for bibelsk teologi og antik jødedom ved den internationale ’Hochschule Liebenzell’ i Tyskland samt professor emeritus teol.dr. Peter V. Legarth ved Menighedsfakultetet, har efter nøje undersøgelse af Mortens forskning og videnskabelige publikationer samt undervisningserfaring vurderet, at Morten Hørning Jensen til fulde opfylder kriterierne for at bære professortitlen.

I sin bedømmelse fremhæver komitéen især Hørning Jensens fremragende evner, ikke mindst som ekseget (bibelfortolker), hans væsentlige bidrag til den teologiske forskning, hans overblik over sit forskningsfelt samt hans bidrag til Markusevangelie-forskningen, som har bragt væsentlige nye perspektiver frem, som ingen kan komme udenom.

Et vigtigt element i vurderingen er Morten Hørning Jensens bog om, hvad ’evangeliet’ betyder i Markusevangeliet, der i foråret 2023 udkommer på det internationalt anerkendte forlag Mohr Siebeck i Tyskland. Se mere om bogen HER

Se mere i pressemeddelelse HER

Se konklusionen af votum i dansk oversættelse HER

 

For det kommende 2023-hold bliver det muligt at kombinere teologiuddannelsen på FIUC-Aarhus med teologiuddannelsen på Aarhus Universitet.

Pressemeddelelse:

Nye muligheder for studerende ved Menighedsfakultetet

Siden 2020 har Menighedsfakultetet i regi af Fjellhaug International University College (FIUC) tilbudt en bachelorgrad i teologi med norsk offentlig akkreditering. Dette er et studium med akademisk kvalitet og en profil, som Menighedsfakultetet (MF) er glad og stolt over at kunne tilbyde. I de senere år har MF’s studerende dog mødt det problem, at de efter endt bacheloruddannelse ved FIUC risikerer ikke at kunne studere videre på universitetets kandidatuddannelse på grund af manglende pladser. Der er tale om en politisk bestemt dimensionering, som sætter et loft for, hvor mange studerende der må optages.

I sommer blev det klart, at de studerende, som bliver afvist på grund af for få kandidatpladser, i stedet kan blive optaget på universitetets bacheloruddannelse. Her skal de tage enkelte tillægsfag, inden de kan optages på universitets kandidatuddannelse. Men det er ikke en optimal situation, da de reelt vil blive forsinket i op til et år. Derfor har Menighedsfakultetet gennem samtaler med studieadministrationen ved Aarhus Universitet (AU) undersøgt muligheden for at henvise vores studerende til en mere sikker vej gennem brug af de gældende regler om forhåndsmerit i forbindelse med studier i udlandet.

Muligheden er som følger:

  • MF anbefaler kommende studerende at søge optagelse på AU’s bacheloruddannelse i teologi på lige fod med alle andre.
  • Sideløbende med studierne ved AU vil de studerende, som vælger at gå ind på denne ordning, også tage en række fag ved FIUC’s norske bachelorprogram. De studerende vil på forhånd kunne søge om merit for disse fag, og en sådan ansøgning vil blive behandlet individuelt af Afdeling for Teologi på AU efter gældende regler. Ved at søge om forhåndsmerit i god tid er det muligt at lægge en studieplan, som tager højde for meritmuligheder.
  • De studerende kan fortsat deltage i Menighedsfakultetets studiemiljø og i de frivillige praktisk-teologisk dannende kurser og forløb på MF.
  • FIUC udbyder fortsat en fuld norsk bacheloruddannelse ved MF i Aarhus. Det er vigtige fag fra denne uddannelse, som kan meritoverføres til uddannelsen ved AU efter reglerne om forhåndsmerit. Det betyder, at fag fra udlandet bliver godkendt som en del af et dansk studium. Modsat er det også muligt at få meritoverført fag fra AU til FIUC, og studerende, der vælger at gå denne vej, vil derfor også opnå en norsk bachelorgrad ved FIUC.
  • De studerende, der optages, vil være studerende på AU og tage deres bachelorgrad fra AU, og dermed kunne få SU som andre.

Hovedparten af vores studerende læser teologi med henblik på at søge ansættelse som præster i folkekirken. Vi vurderer, at ovenstående mulighed i den aktuelle situation sikrer den mest lige vej frem til en sådan ansættelse, men også en ideel integration i det arbejdsmiljø og kollegafællesskab, som de senere skal indgå i.

Læs uddybning HER