na@teologi.dk

Kirkeministeriet har nedsat en dåbskommission på opfordring fra biskopperne. I kommissoriet for arbejdet hedder det, at den skal overveje eventuelle mindre ændringer af dåbsritual og dåbspraksis. Der argumenteredes derimod ikke med de generelt faldende dåbstal. Det kunne man godt have gjort, for dåbsprocenten er desværre lav: Af børn født i 2021 blev kun 56 pct. døbt i løbet af deres første leveår. Dåbskommissionen har ikke fået til opgave at iværksætte tiltag for at rette op på disse triste tal. Først i 2025 skal der komme en rapport fra kommissionen, så der er en lang ventetid. Mens vi i kommissionen overvejer de ’mindre ændringer af dåbsritualet og dåbspraksis’, har jeg lyst til at slå noget andet fast, nemlig at barnedåben ikke bare er rigtig, men faktisk også vigtig.

Det er rigtigt at døbe børn

Siden 1500-tallet har der været kristne, der ud fra Bibelen går ind for det, de kalder ’troendes dåb’, dvs. at dåb skal kun udføres på mennesker, der er nået til en personlig tro på Gud og Jesus og selv kan bekende dette og give udtryk for, at de ønsker at følge ham. Det kan spædbørn ikke, og derfor taler man også om ’voksendåb’. Nogle henviser til rækkefølgen i Jesu ord som argument for dette: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses’ (Markus 16,16).

Når vi i den lutherske kirke finder det rigtigt at døbe spædbørn, gør vi det ikke ud fra et enkelt bibelord, men ud fra en række bibelske tanker, der tilsammen peger tydeligt i retning af barnedåb. I Israels folk kom drengebørn gennem omskærelsen på 8. dag til at høre til i Guds folk – og når dåben i Ny Testamente sammenlignes med en omskærelse (Kol 2, 9-12), ville det være naturligt for de første kristne at tage deres nyfødte børn med ind i Guds folk gennem barnedåben. Da evangeliet kom til Europa første gang, tog Lydia imod ordet, og hun og hendes husstand blev døbt (Ap.Gern. 16,15-16). Det er på ingen måde udelukket, at der i hendes husstand også var mindreårige børn, der så altså også blev døbt. Det ville svare til Jesu holdning over for de små, som disciplene ville afvise, men som Jesus selv tog imod, fordi Guds rige også var for dem (Mark 10,14).

Ser man kirkehistorisk på emnet, så er der ingen af de første kristne, der går ind for ’troendes dåb’. Derimod taler nogle meget gamle skrifter om barnedåb, og da kirkefaderen Tertullian omkring år 200 skrev, at man med fordel kunne udsætte dåben, så gjorde han det under den forudsætning, at børn på hans tid faktisk blev døbt!

Så – både Bibelen og kirkehistorien peger klart i retning af, at det er rigtigt af kristne forældre at lade deres børn døbe som små.

Det er vigtigt at døbe børn

Bliver man ikke frelst ved troen alene? Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt?

Sådanne spørgsmål dukker op, og hvad skal man sige til det?

I Markus 16,16 står der: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den der ikke tror, skal dømmes’. På den ene side kan man se, at troen er det altafgørende. Uden den kan man ikke blive frelst, heller ikke selvom man er døbt. På den anden side kan man også se, at Jesus har angivet to veje til at blive frelst: Dåben og Troen. Dåben må også til.

Det samme sagde Jesus i samtalen med Nikodemus: ’den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige’ (Joh 3,5). I dåben virker Gud gennem sin Ånd og vandet, og derfor kan dåben formidle en ny fødsel, og den genfødsel har vi brug for, for at komme ind i Guds rige. Vi er syndere af natur (Ef 2, 1-3), og har brug for en ny fødsel for at passe ind i Guds himmel. Den får vi i dåben. Det kan være meget svært for os at forstå tankemæssigt, men så må vi lade os nøje med at holde os til Jesu egne ord.

I Ny Testamente vidste apostlene, at dåben var vigtig. Da 3.000 mennesker på den første pinsedag ville frelses, spurgte de: Hvad skal vi gøre? Og Peter svarede: Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse (Ap.Gern. 2,38). Ligeså, da en etiopisk hofmand havde hørt evangeliet om Jesus og var kommet til tro, spurgte han evangelisten Filip: ’Se, der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?’ – han er som en selvfølge gået ud fra, at Guds vej til frelse hedder tro og dåb. ’Troen alene’ er et godt princip, som Martin Luther har lært os, men på Luthers tid handlede det om troen alene i forhold til gerninger. Luther ville aldrig sige: Troen alene i forhold til dåben.

Når man møder de indvendinger: Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt? kan man ikke svare det bedre end Erik Pontoppidan gjorde det i sin gamle katekismusforklaring: Dåben er et nådemiddel, som Gud har bundet os til, men han har ikke bundet sig selv til det.

Den almægtige Gud kan i sin kærlighed frelse en røver på korset uden dåb. Han kan også frelse et udøbt barn. Han har ikke bundet sig selv. Men vi er bundet til at følge Jesu gode ord i Bibelen, og det gælder også, når han taler om dåbens nødvendighed. Vi har brug for at blive genfødt, og han har i sin visdom og kærlighed indstiftet dåben som midlet hertil.

Kurt E Larsen

Professor, dr.theol.

Medlem af Dåbskommissionen   

Efterår er de seneste år blevet tid for en begivenhed, som mange børn sætter højt. Græskarmænd og bloddryppende monstre fylder billedet mange steder. Halloween er blevet en del af et moderne dansk børneliv – uanset om man vil det eller ej.

Mange steder er kirker rykket med på holdet. For at møde børn og unge, hvor de faktisk er, hvilket jo er en rosværdig intention.

Alligevel vil jeg nu slå et slag for, at vi ikke falder for tivolisering. Der er noget, som for mig at se er langt mere oplagt: at kirker, kristne hjem og organisationer i højere grad gør Allehelgen til en mærkedag, også for børn og unge.

Begravelsen var det bedste

En bibelfortælling, som jeg har brugt i mange sammenhænge, er historien om Abraham, Sara og den store familie. Det er en Godly Play fortælling, hvor jeg bruger en sandsæk og nogle helt enkle træfigurer, der går rundt i sandet. En langsom fortælling med tid til eftertanke. Undervejs i fortællingen sker det, at både Sara og til sidst Abraham dør og bliver begravet i sandet. Det sker i stilhed, med en velsignende hånd over sandet. Når jeg efterfølgende spørger børn, om der var noget, de særligt godt kunne lide i fortællingen, sker det ofte, at nogen siger: ”det bedste var, da de døde og blev begravet.”

Når børnene svarer sådan, sker det ikke for at lave sjov. Men fordi de er optaget af, at her kan vi også tale om det, der er svært. Det, som mange andre voksne går i en bue udenom.

Dorte Toudal Viftrup, religionspsykolog og forsker på SDU, arbejder for tiden på et projekt omkring børns åndelighed og interviewer i den forbindelse børn i folkeskoleregi. Efter et interview med en gruppe elever i 3. klasse vendte en dreng sig mod hende på vej ud ad døren og sagde: »Det var sgu meget dejligt at snakke om døden. Det ku’ jeg godt li’. Jeg troede sgu kun, at man måtte tale om døden med præsten.” (Omsorg, 2022)

Børn har brug for voksne, der ikke løber væk, når det er svært. Og i kirken har vi ikke bare plads til at tale om døden – vi har også et svar. Et håb midt i det, der kan gøre bange eller fylde med sorg.

Plads til det svære – også for børn

Det er helt afgørende, at vi ikke harmoniserer i mødet med børn og unge. En bæredygtig kristen tro er en tro, der kan rumme hele livet.

Mange børnebibler og kristne børnebøger er farvestrålende og tiltalende. De rummer billeder af en smilende Jesus, omgivet af glade mennesker. Det kan virke tillidsvækkende. Men børn skal ikke være ret gamle, før de kan opleve, at det billede ikke holder. Eller at det i hvert fald må suppleres. Også børn oplever sygdom, ensomhed, død. Forældre, der går fra hinanden. Børn kan blive mobbet eller føle sig udenfor. Og selvom man beder til Jesus, går det sjældent væk på et splitsekund.

Allehelgen giver plads til både sorgen og håbet. Som voksne kan vi føle smerte ved at deltage i en Allehelgensgudstjeneste. Samtidig er det for mange et godt og vigtigt sted at stoppe op. Børn og unge kan have brug for det samme. Om de har mistet eller blot har brug for at forholde sig til døden. Et børneliv er sjældent uden mørke. Et ungeliv kan være farvet af tab og sorg, som kammerater ikke altid kan rumme. Derfor er det godt at tænde lys. At høre ordene fra ham, som siger: ”Jeg er opstandelsen og livet.”

Det er så meget stærkere end græskarlygter og zombier. Kunsten er så at finde vejen til børn og unge, uden at blive fanget i gys, gru og edderkoppespind.