Stefan Vase

Af

Michael M. Thunbo tog i efteråret 2023 hul på et ph.d.-studie, som belyser, hvordan kriser sætter deres spor i prædikener. Selvom han fokuserer på perioden 1849-1965, så forventer at finde tendenser i prædikener, som også vil sige noget om forkyndelsen i vor tid.

Kan man finde spor af koleraepidemien i 1853, den spanske syge 1918-19, slaget ved Dybbøl i 1864 og verdenskrigene i danske prædikener? Og kan disse spor sige noget om vores tid?

Det spørgsmål undersøger teolog Michael M. Thunbo – ph.d. studerende og akademisk medarbejder ved Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik under Menighedsfakultetet. I denne podcastepisode tager han os med på en tidsrejse til 100 dramatiske år, som på forskellig vis kaster lys over de sundhedskriser og militære kriser, vi oplever i vores tid. Og han fortæller om en meget atypisk forskningsassistent, der hjælper ham med arbejdet.

 

Medvirkende: ph.d. studerende Michael M. Thunbo

Vært: Stefan Vase, kommunikationsleder og landssekretær ved Menighedsfakultetet

 

VIDSTE DU, at du kan blive medlem af Menighedsfakultetet? Læs hvordan du bliver det – og får indflydelse på MF – her: https://teologi.dk/medlem

 

VÆR MED til at støtte Menighedsfakultetets arbejde med at uddanne fremtidens ledere, forkyndere og præster, der brænder for evangeliet – her: https://teologi.dk/stoet-mf/

Af

Det har afgørende betydning, at kirker, kirkelige organisationer og værdibårne virksomheder har dygtige ledere. Derfor afholder Menighedsfakultetet i samarbejde med MentalTouch nu for 3. år i træk en lederuddannelse. Hvis du tilmelder dig inden 1. juli, sparer du 10%.

Uddannelsen henvender sig især til dig, som er leder (eller overvejer en ledelseskarriere) inden for kristelige organisationer, menigheder, skoler, diakonalt arbejde el. lign.

Den fokuserer på ledelse baseret på kristne værdier og menneskesyn, og sigter mod at udvikle personlige ledelseskompetencer. Uddannelsen omfatter seks fagområder: kristent lederskab, strategi, personaleledelse, personlig ledelsesudvikling, kerneopgaver og bestyrelsesarbejde.

De primære undervisere er de to partnere fra MentalTouch Kresten Kragh-Schmidt og Kirsten Trans, der tilsammen har mange års ledererfaring fra starten og NGOer, samt Menighedsfakultets leder Thomas Bjerg Mikkelsen.

Undervisningen består af teori, input fra erfarne ledere, gruppeopgaver samt drøftelser i plenum.

Læs mere om lederuddannelsen – og husk, hvis du tilmelder dig før 1. juli, kan du spare 10% ved at anvende rabatkoden leder10.

Af

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangeliet 28,16-20

På det vindende hold

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Trinitatistiden har navn efter treenigheden. I Sverige hedder tiden efter pinse ikke trinitatistiden. De tæller blot søndagene efter pinse. Det giver god mening, for hele perioden handler om livet i den nye pagts tid, som tager sin begyndelse pinsedag. Trinitatistiden begynder med en konstatering af Guds mission og den kristne kirkes sendelse til verden på trinitatis søndag. Derefter følger en lang række søndage, hvor Jesus tager emner op, som berører discipellivet. 

Troen 

En kinesisk kristen, der var på besøg i Danmark, spurgte undrende:

‘Må I godt offentligt reklamere for jeres gudstjenester og møder? Så må der da ikke være plads nok til alle dem, der kommer?’

Og vi må med skam indrømme, at der er rigelig med plads til dem, der tager imod invitationen. Hvorpå kineseren udbrød:

‘Stakkels jer, så er I den stakkels forfulgte kirke og ikke os.’ 

Mange ynder at kalde disse ord af Jesus for dåbsbefalingen. Men det er en stor misforståelse. Hovedudsagnsordet er nemlig ikke at døbe. Det er derimod at gøre til disciple. Til det formål har vi så to redskaber nemlig at døbe og at oplære.

Dåb kan altså ikke stå alene, og det giver ingen mening bare at døbe uden oplæring. Her er et korrektiv til vores folkekirkes dåbspraksis, hvor man døber rask væk hvem som helst – og mener, at man har opfyldt Jesu befaling om at gøre alle mennesker til hans disciple, når man har døbt så mange som muligt.  Men befalingen går ikke på at døbe. Nej, den går på at gøre mennesker til hans disciple. Vi må som kirke aldrig gå på kompromis med Jesu befaling om at gøre mennesker til hans disciple. Det er et vigtigt perspektiv at have med i disse år, hvor dåbstallet falder, og folkekirken visse steder i fx. København er nede på omkring 50%. Så nytter det ikke noget med drop in dåbsarrangementer, hvor glædeligt det end er, at voksne, udøbte danskere tager skridtet og lader sig døbe. Jesu discipelbefaling er også vigtig at have i baghovedet, når der i disse år arbejdes med dåbsritualet. Her må vi ikke glemme, at Jesu befaling går på at gøre mennesker til hans disciple, og at dåb og undervisning blot er redskaber til at opfylde denne befaling. 

En afgørende forudsætning for at kunne opfylde denne discipelbefaling er Jesu ord om, at han har al magt. ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …’ Gå derfor – fordi Jesu har al magt. Det giver ingen mening at forsøge på at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, hvis ikke han har al magt.

Det kan vi dog godt komme til at tvivle på, når vi ser os omkring i denne verden. Her ser det ikke altid ud til, at Jesus har al magt. Og så kan vi let lade hænderne synke og miste modet. Og vi tænker: ‘Hvad nytter det alt sammen?’ Denne pessimisme præger især os her i den vestlige del af verden, hvor det mange steder står sløjt til med opfyldelsen af Jesu store befaling.

Men løfter vi vort blik og ser ud over hele verden, ser vi, at mennesker i tusindvis bliver døbt og oplært til at være disciple. Der er ganske enkelt tale om en enorm vækst i den kristne kirke i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Det må vi ikke glemme, når vi kan miste modet herhjemme over den kristne kirkes tilbagegang. Guds kirke er et, og når et lem glæder sig, så må resten af legemet også glæde sig. Jo, sandelig har Jesus stadig al magt. Vi er stadig på det vindende hold, når vi er sammen med ham. Den, der er på hold med Jesus, er altid på det vindende hold. Det er godt at vide, når vi slider med at opfylde hans befaling om at gøre alle mennesker til sine disciple. 

Vi kan måske være lidt ukonfortable med det her med at gå ud og gøre mennesker af anden tro til hans disciple. Hvem er vi, der tør pådutte andre vores tro? Men det er heller ikke det, vi gør, når vi driver mission. For det kan slet ikke lade sig gøre at pådutte et andet menneske vores tro. Kærligheden tvinger jo ingen. Og vi skal ikke af den grund nøjes med at føre en respektfuld dialog med muslimer og hinduer og ateister. En kristen må altid gå et skridt videre og præsentere vores medmennesker for evangeliet om Jesus. Vi ønsker at muslimer, hinduer og ateister skal komme over på det vindende hold med Jesus og dem, der allerede er blevet hans disciple. Vi kan slet ikke lade være med at fortælle om ham. For som apostlen Paulus skriver: ‘Thi Kristi kærlighed tvinger os…’ (2 Kor. 5,14) 

Udfordringen 

Er du tilbageholdende med at vidne om Jesus? Har du glemt, at du er på det vindende hold? 

Af

Jesus sagde:

»Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Johannesevangeliet 6,44-51

Vente utålmodigt tålmodigt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det er 2. pinsedag i dag, og vi skal høre om Helligånden, tænker vi. Og så læser vi disse ord af Johannes om Jesus som det levende brød, der er kommet ned fra himlen, sådan som Gud tidligere havde givet sit folk manna at spise, mens de opholdt sig 40 år i ørkenen efter udfrielsen af slaveriet i Ægypten. Og vi tænker: hvad i alverden har det med pinse at gøre?

Troen

Manna er et sødt mellignende fødemiddel. Vi kan måske trækket et mannakorn og leve af det en enkelt dag. Men tænk sig at skulle leve af manna hver eneste dag i fyrre år. Mannagrød til morgenmad. Mannasuppe til middagsmad. Mannabrød til eftermiddagskaffe. Og endelig mannapandekage til aftensmad. For så lige at snuppe et enkelt mannakorn til aftenkaffen. Der er sandelig ikke noget at sige til, at jøderne kørte trætte i den menu – dag ud og dag ind i fyrre år.

Jesus sammenligner sig her med manna. Ligesom det kom ned fra himlen for at give liv til de mange tusinde flygtninge, der dengang opholdt sig i ørkenens asylcenter, sådan er Jesus også kommet ned fra himlen til os. Men den manna, han er, bliver vi aldrig trætte af at spise. Vi kan spise den igen og igen.

Paulus skriver til menigheden i Efesus, at de skal lade sig fylde Ånden. ( Ef. 5,18) Lad jer fylde. Mærker du måske et stik i hjertet? For når du ser på dit eget liv og din menigheds liv, ser du da tegn på Åndens fylde? Mærker du noget til Helligånden i dit liv? Lad jer fylde af Ånden, siger apostlen. Hvordan ser et åndsfyldt liv så ud? Og svaret overrasker dig måske. I indledningen til sin bjergprædiken siger Jesus nemlig: ‘Salige er de fattig i ånden, for Himmeriget er deres.’ (Matt. 5,3) Det begynder altså med en erfaring af mangel på Ånd. Det begynder med en tomhed. Det siger jo sig selv, at skal man blive fyldt med noget, så må der være en mangel først. Et tomrum må der være, for at noget kan blive fyldt igen. Denne erfaring af tomhed må der være for at dit liv kan blive fyldt af Helligånd. Det, at du længes, det, at du tørster efter at blive fyldt af Helligånd, er ikke en mangel ved dig, men selve forudsætningen for, at du kan blive fyldt af Ånden.

Det begynder altså med en længsel, en tørst efter Ånd, efter levende vand. Efter sin himmelfart siger Jesus til disciplene, at de skal vente i Jerusalem, indtil de bliver iført kraft fra det høje. De skal vente på Helligånden. De skal vente tålmodigt, være udholdende og vedholdende. Og disciplene gik da heller ikke frustrerede hjem og gav sig til at fremmane en følelse af Åndens fylde. Hvad gjorde de så? Jo, de bad, de læste i deres bibel, de kom dagligt i templet. Det var det, de gjorde. De ventede med ro og utålmodighed. De jagtede ikke Helligånden, som om de selv skulle skabe den åndelige kraft og fornyelse. De søgte ikke en bestemt følelse af, at nu var Ånden der. Men de færdedes dagligt i templet, bad deres bønner, og de læste de sædvanlige tekster fra deres bibel. Alt sammen ikke særlig flot og stort. De gjorde såmænd kun det, de altid havde gjort. Men de gjorde det ud fra det løfte, Jesus havde givet dem om en ny talsmand.

Men lad jer fylde af ånden. Netop: lad jer fylde. Der er tale om en vedvarende proces. Jamen har vi ikke allerede Helligånden, når vi er troende mennesker? Har jeg ikke allerede Ånden, når jeg tror på Jesus? Jo, det er sandt. ‘Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham…’ Men stadigvæk formaner og opmuntrer apostlen os til at lade os fylde af ånden. Erfaringen af Helligånden er noget, der må og kan ske igen i dit liv. Gud ønsker tørstige disciple. Gud ønsker tørstige kristne.

Vi oplever hele Åndens fylde ved at turde vente med utålmodig tålmodighed. Vente mens vi fortsat beder vore bønner Fx. denne enkle bøn frit efter hukommelsen: ‘Herre Helligånd, du den levende Guds ånd. Fyld mig på ny. Smelt mit stive sind, form mig, fyld mig, brug mig. Hellige Ånd, du den levende Gud.’ Og mens du beder denne bøn, skal du ruste dig med tålmodig, udholdenhed og vente, komme i det kristne fællesskab og læse i din bibel.

Så sker der noget. Hvad tror du, der ville ske med en helt almindelig ikke troende dansker, hvis han gennem to år bad, læste i Bibelen og kom til gudstjeneste og deltog i nadveren? Hvad ville der så ske? Jo, al sandsynlighed siger, at et sådant menneske ville blive fyldt mere og mere af Helligånden.

Og det samme ville ske for dig.

Udfordringen

Har du tid til at vente på Helligånden? Og beder du Gud om at sende en ny pinse til hele sin kirke?

Af

Jesus sagde:

»Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.

Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Johannesevangeliet 14,15-21

Helligånden – Guds joker

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Mange kristne tænker alt for småt om Helligånden. De tænker: ‘Når nu Jesus ikke kunne være hos os mere, så må vi jo nøjes med Helligånden.’ Men Helligånden er ingen bleg erstatning for Jesu nærvær. Han er nemlig sandhedens ånd, Talsmanden, som vil føre Guds riges sag videre her på jorden. Ja, han skal ikke blot være hos os, han skal være i os. Helt inde i det inderste og mest personlige i et menneske. I vore hjerter. Vi er på ingen måde faderløse børn, der må leve deres liv adskilt fra hjemmets trygge rammer. Nej, Jesus bor i os ved sin hellige ånd.

Troen

Det fortælles, at engang i 1800-tallet fandt en englænder em masse guld i Californien. På vej hjem gjorde han ophold i New Orleans. Her blev han vidne til en auktion for sorte slaver. En meget smuk sort ung kvinde blev overbegloet af nogle sjofle mænd. Der var ingen tvivl om, hvad de ville bruge hende til.

Buddene faldt hurtigt. Til sidst var der to tilbage til at kæmpe om hende. Auktionarius råbte til sidst: første gang, anden gang… Men inden han havde fået afsluttet med sit tredje gang, bød englænderen det dobbelte for slavinden. Han havde jo guld nok at betale med. Da kvinden blev givet til sin nye ejer, spyttede hun ham i ansigtet og udbrød: ‘Jeg hader dig.’

Englænderen gik nu hen til et kontor. Hun blev stående udenfor, mens hun så, hvordan denne mærkelige mand diskuterede med en embedsmand. På et tidspunkt så hun guldgraveren hælde alt sit guld ud på bordet. Til gengæld fik han et stykke papir: ‘Her er dit frigivelsespapir. Du er fri’, siger han til kvinden. Hun reagerer ikke, og guldgraveren gentager sit: ‘Du er fri.’ Kvinden spytter ham igen i ansigtet og spørger, hvorfor han gør hende til grin. Men manden gentager sit: ‘Du er fri’ og rækker hende papiret. Endelig går det op for kvinden, at han mener det. Forundret udbryder hun: ‘Du har lige betalt for mig, og så sætter du mig fri!’ ‘Ja, det var jo derfor, jeg købte dig,’ siger guldgraveren. Da udbryder kvinden: ‘Alt, hvad jeg ønsker, er at tjene dig fra nu af, for du købte mig og satte mig fri.’

Denne beretning viser os Guds store kærlighed til os. Han købte os fri med sit blod på korset, og derfor er vi nu frie til at elske ham, tjene ham og holde os til ham. Og det er Helligånden, der alene kan skabe denne taknemmelighed hos et menneske og få os til kun at ville tjene ham.

Vores lutherske kirke er bygget op omkring nogle dogmer og trossætninger, og det er meget godt, for kristentro er jo ikke hvad som helst. Men hvis kristentro bare bliver nogle læresætninger, eller en teoretisk ballast jeg har med mig, så må jeg bøje mine knæ og vende om til ham igen. For jeg kender ikke Gud ved at kunne sige noget klogt og rigtigt om ham og kunne lære udenad. Gud kender jeg ved at leve med ham. Det er, hvad pinse handler om. Helligånden er den, som åbenbarer Gud for os, så mødet med ham ikke stivner i traditioner og gamle normer.

Jeg har hørt om en kirke i Chicago, som på sin altertavle har en masse sommerfugle til pinse. Hvad er mon meningen med alle de sommerfugle? Jo, de minder os om, at kirken forpupper sig pinsedag. Pinsedag forvandles den og får vinger, så den kan flyve. Pinsedag kommer kirken ud af sit sikre hylster og træder ud i den verden, som venter på, at de kristne skal fortælle om den opstandne og himmelfarne Jesus, verdens frelser og befrier.

Pinsedag stiftes den kristne kirke og kommer frit frem. Disciplene havde fået besked på at vente i Jerusalem, indtil de bliver iført kraft fra det høje, Helligånden. Indtil da skal de forholde sig i ro, for uden Helligånd formår de ingen ting. Men iført Helligåndens kraft, formår de utrolige ting. Helligånden er den skjulte, men ikke desto mindre reelle joker, der får disciplene til at gå ud i bogstavelig talt hele den kendte verden med de gode nyheder om Jesus. Den første bog lige efter de fire evangelier kalder vi Apostlenes gerninger, fordi der i denne bog berettes om de utrolige virkninger, apostlenes forkyndelse og vidnesbyrd fik. Men egentlige burde bogen hedde Helligåndens gerninger. For det var jo ham, der virkede igennem apostlenes liv og ord. Helligåndens gerninger – Helligåndens utrolige gerninger. Jo, sandelig er Helligånden Guds joker, ham der gang på gang overrasker os med sine fantastiske og overraskende handlinger.

Og vi har adgang til den samme Helligånd i dag! Helligånden er nøjagtig den samme Ånd, som fik apostlene til at gå ud i hele verden med sejrsbudskabet om den opstandne og himmelfarne Jesus. Så lad os da bøje os og takke for denne store gave, Gud vil give os i dag. Lad os leve og vandre i Ånden!

Udfordringen

Regner du også med Helligånden som Guds joker i dit liv og i din tjeneste for ham?

Af
Agony in the Garden. Maleri af Giorgio Vasari.

Jesus sagde:

»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Johannesevangeliet 17,20-26

Meget mere tilfælles, end vi tror

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Jesus beder for os. Og især beder han om en ting: vi kristnes enhed i troen på ham. Men ser vi ud over kristenheden i dag, ser vi, hvor meget splittelse, det er lykkedes Djævelen at så iblandt os kristne. Vi er delt i kirker med forskellige bekendelser. Og inden for de enkelte kirker er der stor uenighed om, hvad kirken står for. Helt ned i den lokale menighed er der splittelse mellem os. Og hvad gør det ved det kristne vidnesbyrd? Ja, det fremmer ikke ligefrem vidnesbyrdet over for hr. og fru Jensen. 

Troen 

Nu bede vi den Helligånd at sammenknytte os ved troens bånd og til verdens ende kirken at bevare, nådig at afvende al dens nød og fare. Herre, hør vor bøn! (DDS 289,1).

Det er lige nøjagtig det, Jesus beder om for sine venner her den sidste aften før sin død. Det er Jesu testamente, hans sidste vilje, vi her lytter til. Og det, som et menneske giver udtryk for på sit dødsleje, det ved vi, er ladet med en særlig betydning. Her er ikke plads til småting, men kun ting, der virkelig betyder noget. Og det her med de kristnes enhed og indbyrdes kærlighed er altså Jesu sidste vilje, hans livstestamente.

’Du kærlighedens Ånd! indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn!’ (DDS 289.3) 

Det er vores enhed som kristne, Jesus beder om. Han ønsker inderligt, at vi, som tror på ham, må være et. Som enheden i en familie, hvor mor og far er et, børnene er et med hinanden, ligesom de er et med mor og et med far. Og sammen er de indesluttet af en fælles kærlighed og enhed. Vi ser, at Jesus her kæder den enhed, der findes mellem dem, som tror på han, sammen med den enhed, der eksisterer mellem Gud fader i himlen og hans søn her på jorden.  

‘Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, så verden skal tro, at du har udsendt mig.’

Når Jesus har bedt en sådan bøn til sin far, er den naturligvis allerede opfyldt. Kirkens enhed er ikke noget, der ligger og venter forude, men den er allerede en realitet. Jesu Kristi kirke er allerede et.

Vi kan anskueliggøre det med et billede. Hvis et isbjerg ligger og flyder i havet, ved vi, at det er meget større, end det blotte øje lige kan se: ni gange større, for det er kun en 1/10, der rager op over vandet. De 9/10 ligger og gemmer sig neden under havoverfladen. Lad os udvide billedet lidt og sige, at vi ser syv eller ni eller 17 små og store isbjerge ligge i havet, og de har tilsyneladende ingen indbyrdes forbindelse. Men det er jo noget, vi tror. For her er mere, end du ser. Går vi i dybden, vil vi med undren opdage noget andet, nemlig at det er et stort isbjerg, der bare stikker op af vandet syv eller ni eller 17 gange forskellige steder. I virkeligheden er det et kæmpestort isbjerg.

Det er et billede, der godt kan sige noget om kirkens enhed. Nede i dybden af den stakkels splittede kristenhed er der en enhed, som øjet ikke umiddelbart ser. Vi har samme Gud, samme Jesus og samme helligånd. Vi har samme Golgata, samme grav i Josef af Arimatæas have, samme påskemorgen at se tilbage på, og samme legemlige opstandelse at se frem til. Vi har samme bibel at læse og høre. Vi har samme trosbekendelse, samme Fadervor at bede. Vi er døbt med den samme dåb, selv om vi forvalter den forskelligt, og vi har samme nadver at leve af, indtil Herren kommer tilbage (selv om vi fortolker den forskelligt. Vi har faktisk rigtig meget tilfælles, når vi ser, hvad der skjuler sig under overfladen. 

Hvordan skal kirken da reagere, når den ser på sig selv og sin splittethed? Skal vi sige til os selv, at nu må vi altså langt om længe se at opfylde Jesu bøn. Nej, for det er jo ikke en bøn, der er bedt til os, men en bøn, der er bedt til Gud, og som for længst er opfyldt. Hvad skal vi så gøre? Jo, vi skal blive det, vi allerede er, nemlig et i troen på Jesus. Og så skal vi lade være med at bygge nye skanser og volde op omkring vores kirke og slutte med at behandle andre med mistro og mistillid. Og denne enhed begynder i det enkelte sogn og i den enkelte menighed.

Hvornår har du fx. sidst bedt og takket for din lokale menighed og sogn og bedt:

‘Herre giv nyt liv til min menighed, styrk den og saml den, foren dens modsætninger. Herre, gør din kirke til et, ligesom du er et. .. så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine.’

Udfordringen 

Har du tænkt på, hvor meget vi har til fælles som kristne? 

Af

Jesus sagde til dem:

»Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Lukasevangeliet 24,46-53

Afsked og nærvær

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Kristi himmelfartsdag er dagen, hvor Jesus fuldender sin gerning her på jorden. Han steg ned til os, og nu vender han tilbage til sin far efter veludført arbejde. Til trods for at Jesus forlod sine disciple, så handler Kristi himmelfart ikke om afsked og farvel, men om afsked og nærvær. Dagens nerve er afsked og en ny begyndelse. Begyndelsen på den kristne verdensmission og begyndelsen på disciplenes vandring og liv sammen med den opstandne Jesus. 

Troen 

Der er blevet sagt mange dumme vittigheder om Kristi himmelfart. Derfor må vi begynde med at slå fast, at himlen ikke er et sted, en lokation ude i himmelrummet. Hvad er himlen så? Ja, her står vi ved grænsen for vores menneskelige erkendelse. Den er nemlig bundet til denne verden, hvor der altid er noget, der hedder tid, sted, vægt, rum og afstand. Inden for de rammer kan vi forklare os og er på hjemmebane. Men når der er tale om himlen, er vi bogstaveligt talt på Herrens mark. For med himlen er det helt anderledes. Himlen er, som Paulus siger:

‘Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte…’ (1. Kor. 2,9).

Vi skal derfor tænke om himlen som Guds usynlige verden. Ved sin himmelfart fløj Jesus altså ikke op i luften, for der var hverken tale om luftfart eller rumfart. Men han gik over i Guds usynlige verden. Han var udgået fra Gud, og nu vender han tilbage til sin far. (Joh. 16,28) 

Afsked kender vi til. Den har ofte sat sine spor. Der er beretninger om mennesker, som bliver mødt af en lysende skikkelse i dødsøjeblikket. Andre hører en stemme fra himlen. Eller bare et sidste smil eller et lille klem med hånden. Andre gange er der tale om en urolig afsked præget af smerter, uro og angst. 

Der er en særlig stemning over Kristi himmelfartsdag. En stemning af både afsked og glæde. Der står, at Jesus skiltes fra dem og blev båret op til himlen. Men disciplene tilbad ham og vendte tilbage til Jerusalem med glæde. Hvordan kunne de glæde sig over, at Jesus blev taget fra dem? Det kunne de kun, fordi Jesus havde fortalt dem, at han selv ville komme til dem og være sammen med dem i Helligånden. De må have forstået, at Jesu fysiske fravær betød, at han kunne være sammen med dem på en ny og helt anderledes måde, nemlig i det fællesskab, de nu fik med ham som den himmelfarne og i det fællesskab, han havde lovet dem i Helligånden. Kristi himmelfart er ikke Kristi verdensflugt, men Kristi nærvær.  

‘Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.’

Her finder vi befalingen om at gå ud i hele verden og gøre mennesker til hans disciple. Det er den opstandne og himmelfarne Herre, der befaler sine venner at gå ud med budskabet om ham: at han døde for vores skyld, og at han er opstået igen. Det er befalingen. Men der er også et løfte knyttet hertil.

‘Og se, jeg sender det, min Fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.’

Det er Helligånden, Jesus her sigter til. Jokeren i al mission og evangelisation. Jokeren som sprænger alle sandsynlighedsberegninger og alle prognoser. Helligånden er den, som gør det meningsfuldt at gå ud med evangeliet endnu en gang og række ud til moderne mennesker. Her er Helligånden ganske enkelt den usynlige men virksomme joker, der kan åbne menneskesind og åbne døre, der før var lukket forsvarligt til. Helligånden er jokeren, vi som kristen menighed må regne med som en reel medarbejder. 

Bare en som har al magt kan satse på afmægtige. Det er hasard at sætte 11 personer i missionsbevægelse, hvis ikke al magt står bag. Hvis ikke kraften fra det høje er med. Kort og præcist får vi at vide, hvad kristen mission går ud på. Der er ikke tale om mellemfolkelig ulandsbistand eller religionsdialog. Nej, der er tale om omvendelse og syndsforladelse i Jesu navn. Intet mindre end dette. Det må vi aldrig glemme, når vi taler om mission. 

Udfordringen 

Hvordan mærker du Jesu nærhed i din dagligdag? Lever du med Helligånden, og erfarer du hans rolle i den verdensmission, du tager del i? 

Af

Sommeren 2025 får MF en ny nabo med kontorer til op til 7 kirkelige organisationer og 55 lejligheder.

Således kommer bygningen til at se ud set fra syd. I stueetagen vil der være kontorer og på de fem etager ovenover vil der være lejligheder. Den hvide bygning til højre i billedet forestiller Menighedsfakultetet.

På den modsatte side af bygningen vil der være nedkørsel til kælder.

Stueetagen set lidt tættere på.

De fleste af lejlighederne vil have egen altan.

I stueplan vil der være en blanding af både mindre og større kontorer samt mindre og større mødelokaler. Der regnes med at være plads til op til syv kirkelige organisationer og 35 medarbejdere. Foreløbig har Kristeligt Forbund for Studerende, Open Doors og Kristelig Handicapforening besluttet at flytte ind.

På de øvrige etager vil der være 55 mindre og større lejligheder. Det er en blanding af 1-værelses og delevenlige 2-4 værelses lejligheder. Alle lejligheder af køkken og bad med plads til en vaskesøjle.

Af
Grå betonmure markerer lige nu grundplan for bygningen bag Menighedsfakultetet. På billedet ses fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen, sekretariatsleder Walther Hansen og fondsformand Peter N. Andersen.

Grå betonmure markerer lige nu grundplan for bygningen bag Menighedsfakultetet. På billedet ses fakultetsleder Thomas Bjerg Mikkelsen, sekretariatsleder Walther Hansen og fondsformand Peter N. Andersen.

Tre år efter første spadestik vil bygningen bag Menighedsfakultetet stå færdig. LPH Byg overtager byggeriet og lægger sig i selen for, at byggeriet står færdig i juli 2025.

Siden sommeren 2022 har nogle grå betonmure og jernbjælker bag Menighedsfakultetet mindet de forbipasserende om et byggeri, der er gået i stå. Men nu er betingelserne opfyldt for, at byggeriet kan komme i gang igen. Dels har en række erhvervsfolk stillet økonomi til rådighed i form af lån eller køb af ejerandele i selskabet, og dels har MF Århus Fond med fondsformand Peter N. Andersen i spidsen underskrevet en entreprisekontrakt med LPH Byg i Hørning.

– Det er enormt glædeligt, at byggeriet kan komme i gang igen. Og vi er trygge ved aftalen med LPH Byg. Virksomheden har en konstruktiv tilgang til byggeriet og har desuden en rigtig god historik med byggeri af denne størrelse. Vi er godt stillet med denne aftale, fastslår Peter N. Andersen.

Fra venstre: Walther Hansen, Thomas Bjerg Mikkelsen og Peter N. Andersen.

For Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder på Menighedsfakultetet, er det en stor lettelse, at byggeriet nu kommer i gang igen.

– Det har stor betydning for vores udviklingsmuligheder, at byggeriet nu er genoptaget. Vi har set frem til at skabe rammerne for flere kirkelige aktiviteter og et godt og attraktivt studiemiljø. Desuden vil det nye byggeri på længere sigt kunne bidrage positivt til MF´s samlede økonomi.

En gruppe erhvervsfolk med hjerte for MF’s sag har hjulpet os videre, så det var muligt at indgå en aftale med LPH Byg. Der er meget at være taknemmelig for, siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Når byggeriet står færdig, vil der både være kontorfaciliteter og lejligheder. Udlejningsindtægter vil derfor på sigt bidrage positivt til Menighedsfakultetet.

– Vi er i en rivende udvikling med flere og flere studerende og med en teologisk uddannelse på højeste akademiske niveau. Den slags har et stort bagland hjulpet med at realisere, og selvom der på sigt er mulighed for, at MF Århus Fond kan udlodde en del af fortjenesten ved det nye byggeri til Menighedsfakultetet, er der stadig det samme behov for, at hele baglandet fortsat vil bidrage med gaver. Den nye bygning er en langsigtet investering, og der vil forventeligt gå en del år, inden vi kan budgettere med indtægter fra fonden, bemærker Walther P. Hansen, sekretariatsleder på Menighedsfakultetet.

Bygningen vil efter planen stå færdig i sommeren 2025, og flere kirkelige organisationer har allerede besluttet at flytte ind. Det gælder Kristeligt Forbund for Studerende, Open Doors og Kristelig Handicapforening.

LÆS OGSÅ: Sådan kommer den nye bygning bag MF til at se ud

Af
Jesus beder. Illustration: Long Thiên

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:

»Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Johannesevangeliet 17,1-11

Det evige liv er at kende Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det var den lutherske teolog David Chytræus (fra Erik Aagård), der i 1500-tallet fandt på at kalde Johannes evangeliet kap.17 for Jesu ypperstepræstelige bøn. Evangeliet i dag er første halvdel af denne bøn, sidste halvdel følger næste søndag. Jesus træder nu frem som ypperstepræsten på den store forsoningsdag og går i forbøn for sine disciple.

Det er skærtorsdag aften lige inden langfredag, som for kristne er den store og egentlige forsoningsdag. Jesus går i forbøn for sine venner om aftenen, lige før han blev pågrebet i Getsemane have og ført til domfældelse og død. Der, på randen af sin grav, beder Jesus for sine venner. Så stor en kærlighed har han til os, at han på vej mod sin egen død prioriterer at bede for os. Her, den allersidste aften i sit liv, beder Jesus for sine disciple. Han beder om, at de må blive bevaret i det evige liv.

Troen

‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’

Det evige liv består således i at kende Gud og hans søn Jesus. Hermed angiver Jesus en forståelse af det evige liv, som er noget anderledes end den forståelse, vi normalt har af det evige liv. Vi tænker lineært: Først lever vi vort liv her på jorden, og så dør vi, og først derefter begynder det evige liv. Vi tænker tidsmæssigt om det evige liv som et uendeligt langt liv. Ikke så mærkeligt, hvis nogen tænker: ‘Nej, ellers tak. Hvis det evige liv bare er en forlængelse af det her liv i en lang uendelighed, så nej tak. Det bliver for kedeligt, eller det bliver uudholdeligt at skulle forsætte det smertefulde liv, jeg fører nu.’

Måske skulle vi bruge ordet ‘evighedens liv,’ i stedet for det evige liv. Så får vi måske udtrykt den virkelighed, at det evige liv er en tilstand allerede her og nu, og ikke blot en forlængelse af det nuværende liv i en uendelighed. Det evige liv er en virkelighed, vi står i allerede her og nu.

Jesus siger jo:
‘Og dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus.’

Det evige liv er altså en dimension ved det helt almindelige liv, vi lever her på jorden – allerede her og nu. Og som fortsætter ind i den evighed, der ligger foran os. Og den evighed er alt andet end kedsommelig. Her skal jeg spille fodbold igen til trods for mit handicap nu. Og alt hvad der er smukt, sandt og ægte her og nu, skal vi få lov til at opleve i Guds evige rige. Her skal der ingen smerte være mere, ingen sygdom og ingen død. Her skal der ingen tårer være mere, og her skal der ingen sorg være mere. Og det bliver ikke kedeligt at være i Guds himmel. Jeg tror nemlig, at vi skal være totalt optaget af at se Gud ansigt til ansigt og se, hvem han virkelig er. Se ind i hans ansigt og se os mætte i hans herlighed og kærlighed. Der bliver slet ikke plads og tid til at kede sig.

Jesus bruger her ordet herliggøre mange gange. Det er mærkeligt med det ord: herliggøre. Det er lidt svært helt at fange ind. Det er sådan lidt fluffy. Svært helt at få hold på. Men faktisk herliggør vi nogen hele tiden. Reklamerne herliggør det produkt, de reklamerer for, alt lige fra tyggegummi til dyre biler. Sportsudøvere, skuespillere og kunstnere bliver herliggjort på forskellige platforme. Helt almindelige mennesker herliggøres i talentshows og reality serier. Og på de digitale medier herliggøres bloggere, og de måles ud fra, hvor mange følgere de har.

Som mennesker er vi skabte til at herliggøre Gud og ham alene, at elske og ære ham. Men når vi møder denne herliggørelse af det skabte og af hinanden, står vi i fare for at rette vores tilbedelse imod det skabte i stedet for imod Skaberen. Ja, det er ikke blot en fare, det er en reel afgudsdyrkelse, vi bedriver igen og igen. Men ingen af disse afguder kan give os del i det evige liv, den evige glæde og tilfredsstillelse af vores dybeste længsler. De kan allerhøjest dulme vores længsler for en tid, og bagefter sidder vi tilbage med en følelse af tomhed og ligegyldighed.

Det er Gud, vi er skabt til at herliggøre, til at tilbede, ære og elske. Det evige liv findes kun hos ham. Derfor blev Jesus sendt her til vores jord, for at herliggøre ham, den eneste sande Gud. Ikke ved at iscenesætte ham i en reklame eller i et talentshow. Nej, Jesu herliggørelse af sin far sker ved, at han dør på et kors. Her, hvor Guds søn rammer bunden, netop her herliggøres Gud allertydeligst. Og Gud herliggør sin søn ved at lade ham stå op fra de døde og indtage tronen i himlen ved sin højre hånd. Hos Gud er det evige liv, den evige glæde og fulde tilfredsstillelse af vores dybeste behov og længsler. Lad os derfor tilbede ham og give ham den ære, han alene fortjener.

Og den virkelighed får vi lov til at tage del i allerede her og nu. At kende Gud og hans søn Jesus, det er det evige liv. Som vi synger i en nyere sang: ‘Kende dig, Jesus! Kende dig, det er det største, ja! Du er alt, du er fred, du er min retfærdighed! Ja, jeg elsker dig.’ (nr. 131 i Kristen sang 3. udgave)

Udfordringen

Mærker du, at det evige liv er begyndt allerede her på jorden? Og hvad betyder det for den måde, du lever dit liv på?