Stefan Vase

Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple:
»Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?«

De svarede:
»Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.«

Så spurgte han dem:
»Men I, hvem siger I, at jeg er?«

Simon Peter svarede:
»Du er Kristus, den levende Guds søn.«

Og Jesus sagde til ham:
»Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.«

Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus. Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag.

Da tog Peter ham til side og begyndte at gå i rette med ham og sagde:
»Gud bevare dig, Herre, sådan må det aldrig gå dig!«

Men Jesus vendte sig om og sagde til Peter:
»Vig bag mig, Satan! Du vil bringe mig til fald. For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.«

Da sagde Jesus til sine disciple:

»Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det. For hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men bøde med sit liv? Eller hvad kan et menneske give som vederlag for sit liv?«

Matthæusevangeliet 16,13-26

Hvem er Jesus?

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Cæsarea Filipi ligger i den nordligste del af Israel ved foden af Hermon bjerget. Jesus stiller her sine disciple spørgsmålet om, hvem den brede del af befolkningen mener, at han er? Altså en slags opinionsanalyse. Og svarene lød både dengang og i dag vidt forskellige. Dengang svarede man: Johannes Døberen, Elias eller Jeremias eller en af de andre store profeter. Og i dag ville svarene nok lyde: Et fantasiprodukt, han har aldrig levet, han var et stort forbillede på uselviskhed og næstekærlighed, en stor morallærer osv.

Men Jesus er ikke kun interesseret i, hvem andre mener, at han er. Han vil også høre vores bekendelse til ham som Messias, Guds søn. Og med Peters bekendelse af Jesus som Kristus, den levende Guds søn, udgør kap. 16 vers 16 i Mattæusevangeliet et midtpunkt for hele evangeliet, og samtidig er det et vendepunkt; for fra nu af begynder Jesus at forberede sine disciple på sin vej op til Jerusalem, sin lidelse og død. 

Troen

Udfordringen

Hvordan ser din kristendom ud? Er det en feel good kristendom, eller er der også plads til lidelse og nederlag? 

»I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Matthæusevangeliet 5,43-48

Den urimelige kærlighed til fjenderne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Dagens tekst er et af de seks små afsnit, der kaldes de seks antiteser, hvor Jesus seks gange siger: ‘I har hørt, at der er sagt, … men jeg siger jer.’ Afsnittet om fjendekærlighed er den sidste af disse antiteser. ’I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men der står i GT rent faktisk ikke noget om, at man skal hade sine personlige fjender. Der tales der imod om at hade Guds fjender (Sl. 139,21- 22). Derfor siger Jesus heller ikke: ‘Der er skrevet, at I skal elske jeres fjender,’ men der er sagt – altså traditionen siger. 

Troen

Udfordringen

Har du oplevet kraften i at gøre godt imod dem, som hader dig? Og er du villig til at følge Jesu bud her?

Jesus sagde også:

»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen:
Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.

Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte:
Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham:
Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Men faderen sagde til sine tjenere:
Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede:
Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far:
Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Faderen svarede:
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangeliet 15,11-32

To fortabte sønner og en far

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesu lignelse om faderen og de to sønner er en juvel i rækken af Jesu mange lignelser. Den ligger der og belyser Guds store kærlighed til os fortabte store og små brødre. Jesus beskriver i korte og klare træk de mange forskelle, der kan være på lillebror og storebror i en familie. Den ældste er pligtopfyldende og arbejdsom, adlyder sine forældre og forventer at blive belønnet for sit slid. Den yngste er derimod forkælet og udfordrer familiens normer og værdier og er god til at leve i nuet. Han tager sine forældres kærlighed som en selvfølge og går ikke af vejen for at kræve sin ret og arv.

Men hvor forskellige de to brødre end er, så har de dog et til fælles: De har nemlig begge misforstået, hvad det vil sige at være børn og have en far. Jesus fortæller denne lignelse, fordi nogle fromme jøder var forargede over, at han omgikkes nogle, der i jødernes øjne var tvivlsomme typer.

Troen

Åh hvor ville jeg gerne, jeg havde forstået denne lignelse anderledes, da jeg som ung rejste rundt med min far til forskellige bibelcampings, hvor denne tekst ofte blev benyttet. Her udlagde prædikanten ofte den yngste søn som den fortabte søn, der måtte omvende sig og vende hjem til sin far. Her blev han budt velkommen hjem, og forsamlingen kunne højt og med stor glæde synge: ‘Kimer himmelklokker.’

Problemet for mig var bare, at jeg ikke kunne genkende mig selv i den yngste søn. Jeg havde jo aldrig forladt min himmelske far og havde ikke ødslet min arv og mit liv bort derude i den store stygge verden. Jeg havde været en kristen hele mit liv og trængte ikke til omvendelse. I hvert fald ikke som den yngste søn gjorde. Hvor ville jeg ønske, at prædikanten havde sat fokus på den ældste søn og hans fortabthed. Så ville jeg kunne have spejlet mig i ham og kunne have sat ord på, hvad min fortabthed betyder. At der ikke er en, men to fortabte sønner. Og en far, som elskede begge sønner lige højt!

Pointen med at begge sønner var fortabte står klart, når vi ser, hvem Jesus fortæller denne lignelse til: I Lukasevangeliet kap. 15,1-4 står der:

‘Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’

Og så er det, Jesus fortæller denne lignelse. Til hvem? Jo, til farisæerne og de skriftkloge. Jesus fortæller altså lignelsen om den fortabte søn til de forargede. Og nu kan vi umådelig let blive forargede over, at de blev forargede. Men hvorfor i grunden det? Hvorfor forstår vi ikke farisæernes forargelse over Jesus? De mennesker, vi her taler om, er jo ikke omvendte og forhenværende syndere. Det er ikke mennesker, der er begyndt på et nyt liv, som Jesus spiste sammen med. Hvis det var det, så havde farisæerne nok ikke reageret så forarget. Men det var det jo ikke. Det var nuværende faktiske syndere, det var mennesker, som ikke engang var begyndt at angre deres udsvævende liv. Klart nok at farisæerne var forargede over Jesus.

Det er den ældste søn, som netop var forarget over sin fars generøse modtagelse af den lillebror, der rent ud sagt havde hånet sin far ved at bede om at få forskud på sin arv. Normalt træder en arv jo kun i kraft, når testatator dør. Altså ønskede den yngre bror, at hans far var død.

Det er til de forargede, Jesus fortæller denne lignelse. Altså er det ham, den ældste bror, vi skal spejle os i og med rædsel genfinde os selv i. Lignelsen peger på ham, den ældste bror, og spørger: ‘Er det virkelig ham, du ønsker at ligne?’ Når vi ofte kalder den yngste søn for fortabt, tænker vi, at det skyldes alle de slemme ting, han gjorde. Men nej, det gør det faktisk ikke. I virkeligheden var det noget andet, der gjorde, at han var fortabt:

Han blev tabt for sin far i det øjeblik, han besluttede sig at forlade sin far. Han kunne i og for sig have levet et pænt og anstændigt liv ude i det fremmede, være en velanskrevet borger, en eksemplarisk ægtemand og far. Men det ville alt sammen ikke gøre fra eller til. Han ville stadig være den fortabte søn. Nemlig den søn, som ikke gad være hjemme hos sin far længere, men ønskede sig frihed til at gøre, ligesom han ønskede. Her var det punkt, hvor faren mistede sin søn.

Og her er stedet, hvor Gud stadig mister sine sønner og døtre. De gider ikke være hjemme mere. De vil leve et liv i frihed uden Gud. Nogle går så i hundene, mens andre ender som agtede og ærede borgere. Men fortabte er de!

Og det var den ældste søn også. Han siger jo forurettet til sin far: ‘Nu har jeg tjent dig i så mange år (underforstået: alt for længe) og aldrig overtrådt et eneste af dine bud;’ (og måske underforstået: ‘Hvor har jeg haft lyst til det mange gange.’) Han ønskede at blive belønnet for at blive hjemme, altså belønnet for sine gerninger. Så i virkeligheden er der to fortabte sønner. Men de har den samme kærlige, gode og omsorgsfulde far. Sådan er Gud nemlig.

Udfordringen

Hører du også til de forargede, der ikke kan se, at de ikke er et hak bedre end den fortabte lillebror?

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangeliet 14,25-35

At følge Jesus koster alt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er blevet populær. Så populær at store skarer af mennesker flokkes om ham. Det er til disse, han henvender sig med ordene om at: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.’ Jesus er ikke interesseret i have så mange som muligt, der følger ham på Instagram, og hvad der ellers findes af digitale platforme, men han er optaget af at vinde disciple – disciple, der vil opgive alt for at være hans efterfølgere. Jesus er interesseret i efterfølgere og ikke kun interesserede følgere.

Troen

‘Hvis bare kirken var lidt mere moderne i sin udtryksform og havde lidt mere nutidig musik og ikke havde så travlt med at blande sig i folks privatliv, så ville jeg gerne komme lidt oftere.’

Mon ikke vi alle har hørt denne sang på et eller andet tidspunkt, når vi har talt med hr. og fru Pedersen om det at gå i kirke? Ikke at der kun skal være plads til orgelmusik i kirken, og det handler heller ikke om, at man skal kunne tale kirkesprog for at være med. Men på et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at møde bibelens Jesus. Og den Jesus, vi her møder, er ikke ligefrem diplomatisk. Her har Jesus ellers chancen for at blive populær. Men nej, det forsøger han ikke på. I stedet siger han: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor…’ Værsgo. Der er ikke megen salgstale over de ord.

Der er omkostninger forbundet med at være en Jesu discipel. Det er disse omkostninger, Jesus beder os om at være opmærksomme på med billedet af tårnbyggeriet. Kristus har betalt for os en gang for alle. Frelsen er gratis. Det er ikke på den måde, at frelsen koster noget. Det er egentlig et spøjst billede, Jesus bruger. Hvor mange er det lige, der bygger et tårn i deres baghave? Men på Jesu tid var der ikke noget mærkeligt i det eksempel. En vingårdsejer byggede fx. vagttårne for at kunne overvåge deres vingård. Så Jesu tilhørere har straks forstået hans billede med at bygge et tårn.

Beregn omkostningerne ved at følge mig, siger Jesus. Han advarer os naturligvis ikke imod at følge ham, men beder os om at tænke omkostningerne igennem. Men ligefrem at hade sine forældre? Er det ikke for meget? Lugter det ikke lidt for meget af jihad og hellige krigere? Af fanatisme og ensporethed? Og det med at hade sit eget liv? Lyder det ikke for selvfornægtende i en tid, hvor der er enorm fokus på selvrealisering og dyrkelse af den menneskelige krop? Og siger Jesus ikke også, at vi skal elske os selv, som vi elsker vores næste?

På dansk er ordet hade og elske udelukkende forbundet med noget følelsesmæssigt, men der ligger ikke nødvendigvis det samme i det græske ord. Ordet, der er oversat med ‘hade’, betyder også at have aversion imod, at forsømme. Det er dog stadig stærke udtryk, Jesus bruger, og vi kan have svært ved at forstå ham. I bibelen på hverdagsdansk er Jesu ord oversat sådan: ‘Enhver som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor ….’ Det gengiver meningen med Jesu ord, men er dog nok for svagt i forhold til det, Jesus virkelig siger.

Det, Jesus her minder os om, er det første bud:’ Du må ikke have andre guder end mig.’ At være en kristen handler ikke om at realisere sig selv så meget som muligt. Det handler derimod om at sætte Gud i skikkelse af Jesus højere end noget andet i denne verden. Jesus må være nummer et i en discipels liv. Og det betyder så også, at alt og alle andre må abdicere. Mine forældre skal jeg ære, min ægtefælle skal jeg elske som mig selv, mine børn skal jeg vise omsorg, min familie skal jeg værdsætte, og mit eget liv skal jeg værne om. Men igen af disse må sidde på tronen i mit liv. Ingen af dem må få magten over mit liv og bestemme over mit liv. Det må alene Jesus.

‘Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel’, siger Jesus. At bære sit kors, betyder ikke blot at lide døden for Jesu skyld. Det er der nogle, der er kaldet til. Men for os alle gælder det, at omkostningerne ved at følge Jesus er så store, at Jesus kalder det at miste sit liv eller at give afkald på alt sit eget. Det begynder i dåben. Her mister man sit liv for første gang. Paulus skriver: ‘Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden.’ (Rom. 6,4) Og denne proces fortsætter resten af livet. Dagligt må vi lade vore syndige tanker og handlinger korsfæste sammen med Kristus i dåben. Dagligt må vi miste os selv og dø sammen med Kristus.

Udfordringen

Når du tænker efter, hvem sidder så på tronen i dit liv? Og synes du, det at gå i hans fodspor er det hele værd?

En i skaren sagde til Jesus:
»Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.«

Men han svarede:
»Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«

Og han sagde til dem:
»Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«

Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Lukasevangeliet 12,13-21

Det rige fjols

Af Mogens G. Jensen