Stefan Vase

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:
»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Lukasevangeliet 2,1-14

Som Faderen så også Sønnen

Af Mogens G. Jensen

Tanken

I rammen af højst verdslige begivenheder (kejserens befaling om en folketælling) føder Maria sit barn. Himmelske budbringere proklamerer dette som en skelsættende endetids-begivenhed: frelserkongen er født til glæde for hele folket. Efter profetien fødes Messias i Davids-slægtens by, Betlehem. Nyheden modtages af hyrder. Den gode nyhed skaber lovprisning til Gud, som gennem alt dette har vist sig som historiens suveræne majestæt. Igennem alt dette er tekstens formål at forkynde frelserkongens fødsel som et historisk og jordnært faktum.

Troen

Jeg har selv været der, altså i stalden. Endda to gange. Begge gang husker jeg den store kirke inde i Betlehem, som kaldes fødselskirken. Denne kirke er bygget over klippehulen, som efter ældgammel tradition er anset for at være den stald, Jesus blev født i. Lige uden for Betlehem findes der mange andre klippehuler, som gennem århundreder har været brugt som stald for dyrene, og som et lunt opholdssted for hyrder i den kolde årstid, som kan være ganske kold deroppe i højderne, hvor Betlehem ligger. Det var ganske normalt at indlogere mennesker på gennemrejse i sådanne huler.

Inde i den store og gamle Fødselskirke har man altså denne klippehule bevaret med krybben, dvs. fodertruget til dyrene. Det var i sådan et fodertrug, Jesusbarnet blev svøbt og lagt. Det var såmænd ikke andet end en fordybning i klippen. Der blev Jesus lagt. Fattigt og ikke særlig rent, men alligevel varmt. For mange er det en skuffelse at besøge fødselskirken. Der er så meget, der tager ens opmærksomhed, så det er vanskeligt at forestille sig julenat i disse omgivelser. For klippehulen er overplastret med alverdens ting: kors, billeder, guld og sølvting, smukke gamle beklædningsgenstande, den tunge duft af røgelse, en masse mennesker og blitzlys fra mobiltelefoner, der foreviger dette hellige sted. Man prøver at se Josef og Maria med barnet og hyrder, der flokkes omkring den lille familie. Det er svært ikke at lade sig distrahere.

Men egentlig er dette et godt billede på vores julefejring: Glimmer, stads, penge og stress. En uendelig afstand fra den første jul til vores mere og mere overlæssede julefejring, der begynder i midt oktober og varer lige indtil den 28. december, hvor der skal gøres plads til nytårsfejring og udsalgsfest. Kontrasten er til at få øje på. Kontrasten mellem den første julenat med et uønsket barn, der af de fleste ansås som uægte, kommer til verden i fattige omgivelser. Et barn svøbes, dvs. pakkes ind i et varmt tæppe, for at skabe et trangt og trygt rum for barnet, ligesom da det lå inde i sin mors mave.

Hvad så Maria og Josef i det lille rynkede barn, der lå og sugede mælk ved sin mors bryst? Hvad så de i ham? Og hvad så hyrderne, der samledes om barnet i fodertruget? Ja, hvad ser mennesker i Jesusskikkelsen i dag? Ser vi mere end det hjælpeløse barn? Kan vi fornemme himmelens udsending i ham? Kan vi, ane barnets guddommelige væsen i ham? Når et drengebarn fødes udbryder vi ofte: ‘Se, hvor han ligner sin far. Det er næsten som at se faren, da han var lille.’ Profeten Esajas står her ved krybben med 700 års afstand og siger om Jesus: ‘Se, hvor han ligner sin far.’ Som Gud er, sådan er Jesus. Han er ‘Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste.’ (Es. 9,5) Med Jesus er Gud kommet til verden til os mennesker. Vores virkelige konge og herre er kommet for at styrte Djævelen fra tronen og genetablere sit herredømme på jord blandt mennesker.

I dag fejrer vi Jesu fødselsdag. Hans fødselsdag er i særlig grad forbundet med glæde, fordi han er meget mere end det lille barn, der ligger i krybben. Han er meget mere, han er noget særligt, og hans fødselsdag indvarsler et fremtidigt rige med evig fred og retfærdighed. I det rige drives dødens skygge bort af Jesu lys. I Jesu rige gøres der en ende på menneskers slaveri under syndens herredømme. I det rige er Jesus på tronen, og ingen får lov til at rive noget menneske ud af hans hånd. Det rige er kendetegnet ved fred og retfærdighed, og det varer evigt.

Udfordringen

Har du fået øje på himlens kongesøn i det lille barn?

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:
»Hvem er du?«

Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:
»Jeg er ikke Kristus.«

»Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?«

»Det er jeg ikke,« svarede han.

»Er du Profeten?«

»Nej,« svarede han.

Så sagde de til ham:
»Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«

Han svarede:
»Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:
»Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«

Johannes svarede dem:
»Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Johannesevangeliet 1,19-28

Juleforberedelse

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi møder Johannes Døberen for anden søndag i træk. Denne gang er før hans fængsling, som vi hørte om sidste søndag. Nogle jøder, nærmere bestemt nogle farisæere, har sendt bud til Johannes for at spørge ham om, om han er den, som kommer, eller de skal forvente en anden person? Som svar på farisæernes spørgsmål aflægger Johannes et dobbelt vidnesbyrd: om sig selv, at han ikke er noget særligt, men blot en, der baner vej. Og så aflægger han et klart vidnesbyrd om, hvem Jesus er. I versene her kun indirekte, men i vers 29, lige efter vores tekstafsnit, vidner han klart om, hvem Jesus er, nemlig Guds lam:
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh. 1,29)

Troen

Det var en fornem delegation, der blev sendt fra Jerusalem til Johannes Døber ved Jordanfloden den dag. Man havde lagt mærke til ham på højeste sted og fået store tanker om ham. Derfor spørger de ham nu, hvem han er, underforstået:
‘Du er vel ikke den Messias, vi venter på?’

Ganske smigrende, ikke sandt? Messias, den som Israels folk havde ventet på med længsel i tusind år. Måske har Johannes mærket fristelsen til at gribe chancen og få succes og blive til noget. Det står der ikke noget om, men det ville da være meget menneskeligt, hvis tanken havde strejfet ham. Men nu står der bare, at ’da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ‘Jeg er ikke Kristus’, altså Messias.

Javel, Messias var han ikke, men hvem var han så? Måske noget andet stort. Er du så Elias? spurgte de. Umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for Elias var jo for længst død og faret til himmels i en ildvogn. Den sidste af profeterne i Det gamle Testamente, Malakias, havde profeteret om dommedag, hvordan der kom ild fra Himlen. Han havde profeteret:
‘Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.’ (Mal. 3,23).
Meget i Johannes’ forkyndelse kunne passe godt på denne nye Elias. Men Johannes svarer stadig nej. Han er ikke Elias. Ingen skal tænke så stort om ham.

Delegationen er tydeligvis skuffet. Johannes er ikke Messias, og han er heller ikke Elias. Hvem er han så? Er han mon profeten? Hermed mente de Moses. Han havde nemlig sagt:
‘Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig opstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.’ (5. Mos. 18,15).
Derfor ventede jøderne en ny Moses. De vil altså have Johannes gjort til noget stort. Men Johannes nægter stadig at være noget særligt.

Johannes nægter at være noget. Hvis han er noget, er han ikke andet end en røst i ørkenen, der skaber en farbar vej for ham, som skal komme efter Johannes. Det er det højeste, Johannes kan svinge sig op til. Han er bare en, som råber Messias’ komme ud, en højtaler, en rekvisit, som er taget i brug i anledning af Herrens komme. Skal vi sammenfatte Johannes’ ord her, så siger han:
‘Jeg er ingenting, men han, som kommer efter mig, er alt.’
I parentes bemærket, så nægter Johannes ikke sin værdi som menneske, men kun fordi han sammenligner sig med Jesus, må han sige sådan.

Vi kan lære af Johannes. Det er en fare for enhver kristen leder, sanger, præst, forkynder og så videre, at han glemmer, hvem han selv er, og hvad hans opgave er. I stedet for at vise hen til ham, som er frelseren, begynder man at sole sig i en del af den ære, som kun tilkommer Jesus.

‘Midt iblandt jer står en, som I ikke kender…’

Det er grunden til, at vi har brug for en Johannes. Vi kan spørge os selv, om Johannes’ mission så er lykkedes? Er Jesus så blevet kendt? Vi må i hvert fald sige, at der er mange som fejrer Jesu fødselsdag. Intet andet menneskes fødselsdag er genstand for så megen opmærksomhed som hans.

Jeg tror dog, at Johannes stadig har noget at bidrage med. For nok fejrer vi jul, men hjælper vores julefejring os til at forstå ham bedre? Får vi et dybere og mere personligt kendskab til Jesus?

‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’ (Joh. 17,3)

Udfordringen

Fører den måde, du fejrer jul på, til, at du kommer tættere på Jesus?

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham:
»Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«

Jesus svarede dem:
»Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes:
»Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹«

Matthæusevangeliet 11,2-10

Nødskrig fra et fangehul

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Johannes Døber er kommet i tvivl, kommet i tvivl om, hvorvidt Jesus nu også er den kommende Messias, og han sender derfor Jesus et nødråb fra sit fangehul. Det fangehul er han havnet i, fordi han havde revset Herodes for at ville tage sin bror Filips hustru Herodias til ægte. Midt i denne håbløse situation, som Johannes befandt sig i, sender han så bud til Jesus via sine disciple for at spørge, om han nu også er den, han hævder at være, nemlig den Messias, Johannes så frimodigt havde forkyndt om. Nu sad han selv i fængsel. Det svarede ikke til forventningen om, at Messias skulle gøre ende på al politisk undertrykkelse. Måske var Jesus alligevel ikke den kommende Messias…?

Troen

Evangeliet i dag er et nødskrig fra et fangehul. Johannes er kommet i tvivl: Er Jesus nu også værd at satse på? Kan I høre det? Johannes er helt moderne. Han kan ikke få tingene til at gå op: På den ene side troen på Guds søn og på den anden side verdens lidelse og min egen nød og elendighed.

Johannes er blevet en tvivler. En agnostiker. Ordet tvivler betyder at være delt i to, og Johannes’ mange små og store søskende, der er delt i to: mennesker, som gerne vil tro på Jesus, vores Herre, men som på den anden side ikke kan tro på ham, for han er jo ikke herre over alt, så vidt vi kan se med de øjne, vi har. Han kunne godt tage og vise sin magt ved at gøre noget ved alt det onde, vi ser ske i verden. Hvorfor sætter han ikke hårdt imod hårdt? Hvorfor gør han ikke noget? Ja, hvorfor kom han ikke selv og besøgte sin fætter i fængslet? Hvorfor sendte han en besøgsven i stedet for selv at komme? Var det ikke netop nu, Johannes trængte til Jesu nærvær? Det var Johannes’ problem, og det er nok også vor tids største religiøse problem.

Johannes gjorde det helt rigtige: Han henvendte sig til den Jesus, han var kommet til at tvivle på. I stedet for at rode rundt i sit eget indre kaos rakte han ud imod ham. Han var kommet i tvivl om, hvorvidt han nu også var værd at satse på. Måske sidder du også og er skuffet over Gud. Troen på ham lever ikke op til de mange løfter, han har givet, synes du. Han har jo sagt, at hvis vi tror på ham og beder til ham, så vil vi få vore bønner opfyldt. Men hvor er alle de gyldne løfter blevet af? Johannes har sikkert følt sig skuffet over, at Jesus ikke brugte sin magt på at få ham løsladt igen, så han kunne genoptage sin frugtbare forkyndelse. Hvordan kunne Jesus undvære så vigtig en medspiller som Johannes?

Hvis ikke Johannes var forarget på Jesus, da han sendte bud til ham, skulle man tro, at han i hvert fald blev det over det svar, Jesus gav Johannes’ disciple. Han sidder i fængsel med en mulig dødsdom hængende over sig. Og ind i den situation skal Johannes’ disciple fortælle deres læremester, at der er syge, der bliver helbredt, døde, der står op og fattige, som hører evangeliet. Demonstrerer Jesus ikke her total mangel på empati og forståelse for Johannes’ situation?

Nej, det er ikke mangel på empati, der ligger i Jesu henvisning til dem, han hjalp. Jesus vil også hjælpe os til sin tid og på sin måde. Mange af os vil opleve hans konkrete hjælp til livet, når vi kommer til ham. Og en dag vil alle, som kommer til ham opleve, at han hjælper os ind i Guds evige rige. Og når vi ikke mærker, at han bruger al sin magt på at hjælpe os nu, har vi endnu mere brug for at høre, at han kan hjælpe os.

Johannes Døber er egentlig en spøjs fyr her midt i hyggen omkring julekalender, adventskrans og pebernødder. Det er, som om han spolerer den hyggelige stemning. Er han ikke malplaceret her i advent? Der er ingen, der passer bedre i advent end Johannes. Han er mere end en profet. Han er en Guds engel, dvs. han er sendt fra Gud for at åbne os for selve frelseren, Messias. Han var den sidste i rækken af profeter i Det gamle Testamente, som havde forudsagt Jesu komme.

Alligevel kom Johannes i tvivl om sin egen forkyndelse. Den største blandt kvindefødte er ikke fri for tvivl og anfægtelse. Johannes lærer os at gå til ham, vi tvivler på, og spørge:
‘Er du den, som kommer?’

Nøglen til at lukke os ud af tvivlens fængsel er stadig profetierne om den Jesus Messias, der var blevet lovet i Det gamle Testamente, og som Johannes’ disciple kunne berette om gik lyslevende omkring og gjorde store underværker. Lige netop nu i dette øjeblik. Jesu hjælp til Johannes består i, at han sender et andet menneske til den fortvivlede Johannes. Sådan må vi også råbe fra vores tvivls fangehul, og så se Jesu hjælp i de andre mennesker, han sender til os, når nøden er størst.

Udfordringen

Sender du bud til den Jesus og Gud, du kan komme i tvivl om findes? Eller lader du hænderne synke og lader dig trække endnu længere ned i fortvivlelse?

Jesus sagde:
»Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.«

Og han fortalte dem en lignelse:
»Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.«

Lukasevangeliet 21,25-36

Glem ikke, at Kristus kommer igen

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Advent betyder som bekendt komme, og adventstiden sammenfatter alt, hvad der kan siges om Jesu Kristi komme. Den viser os, at det er den samme Herre Jesus Kristus, der kom til verden som et hjælpeløst barn, og som kommer til os på sin uanseelige måde i sit ord, i dåben, og i nadveren, og som skal komme på den store dag og med megen herlighed og sætte alle ting på plads. Det er den samme herre, som var, og som er, og som kommer. Der skal opstå ragnarok i de sidste tider. Men som Jesu Kristi menighed skal vi rejse vores hoveder, for vi ved, at dermed nærmer vores forløsning sig.

Troen

For efterhånden en del år siden blev biskop Steen Skovsgaard spurgt, om han kunne se nogen forbindelse mellem klimakrise og Jesu genkomst. Hertil svarede biskoppen, at det ikke kunne afvises. Og så brød uvejret ellers løs. Langt ind i kirkens lederskab blev der rystet på hovedet over sådan en primitiv og bogstavelig forståelse af biblens ord. Tænk sig, at en biskop kunne have så konkrete forestillinger om dommedag og Jesu genkomst. Men biskop Skovsgaard gav ikke udtryk for andet end det, den kristne menighed altid har troet. Jesus kommer virkelig igen. Derfor holder vi fast i håbet og ranker ryggen.

Der er en afgørende forskel på Jesu første og andet komme. Da han kom første gang, blev det holdt hemmeligt for de fleste. Kun et fåtal i den verden, han var kommet for at frelse, registrerede hans fødsel. Kun nogle få hyrder og tre vismænd fandt ud af, at verdens konge var kommet. Når han derimod kommer anden gang, vil ingen være i tvivl. Alle skal nemlig stå foran Menneskesønnen og bøje knæ for ham. Da Jesus kom første gang, var det i magtesløshed og fattigdom, fordi han kom som tjeneren, der skulle bære vore synder. Når han kommer anden gang vil det være i magt og megen herlighed, fordi han vil komme som dommeren over levende og døde.

Der er også ligheder mellem Jesu første og andet komme. Ligesom Gud blev født til verden gennem Marias fødselsveer, sådan skal verden også fødes til Gud gennem fødselsveer. Disse fødselsveer er tegnene i sol og måne og stjerner, havets brusen og brænding og himlens kræfter, der skal rystes. Men først og fremmest er det Jesu person, der binder begivenhederne sammen. Hans opgave er en anden, når han kommer igen, men han er den samme. Derfor behøver vi ikke frygte Jesu genkomst. Vi kender Jesus og ved, at han kommer for at frelse. Vores dommer er virkelig vores frelser.

‘Jeg er optimist. Jeg tror på jordens undergang.’

Sådan har den kristne forfatter Poul Hoffmann formuleret det. En lidt spøjs måde at sige det, som Jesus udtrykker med ordene:

‘Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.’

Vi taler i disse år om klimaoptimister og klimapessimister. Begge grupper er optaget af, hvordan den globale udvikling arter sig. En kristen er optimist, hvordan det så end forholder sig med de mørke skyer, der truer med stigende vandstande og hedebølger. Vi er stadig optimister, selv om vi tror på jordens undergang. Midt i alle klimakriser og ragnarok tør vi løfte vores hoveder, når katastrofen nærmer sig. Vi vover nemlig at tolke alle disse ting, der sker med naturen, som tegn på, at Jesus kommer tilbage.

Vores opgave er at holde os vågne og være parate til Jesu genkomst. Jesus advarer os imod at leve i druk og svir. Det er en kommentar, der nok er relevant i lyset af vores kulturs fejring af J-dag. Det er ikke den måde, vi skal leve vores liv på. En anden fare er, at lade dagliglivets bekymringer fylde hele vores dagsorden. Er det bekymringer, der sætter dagsordenen i dit liv, så risikerer du at komme til at bekymre dig så meget om de små ting, at du helt glemmer de store ting, som er Jesu Kristi genkomst. Derfor lad os ikke lulle os i søvn over dagliglivets trummerum, så vi glemmer at være parate, når Jesus melder sin ankomst.

Sig ikke, at verden er håbløs, og at intet nytter. Det passer ikke, for Herren kommer og gør alting nyt. Når det står fast, giver det god mening at investere sine evner og kræfter i at forbedre forholdet mellem mig og min næste, forbedre forholdene i samfundet og blandt de svageste. For det er altid meningsfyldt at arbejde på de små løsninger, delløsningerne. Men vi ved også som kristne, at det kun er lappeløsninger, og at Kristus kommer igen og har de store løsninger med sig.

Udfordringen

Kan du holde dig vågen med det liv, du lever lige nu?