Stefan Vase

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Lukasevangeliet 2,21

Ingen dispensation

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Dagens tekst er det korteste evangelium i hele kirkeåret. Her i Danmark var det først i 1700-tallet, at 1. januar blev gjort til nytårsdag. Men da 1. januar i forvejen var ottendedagen for Jesu fødsel, og dermed hans omskærelsesdag, blev det så sådan, at fra 1770 blev første januar fejret som både Jesu omskærelsesdag og nytårsdag.

Troen

Prøv at stille dig op på gaden og råb Jesus, og du vil opdage, hvordan mennesker går i en stor bue uden om dig. Jo, Jesusnavnet vækker stadig opsigt. Og skiller vandene. Og det skiller familier og venskaber, og på arbejdspladsen og i skolen vækker det stadig opsigt. Og helt galt bliver det da, hvis du synger, så alle kan høre det:

‘Navnet Jesus må jeg elske,
det har sat min sjæl i brand.
Ved det navn min sjæl fandt frelse,
intet andet frelse kan.’

… så regnes du da virkelig for at være langt ude i hampen.

Nu var Jesusnavnet ikke nær så ualmindeligt på Jesu tid, som det er i dag. I dag regnes man for klar til indlæggelse, hvis man giver sit barn navnet Jesus. Men på Ny Testamentes tid hed naboens dreng Jesus, ligesom der blandt ens slægtninge var mange der hed Jesus. Og sådan er det også i flere lande i dag, bl.a. i spansktalende lande. Fx. er der flere kendte fodboldspillere, hvor Jesusnavnet indgår, bl.a. Navas Jesus, som har spillet i flere store europæiske klubber.

Jesu omskærelsesdag, den ottende dag. Kan denne jødiske tradition med at skære forhuden af et drengebarns lem ikke være ligegyldig for os? I dag forsøger vi at forbyde denne tradition i menneskerettighedernes navn. Heldigvis besluttede et flertal af vore politikere at afvise borgerforslaget om at forbyde rituel omskæring af drengebørn. Også for os kristne har det betydning, at Jesus blev omskåret på ottendedagen.

Paulus skriver i Gal. 4,4 at:
‘Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven…’

Jesu omskærelse betyder, at Jesus ikke fik nogen dispensation fra at være menneske. Han gik ind under de samme vilkår som os. Ved sin omskærelse gik Jesus ind under lovens mange påbud og forbud, og han forpligtede sig som jøde på loven. Han, den eneste, der ikke behøvede nogen lov over sig, han gik frivilligt ind under loven. Blev omskåret på syndemaner. Lige fra sin fødsel blev han regnet som synder og blev behandlet som en synder.

Også for os, der ikke lever under loven mere, gælder det, at han gik ind under loven. Fx. den menneskelov, der siger, at det er vores lod at sørge og græde – nogle mere end andre. Og at vi alle engang skal dø. Heller ikke fra den lov ønskede Jesus nogen dispensation. Han kom ikke bare på et flygtigt visit og kunne trække sig tilbage, når livet blev for slidsomt for ham. Nej, han kom, og han blev her hos os. Han blev menneske under den lov, der gælder for alle mennesker. Guds søn ønskede ikke særbehandling. Vel kunne tanken opstå i ham. Fx. den nat i Getsemane have, hvor han bad sin far om at lade denne kalk gå sig forbi, hvis det kunne forenes med hans faders vilje. Men han fik heller ikke denne gang dispensation for lidelsens bæger. Han kunne ikke begynde sit liv med at blive omskåret, det vil sige gå ind under loven, og så springe fra i sidste øjeblik. Der går således en lige vej fra omskærelsen til korset.

Navnet Jesus eller Jeshua betyder: ‘Gud frelser.’ Og det er netop det, han gør. Han hedder Jesus, og han lever op til sit navn. Vore navne skal helst være flotte eller nuttede, men vi behøver ikke leve op til vore navne. Vi kan godt hedde Svend og alligevel være mester, og vi kan hedde Frede og alligevel være stridbare og nogle kværulanter. Og vi kan hedde Solveig og alligevel have mørke stunder. Men Jesus var sit navn. Han havde ikke blot et navn, men han var sit navn.

‘Jesus, Gud frelser.’ Det er den overskrift, der står skrevet hen over det nye år. Tænk sig alle de herlige lyse såvel som mørke dage, der ligger foran os i det nye år 2025. Vi kan møde disse dage på to måder: Vi kan enten vælge at frygte dem og grue for at komme igennem dem. Eller vi kan møde dem som Guds gode gaver til os. Og vi kan under alle omstændigheder trygt gå dem i møde. For Jesus krævede ingen dispensation, men lod sig omskære og gik ind under loven, både Guds lov og menneskers lov. Ham, hvis navn er ‘Gud frelser’, han har ført dig gennem det sidste år, og han vil heller ikke i det nye år svigte dig. Han vil også i det nye år leve op til sit navn.

Jesus os til trøst og gavn
frelsernavnet ville bære;
men han måtte tidlig lære,
at det var et smerte-navn;
dog, for han er Jesus blevet
og min jammer på sig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt udi livets bog. (DDS nr. 59,1.)

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus ingen dispensation krævede, men blev 100 % menneske?

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:
»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Lukasevangeliet 2,25-40

Troens øjne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to anledninger til, at Maria og Josef her 40 dage efter Jesu fødsel er kommet op til templet. (Luk. 2,22-24). For det første var Maria ifølge loven uren i 40 dage efter fødslen. (3. Mos. 12,1-4). Herefter skulle hun renses ved et rituelt bad og bringe et offer til himlens Gud som tak for sin renselse. For det andet havde hun født en søn, og loven foreskrev, at alle førstefødte drengebørn tilhørte Gud. Barnet skulle derfor frikøbes med et offer. (2. Mos. 13,1-16). Denne situation må således ikke forveksles med Jesu omskærelse på 8. dagen. (Luk. 2,21).

Troen

Det univers, der her udspiller sig, er nok fremmed for alle os såkaldte moderne mennesker. Josef og Maria er kommet op til templet for at ofre efter Moselovens bestemmelse. Og ved den lejlighed møder de på tempelpladsen de to gamle mennesker Simeon og Anna. Simeon tager barnet op og lovpriser Gud:

‘Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.’

Der står, at Maria og Josef undrede sig over de ord. Og der er da også grund til at undre sig.
‘… mine øjne har set din frelse’, siger den gamle mand.
Er der noget, vi gerne vil, så er det at se. Men vores problem er, at vi kun kan høre. Vi har lige fejret jul, og vi har igen hørt om den frelser, der blev født. Vi har hørt, men ikke set. Men Simeon siger altså: ‘… mine øjne har set din frelse.’ Havde han så bare sagt: ‘Mine øjne ser frem til’. Men det gør han ikke. Vi andre må i hvert fald konstatere, at vi ikke ser, men må nøjes med at høre. Vi ser kun forsigtige nybagte forældre, der står der iblandt de mange mennesker, der færdes på tempelpladsen. Der er ingen jubelsang af engle. Og der står overhovedet ikke skrevet ‘Guds søn’ på barnets pande. Hundredvis af andre så det samme. Men det var kun Simeon, der tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Den gamle mand, så, hvad ingen andre så.

Derefter skal vi videre til Simeons næste ord. ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges- …’ Nogle øjne ser ham nemlig, mens andre overser ham. Ikke bare i dag, men sådan har det altid været. Han er et tegn, som modsiges. Et modsigelsens tegn. Hvor han kom frem, var der tusindvis af jøder, der så ham, men kun nogle få, der fulgte ham. De fleste, der så ham, overså ham. Selv når han lod folk se de tegn, han gjorde, var det tegn, der vakte modsigelse. Da han fx. bespiste de 5000 i ørkenen, var der nogle, der sagde:’ Han er sandelig profeten.’ (Joh. 6,14). Men der står også: ‘Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.’ (Joh. 6,66). Sådan blev han et modsigelsens tegn. De så Jesus, en mand fra Nazaret, men de så ikke Guds søn. Selv da han hang på korset, var det som et modsigelsens tegn. Der var nogle, der græd over det, de så, mens andre spottede ham. For en korsfæstet mand kunne enhver se, men at det var Guds korsfæstede søn, som bar alle vore synder, kunne intet øje se.

Intet øje? Ja lige undtage et øje. Troens øje. Det øje må vi have med i dag, hvis vi skal se noget overhovedet. Der står om Simeon, at ‘Helligånden var over ham’, og at han kom til templet ‘tilskyndet af Ånden.’ Her finder vi hemmeligheden i at se, nemlig Helligånden. Vi som ved egen kraft vil overse alt, om vi så stod klods op af krybben og Golgatas kors, os giver Gud Helligånd de troens øjne, der ser Guds frelse.

Så lad da også os bede: ‘Kom Guds Helligånd og giv mig de troens øjne, der ser, hvad nethinden er blind for. Lad mig se min frelser i Betlehems krybbe og på Golgatas kors.’ Når du beder den bøn, får du til svar, at det vil han hjertens gerne. Altså give dig troens øje. Og det sker faktisk ved at høre. Høre budskabet om ham, som for min skyld blev fattig, da han var rig. Det hele begynder med at høre. Sig derfor ikke mismodigt, at du intet har set, men desværre kun hørt. For bare du hører, er du godt på vej til at kunne se. At se Guds søn i barnet, begynder altså med at høre, høre om ham.

Udfordringen

Har du set Guds frelse i barnet i Simeons arme? Eller forarges du over barnet?

Jesus sagde:
»Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret.

Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.

For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Matthæusevangeliet 23,34-39

Lad Golgatamønstret gælde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sankt Stefans dag afbryder for en kort stund fejringen af Jesu fødsel. Jeg har mødt flere, som absolut ikke kom i kirke anden juledag. De ville ikke have deres julefejring forstyrret af den blodige beretning om den kristne kirkes første martyr. Placeringen af Sankt Stefans dag midt i julefejringen kan ganske vist virke overraskende for os i dag, men dagen blev markeret i kirkeåret tidligt i kirkens historie, før kristmessen, juledag, fik sin plads i kirkeåret. Alligevel giver det god mening at minde os om martyriet i juletiden: En martyr er et menneske, som står ved sin tro og aflægger regnskab for sin tro på det lille barn i krybben, som selv blev den fornemmeste martyr.

Troen

Den liturgiske farve er rød. Den røde farve er Åndens farve og markerer kirkefest. Nu kan man nok spørge, hvad der er at feste for på en dag, hvor vi mindes en mand, der blev slået ihjel, fordi han troede på Jesusbarnet. Det, vi fejrer, er da heller ikke Stefanus’ død. Vi fejrer, at han var et menneske, som berettede om Jesus, og at han holdt fast ved denne tro på Jesus. Han var et menneske, som stod op for barnet i krybben og vidnede om ham, også når det kostede at tro. Han gjorde det samme som englene på markerne uden for Betlehem julenat. Han pegede på Jesus som frelserkongen Messias. For Stefanus og alle andre martyrer var troen på Jesus Kristus så stor og værdifuld, at de ikke kunne slippe denne tro, men stædigt holdt fast i den. Det har været kostbart for Jesus og kirken at bringe evangeliet til verden. For Jesus kostede det livet på et kors. Og for utallige mennesker har det også kostet livet. Men netop deres død er et vidnesbyrd for os. Et vidnesbyrd om at Jesu rige er et evigt rige. De gav deres liv, men lever nu hos Gud. Så lad os være vidner og samtidig bede for dem af vore søstre og brødre, som stadig betaler med den højeste pris for at vidne.

Da Maria og Josef kom til templet på ottende dagen efter fødslen, mødte de den gamle Simeon, der profetisk udbrød: ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges …’ (Luk. 2,34). Her finder vi forbindelsen mellem første og anden juledag. Allerede i selve julefortællingen finder vi kimen til modsigelse. Der var ikke plads til dem i herberget. Der var ikke plads til ham.

Der er en dyb sammenhæng mellem krybbe og kors i Jesu liv. Og det samme gælder vores liv som troende efterfølger af Jesus. ‘En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre’, siger Jesus. (Matt. 10,24-25). Der er altså et mønster, et Golgata-mønster, i en kristens liv. Jesu ord om at blive pint, slået ihjel og korsfæstet, pisket og forfulgt for hans skyld har fået sin opfyldelse utallige gange. Stefanus var en af de første, og utallige er fulgt efter. Mange siger, at det 20. århundrede har været det største martyrårhundrede nogen sinde. Man regner med 150.000 martyrer (Åbne Døres tal) for den kristne tros skyld hvert år i disse år. Rundt regnet 40% af alle kristne lever under restriktioner i udøvelsen af deres tro.

At være vidne hedder martyrios på græsk. At være et Kristus-vidne er ganske enkelt at udsætte sig selv for at blive martyr. Måske ikke martyr med livet som indsats. Men mindre kan være slemt nok. Måske har du levet med et ben i hver lejr. Du går i kirke, men tør ikke stå ved det om mandagen, nå andre frisk og frejdigt fortæller om weekendens våde oplevelser. Du tier stille og dukker hovedet for ikke at blive grinet af. Men som en Jesu discipel er du kaldet til at vidne, være martyr, også i de helt hverdagsagtige situationer.

Det er så let at sidde og skrive sådanne kristelige overvejelser som disse her, hvor jeg gør mig til herre over andres tro og liv. Det skal vi ikke. Men vi skal hver især gøre op med os selv, om vi vil lade Golgatamønstret gælde i vores egne liv.

Udfordringen

Er du villig til at stå ved din tro på Kristus, og lade det koste, hvad det koste vil? Hvor meget må din tro på Jesus koste dig? Din ære, din formue, dine relationer til din familie, din magelighed, dine rettigheder, dine privilegier, dit liv? Eller dukker du hovedet og tænker, at mindre vel også kan gøre det?

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn.

Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem:
»Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.«

Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang:
»Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Lukasevangeliet 2,1-14

Som Faderen så også Sønnen

Af Mogens G. Jensen

Tanken

I rammen af højst verdslige begivenheder (kejserens befaling om en folketælling) føder Maria sit barn. Himmelske budbringere proklamerer dette som en skelsættende endetids-begivenhed: frelserkongen er født til glæde for hele folket. Efter profetien fødes Messias i Davids-slægtens by, Betlehem. Nyheden modtages af hyrder. Den gode nyhed skaber lovprisning til Gud, som gennem alt dette har vist sig som historiens suveræne majestæt. Igennem alt dette er tekstens formål at forkynde frelserkongens fødsel som et historisk og jordnært faktum.

Troen

Jeg har selv været der, altså i stalden. Endda to gange. Begge gang husker jeg den store kirke inde i Betlehem, som kaldes fødselskirken. Denne kirke er bygget over klippehulen, som efter ældgammel tradition er anset for at være den stald, Jesus blev født i. Lige uden for Betlehem findes der mange andre klippehuler, som gennem århundreder har været brugt som stald for dyrene, og som et lunt opholdssted for hyrder i den kolde årstid, som kan være ganske kold deroppe i højderne, hvor Betlehem ligger. Det var ganske normalt at indlogere mennesker på gennemrejse i sådanne huler.

Inde i den store og gamle Fødselskirke har man altså denne klippehule bevaret med krybben, dvs. fodertruget til dyrene. Det var i sådan et fodertrug, Jesusbarnet blev svøbt og lagt. Det var såmænd ikke andet end en fordybning i klippen. Der blev Jesus lagt. Fattigt og ikke særlig rent, men alligevel varmt. For mange er det en skuffelse at besøge fødselskirken. Der er så meget, der tager ens opmærksomhed, så det er vanskeligt at forestille sig julenat i disse omgivelser. For klippehulen er overplastret med alverdens ting: kors, billeder, guld og sølvting, smukke gamle beklædningsgenstande, den tunge duft af røgelse, en masse mennesker og blitzlys fra mobiltelefoner, der foreviger dette hellige sted. Man prøver at se Josef og Maria med barnet og hyrder, der flokkes omkring den lille familie. Det er svært ikke at lade sig distrahere.

Men egentlig er dette et godt billede på vores julefejring: Glimmer, stads, penge og stress. En uendelig afstand fra den første jul til vores mere og mere overlæssede julefejring, der begynder i midt oktober og varer lige indtil den 28. december, hvor der skal gøres plads til nytårsfejring og udsalgsfest. Kontrasten er til at få øje på. Kontrasten mellem den første julenat med et uønsket barn, der af de fleste ansås som uægte, kommer til verden i fattige omgivelser. Et barn svøbes, dvs. pakkes ind i et varmt tæppe, for at skabe et trangt og trygt rum for barnet, ligesom da det lå inde i sin mors mave.

Hvad så Maria og Josef i det lille rynkede barn, der lå og sugede mælk ved sin mors bryst? Hvad så de i ham? Og hvad så hyrderne, der samledes om barnet i fodertruget? Ja, hvad ser mennesker i Jesusskikkelsen i dag? Ser vi mere end det hjælpeløse barn? Kan vi fornemme himmelens udsending i ham? Kan vi, ane barnets guddommelige væsen i ham? Når et drengebarn fødes udbryder vi ofte: ‘Se, hvor han ligner sin far. Det er næsten som at se faren, da han var lille.’ Profeten Esajas står her ved krybben med 700 års afstand og siger om Jesus: ‘Se, hvor han ligner sin far.’ Som Gud er, sådan er Jesus. Han er ‘Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds fyrste.’ (Es. 9,5) Med Jesus er Gud kommet til verden til os mennesker. Vores virkelige konge og herre er kommet for at styrte Djævelen fra tronen og genetablere sit herredømme på jord blandt mennesker.

I dag fejrer vi Jesu fødselsdag. Hans fødselsdag er i særlig grad forbundet med glæde, fordi han er meget mere end det lille barn, der ligger i krybben. Han er meget mere, han er noget særligt, og hans fødselsdag indvarsler et fremtidigt rige med evig fred og retfærdighed. I det rige drives dødens skygge bort af Jesu lys. I Jesu rige gøres der en ende på menneskers slaveri under syndens herredømme. I det rige er Jesus på tronen, og ingen får lov til at rive noget menneske ud af hans hånd. Det rige er kendetegnet ved fred og retfærdighed, og det varer evigt.

Udfordringen

Har du fået øje på himlens kongesøn i det lille barn?

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham:
»Hvem er du?«

Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte:
»Jeg er ikke Kristus.«

»Hvad er du da?« spurgte de ham, »er du Elias?«

»Det er jeg ikke,« svarede han.

»Er du Profeten?«

»Nej,« svarede han.

Så sagde de til ham:
»Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?«

Han svarede:
»Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.«

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham:
»Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?«

Johannes svarede dem:
»Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte.

Johannesevangeliet 1,19-28

Juleforberedelse

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi møder Johannes Døberen for anden søndag i træk. Denne gang er før hans fængsling, som vi hørte om sidste søndag. Nogle jøder, nærmere bestemt nogle farisæere, har sendt bud til Johannes for at spørge ham om, om han er den, som kommer, eller de skal forvente en anden person? Som svar på farisæernes spørgsmål aflægger Johannes et dobbelt vidnesbyrd: om sig selv, at han ikke er noget særligt, men blot en, der baner vej. Og så aflægger han et klart vidnesbyrd om, hvem Jesus er. I versene her kun indirekte, men i vers 29, lige efter vores tekstafsnit, vidner han klart om, hvem Jesus er, nemlig Guds lam:
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: »Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. (Joh. 1,29)

Troen

Det var en fornem delegation, der blev sendt fra Jerusalem til Johannes Døber ved Jordanfloden den dag. Man havde lagt mærke til ham på højeste sted og fået store tanker om ham. Derfor spørger de ham nu, hvem han er, underforstået:
‘Du er vel ikke den Messias, vi venter på?’

Ganske smigrende, ikke sandt? Messias, den som Israels folk havde ventet på med længsel i tusind år. Måske har Johannes mærket fristelsen til at gribe chancen og få succes og blive til noget. Det står der ikke noget om, men det ville da være meget menneskeligt, hvis tanken havde strejfet ham. Men nu står der bare, at ’da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ‘Jeg er ikke Kristus’, altså Messias.

Javel, Messias var han ikke, men hvem var han så? Måske noget andet stort. Er du så Elias? spurgte de. Umiddelbart et mærkeligt spørgsmål, for Elias var jo for længst død og faret til himmels i en ildvogn. Den sidste af profeterne i Det gamle Testamente, Malakias, havde profeteret om dommedag, hvordan der kom ild fra Himlen. Han havde profeteret:
‘Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.’ (Mal. 3,23).
Meget i Johannes’ forkyndelse kunne passe godt på denne nye Elias. Men Johannes svarer stadig nej. Han er ikke Elias. Ingen skal tænke så stort om ham.

Delegationen er tydeligvis skuffet. Johannes er ikke Messias, og han er heller ikke Elias. Hvem er han så? Er han mon profeten? Hermed mente de Moses. Han havde nemlig sagt:
‘Herren din Gud vil af din midte lade en profet som mig opstå for dig, en af dine egne; ham skal I adlyde.’ (5. Mos. 18,15).
Derfor ventede jøderne en ny Moses. De vil altså have Johannes gjort til noget stort. Men Johannes nægter stadig at være noget særligt.

Johannes nægter at være noget. Hvis han er noget, er han ikke andet end en røst i ørkenen, der skaber en farbar vej for ham, som skal komme efter Johannes. Det er det højeste, Johannes kan svinge sig op til. Han er bare en, som råber Messias’ komme ud, en højtaler, en rekvisit, som er taget i brug i anledning af Herrens komme. Skal vi sammenfatte Johannes’ ord her, så siger han:
‘Jeg er ingenting, men han, som kommer efter mig, er alt.’
I parentes bemærket, så nægter Johannes ikke sin værdi som menneske, men kun fordi han sammenligner sig med Jesus, må han sige sådan.

Vi kan lære af Johannes. Det er en fare for enhver kristen leder, sanger, præst, forkynder og så videre, at han glemmer, hvem han selv er, og hvad hans opgave er. I stedet for at vise hen til ham, som er frelseren, begynder man at sole sig i en del af den ære, som kun tilkommer Jesus.

‘Midt iblandt jer står en, som I ikke kender…’

Det er grunden til, at vi har brug for en Johannes. Vi kan spørge os selv, om Johannes’ mission så er lykkedes? Er Jesus så blevet kendt? Vi må i hvert fald sige, at der er mange som fejrer Jesu fødselsdag. Intet andet menneskes fødselsdag er genstand for så megen opmærksomhed som hans.

Jeg tror dog, at Johannes stadig har noget at bidrage med. For nok fejrer vi jul, men hjælper vores julefejring os til at forstå ham bedre? Får vi et dybere og mere personligt kendskab til Jesus?

‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’ (Joh. 17,3)

Udfordringen

Fører den måde, du fejrer jul på, til, at du kommer tættere på Jesus?

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham:
»Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«

Jesus svarede dem:
»Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes:
»Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹«

Matthæusevangeliet 11,2-10

Nødskrig fra et fangehul

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Johannes Døber er kommet i tvivl, kommet i tvivl om, hvorvidt Jesus nu også er den kommende Messias, og han sender derfor Jesus et nødråb fra sit fangehul. Det fangehul er han havnet i, fordi han havde revset Herodes for at ville tage sin bror Filips hustru Herodias til ægte. Midt i denne håbløse situation, som Johannes befandt sig i, sender han så bud til Jesus via sine disciple for at spørge, om han nu også er den, han hævder at være, nemlig den Messias, Johannes så frimodigt havde forkyndt om. Nu sad han selv i fængsel. Det svarede ikke til forventningen om, at Messias skulle gøre ende på al politisk undertrykkelse. Måske var Jesus alligevel ikke den kommende Messias…?

Troen

Evangeliet i dag er et nødskrig fra et fangehul. Johannes er kommet i tvivl: Er Jesus nu også værd at satse på? Kan I høre det? Johannes er helt moderne. Han kan ikke få tingene til at gå op: På den ene side troen på Guds søn og på den anden side verdens lidelse og min egen nød og elendighed.

Johannes er blevet en tvivler. En agnostiker. Ordet tvivler betyder at være delt i to, og Johannes’ mange små og store søskende, der er delt i to: mennesker, som gerne vil tro på Jesus, vores Herre, men som på den anden side ikke kan tro på ham, for han er jo ikke herre over alt, så vidt vi kan se med de øjne, vi har. Han kunne godt tage og vise sin magt ved at gøre noget ved alt det onde, vi ser ske i verden. Hvorfor sætter han ikke hårdt imod hårdt? Hvorfor gør han ikke noget? Ja, hvorfor kom han ikke selv og besøgte sin fætter i fængslet? Hvorfor sendte han en besøgsven i stedet for selv at komme? Var det ikke netop nu, Johannes trængte til Jesu nærvær? Det var Johannes’ problem, og det er nok også vor tids største religiøse problem.

Johannes gjorde det helt rigtige: Han henvendte sig til den Jesus, han var kommet til at tvivle på. I stedet for at rode rundt i sit eget indre kaos rakte han ud imod ham. Han var kommet i tvivl om, hvorvidt han nu også var værd at satse på. Måske sidder du også og er skuffet over Gud. Troen på ham lever ikke op til de mange løfter, han har givet, synes du. Han har jo sagt, at hvis vi tror på ham og beder til ham, så vil vi få vore bønner opfyldt. Men hvor er alle de gyldne løfter blevet af? Johannes har sikkert følt sig skuffet over, at Jesus ikke brugte sin magt på at få ham løsladt igen, så han kunne genoptage sin frugtbare forkyndelse. Hvordan kunne Jesus undvære så vigtig en medspiller som Johannes?

Hvis ikke Johannes var forarget på Jesus, da han sendte bud til ham, skulle man tro, at han i hvert fald blev det over det svar, Jesus gav Johannes’ disciple. Han sidder i fængsel med en mulig dødsdom hængende over sig. Og ind i den situation skal Johannes’ disciple fortælle deres læremester, at der er syge, der bliver helbredt, døde, der står op og fattige, som hører evangeliet. Demonstrerer Jesus ikke her total mangel på empati og forståelse for Johannes’ situation?

Nej, det er ikke mangel på empati, der ligger i Jesu henvisning til dem, han hjalp. Jesus vil også hjælpe os til sin tid og på sin måde. Mange af os vil opleve hans konkrete hjælp til livet, når vi kommer til ham. Og en dag vil alle, som kommer til ham opleve, at han hjælper os ind i Guds evige rige. Og når vi ikke mærker, at han bruger al sin magt på at hjælpe os nu, har vi endnu mere brug for at høre, at han kan hjælpe os.

Johannes Døber er egentlig en spøjs fyr her midt i hyggen omkring julekalender, adventskrans og pebernødder. Det er, som om han spolerer den hyggelige stemning. Er han ikke malplaceret her i advent? Der er ingen, der passer bedre i advent end Johannes. Han er mere end en profet. Han er en Guds engel, dvs. han er sendt fra Gud for at åbne os for selve frelseren, Messias. Han var den sidste i rækken af profeter i Det gamle Testamente, som havde forudsagt Jesu komme.

Alligevel kom Johannes i tvivl om sin egen forkyndelse. Den største blandt kvindefødte er ikke fri for tvivl og anfægtelse. Johannes lærer os at gå til ham, vi tvivler på, og spørge:
‘Er du den, som kommer?’

Nøglen til at lukke os ud af tvivlens fængsel er stadig profetierne om den Jesus Messias, der var blevet lovet i Det gamle Testamente, og som Johannes’ disciple kunne berette om gik lyslevende omkring og gjorde store underværker. Lige netop nu i dette øjeblik. Jesu hjælp til Johannes består i, at han sender et andet menneske til den fortvivlede Johannes. Sådan må vi også råbe fra vores tvivls fangehul, og så se Jesu hjælp i de andre mennesker, han sender til os, når nøden er størst.

Udfordringen

Sender du bud til den Jesus og Gud, du kan komme i tvivl om findes? Eller lader du hænderne synke og lader dig trække endnu længere ned i fortvivlelse?