Stefan Vase

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde:
»Herre, frels os! Vi går under!«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor er I bange, I lidettroende?«

Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde:
»Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Matthæusevangeliet 8,23-27

Jesus har al magt over storm og uvejr

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sidste uge lærte os, at Jesus har magt over sygdommen. Denne tekst lærer os, at Jesus har magt over naturen og dens vældige kræfter. Den dag så disciplene, at storm og sø adlød Jesus. De så Jesu herlighed. Men de så kun et lille glimt. Hans magt er fuldkommen. Han var også med ved skabelsen af naturen. Og på hans ord vil den en dag forgå. Indtil den dag lever vi med naturen, og kan nogle gange frygte dens kræfter. Men vi behøver grundlæggende ikke være bange, for Jesus har al magt over vores liv.

Troen

Storm P siger i en velkendt sætning sådan her:
‘Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det’

Han har ret. Vi taler alle om klimaforandringer, om CO2-udledning og manglende bæredygtighed. Vi taler alle om vejret, men det bliver ofte ved snakken. Ingen gør noget ved det. Men det gør Jesus. Han har magt over naturen og klimaet, og han gør noget ved det. Og derfor behøver vi som kristne ikke frygte naturkatastrofer, tørke, oversvømmelser og ildebrande. For vi ved, at disse fænomener peger på den store dag, hvor Jesus kommer igen, den dag, hvor han endegyldig viser sin magt over naturen.

Vi hører, at disciplene til sidst udbryder:
‘Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?’

Jo, det var ham, der i sin tid var med til at skabe naturen og alt det, som hører den til. Ja, det var Gud skaber, den almægtige, der befandt sig ombord i deres lille jolle. Ingen mindre end den almægtige skaber var det, der lå og sov i deres båd. Ikke så mærkeligt at disciplene undrede sig. De fik her en åbenbaring af, hvem Jesus var: den almægtige selv, som befaler over naturkræfterne.

‘Min båd er så lille og havet så stort,’ lærte vi at synge i søndagsskolen eller børneklubben. Sådan er ofte vores erfaring af livet som menneske og som kristen. Livet erfares ofte som en sejlads. Og ofte som en farlig sejlads, hvor båden er alt for lille, og hvor Jesus ikke er til stede eller i hvert fald kun sovende. Og det går da også strygende en rum tid.

Men når bølgerne vokser sig store som højhuse og truer med at slå vores lille båd til pindebrænde, ja, så vender vi pludselig om og forsøger at vække Jesus. For nu har vi for alvor brug for ham. Denne storm kan være så mange ting. Det kan være sygdom, ensomhed, brudte relationer, at miste sit arbejde og miste kontrollen over vores liv. Så er tiden kommet til at vække Jesus i vort liv. Og vi gør den fantastiske erfaring, at han har været der hele tiden. Både da sejladsen gik gnidningsfrit, såvel som da det trak op til storm.

Når disciplene havnede i denne vældige storm, var det ikke, fordi de svigtede Jesus. Tværtimod fulgte de ham. Der står:
‘Jesus gik ombord i en båd, og hans disciple fulgte ham.’

Når vi løber ind i stormvejr og uvejr i livet, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at vi har svigtet ham. Det kan meget vel også være udtryk for, at vi har fulgt Jesus og er der, hvor han ønsker, vi skal være.

Der er to ting, der gør disciplene bange. Det ene er, at deres båd skjules af bølgerne. Den anden er, at Jesus sov. I en livskrise eller troskrise kan vores båd også skjules af bølger, så vi ikke kan se, hvad der skal bære os igennem krisen. Netop i de situationer kan vi føle, at Jesus har forladt os og bare ligger og sover.

Men læg mærke til, at Jesus sover i båden. Han er i båden og hviler sig kun lidt, inden han rejser sig og befaler over storm og hav. Han er med disciplene i båden og hjælper til sin tid.

Og da disciplene har vækket Jesus, indser de, at stormen ikke er en almindelig storm, men at den også er en trosprøve. Tvivlens storme, prøvelsens bølger og fristelsens uvejr, kan trække ind over os. Gud tillader, at vi kommer til at tvivle. Og han tillader den onde at friste os, ja prøvelser af troen kommer direkte fra ham. Han ønsker ikke at forskrække os, men han ved, at prøvelser og storme er med til at forme vores tro og gøre den stærkere end før. Min kristendom er ikke andet end, at han er med i båden. Det er alt! Og det er nok.

I mange kirker hænger der et skib i midten. Bl.a. for at minde os om, at menneskelivet er som en sejlads. Men skibet minder om en ting mere, nemlig dåben. Peter skriver i sit første brev om den ark, Gud befalede Noa at bygge, så de kunne overleve den syndflod, der ville komme.
Han skriver sådan her:
‘… i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer…’ 1. Pet. 3,20-21.

Sådan minder et skib i kirken om den båd, der sejler gennem et frådende hav og forsøger at redde så mange mennesker op i båden som muligt.

Udfordringen

Har du erfaret, at Jesus er i båden trods al slags vejr?

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde:
»Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«

Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde:
»Jeg vil, bliv ren!«

Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham:
»Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham:
»Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.«

Han sagde til ham:
»Jeg vil komme og helbrede ham.«

Men officeren sagde:
»Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.«

Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham:
»Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Men til officeren sagde Jesus:
»Gå, det skal ske dig, som du troede!«

Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matthæusevangeliet 8,1-13

Den store tro

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi befinder os stadig i epifanitiden, åbenbaringstiden, og Jesus åbenbarer sin magt over sygdom. Vi møder her troen på Jesus hos to outsidere. Hos en spedalsk jøde og hos en hedning. Jesus åbenbarer sin herlighed for os som den store læge, der har magt over sygdom. Han er lige kommet ned fra det bjerg, hvor han har holdt sin store og kraftfulde prædiken – bjergprædikenen, og mange fulgte med ham.

Troen

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Prøv lige at smage på den sætning? Hvad siger den til dig? Hvad tænker og føler du, når du hører denne sætning. Officeren var en religiøs outsider. Han stod uden for det gode religiøse etablissement. Han var sandsynligvis af syrisk afstamning og tilbad fremmede guder. Men det er hos denne hedenske officer, at Jesus finder en stor tro.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Israel’, siger Jesus. Det ville svare til, at han fremhævede troen hos en naziofficer, der har besat Danmark. Det er altså her, Jesus finder den store tro og ikke hos pagtsfolket Israel.

‘Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Nej, for vi kan jo vores kristendom. Vi kan det der med at være religiøse på den kølige og beherskede facon. Ikke for meget og alligevel så meget, at vi er kirkegængere. Sådan tilpas religiøse, men heller ikke for meget. Vi har vores barnetro, og vi kan vores fadervor. De to ting skal ingen tage fra os. Vi forventer hverken for meget eller for lidt af Jesus. Jo, vi kan vores kristendom.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Han må ud til disse to outsidere for at finde den store tro. Spedalske er i egentligste forstand outsidere. Som spedalsk var han udenfor – udenfor det gode selskab. Udelukket fra det religiøse fællesskab og udenfor det sociale liv. Og den hedenske officer var også helt uden for det religiøse etablissement i Israel.Det har de tilfælles: at være udenfor.

En anden ting, de også har til fælles, er deres store ydmyghed. Den spedalske siger til Jesus:
‘Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.’

Og officeren siger:
‘Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.’

Ingen af dem tvivler på, at Jesus kan hjælpe dem, men de befaler ham ikke at gøre det. Jesus svarer med at gøre først den spedalske rask og dernæst officerens tjener, og han åbenbarer sig her ved at være den, der har magt til at hjælpe.

‘Jeg vil’, siger han til dem begge.

Når vi er i nød, er det vanskeligt blot at sige som den spedalske:
‘Herre, hvis du vil, kan du …’

Ofte lyder vores bøn jo der imod som:
‘Hvis du kan, vil du så ikke nok.’

Det er en uhyre menneskelig bøn. Men den afslører også, at vi ofte tvivler på Jesu magt, og at vi gerne vil overtale ham til at gribe ind. Den spedalske og officeren lærer os i stedet at stole på Jesu magt og bøje os for hans vilje.

Officerens måde at bede på er værd at lægge mærke til. Han siger blot:
‘Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.’

Han beskriver blot sin situation for Jesus og overlader så resten til ham. De færreste af os går til vores læge og fortæller ham, hvordan han skal hjælpe os. Mærkværdigvis gør vi det hos Gud. Mange af os går til Gud, den store læge, og kommer med en detaljeret diagnose og fremlægger en plan for, hvad han skal gøre for at hjælpe os. Officeren lærer os, at vi må nøjes med at lægge vores problem frem for Gud og så overlade til ham, hvad han vil gøre.

Den store tro er nemlig kendetegnet ved at være sin status bevidst i forhold til den store Gud. Den tro er klar over, at man ingen ret har overfor Gud. Vi kan ikke befale Herren at gribe ind. Vi har ingen rettigheder overfor ham. Her nytter det ikke noget med at påkalde os FN’s menneskerettigheder. Det kan godt være, at vi har ret til rent vand, ret til ytringsfrihed og religionsfrihed. Men vi kan aldrig pukke på nogen rettigheder overfor Gud.

Officeren mente sig ikke værdig til at invitere Jesus hjem til sig. I stedet inviterer Jesus officeren med ind i Guds rige. Og denne invitation afhænger ikke af vores egen værdighed. Den afhænger kun af tro på Jesus. Som vi synger i DDS 367 vers 1:

‘Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!’

Udfordringen

Stoler du så meget på Gud, at du tør overlade til ham at gøre det, han finder bedst?

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:
»De har ikke mere vin.«

Jesus sagde til hende:
»Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«

Hans mor sagde til tjenerne:
»Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.

Jesus sagde til dem:
»Fyld karrene med vand.«

Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:
»Øs nu op og bær det hen til skafferen.«

Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham:
»Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Johannesevangeliet 2,1-11

Til fest i Guds rige

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to spor at følge i dagens tekst:

Det første spor er en tradition fra kirkehistorien med at se denne søndag som ægteskabets søndag.

Det andet spor er temaet Jesu åbenbarelse, som jo er den sammenhæng vores tekster er sat ind i. ‘Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, …’
Det er dette tema, jeg vil forfølge her.

Bemærkningen ’Den tredje dag var der bryllup…’ henviser sandsynligvis til Johannes’ kronologi, hvor han omtaler Jesu kaldelse af disciple. (Se Johs. 1,35-51)

Troen

I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Han blev virkelig som en af os og delte vore livsvilkår. Det gør han ikke kun, når livet bliver svært for et menneske, men han blev så meget menneske, at han også tog del i vore lykkelige øjeblikke. Jesus fester også samme med os, og tager del i både vore mørke stunder såvel som de mere festlige. Og lad os bare indrømme, at nogle af os ofte har haft et lidt anstrengt forhold til det faktum, at Jesus gjorde vand til vin.

Vi kommer let til at synes, at det ville være mere hensigtsmæssigt og passende, at han gjorde vin til vand. Var det ikke lige lovlig meget at gøre ud af det problem? Der var jo blot tale om, at vinen ikke slog til ved et bryllup. Verden har da mange flere og alvorligere problemer, han hellere skulle adresse. Ja, vi ville måske ikke have taget dette første tegn med, hvis vi skulle skrive evangeliet.

Men evangelisten Johannes insisterer på at have dette første tegn med, hvor Jesus for første gang åbenbarer sin herlighed for disciplene. For så meget menneske blev han, at han ikke kun havde omsorg for vores åndelige behov, men i lige så høj grad drog omsorg vor vores hverdagsagtige nødsituationer. Brylluppet i Kana føjer altså dette perspektiv til Guds menneske-blivelse, inkarnationen, at han blev så meget menneske, at han tog del i både vores sorger og vores glæder. Intet aspekt ved menneskelivet var ham fremmed. Han blev virkelig som en af os. Han delte vore vilkår både i sorg og til fest.

For det andet lærer denne begivenhed os noget om en side ved bønnen. Maria, Jesu mor, viser os her så fint, hvad bøn er. Bøn er nemlig ikke at udpensle vores situation for Gud, så vi næsten vil bestemme, hvordan Guds skal løse vores problemer og behov. Dem kender han jo godt. Han har nemlig selv prøvet at være menneske med de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Bøn er blot at lukke Gud ind i vores problemer og behov og så lade ham om at løse dem på den måde, han finder bedst.

Maria siger jo kun til Jesus: ‘De har ikke mere vin.’ Så stoler hun på, at hendes søn nok skal klare resten. Bøn er tillidsfuldt at gå til vores himmelske far og sige:
‘Herre, du kender mit problem, min sorg, min fortrydelse af det, jeg har gjort, du kender min lidelse, min ensomhed og min fortvivlelse. Nu må du gøre det, der skal gøres.’

Men nu tilbage til det med, at Jesu vinunder er et tegn, hvorved han åbenbarer sin herlighed; det tema, som er gennemgående her i epifanitiden, åbenbaringstiden. Jeg tror, nøglen til at forstå Jesu første tegn er sætningen: ‘Der var der seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse …’ Disse kar betegner jødernes lovreligion. En religion, der er kendetegnet ved perfekt lovoverholdelse. En religion der kendetegnes ved, at man må sørge for selv at holde sig ren, så ren at man kunne træde frem for Guds ansigt.

Men det er altså et tegn, Jesus gør her. Et tegn er en handling, som peger ud over sig selv. Og dette tegn pegede ud over vandet til den overstrømmende mængde af vin. Med lidt hovedregning kommer vi frem til, at der er tale om ca. 600 liter vin til en fest i en lille landsby. Tilmed oven i det, som gæsterne allerede havde drukket. Man kan blive ganske betænkelig: hvordan mon denne fest endte? Men nu er vinen et tegn på den glæde, evangeliet om Guds søn bragte med sig. Jesus siger et sted:
‘Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.’ (Joh. 10,10)

Beretningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør vand til vin, viser os, at også vi er budt med til fest i Guds rige, en fest som aldrig får ende. En fest, hvor vi slipper for at rense os selv i lovreligionens mange bud om renselse med vand, men i stedet får lov til at nyde evangeliets uudtømmelige vinbeholdning. Denne fest er allerede begyndt nu, nemlig i nadveren, hvor Jesus giver os liv i overflod. Det er ikke fremtidsmusik (det er det også), men musikken spiller allerede. Og Gud vil selv være vært ved den helt store fest i sit rige.

Udfordringen

Er du klar til festen i Guds rige?

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.

I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.

Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham:
»Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«

Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Lukasevangeliet 2,41-52

Min far og min fader

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er nu 12 år gammel, og han har nået konfirmationsalderen – Bar Mizwa – den alder, hvor en dreng gik ind under loven, blev en lovens søn. Men drengen Jesus udviser særlig stort kendskab til skriftens ord. Både de tilhørere, der befandt sig i templet, og hans forældre undrede sig over drengens kloge spørgsmål til de lærde og hans svar på de spørgsmål, de stillede ham. Familien havde bosat sig i den lille flække Nazareth efter hjemkomsten fra deres eksil i Ægypten. Ud fra arkæologiske udgravninger har man vurderet, at der højst har boet 120-150 indbyggere her. Byen lå dog kun 6 km fra Sephoris, hovedstad for en fra Herodes’ familie, og lige syd for byen løb Via Maris, den gamle karavanevej, der gik fra Damaskus i nord til Ægypten i syd.

Denne søndag har ifølge gammel luthersk tradition især fokus på børn og børneopdragelse.

Troen

Helt præcist hvornår Jesus blev sig bevidst om sin guddommelighed, ved vi ikke. Men her er Jesus altså temmelig bevidst om at være noget særligt. Her forstår han sig selv som Guds søn. Da han lå som spæd i krybben, vidste han ikke om, at Gud var hans far. Hyrdernes og vismændenes tilbedelse gik hen over hovedet på ham. Simeon og Anna, der lovpriste ham, da han var 40 dage gammel har næppe lagt mærke til det. Han har reageret som alle andre spædbørn, nemlig grædt, når han manglede noget at spise eller trængte til at blive skiftet. Når han så op i sine forældres smilende ansigter, så han lige ind i Guds ansigt. Forældrenes ansigt fyldte – som hos enhver anden baby – barnets fulde horisont.

Og så voksede han op i den lille by Nazareth, hvor han har leget med de andre børn, gået i skole hos den lokale rabbiner og hjulpet sin far i tømrerværkstedet. Ny Testamente har ganske enkelt ikke beretninger om hans barndom. Ikke nogle beretninger om hans guddommelige magt til at hele sine kammeraters hul på knæet eller tandpine. Hvis vi kunne se ham som barn i Nazareth, ville vi ikke kunne se forskel på Jesus og Jesua, som naboens dreng måske hed.

Hvor meget Jesus havde været bevidst om at være Messias inden dette ophold i Jerusalem, ved vi ikke. Men i de tre døgn, han var blevet væk fra sine forældre, er tanken om at være Guds søn i hvert blevet født hos ham. Da de finder ham, siger Maria bebrejdende til ham:
‘Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.’
Den 12-årige Jesus svarer:
‘Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader.’
Her optræder far mod fader.

Jo, der var sandelig sket noget i de tre dage. Jesus var blevet bevidst om at have både en far og en fader. Ordene: ‘Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader,’ er de første ord af Jesus, vi kender.

Hvorfor skete det netop, da Jesus var 12 år? Det hænger nok sammen med, at Jesus lige var blevet konfirmeret hjemme i Nazareth. Eller rettere sagt: Han havde stået Bar Mizwah, en lovens søn. 12-14 års alderen er det jødiske skel mellem barn og voksen. Indtil da er et drengebarn ganske vist medlem af den jødiske menighed og med i pagten med Gud, nemlig i kraft af omskærelsen. Men det er mere som nydende medlem uden personligt ansvar over for Guds lov. Ved sin Bar Mizwah bliver en jødisk dreng sat til at læse et stykke op fra Det gamle Testamente eller sige en bøn i alles påhør og bliver derefter velsignet i hele menighedens påhør. Nu er drengen ansvarligt medlem af den jødiske menighed. Han skulle holde Guds lov, bede de foreskrevne bønner og hvert år rejse op til Jerusalem til de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. (5. Mos. 16,16). Jesus og hans forældre deltager i påskefesten. Det er her, Jesus lærer at skelne mellem far og fader.

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesu liv her på jorden udspiller sig, fra han var 12 år og indtil sin korsfæstelse som godt 30-årig. Og det begynder alt sammen i påsken i Jerusalem, og det slutter ved påsken i Jerusalem. Der var et mylder af mennesker i Jerusalem i påsken. Det faste indbyggertal på 12-15.000 mangedobledes. Jøder fra fjern og nær strømmede til byen. Og mellem 12 og 15.000 lam blev ofret i løbet af de dage, påskefesten varede. Ofrene var synd-ofre, menneskers forgæves forsøg på at fjerne synderne i deres liv. Synden var der og kunne ikke bare fejes ind under gulvtæppet, men den måtte sones.

Der kom de jødiske familier med hvert deres lam. Lammet blev slagtet, og der flød blod overalt. Fedt og indvolde blev brændt, og resten af lammet fik hver enkelt familie med sig, så de kunne holde deres påskemåltid. Også Jesu familie holdt påskemåltid et eller andet sted i Jerusalem. Et måltid så festligt, at det kun kan sammenlignes med vores julemiddag. De hørte de gamle beretninger om, hvordan den første påske forløb, da Gud udfriede sit folk af slaveriet.

Her sad nu den 12-årige Jesus og sugede det hele til sig – han som selv var det Guds lam, der skulle slagtes og bære verdens synd. Han led den død, alle vi andre skulle have lidt. Med sin død afskaffede han alle menneskers forgæves forsøg på at sone vores egen synd. Han bragte den egentlige og endelige soning af menneskers synder. Mon ikke det var her, den 12-årige blev sig sin bestemmelse bevidst?

I hele sit liv var Jesus hos sin fader. Selv i dødsøjeblikket var han i sin faders hænder:
‘Fader i dine hænder betror jeg min ånd.’

Ja, han var hos sin fader med alt, hvad der skete med ham.

Udfordringen

Søger du også din himmelske fars nærhed?

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.
De svarede ham:
»I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ «

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:
»Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«

Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matthæusevangeliet 2,1-12

Gud sendte en frelser

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Betlehem er den by, David voksede op i. Nogle vise mænd (på græsk står der magoi – heraf magi og mager (troldmand)), som kom fra Østerland. Måske fra Persien, måske fra Babylonien, hvor der stadig boede mange jøder. Måske er det fra dem, de vise mænd har hørt om jødernes forventning om en ny kongelig Messias. Når de vise mænd taler om ‘jødernes konge’, viser det, at de ikke selv var jøder. Ellers kunne de have sagt ‘Vores konge’. Stjernen hentyder sandsynligvis til Bileams profeti i 4. Mos. 24,17: ‘Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, …’ Vi er så vant til at tænke, at de 3 vise mænd ankommer til stalden selve julenat. Men det gør de åbenbart ikke. Vi ved ikke, hvor lang tid der går mellem Jesu fødsel og deres ankomst til Betlehem, men vi kan blot konstatere, at de ikke er der selve juleaften.

Troen

Man skulle tro, at Gud er afhængig af astrologi, siden han lader tre vismænd, tre magikere, have held med at finde frem til Jesus i kraft af deres astrologiske kundskaber. Bibelen lader os endog forstå, at Gud også ved andre frelses-historiske begivenheder vil sætte tegn på stjernehimlen, fx. ved Jesu genkomst. Som kristne tror vi dog ikke på, at vores skæbne afhænger af nogle stjerners position i forhold til hinanden. Og ser vi nærmere på denne beretning, er stjernen da heller ikke nogen pålidelig vejviser for dem. Den fører dem jo i første omgang til Jerusalem, hvor den paranoide kong Herodes residerer, og ikke til Betlehem. Vismændene korrigeres af de skriftkloge, som kan fortælle, at det rigtige sted for kongesønnens fødsel er Betlehem. Stjernerne kan ikke føre os til Jesu fødested. Det kan kun skriften. ‘Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, …’ (DDS 136,7)

De vise mænd forærede Jesus tre slags gaver: guld, røgelse og myrra. Tre meget kostbare gaver. Det må have været et meget kontrastfyldt skue, der udspandt sig den dag. Forestil dig, 3 mægtige og prægtige konger kommer ridende på deres kameler ind i den ubetydelige landsby Betlehem. Måske har en hel karavane af købmænd og slaver fulgt trop. Det må have været århundredets begivenhed i den lille landsby med de få hundrede indbyggere. Men ikke nok med det, så styrede de lige hen til en af byens fattigste familier og gjorde dem til de rigeste og fornemmeste. Gad nok vide, hvad Maria og Josef har brugt denne formue til?

Nogle fortolkere mener, at Jesus på det her tidspunkt har været ca. ni måneder gammel. Forestil dig, voksne, ærværdige mænd i fornemme klæder knæler for det lille Jesusbarn, som sidder på sin moders knæ. Det har været en bemærkelsesværdig kontrast. Men det er ikke den eneste gang, nogen har bragt meget kostbare gaver til Jesus. Senere gjorde Maria det samme, da hun salvede Jesu fødder skærtorsdag aften. Dengang var der snusfornuftige disciple, der kaldte hendes handling ødsel og antydede, at olien kunne være solgt og pengene givet til de fattige. Jesus kunne som et ni måneder gammelt barn ikke kommentere de vise mænds handling, men om Marias handling sagde han: ‘De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.’ (Joh. 12,8)

Der står intet om, at de tre konger var hellige og fromme. Tvært imod var de jo hedenske astrologer. De kendte ikke Israels Gud og den Gud, vi tilbeder. Lad os bide mærke i det, for her ligger netop evangeliet. De var almindelige, syndige mennesker som alle os andre. De første tilbedere var måske nogle rå børster, hyrder, som ikke regnedes for noget af værdi for samfundet dengang. De næste, vi hører om, er tre regulære hedninger. Kønt selskab Jesusbarnet befinder sig i. Men det var jo netop sådanne mennesker, han omgikkes som voksen. Og heri ligger vort held, at han vil have med sådan nogle som os at gøre. Ja, netop sådan nogle som os.

En engelsk teolog (D. Carson) har sagt sådan her. ‘Hvis Gud havde ment, at vort største problem var økonomisk, havde han sendt en økonom. Hvis Gud havde ment, at vort største behov var underholdning, havde han sendt en entertainer eller en kunstner. Hvis Gud havde ment, at vort problem var politisk stabilitet, havde han sendt os en politiker. Hvis han havde ment, at vort største behov var et godt helbred, havde han sendt os en læge. Men han mente, at vores største behov havde at gøre med vores synd, vores fremmedgjorthed for ham, vores dybe oprør, vores død – og han sendte os en frelser.’

Udfordringen

Hører du også til den flok, der tilbeder barnet, eller står du på afstand og vurderer situationen?