Stefan Vase

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde:
»Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«

Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde:
»Jeg vil, bliv ren!«

Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham:
»Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham:
»Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.«

Han sagde til ham:
»Jeg vil komme og helbrede ham.«

Men officeren sagde:
»Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.«

Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham:
»Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Men til officeren sagde Jesus:
»Gå, det skal ske dig, som du troede!«

Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matthæusevangeliet 8,1-13

Den store tro

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi befinder os stadig i epifanitiden, åbenbaringstiden, og Jesus åbenbarer sin magt over sygdom. Vi møder her troen på Jesus hos to outsidere. Hos en spedalsk jøde og hos en hedning. Jesus åbenbarer sin herlighed for os som den store læge, der har magt over sygdom. Han er lige kommet ned fra det bjerg, hvor han har holdt sin store og kraftfulde prædiken – bjergprædikenen, og mange fulgte med ham.

Troen

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Prøv lige at smage på den sætning? Hvad siger den til dig? Hvad tænker og føler du, når du hører denne sætning. Officeren var en religiøs outsider. Han stod uden for det gode religiøse etablissement. Han var sandsynligvis af syrisk afstamning og tilbad fremmede guder. Men det er hos denne hedenske officer, at Jesus finder en stor tro.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Israel’, siger Jesus. Det ville svare til, at han fremhævede troen hos en naziofficer, der har besat Danmark. Det er altså her, Jesus finder den store tro og ikke hos pagtsfolket Israel.

‘Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Nej, for vi kan jo vores kristendom. Vi kan det der med at være religiøse på den kølige og beherskede facon. Ikke for meget og alligevel så meget, at vi er kirkegængere. Sådan tilpas religiøse, men heller ikke for meget. Vi har vores barnetro, og vi kan vores fadervor. De to ting skal ingen tage fra os. Vi forventer hverken for meget eller for lidt af Jesus. Jo, vi kan vores kristendom.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Han må ud til disse to outsidere for at finde den store tro. Spedalske er i egentligste forstand outsidere. Som spedalsk var han udenfor – udenfor det gode selskab. Udelukket fra det religiøse fællesskab og udenfor det sociale liv. Og den hedenske officer var også helt uden for det religiøse etablissement i Israel.Det har de tilfælles: at være udenfor.

En anden ting, de også har til fælles, er deres store ydmyghed. Den spedalske siger til Jesus:
‘Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.’

Og officeren siger:
‘Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.’

Ingen af dem tvivler på, at Jesus kan hjælpe dem, men de befaler ham ikke at gøre det. Jesus svarer med at gøre først den spedalske rask og dernæst officerens tjener, og han åbenbarer sig her ved at være den, der har magt til at hjælpe.

‘Jeg vil’, siger han til dem begge.

Når vi er i nød, er det vanskeligt blot at sige som den spedalske:
‘Herre, hvis du vil, kan du …’

Ofte lyder vores bøn jo der imod som:
‘Hvis du kan, vil du så ikke nok.’

Det er en uhyre menneskelig bøn. Men den afslører også, at vi ofte tvivler på Jesu magt, og at vi gerne vil overtale ham til at gribe ind. Den spedalske og officeren lærer os i stedet at stole på Jesu magt og bøje os for hans vilje.

Officerens måde at bede på er værd at lægge mærke til. Han siger blot:
‘Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.’

Han beskriver blot sin situation for Jesus og overlader så resten til ham. De færreste af os går til vores læge og fortæller ham, hvordan han skal hjælpe os. Mærkværdigvis gør vi det hos Gud. Mange af os går til Gud, den store læge, og kommer med en detaljeret diagnose og fremlægger en plan for, hvad han skal gøre for at hjælpe os. Officeren lærer os, at vi må nøjes med at lægge vores problem frem for Gud og så overlade til ham, hvad han vil gøre.

Den store tro er nemlig kendetegnet ved at være sin status bevidst i forhold til den store Gud. Den tro er klar over, at man ingen ret har overfor Gud. Vi kan ikke befale Herren at gribe ind. Vi har ingen rettigheder overfor ham. Her nytter det ikke noget med at påkalde os FN’s menneskerettigheder. Det kan godt være, at vi har ret til rent vand, ret til ytringsfrihed og religionsfrihed. Men vi kan aldrig pukke på nogen rettigheder overfor Gud.

Officeren mente sig ikke værdig til at invitere Jesus hjem til sig. I stedet inviterer Jesus officeren med ind i Guds rige. Og denne invitation afhænger ikke af vores egen værdighed. Den afhænger kun af tro på Jesus. Som vi synger i DDS 367 vers 1:

‘Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!’

Udfordringen

Stoler du så meget på Gud, at du tør overlade til ham at gøre det, han finder bedst?

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:
»De har ikke mere vin.«

Jesus sagde til hende:
»Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«

Hans mor sagde til tjenerne:
»Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.

Jesus sagde til dem:
»Fyld karrene med vand.«

Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:
»Øs nu op og bær det hen til skafferen.«

Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham:
»Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Johannesevangeliet 2,1-11

Til fest i Guds rige

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to spor at følge i dagens tekst:

Det første spor er en tradition fra kirkehistorien med at se denne søndag som ægteskabets søndag.

Det andet spor er temaet Jesu åbenbarelse, som jo er den sammenhæng vores tekster er sat ind i. ‘Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, …’
Det er dette tema, jeg vil forfølge her.

Bemærkningen ’Den tredje dag var der bryllup…’ henviser sandsynligvis til Johannes’ kronologi, hvor han omtaler Jesu kaldelse af disciple. (Se Johs. 1,35-51)

Troen

I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Han blev virkelig som en af os og delte vore livsvilkår. Det gør han ikke kun, når livet bliver svært for et menneske, men han blev så meget menneske, at han også tog del i vore lykkelige øjeblikke. Jesus fester også samme med os, og tager del i både vore mørke stunder såvel som de mere festlige. Og lad os bare indrømme, at nogle af os ofte har haft et lidt anstrengt forhold til det faktum, at Jesus gjorde vand til vin.

Vi kommer let til at synes, at det ville være mere hensigtsmæssigt og passende, at han gjorde vin til vand. Var det ikke lige lovlig meget at gøre ud af det problem? Der var jo blot tale om, at vinen ikke slog til ved et bryllup. Verden har da mange flere og alvorligere problemer, han hellere skulle adresse. Ja, vi ville måske ikke have taget dette første tegn med, hvis vi skulle skrive evangeliet.

Men evangelisten Johannes insisterer på at have dette første tegn med, hvor Jesus for første gang åbenbarer sin herlighed for disciplene. For så meget menneske blev han, at han ikke kun havde omsorg for vores åndelige behov, men i lige så høj grad drog omsorg vor vores hverdagsagtige nødsituationer. Brylluppet i Kana føjer altså dette perspektiv til Guds menneske-blivelse, inkarnationen, at han blev så meget menneske, at han tog del i både vores sorger og vores glæder. Intet aspekt ved menneskelivet var ham fremmed. Han blev virkelig som en af os. Han delte vore vilkår både i sorg og til fest.

For det andet lærer denne begivenhed os noget om en side ved bønnen. Maria, Jesu mor, viser os her så fint, hvad bøn er. Bøn er nemlig ikke at udpensle vores situation for Gud, så vi næsten vil bestemme, hvordan Guds skal løse vores problemer og behov. Dem kender han jo godt. Han har nemlig selv prøvet at være menneske med de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Bøn er blot at lukke Gud ind i vores problemer og behov og så lade ham om at løse dem på den måde, han finder bedst.

Maria siger jo kun til Jesus: ‘De har ikke mere vin.’ Så stoler hun på, at hendes søn nok skal klare resten. Bøn er tillidsfuldt at gå til vores himmelske far og sige:
‘Herre, du kender mit problem, min sorg, min fortrydelse af det, jeg har gjort, du kender min lidelse, min ensomhed og min fortvivlelse. Nu må du gøre det, der skal gøres.’

Men nu tilbage til det med, at Jesu vinunder er et tegn, hvorved han åbenbarer sin herlighed; det tema, som er gennemgående her i epifanitiden, åbenbaringstiden. Jeg tror, nøglen til at forstå Jesu første tegn er sætningen: ‘Der var der seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse …’ Disse kar betegner jødernes lovreligion. En religion, der er kendetegnet ved perfekt lovoverholdelse. En religion der kendetegnes ved, at man må sørge for selv at holde sig ren, så ren at man kunne træde frem for Guds ansigt.

Men det er altså et tegn, Jesus gør her. Et tegn er en handling, som peger ud over sig selv. Og dette tegn pegede ud over vandet til den overstrømmende mængde af vin. Med lidt hovedregning kommer vi frem til, at der er tale om ca. 600 liter vin til en fest i en lille landsby. Tilmed oven i det, som gæsterne allerede havde drukket. Man kan blive ganske betænkelig: hvordan mon denne fest endte? Men nu er vinen et tegn på den glæde, evangeliet om Guds søn bragte med sig. Jesus siger et sted:
‘Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.’ (Joh. 10,10)

Beretningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør vand til vin, viser os, at også vi er budt med til fest i Guds rige, en fest som aldrig får ende. En fest, hvor vi slipper for at rense os selv i lovreligionens mange bud om renselse med vand, men i stedet får lov til at nyde evangeliets uudtømmelige vinbeholdning. Denne fest er allerede begyndt nu, nemlig i nadveren, hvor Jesus giver os liv i overflod. Det er ikke fremtidsmusik (det er det også), men musikken spiller allerede. Og Gud vil selv være vært ved den helt store fest i sit rige.

Udfordringen

Er du klar til festen i Guds rige?

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.

I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.

Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham:
»Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«

Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Lukasevangeliet 2,41-52

Min far og min fader

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er nu 12 år gammel, og han har nået konfirmationsalderen – Bar Mizwa – den alder, hvor en dreng gik ind under loven, blev en lovens søn. Men drengen Jesus udviser særlig stort kendskab til skriftens ord. Både de tilhørere, der befandt sig i templet, og hans forældre undrede sig over drengens kloge spørgsmål til de lærde og hans svar på de spørgsmål, de stillede ham. Familien havde bosat sig i den lille flække Nazareth efter hjemkomsten fra deres eksil i Ægypten. Ud fra arkæologiske udgravninger har man vurderet, at der højst har boet 120-150 indbyggere her. Byen lå dog kun 6 km fra Sephoris, hovedstad for en fra Herodes’ familie, og lige syd for byen løb Via Maris, den gamle karavanevej, der gik fra Damaskus i nord til Ægypten i syd.

Denne søndag har ifølge gammel luthersk tradition især fokus på børn og børneopdragelse.

Troen

Helt præcist hvornår Jesus blev sig bevidst om sin guddommelighed, ved vi ikke. Men her er Jesus altså temmelig bevidst om at være noget særligt. Her forstår han sig selv som Guds søn. Da han lå som spæd i krybben, vidste han ikke om, at Gud var hans far. Hyrdernes og vismændenes tilbedelse gik hen over hovedet på ham. Simeon og Anna, der lovpriste ham, da han var 40 dage gammel har næppe lagt mærke til det. Han har reageret som alle andre spædbørn, nemlig grædt, når han manglede noget at spise eller trængte til at blive skiftet. Når han så op i sine forældres smilende ansigter, så han lige ind i Guds ansigt. Forældrenes ansigt fyldte – som hos enhver anden baby – barnets fulde horisont.

Og så voksede han op i den lille by Nazareth, hvor han har leget med de andre børn, gået i skole hos den lokale rabbiner og hjulpet sin far i tømrerværkstedet. Ny Testamente har ganske enkelt ikke beretninger om hans barndom. Ikke nogle beretninger om hans guddommelige magt til at hele sine kammeraters hul på knæet eller tandpine. Hvis vi kunne se ham som barn i Nazareth, ville vi ikke kunne se forskel på Jesus og Jesua, som naboens dreng måske hed.

Hvor meget Jesus havde været bevidst om at være Messias inden dette ophold i Jerusalem, ved vi ikke. Men i de tre døgn, han var blevet væk fra sine forældre, er tanken om at være Guds søn i hvert blevet født hos ham. Da de finder ham, siger Maria bebrejdende til ham:
‘Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.’
Den 12-årige Jesus svarer:
‘Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader.’
Her optræder far mod fader.

Jo, der var sandelig sket noget i de tre dage. Jesus var blevet bevidst om at have både en far og en fader. Ordene: ‘Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader,’ er de første ord af Jesus, vi kender.

Hvorfor skete det netop, da Jesus var 12 år? Det hænger nok sammen med, at Jesus lige var blevet konfirmeret hjemme i Nazareth. Eller rettere sagt: Han havde stået Bar Mizwah, en lovens søn. 12-14 års alderen er det jødiske skel mellem barn og voksen. Indtil da er et drengebarn ganske vist medlem af den jødiske menighed og med i pagten med Gud, nemlig i kraft af omskærelsen. Men det er mere som nydende medlem uden personligt ansvar over for Guds lov. Ved sin Bar Mizwah bliver en jødisk dreng sat til at læse et stykke op fra Det gamle Testamente eller sige en bøn i alles påhør og bliver derefter velsignet i hele menighedens påhør. Nu er drengen ansvarligt medlem af den jødiske menighed. Han skulle holde Guds lov, bede de foreskrevne bønner og hvert år rejse op til Jerusalem til de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. (5. Mos. 16,16). Jesus og hans forældre deltager i påskefesten. Det er her, Jesus lærer at skelne mellem far og fader.

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesu liv her på jorden udspiller sig, fra han var 12 år og indtil sin korsfæstelse som godt 30-årig. Og det begynder alt sammen i påsken i Jerusalem, og det slutter ved påsken i Jerusalem. Der var et mylder af mennesker i Jerusalem i påsken. Det faste indbyggertal på 12-15.000 mangedobledes. Jøder fra fjern og nær strømmede til byen. Og mellem 12 og 15.000 lam blev ofret i løbet af de dage, påskefesten varede. Ofrene var synd-ofre, menneskers forgæves forsøg på at fjerne synderne i deres liv. Synden var der og kunne ikke bare fejes ind under gulvtæppet, men den måtte sones.

Der kom de jødiske familier med hvert deres lam. Lammet blev slagtet, og der flød blod overalt. Fedt og indvolde blev brændt, og resten af lammet fik hver enkelt familie med sig, så de kunne holde deres påskemåltid. Også Jesu familie holdt påskemåltid et eller andet sted i Jerusalem. Et måltid så festligt, at det kun kan sammenlignes med vores julemiddag. De hørte de gamle beretninger om, hvordan den første påske forløb, da Gud udfriede sit folk af slaveriet.

Her sad nu den 12-årige Jesus og sugede det hele til sig – han som selv var det Guds lam, der skulle slagtes og bære verdens synd. Han led den død, alle vi andre skulle have lidt. Med sin død afskaffede han alle menneskers forgæves forsøg på at sone vores egen synd. Han bragte den egentlige og endelige soning af menneskers synder. Mon ikke det var her, den 12-årige blev sig sin bestemmelse bevidst?

I hele sit liv var Jesus hos sin fader. Selv i dødsøjeblikket var han i sin faders hænder:
‘Fader i dine hænder betror jeg min ånd.’

Ja, han var hos sin fader med alt, hvad der skete med ham.

Udfordringen

Søger du også din himmelske fars nærhed?

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.
De svarede ham:
»I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ «

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:
»Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«

Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matthæusevangeliet 2,1-12

Gud sendte en frelser

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Betlehem er den by, David voksede op i. Nogle vise mænd (på græsk står der magoi – heraf magi og mager (troldmand)), som kom fra Østerland. Måske fra Persien, måske fra Babylonien, hvor der stadig boede mange jøder. Måske er det fra dem, de vise mænd har hørt om jødernes forventning om en ny kongelig Messias. Når de vise mænd taler om ‘jødernes konge’, viser det, at de ikke selv var jøder. Ellers kunne de have sagt ‘Vores konge’. Stjernen hentyder sandsynligvis til Bileams profeti i 4. Mos. 24,17: ‘Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, …’ Vi er så vant til at tænke, at de 3 vise mænd ankommer til stalden selve julenat. Men det gør de åbenbart ikke. Vi ved ikke, hvor lang tid der går mellem Jesu fødsel og deres ankomst til Betlehem, men vi kan blot konstatere, at de ikke er der selve juleaften.

Troen

Man skulle tro, at Gud er afhængig af astrologi, siden han lader tre vismænd, tre magikere, have held med at finde frem til Jesus i kraft af deres astrologiske kundskaber. Bibelen lader os endog forstå, at Gud også ved andre frelses-historiske begivenheder vil sætte tegn på stjernehimlen, fx. ved Jesu genkomst. Som kristne tror vi dog ikke på, at vores skæbne afhænger af nogle stjerners position i forhold til hinanden. Og ser vi nærmere på denne beretning, er stjernen da heller ikke nogen pålidelig vejviser for dem. Den fører dem jo i første omgang til Jerusalem, hvor den paranoide kong Herodes residerer, og ikke til Betlehem. Vismændene korrigeres af de skriftkloge, som kan fortælle, at det rigtige sted for kongesønnens fødsel er Betlehem. Stjernerne kan ikke føre os til Jesu fødested. Det kan kun skriften. ‘Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, …’ (DDS 136,7)

De vise mænd forærede Jesus tre slags gaver: guld, røgelse og myrra. Tre meget kostbare gaver. Det må have været et meget kontrastfyldt skue, der udspandt sig den dag. Forestil dig, 3 mægtige og prægtige konger kommer ridende på deres kameler ind i den ubetydelige landsby Betlehem. Måske har en hel karavane af købmænd og slaver fulgt trop. Det må have været århundredets begivenhed i den lille landsby med de få hundrede indbyggere. Men ikke nok med det, så styrede de lige hen til en af byens fattigste familier og gjorde dem til de rigeste og fornemmeste. Gad nok vide, hvad Maria og Josef har brugt denne formue til?

Nogle fortolkere mener, at Jesus på det her tidspunkt har været ca. ni måneder gammel. Forestil dig, voksne, ærværdige mænd i fornemme klæder knæler for det lille Jesusbarn, som sidder på sin moders knæ. Det har været en bemærkelsesværdig kontrast. Men det er ikke den eneste gang, nogen har bragt meget kostbare gaver til Jesus. Senere gjorde Maria det samme, da hun salvede Jesu fødder skærtorsdag aften. Dengang var der snusfornuftige disciple, der kaldte hendes handling ødsel og antydede, at olien kunne være solgt og pengene givet til de fattige. Jesus kunne som et ni måneder gammelt barn ikke kommentere de vise mænds handling, men om Marias handling sagde han: ‘De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.’ (Joh. 12,8)

Der står intet om, at de tre konger var hellige og fromme. Tvært imod var de jo hedenske astrologer. De kendte ikke Israels Gud og den Gud, vi tilbeder. Lad os bide mærke i det, for her ligger netop evangeliet. De var almindelige, syndige mennesker som alle os andre. De første tilbedere var måske nogle rå børster, hyrder, som ikke regnedes for noget af værdi for samfundet dengang. De næste, vi hører om, er tre regulære hedninger. Kønt selskab Jesusbarnet befinder sig i. Men det var jo netop sådanne mennesker, han omgikkes som voksen. Og heri ligger vort held, at han vil have med sådan nogle som os at gøre. Ja, netop sådan nogle som os.

En engelsk teolog (D. Carson) har sagt sådan her. ‘Hvis Gud havde ment, at vort største problem var økonomisk, havde han sendt en økonom. Hvis Gud havde ment, at vort største behov var underholdning, havde han sendt en entertainer eller en kunstner. Hvis Gud havde ment, at vort problem var politisk stabilitet, havde han sendt os en politiker. Hvis han havde ment, at vort største behov var et godt helbred, havde han sendt os en læge. Men han mente, at vores største behov havde at gøre med vores synd, vores fremmedgjorthed for ham, vores dybe oprør, vores død – og han sendte os en frelser.’

Udfordringen

Hører du også til den flok, der tilbeder barnet, eller står du på afstand og vurderer situationen?

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Lukasevangeliet 2,21

Ingen dispensation

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Dagens tekst er det korteste evangelium i hele kirkeåret. Her i Danmark var det først i 1700-tallet, at 1. januar blev gjort til nytårsdag. Men da 1. januar i forvejen var ottendedagen for Jesu fødsel, og dermed hans omskærelsesdag, blev det så sådan, at fra 1770 blev første januar fejret som både Jesu omskærelsesdag og nytårsdag.

Troen

Prøv at stille dig op på gaden og råb Jesus, og du vil opdage, hvordan mennesker går i en stor bue uden om dig. Jo, Jesusnavnet vækker stadig opsigt. Og skiller vandene. Og det skiller familier og venskaber, og på arbejdspladsen og i skolen vækker det stadig opsigt. Og helt galt bliver det da, hvis du synger, så alle kan høre det:

‘Navnet Jesus må jeg elske,
det har sat min sjæl i brand.
Ved det navn min sjæl fandt frelse,
intet andet frelse kan.’

… så regnes du da virkelig for at være langt ude i hampen.

Nu var Jesusnavnet ikke nær så ualmindeligt på Jesu tid, som det er i dag. I dag regnes man for klar til indlæggelse, hvis man giver sit barn navnet Jesus. Men på Ny Testamentes tid hed naboens dreng Jesus, ligesom der blandt ens slægtninge var mange der hed Jesus. Og sådan er det også i flere lande i dag, bl.a. i spansktalende lande. Fx. er der flere kendte fodboldspillere, hvor Jesusnavnet indgår, bl.a. Navas Jesus, som har spillet i flere store europæiske klubber.

Jesu omskærelsesdag, den ottende dag. Kan denne jødiske tradition med at skære forhuden af et drengebarns lem ikke være ligegyldig for os? I dag forsøger vi at forbyde denne tradition i menneskerettighedernes navn. Heldigvis besluttede et flertal af vore politikere at afvise borgerforslaget om at forbyde rituel omskæring af drengebørn. Også for os kristne har det betydning, at Jesus blev omskåret på ottendedagen.

Paulus skriver i Gal. 4,4 at:
‘Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven…’

Jesu omskærelse betyder, at Jesus ikke fik nogen dispensation fra at være menneske. Han gik ind under de samme vilkår som os. Ved sin omskærelse gik Jesus ind under lovens mange påbud og forbud, og han forpligtede sig som jøde på loven. Han, den eneste, der ikke behøvede nogen lov over sig, han gik frivilligt ind under loven. Blev omskåret på syndemaner. Lige fra sin fødsel blev han regnet som synder og blev behandlet som en synder.

Også for os, der ikke lever under loven mere, gælder det, at han gik ind under loven. Fx. den menneskelov, der siger, at det er vores lod at sørge og græde – nogle mere end andre. Og at vi alle engang skal dø. Heller ikke fra den lov ønskede Jesus nogen dispensation. Han kom ikke bare på et flygtigt visit og kunne trække sig tilbage, når livet blev for slidsomt for ham. Nej, han kom, og han blev her hos os. Han blev menneske under den lov, der gælder for alle mennesker. Guds søn ønskede ikke særbehandling. Vel kunne tanken opstå i ham. Fx. den nat i Getsemane have, hvor han bad sin far om at lade denne kalk gå sig forbi, hvis det kunne forenes med hans faders vilje. Men han fik heller ikke denne gang dispensation for lidelsens bæger. Han kunne ikke begynde sit liv med at blive omskåret, det vil sige gå ind under loven, og så springe fra i sidste øjeblik. Der går således en lige vej fra omskærelsen til korset.

Navnet Jesus eller Jeshua betyder: ‘Gud frelser.’ Og det er netop det, han gør. Han hedder Jesus, og han lever op til sit navn. Vore navne skal helst være flotte eller nuttede, men vi behøver ikke leve op til vore navne. Vi kan godt hedde Svend og alligevel være mester, og vi kan hedde Frede og alligevel være stridbare og nogle kværulanter. Og vi kan hedde Solveig og alligevel have mørke stunder. Men Jesus var sit navn. Han havde ikke blot et navn, men han var sit navn.

‘Jesus, Gud frelser.’ Det er den overskrift, der står skrevet hen over det nye år. Tænk sig alle de herlige lyse såvel som mørke dage, der ligger foran os i det nye år 2025. Vi kan møde disse dage på to måder: Vi kan enten vælge at frygte dem og grue for at komme igennem dem. Eller vi kan møde dem som Guds gode gaver til os. Og vi kan under alle omstændigheder trygt gå dem i møde. For Jesus krævede ingen dispensation, men lod sig omskære og gik ind under loven, både Guds lov og menneskers lov. Ham, hvis navn er ‘Gud frelser’, han har ført dig gennem det sidste år, og han vil heller ikke i det nye år svigte dig. Han vil også i det nye år leve op til sit navn.

Jesus os til trøst og gavn
frelsernavnet ville bære;
men han måtte tidlig lære,
at det var et smerte-navn;
dog, for han er Jesus blevet
og min jammer på sig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt udi livets bog. (DDS nr. 59,1.)

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus ingen dispensation krævede, men blev 100 % menneske?

I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede.

Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud:
»Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord.
For mine øjne har set din frelse,
som du har beredt for alle folk:
Et lys til åbenbaring for hedninger
og en herlighed for dit folk Israel.«

Hans far og mor undrede sig over det, der blev sagt om ham. Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor:
»Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.«

Der var også en profetinde ved navn Anna, en datter af Fanuel, af Ashers stamme. Hun var højt oppe i årene; som ung jomfru var hun blevet gift og havde levet syv år med sin mand, og hun var nu en enke på fireogfirs. Hun forlod aldrig templet, men tjente Gud nat og dag med faste og bøn. Hun trådte frem i samme stund, priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning.

Da de havde udført alt i overensstemmelse med Herrens lov, vendte de tilbage til Galilæa, til deres egen by Nazaret. Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham.

Lukasevangeliet 2,25-40

Troens øjne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to anledninger til, at Maria og Josef her 40 dage efter Jesu fødsel er kommet op til templet. (Luk. 2,22-24). For det første var Maria ifølge loven uren i 40 dage efter fødslen. (3. Mos. 12,1-4). Herefter skulle hun renses ved et rituelt bad og bringe et offer til himlens Gud som tak for sin renselse. For det andet havde hun født en søn, og loven foreskrev, at alle førstefødte drengebørn tilhørte Gud. Barnet skulle derfor frikøbes med et offer. (2. Mos. 13,1-16). Denne situation må således ikke forveksles med Jesu omskærelse på 8. dagen. (Luk. 2,21).

Troen

Det univers, der her udspiller sig, er nok fremmed for alle os såkaldte moderne mennesker. Josef og Maria er kommet op til templet for at ofre efter Moselovens bestemmelse. Og ved den lejlighed møder de på tempelpladsen de to gamle mennesker Simeon og Anna. Simeon tager barnet op og lovpriser Gud:

‘Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel.’

Der står, at Maria og Josef undrede sig over de ord. Og der er da også grund til at undre sig.
‘… mine øjne har set din frelse’, siger den gamle mand.
Er der noget, vi gerne vil, så er det at se. Men vores problem er, at vi kun kan høre. Vi har lige fejret jul, og vi har igen hørt om den frelser, der blev født. Vi har hørt, men ikke set. Men Simeon siger altså: ‘… mine øjne har set din frelse.’ Havde han så bare sagt: ‘Mine øjne ser frem til’. Men det gør han ikke. Vi andre må i hvert fald konstatere, at vi ikke ser, men må nøjes med at høre. Vi ser kun forsigtige nybagte forældre, der står der iblandt de mange mennesker, der færdes på tempelpladsen. Der er ingen jubelsang af engle. Og der står overhovedet ikke skrevet ‘Guds søn’ på barnets pande. Hundredvis af andre så det samme. Men det var kun Simeon, der tog barnet i sine arme og lovpriste Gud. Den gamle mand, så, hvad ingen andre så.

Derefter skal vi videre til Simeons næste ord. ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges- …’ Nogle øjne ser ham nemlig, mens andre overser ham. Ikke bare i dag, men sådan har det altid været. Han er et tegn, som modsiges. Et modsigelsens tegn. Hvor han kom frem, var der tusindvis af jøder, der så ham, men kun nogle få, der fulgte ham. De fleste, der så ham, overså ham. Selv når han lod folk se de tegn, han gjorde, var det tegn, der vakte modsigelse. Da han fx. bespiste de 5000 i ørkenen, var der nogle, der sagde:’ Han er sandelig profeten.’ (Joh. 6,14). Men der står også: ‘Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham.’ (Joh. 6,66). Sådan blev han et modsigelsens tegn. De så Jesus, en mand fra Nazaret, men de så ikke Guds søn. Selv da han hang på korset, var det som et modsigelsens tegn. Der var nogle, der græd over det, de så, mens andre spottede ham. For en korsfæstet mand kunne enhver se, men at det var Guds korsfæstede søn, som bar alle vore synder, kunne intet øje se.

Intet øje? Ja lige undtage et øje. Troens øje. Det øje må vi have med i dag, hvis vi skal se noget overhovedet. Der står om Simeon, at ‘Helligånden var over ham’, og at han kom til templet ‘tilskyndet af Ånden.’ Her finder vi hemmeligheden i at se, nemlig Helligånden. Vi som ved egen kraft vil overse alt, om vi så stod klods op af krybben og Golgatas kors, os giver Gud Helligånd de troens øjne, der ser Guds frelse.

Så lad da også os bede: ‘Kom Guds Helligånd og giv mig de troens øjne, der ser, hvad nethinden er blind for. Lad mig se min frelser i Betlehems krybbe og på Golgatas kors.’ Når du beder den bøn, får du til svar, at det vil han hjertens gerne. Altså give dig troens øje. Og det sker faktisk ved at høre. Høre budskabet om ham, som for min skyld blev fattig, da han var rig. Det hele begynder med at høre. Sig derfor ikke mismodigt, at du intet har set, men desværre kun hørt. For bare du hører, er du godt på vej til at kunne se. At se Guds søn i barnet, begynder altså med at høre, høre om ham.

Udfordringen

Har du set Guds frelse i barnet i Simeons arme? Eller forarges du over barnet?

Jesus sagde:
»Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret.

Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt.

For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Matthæusevangeliet 23,34-39

Lad Golgatamønstret gælde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sankt Stefans dag afbryder for en kort stund fejringen af Jesu fødsel. Jeg har mødt flere, som absolut ikke kom i kirke anden juledag. De ville ikke have deres julefejring forstyrret af den blodige beretning om den kristne kirkes første martyr. Placeringen af Sankt Stefans dag midt i julefejringen kan ganske vist virke overraskende for os i dag, men dagen blev markeret i kirkeåret tidligt i kirkens historie, før kristmessen, juledag, fik sin plads i kirkeåret. Alligevel giver det god mening at minde os om martyriet i juletiden: En martyr er et menneske, som står ved sin tro og aflægger regnskab for sin tro på det lille barn i krybben, som selv blev den fornemmeste martyr.

Troen

Den liturgiske farve er rød. Den røde farve er Åndens farve og markerer kirkefest. Nu kan man nok spørge, hvad der er at feste for på en dag, hvor vi mindes en mand, der blev slået ihjel, fordi han troede på Jesusbarnet. Det, vi fejrer, er da heller ikke Stefanus’ død. Vi fejrer, at han var et menneske, som berettede om Jesus, og at han holdt fast ved denne tro på Jesus. Han var et menneske, som stod op for barnet i krybben og vidnede om ham, også når det kostede at tro. Han gjorde det samme som englene på markerne uden for Betlehem julenat. Han pegede på Jesus som frelserkongen Messias. For Stefanus og alle andre martyrer var troen på Jesus Kristus så stor og værdifuld, at de ikke kunne slippe denne tro, men stædigt holdt fast i den. Det har været kostbart for Jesus og kirken at bringe evangeliet til verden. For Jesus kostede det livet på et kors. Og for utallige mennesker har det også kostet livet. Men netop deres død er et vidnesbyrd for os. Et vidnesbyrd om at Jesu rige er et evigt rige. De gav deres liv, men lever nu hos Gud. Så lad os være vidner og samtidig bede for dem af vore søstre og brødre, som stadig betaler med den højeste pris for at vidne.

Da Maria og Josef kom til templet på ottende dagen efter fødslen, mødte de den gamle Simeon, der profetisk udbrød: ‘Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges …’ (Luk. 2,34). Her finder vi forbindelsen mellem første og anden juledag. Allerede i selve julefortællingen finder vi kimen til modsigelse. Der var ikke plads til dem i herberget. Der var ikke plads til ham.

Der er en dyb sammenhæng mellem krybbe og kors i Jesu liv. Og det samme gælder vores liv som troende efterfølger af Jesus. ‘En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre’, siger Jesus. (Matt. 10,24-25). Der er altså et mønster, et Golgata-mønster, i en kristens liv. Jesu ord om at blive pint, slået ihjel og korsfæstet, pisket og forfulgt for hans skyld har fået sin opfyldelse utallige gange. Stefanus var en af de første, og utallige er fulgt efter. Mange siger, at det 20. århundrede har været det største martyrårhundrede nogen sinde. Man regner med 150.000 martyrer (Åbne Døres tal) for den kristne tros skyld hvert år i disse år. Rundt regnet 40% af alle kristne lever under restriktioner i udøvelsen af deres tro.

At være vidne hedder martyrios på græsk. At være et Kristus-vidne er ganske enkelt at udsætte sig selv for at blive martyr. Måske ikke martyr med livet som indsats. Men mindre kan være slemt nok. Måske har du levet med et ben i hver lejr. Du går i kirke, men tør ikke stå ved det om mandagen, nå andre frisk og frejdigt fortæller om weekendens våde oplevelser. Du tier stille og dukker hovedet for ikke at blive grinet af. Men som en Jesu discipel er du kaldet til at vidne, være martyr, også i de helt hverdagsagtige situationer.

Det er så let at sidde og skrive sådanne kristelige overvejelser som disse her, hvor jeg gør mig til herre over andres tro og liv. Det skal vi ikke. Men vi skal hver især gøre op med os selv, om vi vil lade Golgatamønstret gælde i vores egne liv.

Udfordringen

Er du villig til at stå ved din tro på Kristus, og lade det koste, hvad det koste vil? Hvor meget må din tro på Jesus koste dig? Din ære, din formue, dine relationer til din familie, din magelighed, dine rettigheder, dine privilegier, dit liv? Eller dukker du hovedet og tænker, at mindre vel også kan gøre det?