Stefan Vase

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9

Han kom

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Et nyt kirkeår begynder, og vi fejrer kirkens nytår. Ikke med bulder og brag som ved kalenderårets nytårsfejring. Kirkeårets nytårsfejring er helt anderledes afdæmpet. Der er noget undseligt over den sagtmodige æselrytter på vej ind i Jerusalem. Vi forestiller os, at det var en tusindtallig skare, der hyldede Jesus den dag:

‘Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!’

I øvrigt et råb, der også lyder ved hver nadverfejring i kirkens gudstjeneste. Denne hyldest kan se ud af meget lidt. Men tag ikke fejl; det er Messias, kongen, der kommer. Beretningen om Jesu indtog i Jerusalem hører vi to gange i løbet af kirkeåret: 1. søndag i advent og palmesøndag. Rent kronologisk hører denne tekst til palmesøndag. Men indholdsmæssigt passer den lige så godt til den første søndag i advent, fordi den proklamerer kongens komme til sit folk.

Troen

Profetierne fra Det gamle Testamente står ligefrem i kø som baggrund for Jesu indtog i Jerusalem. Bl.a. hentyder Jesus til profeten Zakarias med ordene:

‘Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl.’ (Zak. 9,9)

Vi kan godt undre os over, at kongen ridder på et æsel. Det gjorde konger ellers kun i fredstid. Man kan også undre sig over, at denne konge er sagtmodig og ydmyg. Sådan var de konger ellers ikke, folk kendte til dengang. Burde han ikke snarere være kommet på en hvid stridshingst med et sværd i hånden? Denne konge kommer undseeligt ridende på et æsel. Hvorfor mon Jesus underspiller sin rolle?

Verden har set fredskæmpere siden. Tænk blot på Martin Luther King, Ghandi, Nelson Mandela. Den slags frihedskæmpere møder ikke magthaverne med magt, men med fred og ikke-vold. Deres succes som fredsvindere afhænger af en ting, nemlig: deres tilhøreres modtagelse. Luther King, Ghandi og Mandela vandt flere tilhørere af den fred, de kæmpede for ved deres fængsling og død, end ved deres liv og virke. Sådan er det også med Jesus. Skal han vinde freden, må han vinde os for freden. Han demonstrerede sandhedens triumf over løgnen, kærlighedens triumf over hadet ved sit sagtmodige indtog i Jerusalem. Byder vi ham velkommen? Tager vi imod ham?

Jesu indtog i Jerusalem illustrerer et frelseshistorisk vendepunkt. Djævelen har uretmæssigt tilranet sig magt over den verden, Gud har skabt. Men nu kommer den retmæssige ejer tilbage for at tage det i besiddelse, som tilhører ham. Han er den retmæssige ejer. Herren kommer til sit folk.

‘… Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk …’ (Sl. 100,3)

Du og jeg, vi er hans. På trods af, at vi tilhører ham, kommer kongen ikke med magt og gør krav på os. Nej, han kommer sagtmodig og ydmyg. På et æsel. Han kom ikke som Menneskesønnen en dag vil komme på himmelens skyer med magt og herlighed. Han kom som den unge kvindes søn, født i fattigdom. Hvorfor? Fordi han ikke kunne vinde vores kærlighed med magt.

Skarerne tog deres kapper af og lagde dem på vejen. For en orientaler er det et stærkt billede på underkastelse. Jesus er himlens og jordens herre og konge. Han kommer i svaghed som et barn af fattige forældre. Det gør han for at give os chancen for frivilligt at underkaste os og anerkende ham som vores herre og konge, lægge vore kapper ned for ham. Dernæst hylder skarerne Jesus med tilråbet:

‘Hosianna.’, som betyder ‘Herre, frels dog.’

Med dette tilråb anerkender de Jesus som Guds Messias. Jesus kommer i ‘Herrens navn’, dvs. på Herrens vegne. Han kommer med den velsignelse, Gud havde lovet Abraham at bringe verden gennem en af hans efterkommere:

‘I dig skal alle jordens slægter velsignes.’ (1. Mos. 12,3)

På den måde lærer skaren os at fejre Jesu fødselsdag. Den gode fejring indeholder en tak til Jesus for den frelse og velsignelse, som han kommer med på Herrens vegne. Og den gode fejring indeholder ligeledes en underkastelse af Jesus med fornyet villighed til at tjene ham.

På denne første søndag i advent bliver vi mindet om denne side ved julen: Kongen, universets Herre og Gud, den Evige, kraften fra det høje. Ham, som tilbedes fra evige tider, kom sagtmodigt, unseligt, som et uønsket barn, født i en stald. Og senere, palmesøndag, da han kom til Jerusalem for at gøre sin Messias-gerning, kom han som en æselkonge, der trak æselkortet og beholdt det.

Udfordringen

Har du set kongen i den fattige æselrytter, og har du lagt din kappe ned på vejen for ham?

På den tid tog Jesus til orde og sagde:
»Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje. Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.«

Matthæusevangeliet 11,25-30

Tag mit åg på jer og lær af mig

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Når Jesus her lovpriser de umyndige i modsætning til de vise og forstandige, tænker han hverken på børn eller umyndiggjorte voksne, men på helt almindelige mennesker, som uanset intellektuel udrustning tager imod Guds åbenbaring i Jesus. De umyndige er de fattige i ånden, dem der bliver som børn. Der er nogle, der mener, at man helst skal være dum for at være troende – eller at det i hvert fald hjælper. Det er selvfølgelig noget sludder. Jesu kritik af de forstandige går på, at de er kloge i egne tanker, og det kan mindre kloge også være.

Jesus viser her sin messianske bevidsthed ved at hævde, at han er den, som Gud har overladt alt til, og at ingen kender Sønnen udtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen. Det, som Gud har skjult for de selvkloge, men som han viser de umyndige, er selve åbenbaringen af Jesus som Guds søn.

Troen

Den indiske evangelist, Sadhu Sundar Singh, der voksede op i Sikh-religionen og blev kristen og døbt som 16-årig, blev engang spurgt: ‘Hvad har du fundet i kristendommen, som du ikke finder i din barndoms religion?’ Han svarede: ‘Kristus.’ ‘Jamen hvilke tanker, hvilke lærdomme har du fundet, som ikke findes i indisk religion.’ ‘Jeg har fundet Kristus’, svarede han, ‘det er ham, der er forskellen.’

Baggrunden for de her ord af Jesus er, at beboerne i Korazin, Betsaida og Kapernaum har forkastet Jesus. De kunne ikke se, at han var noget særligt. Og så er det, at Jesus siger: ‘Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.’ Prøv at tænke den tanke, at der over kristendommen stod skrevet: ‘Kun for dem, der kan tænke, kun for vidende og kloge, kun for dem, der mener, at de har styr på tilværelsen, kun for dem, der kan mestre de religiøse og moralske krav. Kun for de store og stærke. Sådan er det i mange religioner. Og jeg kan faktisk ikke komme på nogen anden religion, der henvender sig til livets tabere: dem, der ikke er noget, ikke kan noget og ikke har noget. Det var derfor, Sundar Singh så frimodigt hævdede, at Kristus var den afgørende forskel for ham.

Det er et kendetegn for vestlig protestantisk kultur, at vi skal bidrage til det samfund, vi lever i. Noget af det værste, man kan være, er at være arbejdsløs. Det er ikke bare et spørgsmål om at være udenfor arbejdsmarkedet. Det opleves også af mange som et moralsk stempel. Og når vi så er på arbejdsmarkedet, så sætter vi vores arbejde frem for alt. Vi knokler og slider os selv op. Arbejdet er vores identitet.

Evangeliet lærer os, at for Gud har vi værdi, uanset om vi ikke har noget arbejde, eller om vi sidder med der, hvor de store beslutninger tages. Vi skal ikke slide os trætte og bære mange byrder for at få Guds anerkendelse. Men nu er det ikke arbejdsmarkedet, Jesus her kommenterer. Han tænker på de mennesker, der føler sig underlagt farisæernes og de skriftkloges strenge krav til, hvordan et rigtigt liv skulle leves. Jødedommen havde 613 forbud og påbud, man skulle rette sig efter som rettroende jøde. Og det åg, som det er, giver et menneske åndelig stress. Det er et hamsterhjul at skulle leve op til alle de forpligtelser, alle disse ‘ det må du ikke’ og ’det skal du.’ Det fritager Jesus sine disciple for. Han løfter moralismens tunge åg af os. Men han lader os ikke bare ligge og dase dagen lang. Han giver os et nyt åg at bære på. ‘Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden.’ (Joh. 13,34-35) Og det åg kalder Jesus for let. For vi lærer af ham, hvad det vil sige at være sagtmodige og ydmyge af hjertet. Vi kan ganske enkelt ikke være sammen med Jesus, uden at hans sagtmodighed, dvs. tålmodighed og ydmyghed smitter af på os.

Udfordringen

Er du en af de kloge og en af dem, der mener, at de har styr på tilværelsen?

Da farisæerne spurgte Jesus, hvornår Guds rige kommer, svarede han:
»Guds rige kommer ikke, så man kan iagttage det; man vil heller ikke kunne sige: Se, her er det! eller: Se dér! For Guds rige er midt iblandt jer.«

Men han sagde til disciplene:
»Der skal komme dage, da I vil længes efter at se blot én af Menneskesønnens dage, men I skal ikke se den. Man vil sige til jer: Se, dér er han! eller: Se her! Men gå ikke derhen, og følg ikke efter.

For som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag. Men først skal han lide meget og forkastes af denne slægt. Og som det var i Noas dage, sådan skal det også være i Menneskesønnens dage: De spiste og drak, giftede sig og blev bortgiftet lige til den dag, da Noa gik ind i arken, og syndfloden kom og udslettede dem alle. Eller som i Lots dage: De spiste og drak, købte og solgte, plantede og byggede; men den dag, da Lot forlod Sodoma, regnede ild og svovl ned fra himlen og udslettede dem alle.

På samme måde skal det være den dag, da Menneskesønnen åbenbares. Den, som den dag er oppe på taget og har sine ting nede i huset, skal ikke gå ned og hente dem, og lige så lidt skal den, der er ude på marken, vende hjem igen. Husk på Lots hustru! Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.

Lukasevangeliet 17,20-33

Guds rige allerede / endnu ikke

Af Mogens G. Jensen

Tanken

De sidste tider har altid optaget os mennesker, og jordens undergang har altid været et godt tema. Nu senest i Thomas Vinterbergs nye tv-serie ‘Familier som vores.’ En tv-serie om hvad der sker, når der rokkes ved de kendte og basale ting, og mennesker kastes ud i det uvisse. Et tema, der åbenbart også optog farisæerne på Jesu tid. De spørger nemlig Jesus, hvornår Guds rige kommer? Jesus svarer, at Guds rige ikke kommer synligt, men er til stede usynligt hos os allerede nu. Derefter tager Jesus to personer frem fra Det gamle Testamente, nemlig Noa og Lot. De levede helt almindelige liv. Lige indtil der blev kaldt til opbrud, så var de parate til at bryde op.

Troen

Luther bliver ofte citeret for at have sagt, at hvis Jesus kommer i morgen, vil han plante et træ i dag. Livet skal leves. Genkomstforventninger skal ikke gøre os passive, snarere tværtimod. Men vi skal leve med en forventning om, at Kristus kommer tilbage en dag. Problemet er nok snarere, at vi i dag kun planter træer, men mangler forventningen til Kristi komme.

Ingen vil være i tvivl, når Jesus kommer igen. Hans genkomst vil være som lynet, der lyser alt op fra øst til vest og fra nord til syd. Det er ikke let at forstå Jesu ord her: At Guds rige ikke kan identificeres til at være et specifikt sted, som vi kender, som fx. at Tyskland ligger syd for Danmarks grænse. Guds rige er ikke synligt, som vi kender de forskellige lande her på jorden. Nej, Guds rige er helt anderledes. Det er usynligt til stede iblandt os. Alligevel er det en reel virkelighed her på jorden. Det kan sanses, mærkes og tros, som en virkelighed allerede og her og nu. Som Grundtvig skriver i salmen ‘Vidunderligst af alt på jord’(DDS 319,2):

‘Usynligt vel som sjæl og sind
det nemt dog er at kende,
alt som en stad på bjergetind,
der ses til verdens ende.’

Jesus møder farisæerne og sine disciple med to forskellige svar på, hvornår Guds rige kommer. Farisæerne, som gerne ville høre om det fremtidige Guds rige, får at vide, at Guds rige allerede nu er midt iblandt dem, mens disciplene får et slags kig ind i Menneskesønnens dag, dagen da Jesus kommer igen for at holde dom, og Guds rige vil fylde alt.
Begge Jesu svar om Gudsriget rummer en vigtig pointe, for vi skal som kristne leve i spændingen mellem Guds rige, som allerede nu er iblandt os, og samtidig skal vi være parate til at modtage Guds rige, når det kommer. Til farisæerne peger Jesus på Guds rige som en nutidig og nærværende virkelighed. Guds rige er der, hvor Guds vilje sker, der hvor Jesus råder, og den virkelighed findes allerede nu. Guds rige findes der, hvor vi bekender Jesus som herre. Guds rige findes der, hvor vi adlyder Jesu ord og lever efter hans vilje som gode naboer, venner og kolleger, ægtefæller, forældre og børn. Guds rige findes der, hvor vi som en del af det kristne fællesskab tjener vores næste og Gud med de nådegaver, han har givet os. Guds rige er midt iblandt os, og kalder os til at leve midt i verden.

Til disciplene peger Jesus på det Gudsrige, som vil bryde frem ved hans genkomst. Den dag skal vi sige farvel til alt, vi har købt, plantet og bygget. iPhonen, vi har købt, det dejlige parcelhus, vi har fået bygget, drømmebilen, vi har købt, den store tv-skærm, vi har investeret i, jobbet vi er avanceret til, den gode opsparing, vi har fået samlet osv. Jeg kan heller ikke lige nå ned i stuen og få min yndlingstrøje med. Alt det skal vi aflevere, den dag Menneskesønnen kommer tilbage. Som Paulus skriver til Timotheus:

‘For tomhændet kom vi til verden, og tomhændet skal vi gå ud af den;’ (1. Tim. 6,7)

Vi skal med andre ord leve midt i denne verden, hvor Guds rige er midt iblandt os, men vi skal gøre det på en måde, så vi ikke knytter os til denne verden, men knytter os mere og mere til Jesus.

Der fortælles om en meget rig mand, at han solgte alle de værdigenstande, han havde og rejste på ferie i udlandet. Her købte han alle de kunstgenstande, han syntes om. Og til sidst havde han samlet en ikke ubetydelig mængde skatte. Men da han kom til tolden i lufthavnen, blev han stoppet af tolderne, som beslaglagde alle mandens erhvervede skatte, fordi de ikke måtte udføres af landet. Han stod nu og var rippet for alle sine penge og for de kunstgenstande, han havde erhvervet sig, og han måtte forlade landet uden en skilling på lommen.

Jesus siger:
‘Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det.’

Lad os ikke miste livet i forsøget på at redde det, men være parate til at modtage Menneskesønnen, når han kommer.

Udfordringen

Hvad har du mest brug for at høre? 1: at Guds rige allerede er midt iblandt os eller 2: at gudsriget kommer, og det gælder om at kunne bryde op, når Menneskesønnen kommer tilbage?

Jesus sagde til dem:
»Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også.«

Derfor var jøderne endnu mere opsat på at slå ham ihjel; for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig.

Jesus sagde til dem:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen. For Faderen elsker Sønnen og viser ham alt, hvad han selv gør; og han skal vise ham endnu større gerninger, så I skal undre jer. For ligesom Faderen oprejser de døde og gør dem levende, således gør også Sønnen dem levende, han vil.

Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen, for at alle skal ære Sønnen, ligesom de ærer Faderen. Den, der ikke ærer Sønnen, ærer ikke Faderen, som har sendt ham.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.

Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve. For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn.

I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans røst og gå ud af dem – de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.«

Johannesevangeliet 5,17-29

Min dommer er min frelser

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi er nu nået hen mod slutningen af kirkeåret. Flere år bliver der ikke plads til 24. og 25. søndag efter trinitatis. Det er ærgerligt, fordi kirkeårets slutning lægger så fint op til begyndelsen på et nyt kirkeår. Vi slutter kirkeåret med at høre om Kristi andet komme og den store dom, hvorefter vi går ind i det nye kirkeår, hvor Kristi første og andet komme stilles op side om side for at kulminere i julen. Her på de sidste søndage i kirkeåret lægges der vægt på dommens dag, hvor Kristus vil dømme ‘de, der har gjort det onde’ til fortabelse. Jamen, det er jo mig, der her tales om. Jeg må frygte for dommen, indtil jeg hører englens budskab julenat:
‘Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by.’ (Luk. 2,10-11)

Det, jøderne er så vrede over her, er, at Jesus har gjort en syg mand rask, der havde ligget ved Betesda dam i 38 år. De beskylder ham for at bryde det store bud om sabbatshvile, hvilket var noget af det værste, man kunne forbryde sig imod i de rettroende jødiske kredse. Men noget der var endnu værre var, at Jesus gjorde sig selv til Guds søn og lige med Gud. Det brød mod jødernes trosbekendelse Shema:
‘Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er en.’ (5. Mos. 6,4)
Bønnen sidestilles af nogle med den kristne trosbekendelse og den muslimske Shahādah. Shema-bønnen understreger jødedommens strenge monoteisme ved ordene ‘Herren er vor Gud, Herren er én’.

Derefter hævder Jesus sin guddommelighed ved at sige, at Gud fader har overladt al dom til Sønnen Jesus. Jesus gør sig helt til et med Gud Fader og påstår, at den som ikke ærer Sønnen, heller ikke ærer Gud. Påstande, der får de jødiske ledere helt op i det røde felt.

Troen

Min dommer er også min frelser. Den Jesus, der har fået overdraget at dømme alle mennesker, er jo den Jesus, der lod sig føde, gik omkring og underviste om Guds rige og til sidst lod sig piske og korsfæste for vores skyld og opstå igen af graven. Det er den Jesus, der er dommeren. Fordi vi ikke kan se Faderen, får vi måske det indtryk, at Gud er som en streng og principfast far, vi hele tiden må frygte, og en Gud, der bruger Jesus til at glatte ud mellem sig og os. Sådan er Gud vores far ikke. Han er præcis, som Jesus er, og når Jesus frikender os på dommens dag, accepterer faderen det ikke med et fornærmet grynt. Nej, det er faderens vilje, der sker. I Jesus kender jeg min dommer, og jeg behøver ikke frygte.

Det siges, at det sidste, et døende menneske mister, er evnen til at høre. Alle andre sanser er måske allerede forsvundet. Man kan ikke tale mere, man ser ingenting. Jesus går et skridt videre og hævder, at selv de døde kan høre. Når vores liv er slut, graven er kastet til, og kroppen med alle dens sanser er gået til grunde, så er der en røst, vi stadig kan høre. Og det er Jesus røst. Den kæres stemme, lyden af en kendt salme, kan vække den døende. Men lyden af Jesu stemme har magt til at kalde hvert menneske ud af graven og give os vores liv tilbage. Tænk sig, hvordan det bliver, når Jesu røst kalder mange tusinder af alle folkeslag frem af deres grave på alle kontinenter. Det bliver et fantastisk syn. Pludselig myldrer mennesker frem, kendte som ukendte, og vi bliver måske overrasket over at se nogle blandt dem, Jesus kalder frem, for vi havde overhovedet ikke set dem som mulige kandidater til at skulle indgå i himlen. Måske er der også mennesker, vi kommer til at savne på denne store opstandelsesdag. Mennesker, vi troede, var selvfølgelige emner til at deltage i den store opstandelse.

Men det store er, at jeg ikke behøver at vente med at høre Jesu stemme til den dag. Jeg kan høre den allerede nu. Han taler allerede nu til os gennem Bibelens ord, gennem sakramenterne, gennem forkyndelsen hvisker han til mig og bruser i mig, når jeg synger en lovsang, jeg holder af. Når det sker, hører jeg den røst, som selv døde kan høre.

Måske bliver du urolig over at høre Jesus sige, at de, der har øvet det gode skal opstå til liv, mens de, der har gjort det onde, skal opstå til dom. Så har jeg jo ingen chancer, for når jeg ser på mit liv, så er selv de bedste gerninger, jeg gør, så filtret sådan sammen med dårlige motiver og selviske bagtanker, at jeg er dømt til fortabelse på forhånd. Til det siger Kristus, at den som hører hans ord, og tror ham, som har sendt ham til os på jorden allerede har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er allerede overgået fra døden til livet. Kristus er allerede gået i døden for dine synder, og de vil ikke blive brugt mod dig på dommens dag. Gud dømmer ikke dine onde gerninger to gange. De er allerede dømt i Jesus Kristus. Deri ligger din glæde og frimodighed.

Udfordringen

Tror du på, at den Jesus, der er din dommer, også er din frelser?

Jesus sagde:
»I er jordens salt. Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker.
I er verdens lys. En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men i en stage, så det lyser for alle i huset.
Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.«

Matthæusevangeliet 5,13-16

At se Guds ansigt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Alle helgens dag forbindes af mange med dagen, hvor vi mindes de døde. Mange finder vej til den kirke, hvorfra man i årets løb har måttet tage afsked med en af sine kære. Mange genoplever måske den sidste tid med en ægtefælle, en forælder eller et barn. Og mange finder trøst i, at den kære ikke er helt glemt, men at vedkommendes navn bliver læst højt i kirken.

Der har desværre udviklet sig en folkelig dødefest, halloween omkring Alle helgen. Her tager man dødningemaske på i forsøget på at skræmme hinanden med døden. Mange af disse halloween-traditioner kan være ganske hyggelige, men det er ærgerligt, at de er kommet til at skygge for den kristne betydning af Alle helgen.

Troen

‘I er jordens salt og verdens lys’, siger Jesus. Men når vi ser på vores eget liv, synes vi ikke, vi kan få øje på denne egenskab hos os selv. Hvordan kan Jesus sige så store ord om os? Det kan han, fordi hemmeligheden ikke er os, men ham selv.

‘I er verdens lys.’

Det siger han, som selv er verdens lys. Vi skinner ikke af os selv. Vi skinner fordi han har tændt et lys i os. Vi er som månen, der modtager sit lys fra solen og reflekterer dette lys videre til andre. I sig selv lyser månen ikke. Den lever af, at solen skinner på den. Og så reflekterer den blot solens lys videre til jorden.

Det har vi et godt eksempel på i Ap.G. 4,13:
‘Men da de så Peters og Johannes’ frimodighed og blev klar over, at de var jævne og ulærde mænd, undrede de sig; de vidste, at de havde været sammen med Jesus…’

Grunden til, at Peter og Johannes fungerede som verdens lys, var, at de havde været sammen med Jesus og nu kunne vidne frimodigt om ham. Peter og Johannes var som små måner, der henter deres lys fra Jesus, den store sol, og nu reflekterer de det lys videre til andre. Det var samværet med Jesus, der gjorde Peter og Johannes til verdens lys.

Den kendte antropolog Rane Willerslev har netop udgivet en bog om det, vi i kristendommen kalder det evige liv. Han kalder sin bog ‘Efter livet – samtaler om det uvisse’. Han står frem og siger, at han tror på et liv efter det her liv på jorden. Og som den spøgefugl, han altid har været, siger han, at han vil have sin riffel med i kisten, for den får han brug for i livet efter livet, når han skal gå på jagt. Det er bestemt ikke kristen opstandelsestro, Rane plæderer for, men snarere en form for reinkarnation, som han har mødt det hos stammefolk på de store sibiriske sletter. Det er dog tankevækkende, at han taler om et liv efter døden og siger, at denne længsel efter et liv efter livet ligger dybt i den menneskelige natur.

Om Jesus tror vi, at han døde, men nu lever i evighederne evigheder (Åb. 1,18). Det samme tror vi om enhver, som er gået ud af denne verden med troen på Kristus i hjertet. Her på Alle helgens dag bliver vi mindet om, at vi står i fællesskab med de mennesker omkring os, som Jesus også har tændt sit lys i. Og samtidig står vi i et fællesskab med dem, der er gået over på den anden side af døden, og som nu lever i evighedernes evighed.
Vi har båret vores døde til graven og taget afsked med dem der. Og vi vender tilbage til graven for at mindes dem. Men her får vi den besked: ‘De er ikke her, de er hos Gud.’ De lever i evighedernes evighed og venter på os. Vi har altså et håb om at gense alle vore kære i Guds rige. Og tanken om, at de venter på mig bag døden, giver os tilskyndelse til at lade troens lys brænde, indtil vi en dag skal se både Kristus og vore kære, når vi træder ind bag dødens forhæng til det evige liv.

Som præst har jeg ofte fået det spørgsmål fra efterladte, om jeg ikke tror, at vi skal møde vores kære på den anden side af døden. Det er et svært spørgsmål at svare på, for man kan jo ikke garantere for et andet menneskes salighed. På den anden side vil man jo også gerne trøste de efterladte. Derfor har jeg ofte sagt noget i denne retning: ‘Jeg tror, at vi i himlen skal være så optaget af at se på Gud og Jesus, og at vi ikke kan få nok af at se ind i Guds ansigt. (1. Kor. 13,12).

Billy Graham fortalte historien om, hvordan han engang havde besøgt soldater på et lazaret, mens deres general var til stede. En ung soldat var slemt medtaget. En læge hviskede til Graham: ”Jeg tvivler på, at han nogensinde kommer til at gå igen.” Soldaten havde et ønske. Henvendt til generalen sagde han: ”Sir, jeg har kæmpet for Dem, men jeg har aldrig set Dem. Må jeg se Deres ansigt?” Generalen lagde sig på gulvet og talte med soldaten. Sådan har Gud bøjet sig ned til os forslåede mennesker og ladet os se hans ansigt.

Udfordringen

Hvad møder mennesker hos dig? Møder de et menneske, som verdens lys udstråler fra? Eller møder de et menneske, som kun skinner i kraft af sig selv?

På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvem er den største i Himmeriget?«

Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde:
»Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.
Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.
Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.«

Matthæusevangeliet 18,1-14

Guds ømme punkt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Gang på gang opstod der diskussioner i discipelflokken om, hvem der var den mest værdifulde af dem. Jesus svarer med en symbolhandling og et ord. Med et barn som illustration belærer Jesus disciple om, hvordan det forholder sig i Guds rige. Tanken er ikke, at børn som sådan er ydmyge per definition, men deres status som små og hjælpeløse symboliserer ydmygheden. De kan nemlig tage imod gaver og hjælp, ja de kan ikke andet. Tanken er, at når man er som et lille barn i forhold til Gud, er man den største i Guds rige.

Derefter går Jesus over til at tale om fald. Hermed mener han frafald fra troen. Jesus advarer her de stærke, dvs. lederne i et fællesskab, mod ikke at forårsage frafald blandt de små, dvs. de små troende. Den møllesten, Jesus her taler om, er den sten, man bruger til at male korn med, og som er så tung, at kun et æsel kan trække det rundt. Jesus siger, at intet i verden må afholde os fra at gå ind i Guds rige. Hellere gå lemlæstet ind i Guds rige end at gå fortabt med alt, hvad der betyder noget for mig. Det er ingen opfordring til at lemlæste sig selv. Det får man ikke kontrol over synden ved at gøre. Billedet udtrykker på stærkest mulig måde, at man må give afkald på alt det, som kan føre til frafald fra troen. Hånden er den, vi arbejder med. Foden er den, som fører os hen til bestemte steder. Og øjet er det, vi fokuserer på.

Normalt havde en husstand ikke 100 får, men langt færre. Desto mere sætter det hyrdens ihærdige forsøg på at finde og redde det ene får i relief. Et mistet får er et for mange.

Troen

Jesus har et ømt punkt, og det punkt er os, hans små. Du og jeg er Jesu ømme punkt. Dem, der har ydmyget sig for ham, og som har gjort sig afhængig af ham, lige som et spædbarn er afhængigt af dets forældre. Vi har så stor en plads i hans hjerte, at når nogen forsøger at rykke os bort fra ham, så skærer det ham i marv og ben. Vi mærker tydeligt Jesu ømme punkt i ordene om, at hvis vi får nogle af Jesu små til at falde fra ham, så vil det være bedre for os at blive kastet i havet med en tonstung møllesten bundet om halsen. Sådan taler Jesus, fordi han har et ømt punkt her. Og på samme måde med hånden, benet og øjet. Hug den af, riv det ud.

Jeg husker endnu tydeligt, hvordan jeg som ny præst måtte deltage i et fireårigt forløb for nye præster. Her var professor Ole Jensen leder for holdet. Ole Jensen var ikke kendt for sin udprægede bibeltroskab. Men jeg glemmer aldrig den lille prædiken, han holdt en morgen over netop de af Jesu ord her om at satse alt på Guds rige, så vi gladelig giver slip på det, der ellers er lige så dyrebart som vores sundhed og krop. Jeg husker den nye vinkel, han gav mig på disse ord af Jesus. Og jeg husker alvoren og den personlige glød, som den lærde teolog gav udtryk for. Gennem professorens ord til os nye præster denne morgen, lød der et stærkt kald til efterfølgelse af Jesus, et kald om at give afkald på alt det, der hindrer os i at følge Jesus og undgå fortabelsen.

I den sidste bil, vi har fået, er der integreret GPS, hvilket jo ikke er nogen sensation i moderne biler. Men for os halvgamle og analoge fortidslevninger er det alligevel lidt af den fagre nye verden. Undskyld, hvis nogen synes det er plat, men vi kan godt sammenligne Gud med en GPS. Vi har af en eller grund svært ved at følge en GPS’s påståelige snak, og nogle gange mistolker vi dens anvisninger. Og så drejer vi til venstre, førend den siger, vi skal. Og straks er vi klar over, at nu er den gal. Men lynhurtigt beregner den en ny rute, for den vil frem for alt, at vi skal nå frem til vores destination. Og så må vi følge en måske besværlig omvej, og vi forstår ikke, hvorfor den insisterende stemme vil have os netop den vej.

Jesus sammenligner os ikke med moderne bilister, der kører efter GPS, men med vildfarne får. Men billedet er det samme. Vi er som får og som vildfarne bilister kommet på afveje. Og Gud må beregne en ny rute for os. En ny rute, som måske fører os ud i nogle besværlige omkørsler, som er besværlige og usikre for os. Man kan virkelig føle sig på Herrens mark, når man således blindt skal følge stemmens vejledning, og man tænker uvilkårligt, at det her er da helt galt, og vi tænker, at nu er selv Gud da vist kørt ind i en blindgyde. Men han har det store overblik og skal nok beregne en ny rute for os, hans vildfarne bilister, for han vil først og fremmest føre os frem til vores endelige destination, hans rige her på jorden og siden hen hans evige rige i himlen hos sig.

‘Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.’

Udfordringen

Guds ømme punkt er dig og mig. Vil du lade dig ydmyge? Vil du lade dig retlede? Vil du lade dig finde?

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr.
Og han sagde til dem:
»Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte – mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

Så fortalte han denne lignelse:
»En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«

Lukasevangeliet 13,1-9

I dag er en nåde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Verden er fuld af lignende hændelser, som de to vi her møder. Der går vel knap en dag, hvor der ikke i nyhederne rapporteres om forskellige overgreb og uhyrligheder. For tiden begås der næsten dagligt lignende massakrer i Ukraine og i Gaza og Israel.

Nogle kommer til Jesus og fortæller den gruopvækkende historie om nogle fra Galiæa, der var kommet til templet for at bringe deres offer, og så blev de fanget af den romerske guvernør Pilatus, der havde blandet deres blod med blodet fra offerdyrene, hvilket er en grusom hån imod jøderne. Og Jesus fortæller selv om en ulykke i Siloa, hvor et tårn styrter ned og dræber 18 uskyldige mennesker.

Troen

Når vi hører om sådanne ulykker, fristes vi let til at tænke i skyldsbaner. De må jo have gjort noget galt, siden de fik så forfærdelig en ende. I første omgang skyder vi måske tanken til side og siger til os selv, at det må være en tilfældighed. Fx. at de befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Men uvilkårligt dukker tanken om egen skyld op. Det kender vi til fra hospitalet, hvor mange syge spørger sig selv:

‘Hvad har jeg gjort, siden den her sygdom har ramt mig? Jeg har da altid forsøgt at leve sundt. Jeg har motioneret og aldrig røget. Hvorfor ligger jeg så her?’

Og inden for jødedommen var det en ret almindelig tankegang, at jo større byrde, man bar på, jo større synder måtte man have begået i fortiden. Nøjagtig lige som i karmalæren (buddhismen), hvor ens nuværende skæbne kan aflæses af ens tidligere liv. Nej, siger Jesus til alle de spekulationer. Hverken de ulyksalige galilæere eller de 18 i Siloa var større syndere end andre.

Jesus siger heller ikke, at der da må være en mening med ulykkerne. Man forsøger at finde en mening med galskaben. Der må da være en mening med det hele, tænker man. Og vi kan som kristne også let komme til at tænke, at når ulykken rammer mig, så må det være, fordi Gud vil lære mig noget. Så er det vingårdmanden, der beskærer mit liv, for at jeg skal bære mere frugt for nu at henvise til teksten om vintræet og grenene, der var prædiketekst for nogle få søndage siden.

Jesus derimod tænker hverken i skyld eller mening. Han peger derimod på omvendelsens nødvendighed. Omvend jer, siger han, for ellers går I også fortabt. Jesus forbyder os at udpege nogen som større syndere end andre. Vi er alle på vej mod fortabelsen. Vi kan ikke her på jorden pege ud, hvem der går fortabt. (Ps. En tanke, det nok er værd at overveje, når vi som nu for tiden diskuterer, om homoseksuelle par kan regnes for kristne) Og så peger han på omvendelsens nødvendighed og siger, at hvis vi ikke alle sammen omvender os, så går vi alle fortabt. Han taler her om Gud som gartneren, der graver og gøder det golde figentræ. Gud er som denne gartner. Han udviser uendelig tålmodighed med os, det golde figentræ. Og han håber sådan, at træet vil bære frugt næste år.

Det, vi i virkeligheden bør undre os over, er Guds store tålmodighed med os. Undre os over, at han giver os endnu en dag, hvor vi kan bære frugt. Hver eneste dag er en nåde fra ham, som vi skylder vores liv. Vi må undre os over, hvorfor Gud er så tålmodig med os. Undre os over, at et tårn endnu ikke er væltet ned over os. Hver eneste dag, Gud giver os, er en fantastisk mulighed for at vende os mod ham. Hver eneste ulykke, vi møder, må minde os om vores synd og den forestående dom. I dag er endnu en mulighed for at vende os til ham, der tålmodigt graver og gøder omkring mit visne figentræ.

Vi mennesker kan godt lide at se en sammenhæng mellem indsats og resultat. Det er fair, at den flittige elev får høje karakterer. Og det er fair, hvis den arbejdsomme direktør får en god løn. Til gengæld er det ikke fair, hvis den, der har fulgt alle sunde kostråd, får kræft. Sådan ønsker vi at se på verden. Der må være orden i tingene. Men denne sammenhæng mellem indsats og udkomme er langt fra altid til stede. Mange rige har jo ikke arbejdet for at gøre sig fortjent til deres rigdom, men har arvet den.

Og når det gælder vores relation til Gud, har mange af os den samme indbyggede trang til at se en sammenhæng mellem indsats og udbytte. Vi må da være bedre stillet, når vi lever et ordentligt liv, passer vores familie, beder og læser i Bibelen og går i kirke stort set hver søndag. Det må da tælle på plussiden. Jesus er knivskarp her: Hvis vi skulle have løn som forskyldt, ville lønnen altid være døden. Vores eneste chance er omvendelsen, som består i at opgive al tanke om indsats og udbytte og så sige til Gud: ‘Vær mig arme synder nådig!’

Udfordringen

Forsøger du nogle gange at slå en handel af med Gud og forhandle dig til evigt liv eller i hvert fald til et godt liv?