Blog

Den 1. april stopper jeg som landssekretær på MF efter godt 21 års ansættelse. Mine tanker glider tilbage på tiden siden august 2002, hvor jeg blev ansat. Med god hjælp fra studerende kom jeg i gang med at arrangere informature rundt om i landet og udgive dengang 12 numre af ’Vennebladet’ med kyndig bistand fra stud.theol. Peter Dahl, som var ferm til at håndtere redigeringsprogrammet InDesign. Siden er antal numre dalet, sidetallet vokset og navnet skiftet til ’MF-bladet’ og opsætningen af bladet overgivet i professionelle hænder.

Den teknologiske udvikling fostrede nye digitale kommunikationsmuligheder, så mit arbejde blev stadig mere koncentreret om computeren med udvikling og pasning af nye hjemmesider, udgivelse af nyhedsmails og udsendelse af direct mails samt pressemeddelelser. Heldigvis rejser vi ansatte og mange studerende stadig rundt og holder forkyndende møder i MF’s bagland, når der er bud efter os. Og gør det med stor glæde.

Dedikerede samarbejdspartnere

Jeg føler en stor trang til at sige tak til alle gode samarbejdspartnere. Især:

• De studerende

Det har været et privilegium uden lige at være tæt på de mange studerende, der gennem tiden har haft deres gang på MF. Jeg har ofte følt mig sat midt blandt blomsten af Danmarks ungdom og har glædet mig langt ind i hjerterødderne over at mærke deres dybe engagement, deres voksende indsigt i teologien og Guds Riges hemmeligheder, deres smil og varme blikke og villighed til at bidrage med deres talenter på både MF og ude i Danmarks menighedsliv. Og det har været fantastisk med tiden at se dem besætte vigtige poster som præster og andre nøglepersoner i kirke og mission. Det er der store perspektiver i og har givet mig oplevelsen at være med i et vigtigt projekt.

• Mine kolleger og bestyrelse

At være ansat på MF er at dyrke holdsport, hvor vi hjælper hinanden og bakker hinanden op i tykt og tyndt. Når en underviser opnår en ph.d.- eller doktortitel, er det os alle, der glæder os og mærker stoltheden. Mangler pedellen i en presset situation en hånd, springer andre til og hjælper med at få tingene til at glide. Sådan har jeg selv utallige gange fået hjælp til gennemførelse af sponsorløb med meget mere.

Jeg vil også gerne takke en måske lidt overset gruppe. MF er velsignet med en dygtig og visionær bestyrelse, der er sammen med fakultetslederen ambitiøst og fremsynet har formået at takle alle hånde udfordringer på det strategiske plan. Deres dygtighed og seriøsitet har gang på gang imponeret mig, og deres arbejde skal ikke undervurderes for betydningen af, hvor MF er i dag.

• MF’s bagland

En særlig glæde har det været at møde MF’s bagland ved forkyndende møder i især Indre Missions regi. Overalt er der udelt opbakning til MF’s vision om at uddanne præster på kirkens eget trosgrundlag, og ofte har jeg mødt ældre, der fortæller, at de var med i det praktiske arbejde med at bygge det nuværende MF op i 1981-82. Tak til alle givere, store og små, unge og ældre. Uden jeres vedvarende opbakning var der intet MF. Jeg håber, at den ældre generation af givere, som udgør flertallet, suppleres af yngre, der vil tage et medansvar for uddannelsen af kirkens kommende præster og ledere.

 

HVAD STÅR TILBAGE I ERINDRINGEN?

Tre ting står særligt tydeligt for mig:

• MF i rivende udvikling

Da jeg blev ansat i 2002, tilbød MF supplerende undervisning for teologistuderende på Aarhus Universitet. Lærerne hængte ved starten af hvert semester en simpel A4-seddel op på opslagstavlen med et tilbud om undervisning i et bestemt emne i et bestemt fag. Så kunne de studerende skrive sig på de forløb, de fandt mest spændende. Hvis læreren var heldig, kom der nok navne til, at undervisningen kunne blive til noget. Jeg tænkte uvilkårligt: hvilket spild af lærerens ressourcer, hvis ikke der var studerende nok, der skrev sig på til deres undervisning.

Derfor oplevede jeg det som et giga fremskridt, da MF i 2005 i samarbejde med University of Wales tilbød en selvstændig akkrediteret bacheloruddannelse i teologi under mottoet ’Teologi for kirkens skyld’.

Siden er det gået slag i slag med en stadig udbygning og udvikling af MF som et ressourcecenter for kirke og mission. Det ville gå alt for vidt at gå i detaljer, men lad mig blot nævne nogle få afgørende begivenheder som:

Opførelse af tilbygningen TORVET i 2012 med samarbejde med Israelsmissionen og Promissio om teologi og mission.

Oprettelsen af Center for Kristen Apologetik (trosforsvar) i 2014 under ledelse af professor Kurt Christensen.

Initiativet til en omrejsende kirkehøjskole i 2016 med MF-lærere og præster med tilknytning til MF som undervisere.

Oprettelse af akademisk efteruddannelse i 2017 for præster og andre kirkeligt ansatte.

Oprettelse af Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik i 2022 under ledelse af professor Kurt E. Larsen.

Forbedringen af de studerendes vilkår i 2023 med nye rettigheder for at få SU ved indskrivning på både Aarhus Universitet og Fjellhaug International University Colleges lokale afdeling på MF.

• Sejlads i isfyldt farvand

MF er og bliver et trosprojekt, hvor rigtig meget kan gå galt. Utallige udfordringer har vi mødt omkring akkrediteringsspørgsmål, sikring af vore studerendes muligheder for at fortsætte deres studier på kandidatuddannelsen på universitetet, pludselig forhøjet ejendomsskat, et udsat byggeri, langtidssygemeldte medarbejdere, en trængt økonomi. I perioder har jeg oplevet det som en sejlads i et isfyldt farvand, hvor vi har skullet undgå at kollidere med de mange små og store isbjerge, der dukkede truende op.

• Afhængigheden af Gud

Min bibelskolelærer i Oslo spurgte en gang: hvad vil der ske, hvis Gud tog Helligånden fra sin kirke? Min umiddelbare tanke var: så ville kirken kollapse. Men min lærer var af en anden mening: han påstod, at få ville opdage Helligåndens fravær, og at 90 % af det kirkelige arbejde ville fortsætte ufortrødent, som om intet var hændt.

Det var virkelig tankevækkende for mig.

Jesus forkynder tydeligt, at uden ham kan vi slet intet gøre. Men også, at vi i ham kan bære frugt, ja formå alt. Derfor skal vi bevare den levende forbindelse til ham. Dette er helt elementær kristendom. Men det er ikke nogen selvfølge, at vi på en akademisk uddannelsesinstitution bevares i denne erkendelse. Derfor tillægger jeg vore andagter og vores fællesbøn fredag afgørende betydning. Her mødes vi som de små mennesker, vi er, vores store Gud, som kan og vil bære vore byrder. Det har været så rigt for mig at mærke troens liv gennem kollegers og studerendes bønner.

De mange udfordringer som MF i en lind strøm udsættes for, minder os igen og igen om, at vi er små og magtesløse og har brug for Guds hjælp og vejledning og nåde. Som jeg nogle gange udtrykker det: når vi ser fremad, bliver vi ængstelige på grund af udfordringerne, som tårner sig op. Når vi ser tilbage, beroliges vi, fordi vi ser, at Gud har hjulpet os gennem alle problemer og bevaret MF indtil i dag. Min ansættelse på MF har styrket mig i troen på, at Gud har magten og intet er umuligt for ham.

Tak for godt 21 velsignede år! MF er vokset fra at være primært en bevægelse i opposition til kirkefremmed teologi på universiteterne til også at være en positiv medspiller i kirke og mission med stadig større betydning, senest eksemplificeret ved Morten Hørning Jensens centrale placering i chefredaktionen for den kommende bibeloversættelse. Linjevogterne er begyndt at spille med på banen,

Jeg kommer til at savne fællesskabet på MF, men vælger at stoppe, mens legen er god.

Gud i vold!

 

Nils Andersen

Afgående landssekretær

Undertegnede er i dette forår gæsteprofessor på universitetet i Nuuk, Grønland. Jeg har opholdt mig i Nuuk i fem uger, og de resterende undervisningstimer gennemføres så online. Faget hedder kirke- og teologihistorie, og til sommer skal de studerende til skriftlig eksamen i faget.

Kirken og præsteuddannelsen i Grønland

Den grønlandske kirke er et stift i den danske folkekirke – og det stift, der har den højeste medlemsprocent. Siden 1993 har det været eget stift, som må være blandt verdens største i udstrækning. Der bor 57.000 mennesker i Grønland, og der er omkring 85 kirker/kirkelokaler, der betjenes af 23 præster.

Da Hans Egede rejste til Grønland i 1721, var det for at drive mission blandt de mange grønlændere – og for at finde eventuelle efterkommere af de gamle nordboere deroppe. Det sidste lykkedes ikke, men grønlænderne ville gerne høre evangeliet. Hans Egede gik i gang med at lære deres sprog, så han kunne prædike og undervise på det. Hans børn, der fortsatte hans kirkearbejde, blev meget bedre til sproget, og man fik også hurtigt uddannet lærere og medhjælpere, så det kirkelige arbejde i Grønland kom til at foregå på deres eget sprog.

Kirken er i dag meget grønlandsk. Så vidt jeg ved, er det kun i Nuuk, at der afholdes gudstjenester på dansk – og det er på grund af de mange derboende danskere. For at uddanne tilstrækkeligt mange grønlændere til at være præster fik man for ca. 40 år siden oprettet en teologisk uddannelse deroppe. I dag kan man på universitet i Nuuk tage en treårig bachelorgrad i teologi, og derefter blive præst i kirken, når man har været forbi det grønlandske pastoralseminarium.

Grønland – en særlig del af rigsfællesskabet

Der er i øjeblikket omkring 12 teologistuderende i Nuuk i alt, og jeg havde den glæde at undervise de to første årgange (i alt 8) i faget Kirke- og teologihistorie.  Jeg er meget taknemlig for den mulighed, jeg endnu engang har fået for at besøge Grønland og møde de teologistuderende der. Det er nogle motiverede og dygtige studerende, og det er spændende, at de stiller nogle andre spørgsmål end danske studerende. Jeg underviser på dansk, og opgaver afleveres på dansk, men i pauserne tales der grønlandsk.

Mit indtryk af den grønlandske kirke er, at den på godt og ondt er meget traditionsbundet. Fx har man bevaret en gammel god kirkeskik fra Danske Lov 1683 (!) med at holde fastegudstjenester hver onsdag aften i fasten.  Jeg deltog i en sådan, og selvom jeg ikke forstod ordene, gjorde det indtryk at mærke den alvor, der prægede den pænt store menighed under oplæsningen af lidelseshistorien og salmesangen. Til gengæld er det et savn, at der ikke i Grønland er særligt gode muligheder for at være med i søndagsskole, mini-konfirmandundervisning, ungdomsforening, bibelkreds osv. – sådan som vi i Danmark er velsignet med det. Oplæring og undervisning i kristendom kommer på den måde til at stå forholdsvis svagt, og jeg vil meget ønske for det grønlandske folk, at en ny generation af præster kan være med til at styrke dette.

 

Kurt E Larsen

Professor, dr.theol.

 

Kirkeministeriet har nedsat en dåbskommission på opfordring fra biskopperne. I kommissoriet for arbejdet hedder det, at den skal overveje eventuelle mindre ændringer af dåbsritual og dåbspraksis. Der argumenteredes derimod ikke med de generelt faldende dåbstal. Det kunne man godt have gjort, for dåbsprocenten er desværre lav: Af børn født i 2021 blev kun 56 pct. døbt i løbet af deres første leveår. Dåbskommissionen har ikke fået til opgave at iværksætte tiltag for at rette op på disse triste tal. Først i 2025 skal der komme en rapport fra kommissionen, så der er en lang ventetid. Mens vi i kommissionen overvejer de ’mindre ændringer af dåbsritualet og dåbspraksis’, har jeg lyst til at slå noget andet fast, nemlig at barnedåben ikke bare er rigtig, men faktisk også vigtig.

 

Det er rigtigt at døbe børn

Siden 1500-tallet har der været kristne, der ud fra Bibelen går ind for det, de kalder ’troendes dåb’, dvs. at dåb skal kun udføres på mennesker, der er nået til en personlig tro på Gud og Jesus og selv kan bekende dette og give udtryk for, at de ønsker at følge ham. Det kan spædbørn ikke, og derfor taler man også om ’voksendåb’. Nogle henviser til rækkefølgen i Jesu ord som argument for dette: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses’ (Markus 16,16).

Når vi i den lutherske kirke finder det rigtigt at døbe spædbørn, gør vi det ikke ud fra et enkelt bibelord, men ud fra en række bibelske tanker, der tilsammen peger tydeligt i retning af barnedåb. I Israels folk kom drengebørn gennem omskærelsen på 8. dag til at høre til i Guds folk – og når dåben i Ny Testamente sammenlignes med en omskærelse (Kol 2, 9-12), ville det være naturligt for de første kristne at tage deres nyfødte børn med ind i Guds folk gennem barnedåben. Da evangeliet kom til Europa første gang, tog Lydia imod ordet, og hun og hendes husstand blev døbt (Ap.Gern. 16,15-16). Det er på ingen måde udelukket, at der i hendes husstand også var mindreårige børn, der så altså også blev døbt. Det ville svare til Jesu holdning over for de små, som disciplene ville afvise, men som Jesus selv tog imod, fordi Guds rige også var for dem (Mark 10,14).

Ser man kirkehistorisk på emnet, så er der ingen af de første kristne, der går ind for ’troendes dåb’. Derimod taler nogle meget gamle skrifter om barnedåb, og da kirkefaderen Tertullian omkring år 200 skrev, at man med fordel kunne udsætte dåben, så gjorde han det under den forudsætning, at børn på hans tid faktisk blev døbt!

Så – både Bibelen og kirkehistorien peger klart i retning af, at det er rigtigt af kristne forældre at lade deres børn døbe som små.

 

Det er vigtigt at døbe børn

Bliver man ikke frelst ved troen alene? Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt?

Sådanne spørgsmål dukker op, og hvad skal man sige til det?

I Markus 16,16 står der: ’Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den der ikke tror, skal dømmes’. På den ene side kan man se, at troen er det altafgørende. Uden den kan man ikke blive frelst, heller ikke selvom man er døbt. På den anden side kan man også se, at Jesus har angivet to veje til at blive frelst: Dåben og Troen. Dåben må også til.

Det samme sagde Jesus i samtalen med Nikodemus: ’den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige’ (Joh 3,5). I dåben virker Gud gennem sin Ånd og vandet, og derfor kan dåben formidle en ny fødsel, og den genfødsel har vi brug for, for at komme ind i Guds rige. Vi er syndere af natur (Ef 2, 1-3), og har brug for en ny fødsel for at passe ind i Guds himmel. Den får vi i dåben. Det kan være meget svært for os at forstå tankemæssigt, men så må vi lade os nøje med at holde os til Jesu egne ord.

I Ny Testamente vidste apostlene, at dåben var vigtig. Da 3.000 mennesker på den første pinsedag ville frelses, spurgte de: Hvad skal vi gøre? Og Peter svarede: Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse (Ap.Gern. 2,38). Ligeså, da en etiopisk hofmand havde hørt evangeliet om Jesus og var kommet til tro, spurgte han evangelisten Filip: ’Se, der er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?’ – han er som en selvfølge gået ud fra, at Guds vej til frelse hedder tro og dåb. ’Troen alene’ er et godt princip, som Martin Luther har lært os, men på Luthers tid handlede det om troen alene i forhold til gerninger. Luther ville aldrig sige: Troen alene i forhold til dåben.

Når man møder de indvendinger: Er Gud ikke i stand til at frelse mennesker uden dåb? Kom røveren på korset ikke i Paradiset uden at være døbt? kan man ikke svare det bedre end Erik Pontoppidan gjorde det i sin gamle katekismusforklaring: Dåben er et nådemiddel, som Gud har bundet os til, men han har ikke bundet sig selv til det.

Den almægtige Gud kan i sin kærlighed frelse en røver på korset uden dåb. Han kan også frelse et udøbt barn. Han har ikke bundet sig selv. Men vi er bundet til at følge Jesu gode ord i Bibelen, og det gælder også, når han taler om dåbens nødvendighed. Vi har brug for at blive genfødt, og han har i sin visdom og kærlighed indstiftet dåben som midlet hertil.

 

Kurt E Larsen

Professor, dr.theol.

Medlem af Dåbskommissionen   

Efterår er de seneste år blevet tid for en begivenhed, som mange børn sætter højt. Græskarmænd og bloddryppende monstre fylder billedet mange steder. Halloween er blevet en del af et moderne dansk børneliv – uanset om man vil det eller ej.

Mange steder er kirker rykket med på holdet. For at møde børn og unge, hvor de faktisk er, hvilket jo er en rosværdig intention.

Alligevel vil jeg nu slå et slag for, at vi ikke falder for tivolisering. Der er noget, som for mig at se er langt mere oplagt: at kirker, kristne hjem og organisationer i højere grad gør Allehelgen til en mærkedag, også for børn og unge.

Begravelsen var det bedste

En bibelfortælling, som jeg har brugt i mange sammenhænge, er historien om Abraham, Sara og den store familie. Det er en Godly Play fortælling, hvor jeg bruger en sandsæk og nogle helt enkle træfigurer, der går rundt i sandet. En langsom fortælling med tid til eftertanke. Undervejs i fortællingen sker det, at både Sara og til sidst Abraham dør og bliver begravet i sandet. Det sker i stilhed, med en velsignende hånd over sandet. Når jeg efterfølgende spørger børn, om der var noget, de særligt godt kunne lide i fortællingen, sker det ofte, at nogen siger: ”det bedste var, da de døde og blev begravet.”

Når børnene svarer sådan, sker det ikke for at lave sjov. Men fordi de er optaget af, at her kan vi også tale om det, der er svært. Det, som mange andre voksne går i en bue udenom.

Dorte Toudal Viftrup, religionspsykolog og forsker på SDU, arbejder for tiden på et projekt omkring børns åndelighed og interviewer i den forbindelse børn i folkeskoleregi. Efter et interview med en gruppe elever i 3. klasse vendte en dreng sig mod hende på vej ud ad døren og sagde: »Det var sgu meget dejligt at snakke om døden. Det ku’ jeg godt li’. Jeg troede sgu kun, at man måtte tale om døden med præsten.” (Omsorg, 2022)

Børn har brug for voksne, der ikke løber væk, når det er svært. Og i kirken har vi ikke bare plads til at tale om døden – vi har også et svar. Et håb midt i det, der kan gøre bange eller fylde med sorg.

Plads til det svære – også for børn

Det er helt afgørende, at vi ikke harmoniserer i mødet med børn og unge. En bæredygtig kristen tro er en tro, der kan rumme hele livet.

Mange børnebibler og kristne børnebøger er farvestrålende og tiltalende. De rummer billeder af en smilende Jesus, omgivet af glade mennesker. Det kan virke tillidsvækkende. Men børn skal ikke være ret gamle, før de kan opleve, at det billede ikke holder. Eller at det i hvert fald må suppleres. Også børn oplever sygdom, ensomhed, død. Forældre, der går fra hinanden. Børn kan blive mobbet eller føle sig udenfor. Og selvom man beder til Jesus, går det sjældent væk på et splitsekund.

Allehelgen giver plads til både sorgen og håbet. Som voksne kan vi føle smerte ved at deltage i en Allehelgensgudstjeneste. Samtidig er det for mange et godt og vigtigt sted at stoppe op. Børn og unge kan have brug for det samme. Om de har mistet eller blot har brug for at forholde sig til døden. Et børneliv er sjældent uden mørke. Et ungeliv kan være farvet af tab og sorg, som kammerater ikke altid kan rumme. Derfor er det godt at tænde lys. At høre ordene fra ham, som siger: ”Jeg er opstandelsen og livet.”

Det er så meget stærkere end græskarlygter og zombier. Kunsten er så at finde vejen til børn og unge, uden at blive fanget i gys, gru og edderkoppespind.

 

 

Kan man skrive 500 sider om evangeliet og få 12 podcastafsnit til at gå med samme emne?

Hvad er ’evangeliet’? Det spørgsmål har forfulgt mig så længe, jeg har teologisk hukommelse, så jeg til sidst vendte mig om og gav mig til at forfølge det. Jeg indrømmer, at det lyder som et spørgsmål, vi burde have svar på som teologer. Det er på en måde det enkleste spørgsmål af alle. Tæt på kirkens første spørgsmål endda. Er der noget at diskutere og få tiden til at gå med?

Ja, bliver jeg nødt til at sige. I virkeligheden er det jo et spørgsmål, der går tilbage til et af de ældste skrifter i Ny Testamente, Galaterbrevet. Her skriver Paulus jo med store bogstaver og ildrøde kinder om et ’andet evangelium’, end det han forkynder. De var i den første kirke ikke enige om, hvad evangeliet er.

Det har nutidige teologer også haft mere end svært ved at blive. Og et af de helt centrale kratere i den debat finder vi i Markusevangeliets første linje: ’Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn’.

Så Markus er ikke i tvivl: Han skriver et evangelisk budskab om Jesus. Men hvad mener han med ’evangeliet’? Det var pga. dette vers, vi senere i kirkens historie begyndte at kalde de første fire bøger i Ny Testamente for ’evangelier’. Men da Markus skrev denne linje, tænkte han ikke på en ny type af skrifter. Det var et budskab, han sigtede til.

Men hvilket budskab?

Det er præcis spørgsmålet! Hvad er ’evangeliet’?

Det spørgsmål har jeg altså så forsøgt at forfølge, når det nu har forfulgt mig forstået på den måde, at jeg lige siden mine første dage som teologistuderende gerne har villet kunne svare enkelt på det.

Jeg må så straks erkende, at en bog på over 500 sider om dette spørgsmål på ingen måde kan siges at være et ’enkelt svar’. Det er vist snarere det modsatte. Der er dog en lille trøst på bogen sidste side, hvor jeg slutter med at give mit bud på en definition på blot fire linjer.

Og så én trøst mere, hvis man må sige det sådan: Sammen med teologistuderende Kasper Bergholt er jeg gået i gang med at ‘pod’e’ mig igennem bogens hovedpointer i en podcastserie under overskriften: ’Evangeliet er’. Der vil vi i ca. 12 afsnit forsøge at dykke ned i den fantastiske beskrivelse, Markus giver os af Jesus under overskriften: ’evangeliet er’.

De første to afsnit går i luften fredag d. 13. oktober. Du kan finde dem her:

https://podcasters.spotify.com/pod/show/evangeliet-er

… eller hvor du ellers lytter til podcasts.

 

Professor

Morten Hørning Jensen

Et jubilæum

Menighedsfakultetet kan fejre et vigtigt 50 års jubilæum i 2023. Ganske vist var ideen ældre og allerede i 1967 var ‘Sammenslutningen til oprettelse og drift af et Menighedsfakultet i Danmark’ stiftet. Men det tog nogle år, før end ideen blev til virkelighed. Året 1973 markerede to vigtige milepæle på vejen: Man fik egen bygning og den første teolog blev ansat til undervisning og forskning.

 

Huset

I 1973 vovede Sammenslutningen at købe et hus som ramme for arbejdet. En ældre villa på Trøjborg i Aarhus – tæt ved universitetet – blev købt og indrettet med læsesale, undervisningslokaler, kontor og kaffestue. Det hus blev de næste ni år en vigtig daglig base for mange studerende. Et hjemsted for både gode og vilde ideer. Og så lå det af alle steder i Barthsgade – dog var gaden ikke opkaldt efter 1900-tallets største teolog, Karl Barth, selvom nogle troede det og studsede sig over det.

Det lå i Sammenslutningens formål, at man ville fremme sandt kristeligt liv hos de studerende. Det søgte man at virkeliggøre gennem daglige andagter og bøn i huset. Til det formål indrettedes et særligt rum i kælderen. Om det fremmede ydmygheden, skal ikke kunne siges, men man lærte i hvert fald at bøje hovedet, for kælderrummet var meget lavloftet.

Kaffestuen var husets hjerte. Her samledes man til pauser fra læsning og undervisning, og her blev store sager diskuteret over megen kaffe. Ideer kunne prøves af, og frustrationer kunne luftes. På en tid, hvor der næsten ikke var undervisning, bestod ’læringen’ på MF ikke mindst af drøftelserne i kaffestuen. Her lærte nye studerende af de ældre studerende, at der var noget, der hed Den Augsburgske Bekendelse, og hvad Rosenius stod for.

 

Læreren

1973 var også året, hvor MF fik sin første fuldtidsansatte lærer ansat. Fra København headhuntedes den nyuddannede, dygtige unge bornholmer Kai Kjær-Hansen. Ham kendte man i forvejen fra KFS (Kristeligt Forbund for Studerende) og han blev hentet til det jyske for at forske og undervise i Ny Testamente. Han kom til at betyde meget, med sin faglighed og gode pædagogiske evner – samt en sjælden evne til at få andre engagerede i de teologiske projekter. Indtil da havde MF tilbudt enkelte kurser ved timelærere, hvad der også var værdifuldt, men det var alligevel en milepæl, at der i huset til daglig var ansat en lærer på fuld tid.

 

Som ny teologistuderende i 1974

Undertegnede kom først til MF i 1974, som ny studerende. Jeg var født et heldigt år, for det var et spændende miljø og fællesskab, jeg kunne slutte mig til. Meget – ja næsten alt – var endnu under opbygning. Pionerånden prægede alt, og alle i huset var unge.

Ved et informationsmøde i et missionshus bemærkede mødelederen efterfølgende, at det sådan set var fint nok, alt det vi havde fortalt om. Han syntes dog, vi var noget unge. Det kunne have han helt ret i, og vi kunne kun svare, at det med ungdommeligheden nok ville gå over med tiden. Det fik vi ret i, for nu er MFs første pionergeneration ved at være gået på pension. Huset i Barthsgade i Aarhus blev solgt erstattet af et større og bedre i 1982. Kai Kjær-Hansen sagde op i 1986, og har siden brugt sine rige evner inden for Israelsmissionen og andre kirkelige sammenhænge.

Hvad der var en ide og en lille begyndelse i 1973, har på 50 år vokset sig noget større. I år er 28 studerende begyndt på studiet, og vil kunne tage eksamen i de vigtigste teologiske fag via Fjellhaug University College, på basis af undervisningen på Katrinebjergvej. Et lærerkollegium og en velfungerende administration står klar til at undervise og hjælpe dem, sådan at studietiden for dem kan blive den bedst mulige forberedelse til en præstegerning eller en anden tjeneste i Guds kirke.

 

Kurt E Larsen

LEIF ANDERSEN