Nyheder

Af

»I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!«

Matthæusevangeliet 5,43-48

Den urimelige kærlighed til fjenderne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Dagens tekst er et af de seks små afsnit, der kaldes de seks antiteser, hvor Jesus seks gange siger: ‘I har hørt, at der er sagt, … men jeg siger jer.’ Afsnittet om fjendekærlighed er den sidste af disse antiteser. ’I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men der står i GT rent faktisk ikke noget om, at man skal hade sine personlige fjender. Der tales der imod om at hade Guds fjender (Sl. 139,21- 22). Derfor siger Jesus heller ikke: ‘Der er skrevet, at I skal elske jeres fjender,’ men der er sagt – altså traditionen siger. 

Troen

Fra barnsben lærer vi at gøre forskel på mennesker. Vi lærer, at der nogle, der vil os det godt, og dem skal vi elske igen. Og så er der nogle, der ikke vil os det godt, og dem skal vi ikke vise kærlighed. Og den lektie følger os op gennem livet. For overalt oplever vi, at der er medmennesker og ‘modmennesker’. Det gælder i politik, i kvarteret, hvor vi bor, på arbejdspladsen, såvel som landene imellem. Vi ser det i forfærdende grad i konflikten mellem palæstinensere og jøder. Her vokser børn op uden reelt kendskab til den anden part. De bor på hver sin side af en høj mur, kun få meter fra hinanden, men alligevel er der kun tale om et ‘vi’ og et ‘de’. 

Jesu ord: ‘Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn.’ Og begrundelsen er, at Gud lader sin sol stå op over både onde og gode. Gud gør ganske enkelt ikke forskel på nogen. Han overøser dagligt alle med gode gaver – både dem, der er venligt stemt overfor ham, såvel som dem, der er fjendtligt stillede over for ham. Tænk sig: Gud elsker alle lige højt. Han elsker både dem, der elsker ham, og dem, der foragter og afviser ham. Han elsker den palæstinenser, der sender raketter ind over Israel og ønsker at drive israelere ud i havet. Han elsker de hamas-krigere, der brutalt slagtede over 1200 jøder i oktober ’23. Og han elsker de jøder, der hader deres palæstinensiske nabo, og slår uhæmmet hårdt ned på civilbefolkningen i Gaza. Han elsker ganske enkelt alle, og lader sin sol stå op over enhver af dem. 

Og netop dette, at Gud lader sin sol stå op over alle mennesker, uanset hvem de er, burde få os til at omvende os. Paulus spørger i Rom 2,4, om vi ikke ved, at Guds godhed vil føre os til omvendelse? Blot det at modtage solens lys om morgenen, at kunne sætte sig til et veldækket bord, at gå på arbejde og at gå hjem igen for at slå sin græsplæne og se TV om aftenen – alt dette er Guds velgerninger imod os. Og det burde få os til at folde vores hænder og takke ham. Det burde få os til at omvende os. 

Jesus sætter barren højt. Han siger: ‘Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også.’ Jesus sætter her de fromme jøders praksis op imod den tids udskud, tolderne. Ja, de fromme jøder er ikke et hak bedre end hedningerne, for de hilser jo også på deres brødre, altså deres nærmeste. 

Nej, ‘Så vær da fuldkomne som jeres himmelske fader er fuldkommen.’ Jesus byder altså os at være lige så fuldkomne som vores himmelske far. Det er Gud selv, den almægtige og evige og fuldkomne Gud, vi skal måle os med. Alt det med kun at elske dem, der også elsker os, er alt for billigt, siger han. I gør jo ikke noget usædvanligt ved at elske dem, der elsker jer, og ved at hilse på jeres familie. Det gør alle mennesker jo. Nej, I skal lade jeres kærlighed og venlighed gå langt længere ud. I skal elske dem, der er fjendtligt indstillet overfor jer, Ja, dem der forfølger jer, skal I elske.

Jesus udvider her buddet om kærlighed til at omfatte alle mennesker. Og altså også dem, der ikke vil os det godt. Også dem, der forfølger os og kaster os i fængsel og slår os ihjel. Også dem skal I elske, siger Jesus. I den her sammenhæng er kærlighed ikke nok først og fremmest følelser, men mere konkret handling. Vi skal gøre godt imod dem, der ikke elsker os. Vi skal være den første, der rækker hånden frem. Vi skal hilse på dem, som nægter at hilse på os.  

Men kan det overhovedet lade sig praktisere i virkeligheden? Kan det lade sig gøre at elske vores fjender på den måde? Ja, det kan det! Jesus viser os, hvor kraften findes til at leve sit liv på denne måde. Kraften til at elske sådan kommer fra ham, som lader sin sol stå op over både onde og gode. Gud viste fuldkommen kærlighed, da han lod sin søn gå i døden – ikke bare for sine venner, men også for sine fjender. Derfor er min fjende også min næste, som Jesus døde for, mens vi endnu var fjender. 

Udfordringen

Har du oplevet kraften i at gøre godt imod dem, som hader dig? Og er du villig til at følge Jesu bud her?

Af

Hvem var Grundtvig egentlig? Spørgsmålet jagter både DR og TV 2 svaret på. Først DR med en stribe podcasts, artikler, dokumentarer og dramadokumentarer og sidenhen TV 2 med en dramaserie.

Grundtvig var både præst, digter, historiker, debattør, polemiker – for bare at sætte nogle få mærkater på ham.

Kurt. E. Larsen, professor i kirkehistorie, giver i denne podcast-episode et indblik i den kirkelige side af Grundtvig, og hvordan det smittede af på hans virke i samfundet.

(2. del om Grundtvig og vores nutid udkommer om en uge.)

 

Medvirkende: professor Kurt. E. Larsen

Vært: Stefan Vase, kommunikationsleder og landssekretær ved Menighedsfakultetet

 

VIDSTE DU, at du kan blive medlem af Menighedsfakultetet? Læs hvordan du bliver det – og får indflydelse på MF – her: https://teologi.dk/medlem

 

VÆR MED til at støtte Menighedsfakultetets arbejde med at uddanne fremtidens ledere, forkyndere og præster, der brænder for evangeliet – her: https://teologi.dk/stoet-mf/

Af
The parable of the Prodigal Son. Maleri af Massey Cornelis.

Jesus sagde også:

»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen:
Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.

Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte:
Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham:
Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Men faderen sagde til sine tjenere:
Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede:
Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far:
Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Faderen svarede:
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangeliet 15,11-32

To fortabte sønner og en far

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesu lignelse om faderen og de to sønner er en juvel i rækken af Jesu mange lignelser. Den ligger der og belyser Guds store kærlighed til os fortabte store og små brødre. Jesus beskriver i korte og klare træk de mange forskelle, der kan være på lillebror og storebror i en familie. Den ældste er pligtopfyldende og arbejdsom, adlyder sine forældre og forventer at blive belønnet for sit slid. Den yngste er derimod forkælet og udfordrer familiens normer og værdier og er god til at leve i nuet. Han tager sine forældres kærlighed som en selvfølge og går ikke af vejen for at kræve sin ret og arv.

Men hvor forskellige de to brødre end er, så har de dog et til fælles: De har nemlig begge misforstået, hvad det vil sige at være børn og have en far. Jesus fortæller denne lignelse, fordi nogle fromme jøder var forargede over, at han omgikkes nogle, der i jødernes øjne var tvivlsomme typer.

Troen

Åh hvor ville jeg gerne, jeg havde forstået denne lignelse anderledes, da jeg som ung rejste rundt med min far til forskellige bibelcampings, hvor denne tekst ofte blev benyttet. Her udlagde prædikanten ofte den yngste søn som den fortabte søn, der måtte omvende sig og vende hjem til sin far. Her blev han budt velkommen hjem, og forsamlingen kunne højt og med stor glæde synge: ‘Kimer himmelklokker.’

Problemet for mig var bare, at jeg ikke kunne genkende mig selv i den yngste søn. Jeg havde jo aldrig forladt min himmelske far og havde ikke ødslet min arv og mit liv bort derude i den store stygge verden. Jeg havde været en kristen hele mit liv og trængte ikke til omvendelse. I hvert fald ikke som den yngste søn gjorde. Hvor ville jeg ønske, at prædikanten havde sat fokus på den ældste søn og hans fortabthed. Så ville jeg kunne have spejlet mig i ham og kunne have sat ord på, hvad min fortabthed betyder. At der ikke er en, men to fortabte sønner. Og en far, som elskede begge sønner lige højt!

Pointen med at begge sønner var fortabte står klart, når vi ser, hvem Jesus fortæller denne lignelse til: I Lukasevangeliet kap. 15,1-4 står der:

‘Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’

Og så er det, Jesus fortæller denne lignelse. Til hvem? Jo, til farisæerne og de skriftkloge. Jesus fortæller altså lignelsen om den fortabte søn til de forargede. Og nu kan vi umådelig let blive forargede over, at de blev forargede. Men hvorfor i grunden det? Hvorfor forstår vi ikke farisæernes forargelse over Jesus? De mennesker, vi her taler om, er jo ikke omvendte og forhenværende syndere. Det er ikke mennesker, der er begyndt på et nyt liv, som Jesus spiste sammen med. Hvis det var det, så havde farisæerne nok ikke reageret så forarget. Men det var det jo ikke. Det var nuværende faktiske syndere, det var mennesker, som ikke engang var begyndt at angre deres udsvævende liv. Klart nok at farisæerne var forargede over Jesus.

Det er den ældste søn, som netop var forarget over sin fars generøse modtagelse af den lillebror, der rent ud sagt havde hånet sin far ved at bede om at få forskud på sin arv. Normalt træder en arv jo kun i kraft, når testatator dør. Altså ønskede den yngre bror, at hans far var død.

Det er til de forargede, Jesus fortæller denne lignelse. Altså er det ham, den ældste bror, vi skal spejle os i og med rædsel genfinde os selv i. Lignelsen peger på ham, den ældste bror, og spørger: ‘Er det virkelig ham, du ønsker at ligne?’ Når vi ofte kalder den yngste søn for fortabt, tænker vi, at det skyldes alle de slemme ting, han gjorde. Men nej, det gør det faktisk ikke. I virkeligheden var det noget andet, der gjorde, at han var fortabt:

Han blev tabt for sin far i det øjeblik, han besluttede sig at forlade sin far. Han kunne i og for sig have levet et pænt og anstændigt liv ude i det fremmede, være en velanskrevet borger, en eksemplarisk ægtemand og far. Men det ville alt sammen ikke gøre fra eller til. Han ville stadig være den fortabte søn. Nemlig den søn, som ikke gad være hjemme hos sin far længere, men ønskede sig frihed til at gøre, ligesom han ønskede. Her var det punkt, hvor faren mistede sin søn.

Og her er stedet, hvor Gud stadig mister sine sønner og døtre. De gider ikke være hjemme mere. De vil leve et liv i frihed uden Gud. Nogle går så i hundene, mens andre ender som agtede og ærede borgere. Men fortabte er de!

Og det var den ældste søn også. Han siger jo forurettet til sin far: ‘Nu har jeg tjent dig i så mange år (underforstået: alt for længe) og aldrig overtrådt et eneste af dine bud;’ (og måske underforstået: ‘Hvor har jeg haft lyst til det mange gange.’) Han ønskede at blive belønnet for at blive hjemme, altså belønnet for sine gerninger. Så i virkeligheden er der to fortabte sønner. Men de har den samme kærlige, gode og omsorgsfulde far. Sådan er Gud nemlig.

Udfordringen

Hører du også til de forargede, der ikke kan se, at de ikke er et hak bedre end den fortabte lillebror?

Af
Maleri af Carl Bloch, 1877. Kilde: Wikimedia Commons.

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangeliet 14,25-35

At følge Jesus koster alt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er blevet populær. Så populær at store skarer af mennesker flokkes om ham. Det er til disse, han henvender sig med ordene om at: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.’ Jesus er ikke interesseret i have så mange som muligt, der følger ham på Instagram, og hvad der ellers findes af digitale platforme, men han er optaget af at vinde disciple – disciple, der vil opgive alt for at være hans efterfølgere. Jesus er interesseret i efterfølgere og ikke kun interesserede følgere.

Troen

‘Hvis bare kirken var lidt mere moderne i sin udtryksform og havde lidt mere nutidig musik og ikke havde så travlt med at blande sig i folks privatliv, så ville jeg gerne komme lidt oftere.’

Mon ikke vi alle har hørt denne sang på et eller andet tidspunkt, når vi har talt med hr. og fru Pedersen om det at gå i kirke? Ikke at der kun skal være plads til orgelmusik i kirken, og det handler heller ikke om, at man skal kunne tale kirkesprog for at være med. Men på et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at møde bibelens Jesus. Og den Jesus, vi her møder, er ikke ligefrem diplomatisk. Her har Jesus ellers chancen for at blive populær. Men nej, det forsøger han ikke på. I stedet siger han: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor…’ Værsgo. Der er ikke megen salgstale over de ord.

Der er omkostninger forbundet med at være en Jesu discipel. Det er disse omkostninger, Jesus beder os om at være opmærksomme på med billedet af tårnbyggeriet. Kristus har betalt for os en gang for alle. Frelsen er gratis. Det er ikke på den måde, at frelsen koster noget. Det er egentlig et spøjst billede, Jesus bruger. Hvor mange er det lige, der bygger et tårn i deres baghave? Men på Jesu tid var der ikke noget mærkeligt i det eksempel. En vingårdsejer byggede fx. vagttårne for at kunne overvåge deres vingård. Så Jesu tilhørere har straks forstået hans billede med at bygge et tårn.

Beregn omkostningerne ved at følge mig, siger Jesus. Han advarer os naturligvis ikke imod at følge ham, men beder os om at tænke omkostningerne igennem. Men ligefrem at hade sine forældre? Er det ikke for meget? Lugter det ikke lidt for meget af jihad og hellige krigere? Af fanatisme og ensporethed? Og det med at hade sit eget liv? Lyder det ikke for selvfornægtende i en tid, hvor der er enorm fokus på selvrealisering og dyrkelse af den menneskelige krop? Og siger Jesus ikke også, at vi skal elske os selv, som vi elsker vores næste?

På dansk er ordet hade og elske udelukkende forbundet med noget følelsesmæssigt, men der ligger ikke nødvendigvis det samme i det græske ord. Ordet, der er oversat med ‘hade’, betyder også at have aversion imod, at forsømme. Det er dog stadig stærke udtryk, Jesus bruger, og vi kan have svært ved at forstå ham. I bibelen på hverdagsdansk er Jesu ord oversat sådan: ‘Enhver som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor ….’ Det gengiver meningen med Jesu ord, men er dog nok for svagt i forhold til det, Jesus virkelig siger.

Det, Jesus her minder os om, er det første bud:’ Du må ikke have andre guder end mig.’ At være en kristen handler ikke om at realisere sig selv så meget som muligt. Det handler derimod om at sætte Gud i skikkelse af Jesus højere end noget andet i denne verden. Jesus må være nummer et i en discipels liv. Og det betyder så også, at alt og alle andre må abdicere. Mine forældre skal jeg ære, min ægtefælle skal jeg elske som mig selv, mine børn skal jeg vise omsorg, min familie skal jeg værdsætte, og mit eget liv skal jeg værne om. Men igen af disse må sidde på tronen i mit liv. Ingen af dem må få magten over mit liv og bestemme over mit liv. Det må alene Jesus.

‘Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel’, siger Jesus. At bære sit kors, betyder ikke blot at lide døden for Jesu skyld. Det er der nogle, der er kaldet til. Men for os alle gælder det, at omkostningerne ved at følge Jesus er så store, at Jesus kalder det at miste sit liv eller at give afkald på alt sit eget. Det begynder i dåben. Her mister man sit liv for første gang. Paulus skriver: ‘Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden.’ (Rom. 6,4) Og denne proces fortsætter resten af livet. Dagligt må vi lade vore syndige tanker og handlinger korsfæste sammen med Kristus i dåben. Dagligt må vi miste os selv og dø sammen med Kristus.

Udfordringen

Når du tænker efter, hvem sidder så på tronen i dit liv? Og synes du, det at gå i hans fodspor er det hele værd?

Af

Pressemeddelelse fra Bibelselskabet

Menighedsfakultetet skal være med til at sikre, at Danmark i 2036 får en ny, tidssvarende bibeloversættelse. Den 31. maj begynder arbejdet for alvor ved et stort anlagt seminar i Vartov, København.

2036 er 500-året for reformationen i Danmark og dermed for den bevægelse, der har givet os Bibelen på dansk. Derfor er det en oplagt fejring af jubilæet at udgive Bibelen i en dugfrisk oversættelse.

Bibeloversættelse tager tid, og det skal gøres ordentligt. Det gælder både den grundige planlægning, sammensætningen af oversættergrupper, selve oversættelsesarbejdet, udgivelsen af prøveoversættelser, offentlige debatter – og meget, meget mere.

I 2022-23 afdækkede Bibelselskabet behovet for en ny, autoriseret bibeloversættelse, og i december 2023 tog chefredaktionen hul på opgaven. Siden er der blevet arbejdet intenst med at formulere principperne for oversættelsesarbejdet, sammensætte redaktionsgrupper for Det Gamle og Det Nye Testamente og finde oversætterteams til de første oversættelser. Alle involverede vil blive præsenteret på seminaret den 31. maj, hvor også principperne for oversættelsen vil blive offentliggjort:

– Jeg glæder mig til at være med i bibeloversættelsesarbejdet, fordi Bibelens tekster har en umådelig værdi. Vi kan læse dem på både de glædeligste og de sørgeligste dage i vores liv. Derfor er det afgørende, at vi oversætter den til et dansk, som fremmer den rette balance mellem genkendelighed og fornyelse, så det er friskt og holdbart også efter 2036, siger professor på Menighedsfakultetet, Morten Hørning Jensen.

 

Prøveoversættelser på vej

Efter kickoffseminaret går de første oversætterteams i gang, og Bibelselskabet forventer at kunne præsentere fire prøveoversættelser i forbindelse med Himmelske Dage i maj 2025.

Siden fortsætter det store arbejde med oversættelser, høringer og involvering af den brede offentlig- hed frem mod udgivelsen af Bibelen på en række platforme i 2036.

– Vi glæder os til at præsentere det stærke hold af teologer, oversættere, forfattere og andre fagfolk, der skal skubbe det store projekt i gang,” siger generalsekretær i Bibelselskabet Johannes Baun.

– Og vi glæder os til om 12 år at kunne udgive en bibeloversættelse, der ligesom forgængerne holder fire-fem årtier.

Læs mere om den kommende bibeloversættelse på bibelselskabet.dk/bibel2036.

Af

En i skaren sagde til Jesus:
»Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.«

Men han svarede:
»Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«

Og han sagde til dem:
»Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«

Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Lukasevangeliet 12,13-21

Det rige fjols

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Det første, vi møder i den lange trinitatistid, er en tekst om en discipels forhold til penge. Jesus advarer os imod griskhed; at ville have mere af det, man allerede har nok af. To brødre er kommet på kant med hinanden om arven efter deres far. Ifølge rabbinsk skik skulle den ældste søn arve to tredjedele og den yngste en tredjedel efter en far. Jesus afviser at være dommer i deres tvist, for han ser, at det egentlige problem for den forurettede bror var, at dette stykke jord var kommet til at betyde så meget for ham. Den jord, han ikke fik, havde erobret en stor plads i hans hjerte. Han var blevet fanget af den jord, han ikke fik. Dette fangenskab ville han ikke blive kvit ved at få arven. Problemet var, at han var kommet ind under guden Mammons besættelse, og den slipper man ikke ud af ved at få et stykke af det, man begærer. At ville tilfredsstille sit begær efter mammon med mere mammon er som at forsøge at slukke sin tørst ved at drikke saltvand. Jo mere man drikker, des mere tørstig bliver man. 

Troen 

Hvorfor har penge så stor magt over os? Det har den, fordi den har med selve livets opretholdelse at gøre. Vi ser det også i fadervor. Her beder vi om det daglige brød, og straks efter beder vi: ‘forlad os vor skyld’. Bønnen om tilgivelse kommer altså lige efter bønnen om det daglige brød. Det er da tankevækkende. Vores generation er så vant til at have mere end nok af det daglige brød. Men for de fleste mennesker både nu og før i tiden har det været det centrale i tilværelsen: hvordan sørge for det daglige brød? Intet er os vigtigere end livets opretholdelse, og intet angår os mere end det at sikre os selv et rimeligt godt liv. Vi, der lever i overflod i Skandinavien, kan let lade os narre til at tro, at afhængigheden af mammon ikke er vores problem. Grunden til det er, at vi aldrig har været i nød – at vi aldrig eller sjældent for alvor har været derude, hvor vi ikke har andre end Gud at sætte vor lid til. Jesus havde kaldet sine disciple til et vagabondliv uden fast indtægt. De havde måttet øve sig i at leve som fuglene under himlen og som liljerne på marken. De havde måttet satse på først at søge Guds rige og derefter erfare, at alt det andet blev givet i tilgift. Og det samme kalder Jesus os til, der er hans disciple i dag. 

Manden kommer til Jesus og beder om hjælp til at få sin arv. Han er ikke klar til det ubekymrede liv, hvor hver dag og dens behov modtages direkte af Guds hånd, hvor livet er noget, man får og ikke er noget, man har krav på. Jesus holder her et spejl op for denne mand og alle os, der hører denne beretning. Et spejl, som vi kan se os selv i og blive vækket til omvendelse. 

Jesus konstaterer bare, at der var en rig bonde. Han antyder ikke, at han have fået sin rigdom ved uærlige midler. For en jøde var rigdom netop et udtryk for Guds velsignelse. Og her kommer så det afgørende punkt i fortællingen: Hvad gør manden ved det kæmpe overskud, han har genereret? Eller hvad har denne overflod gjort ved manden? Jo, den tager ham til fange, og han lader sig indfange. For overfloden lokker med sikkerhed og tryghed nu og mange år frem. Og det tilbud er svært for et menneske at afslå. Vi kender os selv dårligt, hvis vi tror, at det er anderledes for os. Kender du ikke til den tanke: ‘Tænk sig, hvad jeg kunne have købt for alle de penge, jeg har givet i min givertjeneste?’ Og samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig har manglet noget som helst på grund af min givertjeneste, og jeg bliver enormt imponeret over kristne, der virkelig skærer ned på deres levestandard for at give til missionen og menneskers nød. 

Jeg hører til dem, der lever bedst med lidt i bankbogen og sikre pensioner. Hvad betyder det for mig, at Jesus kalder os til at til at følge ham og ikke bekymre os om, hvad vi skal spise og klæde os med? Hvad betyder det for mig? Betyder det, at jeg skal holde op med at arbejde og i stedet satse på, at Gud sørger for, at en konvolut med penge dumper ind ad min brevsprække hver mandag? For nogle så er det måden at efterleve Jesu undervisning på. Det er dog helt tydeligt, at Det nye Testamente formaner den kristne til selv at arbejde og tjene sine penge. (1Thess 4,11-12) Men at hente vores tryghed ved en god bankkonto og en pensionsopsparing, det er at gøre vores ejendom til gud – ja, en afgud. Den, der tror sig sikker, fordi han eller hun har solid bankkonto er utilladeligt dum. På engelsk kaldes denne lignelse da også ‘The Parable of the Rich Fool’, lignelsen om det rige fjols. 

Gud kalder os til en praktisk gudstro – en tro, hvor vi tager Gud på ordet og i praksis sætter vores lid til Gud og hans omsorg. Der findes en rigdom i Gud, som giver tryghed også i dagliglivet. En sådan praktisk gudstro er en prædiken, som til alle tider vil vække opmærksomhed. Det er en prædiken fra tro til tro. 

Udfordringen 

Hvor stor plads fylder penge i dit liv? Har de sat dagsordenen for dig, eller kan du frit dele ud af dem til andre, der har brug for hjælp? 

 

Af

HVAD ER EVANGELIET? Det spørgsmål har vores professor i Ny Testamente, Morten Hørning Jensens, skrevet en laaaang bog om – og sammen med teologistuderende Kasper Bergholt deler han ud af sine tanker og viden i podcastserien Evangeliet er… Hvis du ikke har hørt den endnu – eller mangler at høre nogle af de 11 afsnit – så kan du finde dem alle i afspilleren herunder…

God fornøjelse!

Af

Michael M. Thunbo tog i efteråret 2023 hul på et ph.d.-studie, som belyser, hvordan kriser sætter deres spor i prædikener. Selvom han fokuserer på perioden 1849-1965, så forventer at finde tendenser i prædikener, som også vil sige noget om forkyndelsen i vor tid.

Kan man finde spor af koleraepidemien i 1853, den spanske syge 1918-19, slaget ved Dybbøl i 1864 og verdenskrigene i danske prædikener? Og kan disse spor sige noget om vores tid?

Det spørgsmål undersøger teolog Michael M. Thunbo – ph.d. studerende og akademisk medarbejder ved Center for Praktisk Teologi og Religionspædagogik under Menighedsfakultetet. I denne podcastepisode tager han os med på en tidsrejse til 100 dramatiske år, som på forskellig vis kaster lys over de sundhedskriser og militære kriser, vi oplever i vores tid. Og han fortæller om en meget atypisk forskningsassistent, der hjælper ham med arbejdet.

 

Medvirkende: ph.d. studerende Michael M. Thunbo

Vært: Stefan Vase, kommunikationsleder og landssekretær ved Menighedsfakultetet

 

VIDSTE DU, at du kan blive medlem af Menighedsfakultetet? Læs hvordan du bliver det – og får indflydelse på MF – her: https://teologi.dk/medlem

 

VÆR MED til at støtte Menighedsfakultetets arbejde med at uddanne fremtidens ledere, forkyndere og præster, der brænder for evangeliet – her: https://teologi.dk/stoet-mf/

Af

Det har afgørende betydning, at kirker, kirkelige organisationer og værdibårne virksomheder har dygtige ledere. Derfor afholder Menighedsfakultetet i samarbejde med MentalTouch nu for 3. år i træk en lederuddannelse. Hvis du tilmelder dig inden 1. juli, sparer du 10%.

Uddannelsen henvender sig især til dig, som er leder (eller overvejer en ledelseskarriere) inden for kristelige organisationer, menigheder, skoler, diakonalt arbejde el. lign.

Den fokuserer på ledelse baseret på kristne værdier og menneskesyn, og sigter mod at udvikle personlige ledelseskompetencer. Uddannelsen omfatter seks fagområder: kristent lederskab, strategi, personaleledelse, personlig ledelsesudvikling, kerneopgaver og bestyrelsesarbejde.

De primære undervisere er de to partnere fra MentalTouch Kresten Kragh-Schmidt og Kirsten Trans, der tilsammen har mange års ledererfaring fra starten og NGOer, samt Menighedsfakultets leder Thomas Bjerg Mikkelsen.

Undervisningen består af teori, input fra erfarne ledere, gruppeopgaver samt drøftelser i plenum.

Læs mere om lederuddannelsen – og husk, hvis du tilmelder dig før 1. juli, kan du spare 10% ved at anvende rabatkoden leder10.

Af

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangeliet 28,16-20

På det vindende hold

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Trinitatistiden har navn efter treenigheden. I Sverige hedder tiden efter pinse ikke trinitatistiden. De tæller blot søndagene efter pinse. Det giver god mening, for hele perioden handler om livet i den nye pagts tid, som tager sin begyndelse pinsedag. Trinitatistiden begynder med en konstatering af Guds mission og den kristne kirkes sendelse til verden på trinitatis søndag. Derefter følger en lang række søndage, hvor Jesus tager emner op, som berører discipellivet. 

Troen 

En kinesisk kristen, der var på besøg i Danmark, spurgte undrende:

‘Må I godt offentligt reklamere for jeres gudstjenester og møder? Så må der da ikke være plads nok til alle dem, der kommer?’

Og vi må med skam indrømme, at der er rigelig med plads til dem, der tager imod invitationen. Hvorpå kineseren udbrød:

‘Stakkels jer, så er I den stakkels forfulgte kirke og ikke os.’ 

Mange ynder at kalde disse ord af Jesus for dåbsbefalingen. Men det er en stor misforståelse. Hovedudsagnsordet er nemlig ikke at døbe. Det er derimod at gøre til disciple. Til det formål har vi så to redskaber nemlig at døbe og at oplære.

Dåb kan altså ikke stå alene, og det giver ingen mening bare at døbe uden oplæring. Her er et korrektiv til vores folkekirkes dåbspraksis, hvor man døber rask væk hvem som helst – og mener, at man har opfyldt Jesu befaling om at gøre alle mennesker til hans disciple, når man har døbt så mange som muligt.  Men befalingen går ikke på at døbe. Nej, den går på at gøre mennesker til hans disciple. Vi må som kirke aldrig gå på kompromis med Jesu befaling om at gøre mennesker til hans disciple. Det er et vigtigt perspektiv at have med i disse år, hvor dåbstallet falder, og folkekirken visse steder i fx. København er nede på omkring 50%. Så nytter det ikke noget med drop in dåbsarrangementer, hvor glædeligt det end er, at voksne, udøbte danskere tager skridtet og lader sig døbe. Jesu discipelbefaling er også vigtig at have i baghovedet, når der i disse år arbejdes med dåbsritualet. Her må vi ikke glemme, at Jesu befaling går på at gøre mennesker til hans disciple, og at dåb og undervisning blot er redskaber til at opfylde denne befaling. 

En afgørende forudsætning for at kunne opfylde denne discipelbefaling er Jesu ord om, at han har al magt. ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …’ Gå derfor – fordi Jesu har al magt. Det giver ingen mening at forsøge på at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, hvis ikke han har al magt.

Det kan vi dog godt komme til at tvivle på, når vi ser os omkring i denne verden. Her ser det ikke altid ud til, at Jesus har al magt. Og så kan vi let lade hænderne synke og miste modet. Og vi tænker: ‘Hvad nytter det alt sammen?’ Denne pessimisme præger især os her i den vestlige del af verden, hvor det mange steder står sløjt til med opfyldelsen af Jesu store befaling.

Men løfter vi vort blik og ser ud over hele verden, ser vi, at mennesker i tusindvis bliver døbt og oplært til at være disciple. Der er ganske enkelt tale om en enorm vækst i den kristne kirke i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Det må vi ikke glemme, når vi kan miste modet herhjemme over den kristne kirkes tilbagegang. Guds kirke er et, og når et lem glæder sig, så må resten af legemet også glæde sig. Jo, sandelig har Jesus stadig al magt. Vi er stadig på det vindende hold, når vi er sammen med ham. Den, der er på hold med Jesus, er altid på det vindende hold. Det er godt at vide, når vi slider med at opfylde hans befaling om at gøre alle mennesker til sine disciple. 

Vi kan måske være lidt ukonfortable med det her med at gå ud og gøre mennesker af anden tro til hans disciple. Hvem er vi, der tør pådutte andre vores tro? Men det er heller ikke det, vi gør, når vi driver mission. For det kan slet ikke lade sig gøre at pådutte et andet menneske vores tro. Kærligheden tvinger jo ingen. Og vi skal ikke af den grund nøjes med at føre en respektfuld dialog med muslimer og hinduer og ateister. En kristen må altid gå et skridt videre og præsentere vores medmennesker for evangeliet om Jesus. Vi ønsker at muslimer, hinduer og ateister skal komme over på det vindende hold med Jesus og dem, der allerede er blevet hans disciple. Vi kan slet ikke lade være med at fortælle om ham. For som apostlen Paulus skriver: ‘Thi Kristi kærlighed tvinger os…’ (2 Kor. 5,14) 

Udfordringen 

Er du tilbageholdende med at vidne om Jesus? Har du glemt, at du er på det vindende hold?