PÅ SØNDAG

Af
The parable of the Prodigal Son. Maleri af Massey Cornelis.

Jesus sagde også:

»En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen:
Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig.

Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget.

Da gik han i sig selv og tænkte:
Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.

Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham.

Sønnen sagde til ham:
Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn.

Men faderen sagde til sine tjenere:
Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede:
Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold.

Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far:
Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.

Faderen svarede:
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.«

Lukasevangeliet 15,11-32

To fortabte sønner og en far

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesu lignelse om faderen og de to sønner er en juvel i rækken af Jesu mange lignelser. Den ligger der og belyser Guds store kærlighed til os fortabte store og små brødre. Jesus beskriver i korte og klare træk de mange forskelle, der kan være på lillebror og storebror i en familie. Den ældste er pligtopfyldende og arbejdsom, adlyder sine forældre og forventer at blive belønnet for sit slid. Den yngste er derimod forkælet og udfordrer familiens normer og værdier og er god til at leve i nuet. Han tager sine forældres kærlighed som en selvfølge og går ikke af vejen for at kræve sin ret og arv.

Men hvor forskellige de to brødre end er, så har de dog et til fælles: De har nemlig begge misforstået, hvad det vil sige at være børn og have en far. Jesus fortæller denne lignelse, fordi nogle fromme jøder var forargede over, at han omgikkes nogle, der i jødernes øjne var tvivlsomme typer.

Troen

Åh hvor ville jeg gerne, jeg havde forstået denne lignelse anderledes, da jeg som ung rejste rundt med min far til forskellige bibelcampings, hvor denne tekst ofte blev benyttet. Her udlagde prædikanten ofte den yngste søn som den fortabte søn, der måtte omvende sig og vende hjem til sin far. Her blev han budt velkommen hjem, og forsamlingen kunne højt og med stor glæde synge: ‘Kimer himmelklokker.’

Problemet for mig var bare, at jeg ikke kunne genkende mig selv i den yngste søn. Jeg havde jo aldrig forladt min himmelske far og havde ikke ødslet min arv og mit liv bort derude i den store stygge verden. Jeg havde været en kristen hele mit liv og trængte ikke til omvendelse. I hvert fald ikke som den yngste søn gjorde. Hvor ville jeg ønske, at prædikanten havde sat fokus på den ældste søn og hans fortabthed. Så ville jeg kunne have spejlet mig i ham og kunne have sat ord på, hvad min fortabthed betyder. At der ikke er en, men to fortabte sønner. Og en far, som elskede begge sønner lige højt!

Pointen med at begge sønner var fortabte står klart, når vi ser, hvem Jesus fortæller denne lignelse til: I Lukasevangeliet kap. 15,1-4 står der:

‘Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: ‘Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.’

Og så er det, Jesus fortæller denne lignelse. Til hvem? Jo, til farisæerne og de skriftkloge. Jesus fortæller altså lignelsen om den fortabte søn til de forargede. Og nu kan vi umådelig let blive forargede over, at de blev forargede. Men hvorfor i grunden det? Hvorfor forstår vi ikke farisæernes forargelse over Jesus? De mennesker, vi her taler om, er jo ikke omvendte og forhenværende syndere. Det er ikke mennesker, der er begyndt på et nyt liv, som Jesus spiste sammen med. Hvis det var det, så havde farisæerne nok ikke reageret så forarget. Men det var det jo ikke. Det var nuværende faktiske syndere, det var mennesker, som ikke engang var begyndt at angre deres udsvævende liv. Klart nok at farisæerne var forargede over Jesus.

Det er den ældste søn, som netop var forarget over sin fars generøse modtagelse af den lillebror, der rent ud sagt havde hånet sin far ved at bede om at få forskud på sin arv. Normalt træder en arv jo kun i kraft, når testatator dør. Altså ønskede den yngre bror, at hans far var død.

Det er til de forargede, Jesus fortæller denne lignelse. Altså er det ham, den ældste bror, vi skal spejle os i og med rædsel genfinde os selv i. Lignelsen peger på ham, den ældste bror, og spørger: ‘Er det virkelig ham, du ønsker at ligne?’ Når vi ofte kalder den yngste søn for fortabt, tænker vi, at det skyldes alle de slemme ting, han gjorde. Men nej, det gør det faktisk ikke. I virkeligheden var det noget andet, der gjorde, at han var fortabt:

Han blev tabt for sin far i det øjeblik, han besluttede sig at forlade sin far. Han kunne i og for sig have levet et pænt og anstændigt liv ude i det fremmede, være en velanskrevet borger, en eksemplarisk ægtemand og far. Men det ville alt sammen ikke gøre fra eller til. Han ville stadig være den fortabte søn. Nemlig den søn, som ikke gad være hjemme hos sin far længere, men ønskede sig frihed til at gøre, ligesom han ønskede. Her var det punkt, hvor faren mistede sin søn.

Og her er stedet, hvor Gud stadig mister sine sønner og døtre. De gider ikke være hjemme mere. De vil leve et liv i frihed uden Gud. Nogle går så i hundene, mens andre ender som agtede og ærede borgere. Men fortabte er de!

Og det var den ældste søn også. Han siger jo forurettet til sin far: ‘Nu har jeg tjent dig i så mange år (underforstået: alt for længe) og aldrig overtrådt et eneste af dine bud;’ (og måske underforstået: ‘Hvor har jeg haft lyst til det mange gange.’) Han ønskede at blive belønnet for at blive hjemme, altså belønnet for sine gerninger. Så i virkeligheden er der to fortabte sønner. Men de har den samme kærlige, gode og omsorgsfulde far. Sådan er Gud nemlig.

Udfordringen

Hører du også til de forargede, der ikke kan se, at de ikke er et hak bedre end den fortabte lillebror?

Af
Maleri af Carl Bloch, 1877. Kilde: Wikimedia Commons.

Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem:

»Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.

Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte.

Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Lukasevangeliet 14,25-35

At følge Jesus koster alt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er blevet populær. Så populær at store skarer af mennesker flokkes om ham. Det er til disse, han henvender sig med ordene om at: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.’ Jesus er ikke interesseret i have så mange som muligt, der følger ham på Instagram, og hvad der ellers findes af digitale platforme, men han er optaget af at vinde disciple – disciple, der vil opgive alt for at være hans efterfølgere. Jesus er interesseret i efterfølgere og ikke kun interesserede følgere.

Troen

‘Hvis bare kirken var lidt mere moderne i sin udtryksform og havde lidt mere nutidig musik og ikke havde så travlt med at blande sig i folks privatliv, så ville jeg gerne komme lidt oftere.’

Mon ikke vi alle har hørt denne sang på et eller andet tidspunkt, når vi har talt med hr. og fru Pedersen om det at gå i kirke? Ikke at der kun skal være plads til orgelmusik i kirken, og det handler heller ikke om, at man skal kunne tale kirkesprog for at være med. Men på et eller andet tidspunkt bliver vi nødt til at møde bibelens Jesus. Og den Jesus, vi her møder, er ikke ligefrem diplomatisk. Her har Jesus ellers chancen for at blive populær. Men nej, det forsøger han ikke på. I stedet siger han: ‘Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor…’ Værsgo. Der er ikke megen salgstale over de ord.

Der er omkostninger forbundet med at være en Jesu discipel. Det er disse omkostninger, Jesus beder os om at være opmærksomme på med billedet af tårnbyggeriet. Kristus har betalt for os en gang for alle. Frelsen er gratis. Det er ikke på den måde, at frelsen koster noget. Det er egentlig et spøjst billede, Jesus bruger. Hvor mange er det lige, der bygger et tårn i deres baghave? Men på Jesu tid var der ikke noget mærkeligt i det eksempel. En vingårdsejer byggede fx. vagttårne for at kunne overvåge deres vingård. Så Jesu tilhørere har straks forstået hans billede med at bygge et tårn.

Beregn omkostningerne ved at følge mig, siger Jesus. Han advarer os naturligvis ikke imod at følge ham, men beder os om at tænke omkostningerne igennem. Men ligefrem at hade sine forældre? Er det ikke for meget? Lugter det ikke lidt for meget af jihad og hellige krigere? Af fanatisme og ensporethed? Og det med at hade sit eget liv? Lyder det ikke for selvfornægtende i en tid, hvor der er enorm fokus på selvrealisering og dyrkelse af den menneskelige krop? Og siger Jesus ikke også, at vi skal elske os selv, som vi elsker vores næste?

På dansk er ordet hade og elske udelukkende forbundet med noget følelsesmæssigt, men der ligger ikke nødvendigvis det samme i det græske ord. Ordet, der er oversat med ‘hade’, betyder også at have aversion imod, at forsømme. Det er dog stadig stærke udtryk, Jesus bruger, og vi kan have svært ved at forstå ham. I bibelen på hverdagsdansk er Jesu ord oversat sådan: ‘Enhver som vil være min discipel, skal sætte mig højere end sin far og mor ….’ Det gengiver meningen med Jesu ord, men er dog nok for svagt i forhold til det, Jesus virkelig siger.

Det, Jesus her minder os om, er det første bud:’ Du må ikke have andre guder end mig.’ At være en kristen handler ikke om at realisere sig selv så meget som muligt. Det handler derimod om at sætte Gud i skikkelse af Jesus højere end noget andet i denne verden. Jesus må være nummer et i en discipels liv. Og det betyder så også, at alt og alle andre må abdicere. Mine forældre skal jeg ære, min ægtefælle skal jeg elske som mig selv, mine børn skal jeg vise omsorg, min familie skal jeg værdsætte, og mit eget liv skal jeg værne om. Men igen af disse må sidde på tronen i mit liv. Ingen af dem må få magten over mit liv og bestemme over mit liv. Det må alene Jesus.

‘Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel’, siger Jesus. At bære sit kors, betyder ikke blot at lide døden for Jesu skyld. Det er der nogle, der er kaldet til. Men for os alle gælder det, at omkostningerne ved at følge Jesus er så store, at Jesus kalder det at miste sit liv eller at give afkald på alt sit eget. Det begynder i dåben. Her mister man sit liv for første gang. Paulus skriver: ‘Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden.’ (Rom. 6,4) Og denne proces fortsætter resten af livet. Dagligt må vi lade vore syndige tanker og handlinger korsfæste sammen med Kristus i dåben. Dagligt må vi miste os selv og dø sammen med Kristus.

Udfordringen

Når du tænker efter, hvem sidder så på tronen i dit liv? Og synes du, det at gå i hans fodspor er det hele værd?

Af

En i skaren sagde til Jesus:
»Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.«

Men han svarede:
»Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?«

Og han sagde til dem:
»Se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.«

Og han fortalte dem en lignelse:
»Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre: Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og dér vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og jeg vil sige til mig selv: Så, min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad! Men Gud sagde til ham: Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.«

Lukasevangeliet 12,13-21

Det rige fjols

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Det første, vi møder i den lange trinitatistid, er en tekst om en discipels forhold til penge. Jesus advarer os imod griskhed; at ville have mere af det, man allerede har nok af. To brødre er kommet på kant med hinanden om arven efter deres far. Ifølge rabbinsk skik skulle den ældste søn arve to tredjedele og den yngste en tredjedel efter en far. Jesus afviser at være dommer i deres tvist, for han ser, at det egentlige problem for den forurettede bror var, at dette stykke jord var kommet til at betyde så meget for ham. Den jord, han ikke fik, havde erobret en stor plads i hans hjerte. Han var blevet fanget af den jord, han ikke fik. Dette fangenskab ville han ikke blive kvit ved at få arven. Problemet var, at han var kommet ind under guden Mammons besættelse, og den slipper man ikke ud af ved at få et stykke af det, man begærer. At ville tilfredsstille sit begær efter mammon med mere mammon er som at forsøge at slukke sin tørst ved at drikke saltvand. Jo mere man drikker, des mere tørstig bliver man. 

Troen 

Hvorfor har penge så stor magt over os? Det har den, fordi den har med selve livets opretholdelse at gøre. Vi ser det også i fadervor. Her beder vi om det daglige brød, og straks efter beder vi: ‘forlad os vor skyld’. Bønnen om tilgivelse kommer altså lige efter bønnen om det daglige brød. Det er da tankevækkende. Vores generation er så vant til at have mere end nok af det daglige brød. Men for de fleste mennesker både nu og før i tiden har det været det centrale i tilværelsen: hvordan sørge for det daglige brød? Intet er os vigtigere end livets opretholdelse, og intet angår os mere end det at sikre os selv et rimeligt godt liv. Vi, der lever i overflod i Skandinavien, kan let lade os narre til at tro, at afhængigheden af mammon ikke er vores problem. Grunden til det er, at vi aldrig har været i nød – at vi aldrig eller sjældent for alvor har været derude, hvor vi ikke har andre end Gud at sætte vor lid til. Jesus havde kaldet sine disciple til et vagabondliv uden fast indtægt. De havde måttet øve sig i at leve som fuglene under himlen og som liljerne på marken. De havde måttet satse på først at søge Guds rige og derefter erfare, at alt det andet blev givet i tilgift. Og det samme kalder Jesus os til, der er hans disciple i dag. 

Manden kommer til Jesus og beder om hjælp til at få sin arv. Han er ikke klar til det ubekymrede liv, hvor hver dag og dens behov modtages direkte af Guds hånd, hvor livet er noget, man får og ikke er noget, man har krav på. Jesus holder her et spejl op for denne mand og alle os, der hører denne beretning. Et spejl, som vi kan se os selv i og blive vækket til omvendelse. 

Jesus konstaterer bare, at der var en rig bonde. Han antyder ikke, at han have fået sin rigdom ved uærlige midler. For en jøde var rigdom netop et udtryk for Guds velsignelse. Og her kommer så det afgørende punkt i fortællingen: Hvad gør manden ved det kæmpe overskud, han har genereret? Eller hvad har denne overflod gjort ved manden? Jo, den tager ham til fange, og han lader sig indfange. For overfloden lokker med sikkerhed og tryghed nu og mange år frem. Og det tilbud er svært for et menneske at afslå. Vi kender os selv dårligt, hvis vi tror, at det er anderledes for os. Kender du ikke til den tanke: ‘Tænk sig, hvad jeg kunne have købt for alle de penge, jeg har givet i min givertjeneste?’ Og samtidig må jeg indrømme, at jeg aldrig har manglet noget som helst på grund af min givertjeneste, og jeg bliver enormt imponeret over kristne, der virkelig skærer ned på deres levestandard for at give til missionen og menneskers nød. 

Jeg hører til dem, der lever bedst med lidt i bankbogen og sikre pensioner. Hvad betyder det for mig, at Jesus kalder os til at til at følge ham og ikke bekymre os om, hvad vi skal spise og klæde os med? Hvad betyder det for mig? Betyder det, at jeg skal holde op med at arbejde og i stedet satse på, at Gud sørger for, at en konvolut med penge dumper ind ad min brevsprække hver mandag? For nogle så er det måden at efterleve Jesu undervisning på. Det er dog helt tydeligt, at Det nye Testamente formaner den kristne til selv at arbejde og tjene sine penge. (1Thess 4,11-12) Men at hente vores tryghed ved en god bankkonto og en pensionsopsparing, det er at gøre vores ejendom til gud – ja, en afgud. Den, der tror sig sikker, fordi han eller hun har solid bankkonto er utilladeligt dum. På engelsk kaldes denne lignelse da også ‘The Parable of the Rich Fool’, lignelsen om det rige fjols. 

Gud kalder os til en praktisk gudstro – en tro, hvor vi tager Gud på ordet og i praksis sætter vores lid til Gud og hans omsorg. Der findes en rigdom i Gud, som giver tryghed også i dagliglivet. En sådan praktisk gudstro er en prædiken, som til alle tider vil vække opmærksomhed. Det er en prædiken fra tro til tro. 

Udfordringen 

Hvor stor plads fylder penge i dit liv? Har de sat dagsordenen for dig, eller kan du frit dele ud af dem til andre, der har brug for hjælp? 

 

Af

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Matthæusevangeliet 28,16-20

På det vindende hold

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Trinitatistiden har navn efter treenigheden. I Sverige hedder tiden efter pinse ikke trinitatistiden. De tæller blot søndagene efter pinse. Det giver god mening, for hele perioden handler om livet i den nye pagts tid, som tager sin begyndelse pinsedag. Trinitatistiden begynder med en konstatering af Guds mission og den kristne kirkes sendelse til verden på trinitatis søndag. Derefter følger en lang række søndage, hvor Jesus tager emner op, som berører discipellivet. 

Troen 

En kinesisk kristen, der var på besøg i Danmark, spurgte undrende:

‘Må I godt offentligt reklamere for jeres gudstjenester og møder? Så må der da ikke være plads nok til alle dem, der kommer?’

Og vi må med skam indrømme, at der er rigelig med plads til dem, der tager imod invitationen. Hvorpå kineseren udbrød:

‘Stakkels jer, så er I den stakkels forfulgte kirke og ikke os.’ 

Mange ynder at kalde disse ord af Jesus for dåbsbefalingen. Men det er en stor misforståelse. Hovedudsagnsordet er nemlig ikke at døbe. Det er derimod at gøre til disciple. Til det formål har vi så to redskaber nemlig at døbe og at oplære.

Dåb kan altså ikke stå alene, og det giver ingen mening bare at døbe uden oplæring. Her er et korrektiv til vores folkekirkes dåbspraksis, hvor man døber rask væk hvem som helst – og mener, at man har opfyldt Jesu befaling om at gøre alle mennesker til hans disciple, når man har døbt så mange som muligt.  Men befalingen går ikke på at døbe. Nej, den går på at gøre mennesker til hans disciple. Vi må som kirke aldrig gå på kompromis med Jesu befaling om at gøre mennesker til hans disciple. Det er et vigtigt perspektiv at have med i disse år, hvor dåbstallet falder, og folkekirken visse steder i fx. København er nede på omkring 50%. Så nytter det ikke noget med drop in dåbsarrangementer, hvor glædeligt det end er, at voksne, udøbte danskere tager skridtet og lader sig døbe. Jesu discipelbefaling er også vigtig at have i baghovedet, når der i disse år arbejdes med dåbsritualet. Her må vi ikke glemme, at Jesu befaling går på at gøre mennesker til hans disciple, og at dåb og undervisning blot er redskaber til at opfylde denne befaling. 

En afgørende forudsætning for at kunne opfylde denne discipelbefaling er Jesu ord om, at han har al magt. ’Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, …’ Gå derfor – fordi Jesu har al magt. Det giver ingen mening at forsøge på at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple, hvis ikke han har al magt.

Det kan vi dog godt komme til at tvivle på, når vi ser os omkring i denne verden. Her ser det ikke altid ud til, at Jesus har al magt. Og så kan vi let lade hænderne synke og miste modet. Og vi tænker: ‘Hvad nytter det alt sammen?’ Denne pessimisme præger især os her i den vestlige del af verden, hvor det mange steder står sløjt til med opfyldelsen af Jesu store befaling.

Men løfter vi vort blik og ser ud over hele verden, ser vi, at mennesker i tusindvis bliver døbt og oplært til at være disciple. Der er ganske enkelt tale om en enorm vækst i den kristne kirke i Sydamerika, Afrika og Sydøstasien. Det må vi ikke glemme, når vi kan miste modet herhjemme over den kristne kirkes tilbagegang. Guds kirke er et, og når et lem glæder sig, så må resten af legemet også glæde sig. Jo, sandelig har Jesus stadig al magt. Vi er stadig på det vindende hold, når vi er sammen med ham. Den, der er på hold med Jesus, er altid på det vindende hold. Det er godt at vide, når vi slider med at opfylde hans befaling om at gøre alle mennesker til sine disciple. 

Vi kan måske være lidt ukonfortable med det her med at gå ud og gøre mennesker af anden tro til hans disciple. Hvem er vi, der tør pådutte andre vores tro? Men det er heller ikke det, vi gør, når vi driver mission. For det kan slet ikke lade sig gøre at pådutte et andet menneske vores tro. Kærligheden tvinger jo ingen. Og vi skal ikke af den grund nøjes med at føre en respektfuld dialog med muslimer og hinduer og ateister. En kristen må altid gå et skridt videre og præsentere vores medmennesker for evangeliet om Jesus. Vi ønsker at muslimer, hinduer og ateister skal komme over på det vindende hold med Jesus og dem, der allerede er blevet hans disciple. Vi kan slet ikke lade være med at fortælle om ham. For som apostlen Paulus skriver: ‘Thi Kristi kærlighed tvinger os…’ (2 Kor. 5,14) 

Udfordringen 

Er du tilbageholdende med at vidne om Jesus? Har du glemt, at du er på det vindende hold? 

Af

Jesus sagde:

»Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Johannesevangeliet 6,44-51

Vente utålmodigt tålmodigt

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det er 2. pinsedag i dag, og vi skal høre om Helligånden, tænker vi. Og så læser vi disse ord af Johannes om Jesus som det levende brød, der er kommet ned fra himlen, sådan som Gud tidligere havde givet sit folk manna at spise, mens de opholdt sig 40 år i ørkenen efter udfrielsen af slaveriet i Ægypten. Og vi tænker: hvad i alverden har det med pinse at gøre?

Troen

Manna er et sødt mellignende fødemiddel. Vi kan måske trækket et mannakorn og leve af det en enkelt dag. Men tænk sig at skulle leve af manna hver eneste dag i fyrre år. Mannagrød til morgenmad. Mannasuppe til middagsmad. Mannabrød til eftermiddagskaffe. Og endelig mannapandekage til aftensmad. For så lige at snuppe et enkelt mannakorn til aftenkaffen. Der er sandelig ikke noget at sige til, at jøderne kørte trætte i den menu – dag ud og dag ind i fyrre år.

Jesus sammenligner sig her med manna. Ligesom det kom ned fra himlen for at give liv til de mange tusinde flygtninge, der dengang opholdt sig i ørkenens asylcenter, sådan er Jesus også kommet ned fra himlen til os. Men den manna, han er, bliver vi aldrig trætte af at spise. Vi kan spise den igen og igen.

Paulus skriver til menigheden i Efesus, at de skal lade sig fylde Ånden. ( Ef. 5,18) Lad jer fylde. Mærker du måske et stik i hjertet? For når du ser på dit eget liv og din menigheds liv, ser du da tegn på Åndens fylde? Mærker du noget til Helligånden i dit liv? Lad jer fylde af Ånden, siger apostlen. Hvordan ser et åndsfyldt liv så ud? Og svaret overrasker dig måske. I indledningen til sin bjergprædiken siger Jesus nemlig: ‘Salige er de fattig i ånden, for Himmeriget er deres.’ (Matt. 5,3) Det begynder altså med en erfaring af mangel på Ånd. Det begynder med en tomhed. Det siger jo sig selv, at skal man blive fyldt med noget, så må der være en mangel først. Et tomrum må der være, for at noget kan blive fyldt igen. Denne erfaring af tomhed må der være for at dit liv kan blive fyldt af Helligånd. Det, at du længes, det, at du tørster efter at blive fyldt af Helligånd, er ikke en mangel ved dig, men selve forudsætningen for, at du kan blive fyldt af Ånden.

Det begynder altså med en længsel, en tørst efter Ånd, efter levende vand. Efter sin himmelfart siger Jesus til disciplene, at de skal vente i Jerusalem, indtil de bliver iført kraft fra det høje. De skal vente på Helligånden. De skal vente tålmodigt, være udholdende og vedholdende. Og disciplene gik da heller ikke frustrerede hjem og gav sig til at fremmane en følelse af Åndens fylde. Hvad gjorde de så? Jo, de bad, de læste i deres bibel, de kom dagligt i templet. Det var det, de gjorde. De ventede med ro og utålmodighed. De jagtede ikke Helligånden, som om de selv skulle skabe den åndelige kraft og fornyelse. De søgte ikke en bestemt følelse af, at nu var Ånden der. Men de færdedes dagligt i templet, bad deres bønner, og de læste de sædvanlige tekster fra deres bibel. Alt sammen ikke særlig flot og stort. De gjorde såmænd kun det, de altid havde gjort. Men de gjorde det ud fra det løfte, Jesus havde givet dem om en ny talsmand.

Men lad jer fylde af ånden. Netop: lad jer fylde. Der er tale om en vedvarende proces. Jamen har vi ikke allerede Helligånden, når vi er troende mennesker? Har jeg ikke allerede Ånden, når jeg tror på Jesus? Jo, det er sandt. ‘Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham…’ Men stadigvæk formaner og opmuntrer apostlen os til at lade os fylde af ånden. Erfaringen af Helligånden er noget, der må og kan ske igen i dit liv. Gud ønsker tørstige disciple. Gud ønsker tørstige kristne.

Vi oplever hele Åndens fylde ved at turde vente med utålmodig tålmodighed. Vente mens vi fortsat beder vore bønner Fx. denne enkle bøn frit efter hukommelsen: ‘Herre Helligånd, du den levende Guds ånd. Fyld mig på ny. Smelt mit stive sind, form mig, fyld mig, brug mig. Hellige Ånd, du den levende Gud.’ Og mens du beder denne bøn, skal du ruste dig med tålmodig, udholdenhed og vente, komme i det kristne fællesskab og læse i din bibel.

Så sker der noget. Hvad tror du, der ville ske med en helt almindelig ikke troende dansker, hvis han gennem to år bad, læste i Bibelen og kom til gudstjeneste og deltog i nadveren? Hvad ville der så ske? Jo, al sandsynlighed siger, at et sådant menneske ville blive fyldt mere og mere af Helligånden.

Og det samme ville ske for dig.

Udfordringen

Har du tid til at vente på Helligånden? Og beder du Gud om at sende en ny pinse til hele sin kirke?

Af

Jesus sagde:

»Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.

Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.«

Johannesevangeliet 14,15-21

Helligånden – Guds joker

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Mange kristne tænker alt for småt om Helligånden. De tænker: ‘Når nu Jesus ikke kunne være hos os mere, så må vi jo nøjes med Helligånden.’ Men Helligånden er ingen bleg erstatning for Jesu nærvær. Han er nemlig sandhedens ånd, Talsmanden, som vil føre Guds riges sag videre her på jorden. Ja, han skal ikke blot være hos os, han skal være i os. Helt inde i det inderste og mest personlige i et menneske. I vore hjerter. Vi er på ingen måde faderløse børn, der må leve deres liv adskilt fra hjemmets trygge rammer. Nej, Jesus bor i os ved sin hellige ånd.

Troen

Det fortælles, at engang i 1800-tallet fandt en englænder em masse guld i Californien. På vej hjem gjorde han ophold i New Orleans. Her blev han vidne til en auktion for sorte slaver. En meget smuk sort ung kvinde blev overbegloet af nogle sjofle mænd. Der var ingen tvivl om, hvad de ville bruge hende til.

Buddene faldt hurtigt. Til sidst var der to tilbage til at kæmpe om hende. Auktionarius råbte til sidst: første gang, anden gang… Men inden han havde fået afsluttet med sit tredje gang, bød englænderen det dobbelte for slavinden. Han havde jo guld nok at betale med. Da kvinden blev givet til sin nye ejer, spyttede hun ham i ansigtet og udbrød: ‘Jeg hader dig.’

Englænderen gik nu hen til et kontor. Hun blev stående udenfor, mens hun så, hvordan denne mærkelige mand diskuterede med en embedsmand. På et tidspunkt så hun guldgraveren hælde alt sit guld ud på bordet. Til gengæld fik han et stykke papir: ‘Her er dit frigivelsespapir. Du er fri’, siger han til kvinden. Hun reagerer ikke, og guldgraveren gentager sit: ‘Du er fri.’ Kvinden spytter ham igen i ansigtet og spørger, hvorfor han gør hende til grin. Men manden gentager sit: ‘Du er fri’ og rækker hende papiret. Endelig går det op for kvinden, at han mener det. Forundret udbryder hun: ‘Du har lige betalt for mig, og så sætter du mig fri!’ ‘Ja, det var jo derfor, jeg købte dig,’ siger guldgraveren. Da udbryder kvinden: ‘Alt, hvad jeg ønsker, er at tjene dig fra nu af, for du købte mig og satte mig fri.’

Denne beretning viser os Guds store kærlighed til os. Han købte os fri med sit blod på korset, og derfor er vi nu frie til at elske ham, tjene ham og holde os til ham. Og det er Helligånden, der alene kan skabe denne taknemmelighed hos et menneske og få os til kun at ville tjene ham.

Vores lutherske kirke er bygget op omkring nogle dogmer og trossætninger, og det er meget godt, for kristentro er jo ikke hvad som helst. Men hvis kristentro bare bliver nogle læresætninger, eller en teoretisk ballast jeg har med mig, så må jeg bøje mine knæ og vende om til ham igen. For jeg kender ikke Gud ved at kunne sige noget klogt og rigtigt om ham og kunne lære udenad. Gud kender jeg ved at leve med ham. Det er, hvad pinse handler om. Helligånden er den, som åbenbarer Gud for os, så mødet med ham ikke stivner i traditioner og gamle normer.

Jeg har hørt om en kirke i Chicago, som på sin altertavle har en masse sommerfugle til pinse. Hvad er mon meningen med alle de sommerfugle? Jo, de minder os om, at kirken forpupper sig pinsedag. Pinsedag forvandles den og får vinger, så den kan flyve. Pinsedag kommer kirken ud af sit sikre hylster og træder ud i den verden, som venter på, at de kristne skal fortælle om den opstandne og himmelfarne Jesus, verdens frelser og befrier.

Pinsedag stiftes den kristne kirke og kommer frit frem. Disciplene havde fået besked på at vente i Jerusalem, indtil de bliver iført kraft fra det høje, Helligånden. Indtil da skal de forholde sig i ro, for uden Helligånd formår de ingen ting. Men iført Helligåndens kraft, formår de utrolige ting. Helligånden er den skjulte, men ikke desto mindre reelle joker, der får disciplene til at gå ud i bogstavelig talt hele den kendte verden med de gode nyheder om Jesus. Den første bog lige efter de fire evangelier kalder vi Apostlenes gerninger, fordi der i denne bog berettes om de utrolige virkninger, apostlenes forkyndelse og vidnesbyrd fik. Men egentlige burde bogen hedde Helligåndens gerninger. For det var jo ham, der virkede igennem apostlenes liv og ord. Helligåndens gerninger – Helligåndens utrolige gerninger. Jo, sandelig er Helligånden Guds joker, ham der gang på gang overrasker os med sine fantastiske og overraskende handlinger.

Og vi har adgang til den samme Helligånd i dag! Helligånden er nøjagtig den samme Ånd, som fik apostlene til at gå ud i hele verden med sejrsbudskabet om den opstandne og himmelfarne Jesus. Så lad os da bøje os og takke for denne store gave, Gud vil give os i dag. Lad os leve og vandre i Ånden!

Udfordringen

Regner du også med Helligånden som Guds joker i dit liv og i din tjeneste for ham?

Af
Agony in the Garden. Maleri af Giorgio Vasari.

Jesus sagde:

»Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Johannesevangeliet 17,20-26

Meget mere tilfælles, end vi tror

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Jesus beder for os. Og især beder han om en ting: vi kristnes enhed i troen på ham. Men ser vi ud over kristenheden i dag, ser vi, hvor meget splittelse, det er lykkedes Djævelen at så iblandt os kristne. Vi er delt i kirker med forskellige bekendelser. Og inden for de enkelte kirker er der stor uenighed om, hvad kirken står for. Helt ned i den lokale menighed er der splittelse mellem os. Og hvad gør det ved det kristne vidnesbyrd? Ja, det fremmer ikke ligefrem vidnesbyrdet over for hr. og fru Jensen. 

Troen 

Nu bede vi den Helligånd at sammenknytte os ved troens bånd og til verdens ende kirken at bevare, nådig at afvende al dens nød og fare. Herre, hør vor bøn! (DDS 289,1).

Det er lige nøjagtig det, Jesus beder om for sine venner her den sidste aften før sin død. Det er Jesu testamente, hans sidste vilje, vi her lytter til. Og det, som et menneske giver udtryk for på sit dødsleje, det ved vi, er ladet med en særlig betydning. Her er ikke plads til småting, men kun ting, der virkelig betyder noget. Og det her med de kristnes enhed og indbyrdes kærlighed er altså Jesu sidste vilje, hans livstestamente.

’Du kærlighedens Ånd! indgyd i Herrens samfund kærlighedens fryd, så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine! Herre, hør vor bøn!’ (DDS 289.3) 

Det er vores enhed som kristne, Jesus beder om. Han ønsker inderligt, at vi, som tror på ham, må være et. Som enheden i en familie, hvor mor og far er et, børnene er et med hinanden, ligesom de er et med mor og et med far. Og sammen er de indesluttet af en fælles kærlighed og enhed. Vi ser, at Jesus her kæder den enhed, der findes mellem dem, som tror på han, sammen med den enhed, der eksisterer mellem Gud fader i himlen og hans søn her på jorden.  

‘Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være et, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, så verden skal tro, at du har udsendt mig.’

Når Jesus har bedt en sådan bøn til sin far, er den naturligvis allerede opfyldt. Kirkens enhed er ikke noget, der ligger og venter forude, men den er allerede en realitet. Jesu Kristi kirke er allerede et.

Vi kan anskueliggøre det med et billede. Hvis et isbjerg ligger og flyder i havet, ved vi, at det er meget større, end det blotte øje lige kan se: ni gange større, for det er kun en 1/10, der rager op over vandet. De 9/10 ligger og gemmer sig neden under havoverfladen. Lad os udvide billedet lidt og sige, at vi ser syv eller ni eller 17 små og store isbjerge ligge i havet, og de har tilsyneladende ingen indbyrdes forbindelse. Men det er jo noget, vi tror. For her er mere, end du ser. Går vi i dybden, vil vi med undren opdage noget andet, nemlig at det er et stort isbjerg, der bare stikker op af vandet syv eller ni eller 17 gange forskellige steder. I virkeligheden er det et kæmpestort isbjerg.

Det er et billede, der godt kan sige noget om kirkens enhed. Nede i dybden af den stakkels splittede kristenhed er der en enhed, som øjet ikke umiddelbart ser. Vi har samme Gud, samme Jesus og samme helligånd. Vi har samme Golgata, samme grav i Josef af Arimatæas have, samme påskemorgen at se tilbage på, og samme legemlige opstandelse at se frem til. Vi har samme bibel at læse og høre. Vi har samme trosbekendelse, samme Fadervor at bede. Vi er døbt med den samme dåb, selv om vi forvalter den forskelligt, og vi har samme nadver at leve af, indtil Herren kommer tilbage (selv om vi fortolker den forskelligt. Vi har faktisk rigtig meget tilfælles, når vi ser, hvad der skjuler sig under overfladen. 

Hvordan skal kirken da reagere, når den ser på sig selv og sin splittethed? Skal vi sige til os selv, at nu må vi altså langt om længe se at opfylde Jesu bøn. Nej, for det er jo ikke en bøn, der er bedt til os, men en bøn, der er bedt til Gud, og som for længst er opfyldt. Hvad skal vi så gøre? Jo, vi skal blive det, vi allerede er, nemlig et i troen på Jesus. Og så skal vi lade være med at bygge nye skanser og volde op omkring vores kirke og slutte med at behandle andre med mistro og mistillid. Og denne enhed begynder i det enkelte sogn og i den enkelte menighed.

Hvornår har du fx. sidst bedt og takket for din lokale menighed og sogn og bedt:

‘Herre giv nyt liv til min menighed, styrk den og saml den, foren dens modsætninger. Herre, gør din kirke til et, ligesom du er et. .. så vi glade vandre, Jesus, mellem dine, elskende hverandre, som Gud elsker sine.’

Udfordringen 

Har du tænkt på, hvor meget vi har til fælles som kristne? 

Af

Jesus sagde til dem:

»Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

Lukasevangeliet 24,46-53

Afsked og nærvær

Af Mogens G. Jensen

Tanken 

Kristi himmelfartsdag er dagen, hvor Jesus fuldender sin gerning her på jorden. Han steg ned til os, og nu vender han tilbage til sin far efter veludført arbejde. Til trods for at Jesus forlod sine disciple, så handler Kristi himmelfart ikke om afsked og farvel, men om afsked og nærvær. Dagens nerve er afsked og en ny begyndelse. Begyndelsen på den kristne verdensmission og begyndelsen på disciplenes vandring og liv sammen med den opstandne Jesus. 

Troen 

Der er blevet sagt mange dumme vittigheder om Kristi himmelfart. Derfor må vi begynde med at slå fast, at himlen ikke er et sted, en lokation ude i himmelrummet. Hvad er himlen så? Ja, her står vi ved grænsen for vores menneskelige erkendelse. Den er nemlig bundet til denne verden, hvor der altid er noget, der hedder tid, sted, vægt, rum og afstand. Inden for de rammer kan vi forklare os og er på hjemmebane. Men når der er tale om himlen, er vi bogstaveligt talt på Herrens mark. For med himlen er det helt anderledes. Himlen er, som Paulus siger:

‘Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte…’ (1. Kor. 2,9).

Vi skal derfor tænke om himlen som Guds usynlige verden. Ved sin himmelfart fløj Jesus altså ikke op i luften, for der var hverken tale om luftfart eller rumfart. Men han gik over i Guds usynlige verden. Han var udgået fra Gud, og nu vender han tilbage til sin far. (Joh. 16,28) 

Afsked kender vi til. Den har ofte sat sine spor. Der er beretninger om mennesker, som bliver mødt af en lysende skikkelse i dødsøjeblikket. Andre hører en stemme fra himlen. Eller bare et sidste smil eller et lille klem med hånden. Andre gange er der tale om en urolig afsked præget af smerter, uro og angst. 

Der er en særlig stemning over Kristi himmelfartsdag. En stemning af både afsked og glæde. Der står, at Jesus skiltes fra dem og blev båret op til himlen. Men disciplene tilbad ham og vendte tilbage til Jerusalem med glæde. Hvordan kunne de glæde sig over, at Jesus blev taget fra dem? Det kunne de kun, fordi Jesus havde fortalt dem, at han selv ville komme til dem og være sammen med dem i Helligånden. De må have forstået, at Jesu fysiske fravær betød, at han kunne være sammen med dem på en ny og helt anderledes måde, nemlig i det fællesskab, de nu fik med ham som den himmelfarne og i det fællesskab, han havde lovet dem i Helligånden. Kristi himmelfart er ikke Kristi verdensflugt, men Kristi nærvær.  

‘Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.’

Her finder vi befalingen om at gå ud i hele verden og gøre mennesker til hans disciple. Det er den opstandne og himmelfarne Herre, der befaler sine venner at gå ud med budskabet om ham: at han døde for vores skyld, og at han er opstået igen. Det er befalingen. Men der er også et løfte knyttet hertil.

‘Og se, jeg sender det, min Fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.’

Det er Helligånden, Jesus her sigter til. Jokeren i al mission og evangelisation. Jokeren som sprænger alle sandsynlighedsberegninger og alle prognoser. Helligånden er den, som gør det meningsfuldt at gå ud med evangeliet endnu en gang og række ud til moderne mennesker. Her er Helligånden ganske enkelt den usynlige men virksomme joker, der kan åbne menneskesind og åbne døre, der før var lukket forsvarligt til. Helligånden er jokeren, vi som kristen menighed må regne med som en reel medarbejder. 

Bare en som har al magt kan satse på afmægtige. Det er hasard at sætte 11 personer i missionsbevægelse, hvis ikke al magt står bag. Hvis ikke kraften fra det høje er med. Kort og præcist får vi at vide, hvad kristen mission går ud på. Der er ikke tale om mellemfolkelig ulandsbistand eller religionsdialog. Nej, der er tale om omvendelse og syndsforladelse i Jesu navn. Intet mindre end dette. Det må vi aldrig glemme, når vi taler om mission. 

Udfordringen 

Hvordan mærker du Jesu nærhed i din dagligdag? Lever du med Helligånden, og erfarer du hans rolle i den verdensmission, du tager del i? 

Af
Jesus beder. Illustration: Long Thiên

Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:

»Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.

Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«

Johannesevangeliet 17,1-11

Det evige liv er at kende Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det var den lutherske teolog David Chytræus (fra Erik Aagård), der i 1500-tallet fandt på at kalde Johannes evangeliet kap.17 for Jesu ypperstepræstelige bøn. Evangeliet i dag er første halvdel af denne bøn, sidste halvdel følger næste søndag. Jesus træder nu frem som ypperstepræsten på den store forsoningsdag og går i forbøn for sine disciple.

Det er skærtorsdag aften lige inden langfredag, som for kristne er den store og egentlige forsoningsdag. Jesus går i forbøn for sine venner om aftenen, lige før han blev pågrebet i Getsemane have og ført til domfældelse og død. Der, på randen af sin grav, beder Jesus for sine venner. Så stor en kærlighed har han til os, at han på vej mod sin egen død prioriterer at bede for os. Her, den allersidste aften i sit liv, beder Jesus for sine disciple. Han beder om, at de må blive bevaret i det evige liv.

Troen

‘Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.’

Det evige liv består således i at kende Gud og hans søn Jesus. Hermed angiver Jesus en forståelse af det evige liv, som er noget anderledes end den forståelse, vi normalt har af det evige liv. Vi tænker lineært: Først lever vi vort liv her på jorden, og så dør vi, og først derefter begynder det evige liv. Vi tænker tidsmæssigt om det evige liv som et uendeligt langt liv. Ikke så mærkeligt, hvis nogen tænker: ‘Nej, ellers tak. Hvis det evige liv bare er en forlængelse af det her liv i en lang uendelighed, så nej tak. Det bliver for kedeligt, eller det bliver uudholdeligt at skulle forsætte det smertefulde liv, jeg fører nu.’

Måske skulle vi bruge ordet ‘evighedens liv,’ i stedet for det evige liv. Så får vi måske udtrykt den virkelighed, at det evige liv er en tilstand allerede her og nu, og ikke blot en forlængelse af det nuværende liv i en uendelighed. Det evige liv er en virkelighed, vi står i allerede her og nu.

Jesus siger jo:
‘Og dette er det evige liv, at de kender dig den eneste sande Gud, og ham du har udsendt, Jesus Kristus.’

Det evige liv er altså en dimension ved det helt almindelige liv, vi lever her på jorden – allerede her og nu. Og som fortsætter ind i den evighed, der ligger foran os. Og den evighed er alt andet end kedsommelig. Her skal jeg spille fodbold igen til trods for mit handicap nu. Og alt hvad der er smukt, sandt og ægte her og nu, skal vi få lov til at opleve i Guds evige rige. Her skal der ingen smerte være mere, ingen sygdom og ingen død. Her skal der ingen tårer være mere, og her skal der ingen sorg være mere. Og det bliver ikke kedeligt at være i Guds himmel. Jeg tror nemlig, at vi skal være totalt optaget af at se Gud ansigt til ansigt og se, hvem han virkelig er. Se ind i hans ansigt og se os mætte i hans herlighed og kærlighed. Der bliver slet ikke plads og tid til at kede sig.

Jesus bruger her ordet herliggøre mange gange. Det er mærkeligt med det ord: herliggøre. Det er lidt svært helt at fange ind. Det er sådan lidt fluffy. Svært helt at få hold på. Men faktisk herliggør vi nogen hele tiden. Reklamerne herliggør det produkt, de reklamerer for, alt lige fra tyggegummi til dyre biler. Sportsudøvere, skuespillere og kunstnere bliver herliggjort på forskellige platforme. Helt almindelige mennesker herliggøres i talentshows og reality serier. Og på de digitale medier herliggøres bloggere, og de måles ud fra, hvor mange følgere de har.

Som mennesker er vi skabte til at herliggøre Gud og ham alene, at elske og ære ham. Men når vi møder denne herliggørelse af det skabte og af hinanden, står vi i fare for at rette vores tilbedelse imod det skabte i stedet for imod Skaberen. Ja, det er ikke blot en fare, det er en reel afgudsdyrkelse, vi bedriver igen og igen. Men ingen af disse afguder kan give os del i det evige liv, den evige glæde og tilfredsstillelse af vores dybeste længsler. De kan allerhøjest dulme vores længsler for en tid, og bagefter sidder vi tilbage med en følelse af tomhed og ligegyldighed.

Det er Gud, vi er skabt til at herliggøre, til at tilbede, ære og elske. Det evige liv findes kun hos ham. Derfor blev Jesus sendt her til vores jord, for at herliggøre ham, den eneste sande Gud. Ikke ved at iscenesætte ham i en reklame eller i et talentshow. Nej, Jesu herliggørelse af sin far sker ved, at han dør på et kors. Her, hvor Guds søn rammer bunden, netop her herliggøres Gud allertydeligst. Og Gud herliggør sin søn ved at lade ham stå op fra de døde og indtage tronen i himlen ved sin højre hånd. Hos Gud er det evige liv, den evige glæde og fulde tilfredsstillelse af vores dybeste behov og længsler. Lad os derfor tilbede ham og give ham den ære, han alene fortjener.

Og den virkelighed får vi lov til at tage del i allerede her og nu. At kende Gud og hans søn Jesus, det er det evige liv. Som vi synger i en nyere sang: ‘Kende dig, Jesus! Kende dig, det er det største, ja! Du er alt, du er fred, du er min retfærdighed! Ja, jeg elsker dig.’ (nr. 131 i Kristen sang 3. udgave)

Udfordringen

Mærker du, at det evige liv er begyndt allerede her på jorden? Og hvad betyder det for den måde, du lever dit liv på?

Af
Kæde. Foto: Aqua Mechanical (CC BY)

Jesus sagde da til dem:
»Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«

Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham:
»Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.«

De svarede ham:
»Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?«

Jesus svarede dem:
»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Johannesevangeliet 8,28-36

Frihed jeg ved Jesus ejer

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi bevæger os fra påske mod pinse. Og i dag taler Jesus med en stor flok jøder, der er kommet til tro på ham. Men de har endnu ikke sluppet deres egen selvforståelse, nemlig at de frie mennesker. Det er jo ganske grotesk, det der her påstås af jøderne: ‘Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen.’ Det siger det folk, som var slaver i Ægypten, trællede under filistrene, blev ført i eksil i Babylon, og som nu levede under romernes besættelse. Hvor stor kan selvbedraget blive? Jesus sætter her fingeren på det ømme sted i vores forståelse af os selv som frie og oplyste mennesker, som selv mener, at vi har kontrol over vores liv og valg. 

Troen 

Kristentro er frihed – virkelig og sand frihed. Med det emne er vi ikke i periferien, men i centrum af det, Jesus bragte. ‘Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.’ Men mennesker bliver vrede, når de hører den tale. De kan ikke forstå, at de havde brug for befrielse. De indser slet ikke, at de er fangne. Men Jesus forblev tro mod sit kald og sin opgave. Han blev befrieren. Langfredag og påskemorgen er befrielsesaktionen i forhold til syndens magt og syndens skyld.  Det er en frihed, der kan ejes uanset ydre livsvilkår – friheden kan være en realitet både blandt veletablerede og privilegerede, blandt sultende og underpriviligerede. I mondæne kvarterer og i storbyens slumområder. 

Hans frihed er anderledes – det er ikke nødvendigvis frihed fra sult, krig, overbefolkning eller problemer på det personlige, politiske eller nationale plan. Den slags frihed higer mennesker altid efter. Men den frihed, Kristus kommer med, er anderledes. Han er ikke bare medhjælper i alle mulige befrielsesbevægelser. Nej, han er anderledes. Det er noget helt andet, han kommer med. Det er frihed fra den virkelige tvang. Det virkelige og altomfattende fangenskab, som alle mennesker sidder fast i. Det er ikke bare en række onder, men det er dét onde, han vil befri os fra. Syndens trældom. Syndens fangenskab. Rom. 3,23’ … for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud …’ Der er ingen forskel. Alle har syndet, siger Paulus. Han går til roden af alle lidelser – oprøret mod Gud. Hvor alle andre bekæmper og behandler symptomer, kom Jesus for at befri os fra selve den dødelige sygdom, som ingen kan stille noget op imod. 

I dag er budskabet det samme. Og det er fuldstændig lige så eksklusivt knyttet til ham. Og det er også i dag forbundet med de samme reaktioner. Når Jesus forkyndes som sandheden, der alene frigør mennesker, så kommer vreden. 

‘En kristen følger Guds love og holder omhyggeligt Guds bud.’ Et sådant udsagn kan få det til at gibbe i enhver kristen. For erfaringen fra vort liv taler sit eget tydelige sprog om, at selv om jeg er kristen og kender Guds lov og Guds bud, så lykkes det mig gang på gang at bryde dem alligevel. Ja, der findes vel ikke det bud i Guds lov, som jeg ikke har overtrådt i ord, tanke eller handling. Der er stort set ingen huller i min ulydighed imod Guds bud. 

Det er det, de jøder, der var kommet til tro på Jesus, ikke havde indset. Hvis Jesus ikke får lov til at gøre et menneske helt frit, bliver det aldrig til nogen reel frihed. Mennesker kan være bundet af så mange ting. Det kan være omsorgssvigt i den tidlige barndom. Mennesker kan være bundet af mindreværdskomplekser: Jeg duer ikke til noget, alle andre er smukkere og mere lykkelig end mig. Det kan være seksuelle bindinger, og det kan være hævntanker, der binder en. Mistillid til andre kan også være noget, der gør et menneske ufrit.   

Førend disse bindinger erkendes og bekendes, kan et menneske ikke blive sat fri. Vil du teste, om du er fri, kan du jo blot prøve at bekæmpe disse sorte pletter i dit liv. Og så vil du opleve, hvor bundet du i virkeligheden er. Hvis du har det som jeg, så har du svært ved at indrømme over for dig selv, hvor dybt synden er rodfæstet i dig. Det er en bitter pille at sluge, når Jesus siger, at de, som gør synden, er syndens træl. Jo, jeg vil nok indrømme, at jeg synder ind imellem, men jeg bevarer ofte en restfølelse af kontrol. Hvis bare jeg får bugt med den dårlige vane, så skal det nok lykkes mig at blive en anden. Hvis blot jeg får lidt mere tid og overskud til at gøre op med den uhensigtsmæssige måde at reagere på, så skal jeg nok blive fri, tænker jeg. 

‘Enhver, som gør synden, er syndens træl,’ siger Jesus. Derned fratager han mig al kontrol. Jeg kontrollerer ikke synden, men synden kontrollerer mig. Førend jeg indser det, kan Jesus ikke gøre mig fri. Ved at gøre synden har jeg låst mig selv inde i dens fængsel og har kastet nøglerne væk. Det er nok den sandhed i den kristne tro, mange moderne mennesker har aller sværest ved at acceptere. Men vejen til frihed begynder med, at vi indser, at vi er trælle under synden og lader Jesus befri os.  

Udfordringen 

Har du indset, hvor bundet du er af synden, og at du ikke selv kan vikle dig ud af den?