Stefan Vase

Af
Sunset along the California Coast. Foto: Damian Gadal. Bearbejdet af MF.

Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget.

Han spurgte hende:
»Hvad vil du?«

Hun sagde til ham:
»Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.«

Jesus svarede:
»I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?«

»Ja, det kan vi,« svarede de.

Han sagde til dem:
»Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«

Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde:
»I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«

Matthæusevangeliet 20,20-28

Størst af alt er at tjene

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Den snævre discipelflok omkring Jesus bestod af tolv personer. Inderkredsen bestod af tre: Peter, Jakob og Johannes, hvor Jakob og Johannes kaldes for Zebedæussønnerne, altså søn af Zebedæus. Det var de to og deres mor, der fremførte ønsket om særbehandling, nemlig de to fornemste pladser i Guds rige. I Matt. 4, 21 får vi at vide, at de to brødre Jakob og Johannes var fiskere sammen med deres far Zebedæus og var blandt de første, Jesus kaldte til at blive sine disciple. Og vi får at vide, at de straks reagerede på Jesu kald og forlod både båd og far og fulgte med Jesus. Han har lige omtalt sin nært forestående død (20,17-19). To af disciplene og deres mor har derimod tankerne på karrieremuligheder. Og de øvrige ti disciple bliver sure – velsagtens fordi de også kunne tænke sig disse pladser. I den forbindelse må Jesus indskærpe, at størst af alt er at tjene.

Troen

Jamen, er det ikke forargeligt? Her kommer Zebedæus’ hustru og forsøger at tigge sig til en hædersplads for sine sønner. Hun har virkelig ambitioner på sine to håbefulde sønners vegne. Hun prøver at pace dem. Kan man forestille sig nogen større synd? Hvad mon den tids pædagoger har ment om denne ærgerrige mor?

Men lige et øjeblik. Er hendes bøn virkelig så kritisabel? Er det så forkert, det hun gør? Hun beder jo hverken om lykke eller velstand, succes eller mirakler. Nej, hun beder blot om, at hendes to børn må få en plads hos Jesus. Kan man tænke sig nogen bedre og frommere bøn? Ok, hun strammer den måske en smule ved at bede om de bedste pladser. Men det ændrer ikke ved, at hun bad om det største, vi kan bede om for vores børn, nemlig den evige frelse.

Alligevel er det forkert, det hun beder om. For midt i det fromme ønske ligger der en magttrang gemt. Bag den ellers fromme bøn ligger der et behov for at være størst, at gøre karriere inden for Guds rige. Og den fare har kirken altid stået i. Magtambitioner i Guds rige har altid skabt splittelse.

Måske har du oplevet det sælsomme syn at se et par grævlinger løbe ud foran din bil og i lygternes skær begynde at slås med hinanden. Ganske vist er grævlinger nærsynede, men at de opfatter hinanden som en større trussel end din bil er altså snæversynethed ud over alle grænser. Måske grævlinger ville være en passende betegnelse for os kristne, når vi tænker på vores utrolige evne til at rode os ind i utallige indbyrdes konflikter. Vi opfører os ganske enkelt som nærsynede grævlinger, der er mere optaget af at bekæmpe hinanden end af den langt større trussel, de usynlige og de synlige kræfter, der truer med ødelæggelse og død. De kristnes enhed er alt andet end et internt kirkelig detailspørgsmål. Enheden er ikke en hobby, nogle få økumenisk indstillede teologer kan nørkle med, mens vi andre beskæftiger os med de virkelig vigtige sager. Splittelsen blandt Guds folk har konsekvenser for kirkens bærende forhold til Gud, til de kristne og til verden. Den splittelse oplevede de første kristne også. Her kommer det til udtryk i de to sønners bøn om at få en særlig plads i Guds rige.

Det giver Jesus anledning til at undervise sine disciple i Guds vrede over synden. Jesus valgte at give afkald på æren for at tjene os ved at dø for os.

Jesus kan ikke love de to brødre nogen særlig plads i sin fars rige. Men en ting kan han love dem, og det er, at de skal komme til at smage en smule af det bæger, Jesus alene kunne tømme. De skulle nemlig komme til at smage martyriet, døden for hans skyld. Om Jakob ved vi, at han døde martyrdøden omkring år 44, og om Johannes ved vi, at han højst sandsynligvis døde en naturlig død, men han måtte lide for sin tros skyld og sad landsforvist på øen Patmos til sin død. Det var det løfte, Jesus adskillige gange tidligere havde stillet sine disciple i udsigt. Men denne udsigt kan ikke sikre dem en særlig plads i Guds rige.

Jesus drak det bæger for os, bægeret med Guds vrede. Derved tjente han os ved at blive den mindste. ‘.. ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.’ På græsk bruges ordet ‘løsesum’ ofte om de penge, der skulle betales for at købe en slave fri. Jesus tjener os ved at give sit liv som en løsesum. Og det har han gjort for alle. ‘Mange’ betyder her alle, virkelig alle.

Udfordringen

Er du optaget af at gøre karriere i Guds rige, eller er du mere optaget af at tjene i Guds rige?

Af

Vi skal være evangelisk ambitiøse, siger Morten Hørning Jensen, professor i Ny Testamente ved Menighedsfakultetet og faglig leder for oversættelsen af NT til den autoriserede bibeloversættelse 2036.

I dette interview åbner Morten Hørning Jensen døren på klem ind til de næste 12 års oversættelsesarbejde af Det nye Testamente: Hvordan oversætter man Bibelen, så de fleste bliver glade for det meste? Hvordan balancerer man mange holdninger til bibelteksterne? Og hvad gør man med ord som fader, nåde og miskundhed – og juleevangeliets begyndelse?

Medvirkende: professor Morten Hørning Jensen

Vært: Stefan Vase, kommunikationsleder og landssekretær ved Menighedsfakultetet

 

VIDSTE DU, at du kan blive medlem af Menighedsfakultetet? Læs hvordan du bliver det – og får indflydelse på MF – her: https://teologi.dk/medlem

 

VÆR MED til at støtte Menighedsfakultetets arbejde med at uddanne fremtidens ledere, forkyndere og præster, der brænder for evangeliet – her: https://teologi.dk/stoet-mf/

Af
Adoration of the Holy Name of Jesus (1577-1579) af El Greco

Jesus sagde:
»Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelsen mod Ånden skal ikke tilgives. Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, men den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende. Tag et træ: Enten er det godt, og så er dets frugt også god, eller det er dårligt, og så er dets frugt også dårlig. For et træ kendes på frugten. Øgleyngel, hvordan skulle I, som er onde, kunne sige noget godt? For hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med. Et godt menneske tager gode ting frem af sit gode forråd, og et ondt menneske tager onde ting frem af sit onde forråd. Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.«

Da sagde nogle af de skriftkloge og farisæerne til ham:
»Mester, vi vil se dig gøre et tegn.«

Men han svarede dem:
»En ond og utro slægt kræver tegn, men den skal ikke få andet tegn end profeten Jonas’ tegn. For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Mænd fra Nineve skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for de omvendte sig ved Jonas’ prædiken, og se, her er mere end Jonas. Og Sydens dronning skal opstå ved dommen sammen med denne slægt og fordømme den, for hun kom fra jordens fjerneste egne for at lytte til Salomos visdom, og se, her er mere end Salomo.«

Matthæusevangeliet 12,31-42

Et anfægtende Jesus-ord

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesu ord om bespottelse mod Helligånden har virket anfægtende for mange, som har været ængstelige for, om de har bespottet Helligånden og derfor ikke kan regne med Guds tilgivelse. Ordene er radikale, men ikke mere end så meget andet, som Jesus har sagt. Hovedsagen er nemlig, at der er tilgivelse for alt. Men den, der siger nej tak til Jesu tilgivelse, får aldrig i evighed tilgivelse.

Troen

Vi mennesker har en mærkelig tendens til at fokusere mere på det negative end på det positive. Således også her. Vi stirrer os fuldstændig blinde på Jesu ord om, at der ikke er tilgivelse for bespottelse af Helligånden. Og så graver vi måske minder frem om synder, vi har begået. Eller vi er bange for at have begået en synd, vi ikke er bevidste om, og derfor ikke har bedt om tilgivelse for. Og så frygter vi, at denne synd skal være det, Jesus mener med synd imod Helligånden.

Og så glemmer vi de første ord, Jesus siger. ‘Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker,’… Virkelig al synd. Der har aldrig været et menneske, som har bedt om tilgivelse for en synd, som ikke har fået tilgivelse. Aldrig! Aldrig nogensinde. Vi må lade Jesu ord gælde her: Al, virkelig al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. ‘Og den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse, …’

Og først herefter kommer ordene om, at den, som taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse. Hvad vil det så sige? Hvornår taler man imod Helligånden? Hvornår spotter man Helligånden? Jesus tålte megen modstand og blev fx. anklaget for at stå i forbindelse med den onde selv. Og da han hang på korset, blev han hånet og spottet af de omkringstående. Gang på gang blev Menneskesønnen hånet og spottet. Og alt det tilgav Jesus. ‘Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør’ (Luk 23,34). Sådan bad han på korset. Alt det kunne Jesus tilgive. For al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Men bespottelse imod Helligånden skal ikke tilgives mennesker. Er det, fordi Helligånden er mere nærtagende end Jesus? Er Helligånden sådan en sart plante, der ikke tåler modsigelse? En har rammende sagt, at Helligånden er Gud, der arbejder i os i dag. Så hvis et menneske konstant igen og igen afviser Gud. Ja, så står det menneske i fare for at bespotte Helligånden, som jo er Gud selv, der arbejder i os. Vedvarende og bevidst fornægtelse af Gud og Jesus kan føre til forhærdelse af et menneskesind. Der er tilgivelse for alt det, vi har forsømt og forbrudt, men vi får ikke tilgivelse, hvis vi ikke vil have den.

Bespottelse imod Helligånden handler ikke om, hvor stor eller hvor dybt forankret synden er. Det handler heller ikke om, hvad denne synd får mig til at gøre. Nej, sagen er, at synden sidder så dybt i mig, at jeg ikke er i stand til slippe den og vælge Jesu og tilgivelsen i stedet. Synden er så at sige vokset sammen med os, som en kræftknude er vokset sammen med det sunde væv. Derfor har Gud sendt sin hellige Ånd til os. Og når han får lov til at fylde et menneske, får han os til at fortryde vores synd, omvende os og tage imod tilgivelsen. Og her bliver det alvorligt. For hvis et menneske afviser Guds tilgivelse, så er der ingen redning mulig. For så afviser vi og spotter Helligånden. Gud ønsker frem for alt at opnå fællesskab med os sine skabninger. Men vi kan bringe os selv i en position, hvor det er umuligt for Gud at råbe os op. Og så må selv Gud opgive at få fællesskab med os.

Det får nogle af de skriftkloge og farisæere til at kræve et tegn af Jesus. Et tegn, så de kan tro. Jeg har ofte talt med mennesker, som har svært ved at tro på det kristne evangelium. En mener, at de kristne ikke lever op til det, de selv tror på og er hykleriske. Derfor kan han ikke tro. Men møder han nogle ægte kristne, vil han overveje at tro. En anden mener, at videnskaben har bevist, at Gud ikke findes. Men hvis videnskaben kan bevise, at Gud findes, vil han overveje at tro. Det er et stort problem, når kristne er hykleriske. Men det er også vigtigt at fastholde, at det kristne evangelium ikke handler om, hvad de kristne gør, men om, hvad Jesus har gjort. Og hvis man påstår, at videnskaben kan bevise, at Gud ikke findes, er det en temmelig uvidenskabelig påstand.

Ingen af de indvendinger er problemet. Problemet er min uvilje mod at tro. Derfor vil Gud ikke give os andet tegn end Jesu opstandelse. Hvis Jesus virkelig er opstået, så må vi opgive enhver modstand imod Gud, og vores vantro må vakle. Som de havde Jonas’ ophold i havdyrets bug som tegn, sådan har vi Jesu opstandelse at forholde os til – og det tegn er nok.

Udfordringen

Lytter du, når Jesus beder for dig på korset?

Af

Overvejer du at studere teologi og være en del af studiemiljøet på MF? Så kom i studiepraktik torsdag den 24. oktober på Menighedsfakultetet – og få en fornemmelse af, hvad det vil sige at studere teologi. Du finder program for dagen inklusiv link til tilmelding HER

Læs mere om uddannelsen på teologistudiet.dk.

Åbn tilmelding

Af
PETER PAUL RUBENS: Feast in the House of Simon the Pharisee

En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien.

Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:
»Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«

Jesus sagde da til ham:
»Simon, jeg har noget at sige dig.«

Han svarede:
»Sig det, Mester!«

»En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«

Simon svarede:
»Den, han eftergav mest, vil jeg tro.«

Jesus sagde:
»Det har du ret i.«

Og vendt mod kvinden sagde han til Simon:
»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«

Og han sagde til hende:
»Dine synder er tilgivet.«

De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv:
»Hvem er han, som endog tilgiver synder?«

Men han sagde til kvinden:
»Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«

Lukasevangeliet 7,36-50

Den kølige distance og den hæmningsløse hengivelse

Af Mogens G. Jensen

Tanken

På Jesu tid var det almindelig gæstfrihed, at man gav sin besøgende et velkomstkys og sørgede for, at han kunne få vasket og salvet sine fødder, så han kunne nyde et måltid efter en måske lang og støvet rejse. Ingen af disse former for almindelig gæstfrihed viser Simon. Han lægger dermed en kølig afstand til Jesus. Simon var nok interesseret i, hvad denne nye rabbi stod for. Det var jo derfor, han havde inviteret ham, men han ønskede ikke at identificere sig alt for meget med Jesus.

Den kølighed og den overfladiskhed, der præger Simon, virker meget in i nutiden. At vise os frem og ses med de rigtige mennesker (på sociale medier), men de dybe relationer er vi måske ikke samme grad så interesseret i. Men i mødet med Gud må vi stå ved, hvem vi i bund og grund er, nemlig brudte, selvoptagede og egoistiske mennesker.

Kvinden står ved, hvem hun er – og imødeser den fordømmelse og mishag, som uundgåeligt vil komme, når hun går på knæ og kysser Jesu fødder. Men der er et behov i hende, der er endnu større. Hun er godt klar over, hvem Jesus er – og hvilken forskel, han kan gøre i hendes liv. Det har Simon ikke begreb om. 

Hun hører ikke til de indbudte gæster, men deltager alligevel i kulissen. De udstødte, og sådan må man betegne denne kvinde, der efter al sandsynlighed var prostitueret, var i en traditionel mellemøstlig landsby ikke nægtet adgang til at deltage i de offentlige middage, men de var placeret ved væggen, hvor de stille ventede på at få noget af resterne fra måltidet. 

Troen

Det forventedes af en god vært, at han lod sin gæst få vasket sine fødder og dernæst smurt dem ind i salve, så han kunne føle sig veltilpas. I Mellemøsten anses fødderne for urene, og det var en hån at vende fødderne imod en anden. Til gengæld var det også meget værdifuldt at gøre noget godt ved en andens fødder. Og det ser vi til fulde i denne beretning.

Kvinden overdriver næsten at gøre det, som værten Simon undlod at gøre. Simon havde ikke givet sin gæst noget vand, så han kunne vaske sig. Kvinden bruger der imod sine tårer, som hun vasker Jesu fødder med. Hun har heller ikke noget håndklæde at tørre med. Derfor slår hun sit hår ud og tørrer fødderne med det. En grænseoverskridende handling, da det ansås som uanstændigt for en kvinde at slå sit hår ud for andre end sin ægtemand i ægtesengen. Temmelig vulgært har de tilstedeværende sikkert tænkt. Kan denne Rabbi da ikke se, hvad det er, der foregår?

Helt galt går det, da hun ublufærdigt begynder at kysse hans fødder. Men kvinden har ikke andre sprog end det erotiske til at vise sin taknemmelighed. Hun bruger det sprog, hun har lært på gaden. Og Jesus accepterer hendes kærlighedssprog. For han ser dybere end det rent udvendige. Han ser, hvad hendes hjerte er fuld af, nemlig af taknemmelighed over at hun hos Jesus har fundet tilgivelse for sit forspildte liv. Hun har fundet en pause hos Jesus. En pause midt i det liv, der synes at være ødelagt for hende. Hun har fundet en helle hos ham. Et fristed, hvor hun igen kan ånde frit. 

Den svenske pinsepræst Peter Halldorf skriver i sin bog ‘Drik dybt af Ånden’ om den åndelige erfaring, de gamle ørkenfædre kaldte ‘Tårernes gave.’ At græde over sine synder. Når Helligånden berører et menneske, begynder det at græde. Græde over sit eget liv. Når Gud træder ind i vort liv, falder der en forklarelsens lys over vores tilværelse. Alt det skabte fremstår i et forklarelsens lys, og vi ser noget, vi aldrig har set før. Synet renses i tårernes dåb, som får hele verden til at skinne i lys. Inden i os vækkes en ny kærlighed til andre og til Jesus. Dette nye klarsyn er på en gang både fascinerende og skræmmende. Her bor sorgen over synden og glæden over frelsen i de samme tårer. Her sørger vi over det tabte Paradis og glæder os over, at vi har fundet det igen. 

Jeg tænker, at det er sådan en oplevelse, kvinden har haft i sit møde med Jesus. Hendes mange tårer siger noget om hendes forhold til Jesus. Simons forhold til Jesus afslører også, hvad der bor i hans hjerte. Hans reserverede og lunkne modtagelse af Jesus viser, hvad der fylder hans hjerte.

Når Gud ankommer i et menneskes liv, røber vores reaktion, hvordan vores forhold til Jesus er. Byder vi ham velkommen, eller siger vi: ‘Ikke nu Gud, kan du ikke vente lidt med at blande dig i min tilværelse.’ Vores glæde over Guds ankomst i vores tilværelse siger alt om vort forhold til Jesus. For nogle er Jesu bare en uønsket gæst, mens han for andre er det bedste, der er sket i deres liv. Kristendom drejer sig om vores forhold til Jesus. Vores glæde over, at han har besøgt os – eller mangel på samme – afslører, hvad vi har modtaget af ham.  

Kun han kan med fuld ret sige: ‘Dine synder er tilgivet!’ Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at nogle af de tilstedeværende undrende spørger sig selv: ’Hvem er han, som endog tilgiver synder?’ Og det samme spørgsmål må vi stille os selv. Ja, hvem er han? Det spørgsmål er det vigtigt at finde svaret på.  

Udfordringen

Bruger du gerne det bedste, du ejer, og spenderer det på Jesus, eller placerer du ham helst i skammekrogen?

Af
Rembrandt, Christ Preaching (La Petite Tombe), circa 1652

Jesus sagde:
»Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!«

Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig:
»Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Matthæusevangeliet 11,16-24

Guds ord som underholdning

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus sammenligner her sin samtid med forkælede børn, som ikke gider lege noget som helst. De gider ikke at lege bryllup, og de gider ikke lege begravelse. Johannes Døber er for meget, for alvorlig. Og Jesus er for løssluppen, for mild og for god. Vi kender det også i dag. Jeg gider ikke gå i kirke, for det er for alvorligt, for kedeligt, og salmerne er uforståelige. Eller man mener, det er for billigt bare at sige, at Gud kan tilgive alt, der mangler alvor. Og så revser Jesus en treklang af byer, fordi de ikke har omvendt sig, trods alle de mægtige gerninger han har gjort i netop dem. 

Troen

Jesus revser her de tre byer Korazin, Betsjada og Kapernaum – på et tidspunkt boede Jesus selv i Kapernaum, som oven i købet blev kaldt Jesu egen by. De tre byer, ligger som en trekant nord for Galilæas sø med blot få kilometers afstand og her fandt de fleste af Jesu undergerninger sted. Modsat tre andre byer, Tyrus, Sidon og Gomora – de to første var byer, der lå i det hedenske område nord for Palæstina i det nuværende Libanon. Ja, selv den værst tænkelige by, Sodoma, skal det gå bedre end Jesu egen by. Det skal gå disse hedenske byer bedre på dommens dag, end det skal gå byerne fra trekantsområdet. Det ville svare til, at Jesus i dag sagde, at det ville gå Mexico City, verdens farligste by, bedre end den idylliske lille flække, vi måske bor i her i fredelige Danmark. 

Jesus udråber ikke veråb over de tre byer, Korazin, Betsjada og Kapernaum, fordi indbyggerne i dem er større syndere end dem, der boede i Tyrus, Sidon og Sodoma. Nej, grunden til Jesu dom over de tre byer er, at de ikke omvender sig til ham til trods for de mægtige gerninger, han har udført i netop disse byer. Indbyggerne i de tre byer anklages altså ikke for deres synd, men for deres manglende positive reaktion. Han revser dem for ligegyldighed og for deres barnagtige surmuleri. De gider jo hverken lege med, når der inviteres til bryllup, eller når der inviteres til begravelse. Jeg tænker, at Guds dom bliver overraskende. På dommens dag vil Gud frikende mennesker, fordi de ikke har vidst bedre end som så. Og han vil dømme mennesker, som handlede mod bedre vidende, og som ikke tog konsekvensen af deres priviligerede situation. De gerninger, Jesus havde gjort hos dem, burde have fået dem til at omvende sig. 

Fra Det gamle Testamente kender vi beretningen om Jonas, som Gud kalder til at gå til den hedenske og umoralske storby Nineve og forkynde Guds nådefulde budskab for dem. Men Jonas undviger denne opgave. Det ender dog med, at han rejser til Nineve og forkynder Guds budskab for dens indbyggere. Og underet sker: Indbyggerne i Nineve omvender sig faktisk fra deres syndefulde liv. Guds tanker og planer er ofte anderledes end vores beregninger og vurderinger. Gud vidste, at folkene i Nineve ville omvende sig, når de hørte Jonas’ budskab. Gud ser, hvad der bor inde i ethvert menneskesind, og han ser muligheder, hvor vi ikke ser nogen vej frem. 

Et andet eksempel er de ord, Paulus oplevede i en drøm, hvor Gud talte til ham. Paulus har indtil nu stået i en ufrugtbare tjeneste i Korinth, og han er ved at miste modet. Men i drømmen siger Gud til Paulus: ‘Frygt ikke! Men tal og ti ikke, for jeg er med dig, og ingen skal lægge hånd på dig, og gøre dig fortræd; for jeg har et talstærkt folk i denne by.’ (ApG 18,9-10). Igen ser vi, at Gud ved noget om den situation, vi står i, og at han kender fremtiden. Gud har nogle tanker og planer med verdens byer, som vi må øve os i at tænke med på. Gud ser muligheder i selv de mest lastefulde og syndefulde byer. Og han har en plan med dem. Planer om en fremtid og om lykke til også disse byer. Vi skal passe på med at afskrive dem, vi kalder syndige og amoralske byer og tro, at vi har vores på det tørre.  

Fordi vi i Danmark har haft mulighed for at høre Jesu tale og se nogle af hans mægtige gerninger hos os, har vi også meget at stå til ansvar for. Det kan være farligt at høre Guds ord, for så har vi også et særligt ansvar for at reagere på det. Vi skal passe på med ikke at lave Guds ord om til underholdning. Gud advarer os i dag imod at gøre gudstjenesten til blot og bar kultur eller performance. Hos os er det en selvfølge, at der ligger en kirke på enhver bakketop, som vi kan søge hen til, når vi er glade, eller når vi er kede af det. Og det kan blive til så stor en selvfølge for os, at Jesus må udtale sit veråb over os og vores generation og udtale denne dom over os, at det vil gå Sodoma eller Mexico City eller en hvilken som helst anden storby tåleligere, end det vil gå vores by.

Udfordringen

Hvordan skal det gå os på dommens dag? 

Af

Jesus sagde:
»Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være.
I skal have kjortlen bundet op om lænderne og have lamperne tændt og være som mennesker, der venter på, hvornår deres herre vil bryde op fra brylluppet, så de straks kan lukke op for ham, når han kommer og banker på. Salige de tjenere, som herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem. Om han så kommer i den anden eller tredje nattevagt – salige er de, hvis han finder dem vågne. Men det ved I, at vidste husets herre, i hvilken time tyven kommer, så ville han forhindre, at nogen brød ind i hans hus. Også I skal være rede, for Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det.«

Peter spurgte:
»Herre, er det os, du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?«

Herren svarede:
»Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer! Ja, sandelig siger jeg jer: Han vil sætte ham til at forvalte alt, hvad han ejer. Men hvis den tjener siger som så: Min herre lader vente på sig! og derpå giver sig til at slå karlene og pigerne og at spise og drikke og fylde sig, så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro. Den tjener, som kender sin herres vilje, men ikke har forberedt eller gjort noget efter hans vilje, han skal have mange prygl. Men den, som ikke kender den, og som har gjort noget, han fortjener straf for, han skal have få prygl. Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.«

Lukasevangeliet 12,32-48

Gud har besluttet

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Det er en tekst med utrolig mange tankegange og pointer. Men der er en rød tråd, som løber igennem hele teksten. Og denne røde tråd er, at Gud har besluttet at give os sit rige, og at vi derfor skal være vågne og klar til at modtage ham, når han kommer igen. Vi skal binde kjortlen op om os og være parate til at løbe vores herre i møde. Fordi Gud har besluttet at give os sit rige, skal det mærkes på os i omgangen med mennesker, at Gud har været barmhjertig imod os, så vi ikke slår og sårer andre mennesker. 

Troen

‘Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, der vil også jeres hjerte være.’

Gud har besluttet. Når vi har del i Gudsriget skyldes det ikke os selv, men Gud. Derfor behøver vi ikke at frygte for noget, for en ting står fast: Gud har besluttet sg for at give os del i sit rige. Og fordi Gud har besluttet at give os del i sit rige, har vi råd til at sælge vore ejendomme og give almisse. Fordi Gud har besluttet at give os del i hans rige, har vi en uudtømmelig skat i himlen. I himlen hvor ingen tyv kommer og stjæler vores skat, for hvor vores skat er, der vil også vores hjerte være. Er vores skat her på jorden, så vil vores hjerte også være her på jorden. Men nu er vores skat i himlen, og derfor er vores hjerte i himlen. 

Og så går Jesus over til at tale om vores beredthed. Vi skal i overført betydning have vores kjortel bundet op om vore lænder, for eller kan vi ikke løbe vores herre i møde, når han kommer og banker på hos os. Og så siges der noget utrolig stort og stærkt. Husets herre vil selv binde sin kjortel op og varte os op. Vi får lov til at sætte os til bords, og så vil han selv komme og sørge for os. Tænk sig: Jesus, vores herre vil selv dække bord for os og opvarte os op ved sit bord. Her er en anden vinkel på dette fantastiske, at Gud har besluttet at give os sit rige. 

Dette får Peter til at spørge Jesus: ‘Herre, er det os du taler om i denne lignelse, eller er det om alle?’

Peter vil gerne have udspecificeret, hvem Jesus har i tankerne, når han fortæller disse små lignelser om at være parat, når herren kommer tilbage. Og vi kan let få det på samme måde. For er det de andre, Jesus tænker på, så kan vi jo bare melde hus forbi, tænker vi. Eller er det alle, Jesus har i tankerne, så kan vi lettere gøre det alment gyldigt og melde os ud af den flok, Jesus henvender sig til. Men Jesus undlader at svare på Peters spørgsmål. Og det gør hans svar foruroligende. Og så skærper han til og med retorikken. Nu vil den uforberedte forvalter til og med blive hugget ned og komme til at dele skæbne med de utro. Jo bedre vi kender Jesu vilje, desto mere forventer og forlanger han også af os.  

Hvorfor er Jesus så skarp her? Det er han, fordi han har omsorg for sin hjord. Hvis en mor forlader sit barn alene hjemme med barnets far, fordi hun skal på arbejde, så må hun kunne stole på sin mand, at alt ikke er kaos, når hun kommer hjem igen, og at manden har sørget godt for deres barn. Og Jesus elsker os højere ned en mor elsker sit barn. Hør, hvad han siger om os: ’Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet give jer Riget.’ Vi er Jesu lille hjord, som han vil overlade det dyrebareste, han har, nemlig sit rige.  

Disse ord er talt til især menighedens hyrder og ledere. De skal passe godt på Jesu lille hjord her på jorden, indtil han kommer tilbage. Dette uddyber Paulus i sit brev til menighedslederen Timotheus. I sit første brev til ham i kap. 3 og 4 skriver apostlen, hvad Timotheus skal lægge vægt på som menighedsforstander. Og så følger en lang række formaninger til den unge Timotheus. Mon ikke Paulus har lært disse egenskaber ved at høre disse ord af Jesus i vores tekst. Ordene om at være en god tjener, der giver sin hjord den rette føde til rette tid. 

Udfordringen

Hvor er din skat? I himlen eller på jorden? Og hører du til den hjord, Jesus taler om her?

Af
Seaford Beach Huts at Sunset & oncoming storm. Foto: Graham Smith.

Jesus sagde:
»Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!
Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen.
Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.«

Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.

Matthæusevangeliet 7,22-29

Frygt ikke

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Hvordan kender vi forskel på en sand og en falsk profet? For at hjælpe os spoler Jesus frem til den dag, hvor de falske profeter skal stå foran ham og aflægge regnskab for deres liv. Overraskende ser de ud til at have været meget engagerede i kirkeligt arbejde. Det har ikke været fremmed for dem at tage Jesu navn i deres mund. De har stået i en tjeneste, som har indbefattet dæmonuddrivelse, profetiske budskaber og andre overnaturlige elementer. Men ingen af disse ting garanterer, at man er en sand profet.

Troen

Hvordan kan vi da genkende den falske profet fra den sande? Det, vi skal lægge mærke til, er, hvad disse falske profeter peger på som det afgørende i deres liv. Når vi engang skal aflægge regnskab for vores liv, hjælper det ikke at fremhæve, hvad vi har gjort i Jesu navn. De var så optaget af at fremhæve alt det gode og rigtige, de har gjort i Jesu navn. ‘Jamen, vi har da også gjort det og det. Det ved du da herre.’ Men når du og jeg skal aflægge regnskab for Gud, nytter det ikke noget, hvad vi har gjort i Jesu navn. Det eneste, der kan hjælpe os, er, hvad han har gjort i vores navn: at han har levet det sande liv for os, at han har sonet vores ofte selviske tjeneste for ham, at han er opstået og har brudt dødens magt for os. Alt det, vi har gjort i Jesu navn her på jorden, hjælper os ikke på dommens dag. Det gør kun det, som Jesus har gjort for os. 

Jesu lignelse om den kloge og den tåbelige bygherre fortæller os, hvorfor det er så vigtigt, at vi lytter til den, der taler sandt om Gud og om os. Den sande profeti lærer os at basere vores tro på et klippefast grundlag, nemlig at Jesus og hans død og opstandelse er det eneste, der holder, når storme hyler omkring os, og vandet truer med at rive vores livs hus omkuld. 

Men en ting mere hører imidlertid til. Det er ikke gjort med at lytte. Jesus føjer en ting mere til. ‘Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, …’ Disse ord falder, efter at Jesus har belært sine disciple om, hvordan en kristen bør leve. Det har han udfoldet i sin store Bjergprædiken. Og så er det, han siger: ‘Enhver, som hører disse ord og handler efter dem.’ Mange misforstår evangeliet og tror, at det aflyser al handling fra vores side. Evangeliet fortæller os, at vi må basere vores tro på Jesu død og opstandelse og ikke på vore egne handlinger. Men det betyder ikke, at vore handlinger er uden betydning. De er nemlig afgørende for vores medmennesker. Handling er vores reaktion på evangeliet. 

Forskellen på den kloge og den tåbelige bygherre er ikke, at den kloge lytter til Jesu undervisning, mens den tåbelige ikke lytter. De lytter begge til Jesu undervisning, men den kloge handler efter det, han hører. Det gør den tåbelige ikke. Når den kloge hører, at Jesus har taget al vores synd på sig, spørger han sig selv: ‘Hvad fordrer det så af mig, når nu Jesus, har gjort alt det for mig?’ Jakob skriver til menigheden: ‘Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv.’ Jak,1,22. Ellers bedrager I jer selv. Det var lige nøjagtig det, den tåbelige bygherre gjorde. Han var så optaget af alt det gode og rigtige, han havde gjort i Jesu navn – han var så imponeret af alle de mægtige og spektakulære gerninger, han havde gjort, at han glemte at lytte til Jesus og at handle derefter. 

Jesus slutter sin store bjergprædiken med at sætte to absolutter foran os. Enten så ligner vi den tåbelige bygherre, der funderer sit hus på sand, eller også ligner vi den mand, som funderer sit hus på solid klippegrund. Enten er man som den kloge mand, eller også er man som den tåbelige mand. Der findes ikke noget midt imellem. Og der står, at da Jesus var færdig med denne tale var forsamlingen fulde af forundring, for Jesus underviste dem som en, der har stor myndighed. For sådan kan kun Gud tale. Kun han kan gøre tingene så soleklart. Kun han kan sige: ‘Enten ligner du en klog mand eller også ligner du en tåbe.’ Kun Gud kan gøre det så knivskarpt. Der findes ingen gylden mellemvej. Enten hører du disse ord og handler efter dem, eller også hører du disse ord og handle ikke efter dem. 

Til gengæld kan vi så også stole på, at uanset hvor stærk en storm og hvor stor en vandflod, der kommer, så holder det hus stand, der er bygget på klippegrund. 

Udfordringen

Hvad bygger du dit liv på? Er det på sand eller på klippe?

Af
VINCENT VAN GOGH: Wheatfield with Crows, 1890

Jesus sagde:
»En discipel står ikke over sin mester, og en tjener ikke over sin herre. Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. Har de kaldt husbonden Beelzebul, hvor meget snarere da ikke hans husfolk! Frygt derfor ikke for dem.
For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.
Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.«

Matthæusevangeliet 10, 24-31

Frygt ikke

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er ved at forberede sine disciple på, hvad der venter dem, når han nu sender dem ud i verden for at føre hans gerning videre. Han forbereder dem på modstand og forfølgelse. Og det er i den sammenhæng, han siger ordene: Frygt ikke. ‘Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, … men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.’ Og han, der kan lade et menneske gå fortabt, er altså ikke Djævelen, men der imod Gud. Frygt ikke for mennesker. Frygt i stedet Gud. Lad Gud være chef i dit liv, og tag dig ikke af, hvad andre mennesker siger og tænker om dig, men vær mere optaget af, hvad Gud siger og tænker om dig. Jesus taler altså imod menneskefrygt og for gudsfrygt. 

Troen

Men skal vi da frygte Gud? Hvad er det for et gudsbillede, der her tegnes? Er vi hermed ikke tilbage i Middelalderen, hvor mennesker gik rundt med en evig angst for at gøre Gud imod? I dag har vi heldigvis gjort op med det gudsbillede, tænker vi, så det næsten kun er i islam, man stadig frygter Gud. Sådan fristes vi let til at tænke. Men Jesus vil her lære os, hvilken forskel der er på menneskefrygt og gudsfrygt. For han ved, at hvis ikke vi frygter Gud, så frygter vi derimod mennesker. Frygter for, hvad andre siger og mener om mig. Og denne frygt kan gøre et menneske til krøbling. Menneskefrygt er en hård herre at tjene. Den kan invalidere et menneske, så man ikke tør gå uden for sin dør, men holder sig frygtsomt inden døre. Menneskefrygt fører let til, at man bliver som en vejrhane, der hele tiden forsigtigt stikker fingeren i vejret, og spørger sig selv: ‘Hvad mon de andre mener?’  

‘Frygt ikke dem,’ siger Jesus. På en mærkelig bagvendt måde driver Jesus al meningstyranni og opinionstyranni ud og gør os frie fra at skulle være ligesom flertallet og mene som alle de mange profeter, der vil styre vores liv og få os til at mene, tænke og opføre os som dem. Frygt ikke for dem, siger Jesus, De kan ganske vist slå jer ihjel. Men de kan ikke lade jer gå fortabt. Han driver altså den ene frygt ud med en anden.  

‘Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, …’ Og det løber os koldt ned ad ryggen, for vi ved jo, hvilken skæbne han fik. Han blev misforstået, hånet og skammet ud. Han blev løget om og beskyldt for at være besat af en ond ånd. Han bliver taget til fange, forhørt og pisket og pint. Og til sidst blev han henrettet på den mest pinefulde måde. Skal det virkelig gå os som ham? Det er slet ikke til at holde ud at tænke på. Jesus der må da være en nemmere vej for mig, så jeg slipper for alle disse forfærdelige fremtidsudsigter…?

Der er kristne, der konstant oplever disse grufulde ting rundt omkring i verden i dag. Det er virkeligheden for mange kristne i især muslimske lande i Mellemøsten og andre steder med et totalitært styre. De chikaneres og udelukkes fra de rettigheder, andre indbyggere har. De fængsles for at forsøge at dele deres tro med andre, og de slås ihjel for at sige og gøre ting, som er en selvfølge for os her i de vestlige lande. 

I sammenligning betaler jeg som kristen en meget lille pris. Jeg kan selvfølgelig opleve at blive hånet og svinet til på de sociale medier for at fastholde en bibelsk seksualmoral. Og jeg kan opleve at blive kaldt fundamentalist, fordi jeg holder fast i kirkens gamle lære om den dobbelte udgang. Det kan være hårdt at blive mistænkeliggjort som fundamentalist og udråbt til at være en potentiel fare for samfundet, blot fordi man forsøger at holde fast ved kirkens gamle lære.  

Jesus siger: ‘Frygt derfor ikke for dem.’ Og Jesus opmuntrer sine disciple til med stor glæde og iver at fortælle det budskab videre, de har hørt af ham. Der er ingen grund til at putte med det. Råb det ud fra tage, og træk det frem i lyset, som er blevet hvisket jer i mørket. 

Frygt ikke. Frygt ikke konsekvenserne af at være discipel. For en Jesu discipel er det værste ikke at dø, men at gå glip af livet – livet her og nu og livet med Gud engang. Kun den, som har gennemlidt det her for os, kan tillade sig at sige: ‘Frygt ikke.’ Kun den, som har en umådelig magt, kan tillade sig at sige sådan. Kun den, som selv har gået igennem alt dette, kan tillade sig at sige: ‘Frygt ikke.’  

‘Frygt ikke’, siger Jesus, for jeres himmelske far har styr på det. Han som kan tælle alle vore hovedhår, og han som er med selv den mindste spurv, han har omsorg for jer.  

Udfordringen

Hvad frygter du mest: At gøre Gud imod eller dine venners trækken på skuldre af dig og din tro? 

Af
GEORGE FREDERICK WATTS: ‘For he had great possessions’, 1894

Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte:
»Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?«

Han svarede ham:
»Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!«

Han spurgte:
»Hvilke?«

Jesus svarede:
»›Du må ikke begå drab, du må ikke bryde et ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor!‹ og: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹«

Den unge mand sagde:
»Det har jeg holdt alt sammen. Hvad mangler jeg så?«

Jesus sagde til ham:
»Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!«

Da den unge mand hørte det svar, gik han bedrøvet bort, for han var meget velhavende. Og Jesus sagde til sine disciple:
»Sandelig siger jeg jer: Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget. Ja, jeg siger jer, det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.«

Da disciplene hørte det, blev de meget forfærdede og sagde:
»Hvem kan så blive frelst?« Jesus så på dem og svarede: »For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.«

Matthæusevangeliet 19,16-26

For rig til at ville være fattig

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus vender sig her igen imod temaet rigdom og penge. Han afslører, at vi i praksis har afskrevet Gud som den almægtige og kærlige far og i stedet har parkeret vores tillid i alt det, som vi godt inderst inde ved, at vi ikke kan stole på, nemlig ting, sundhed og penge. I vores samfund er vi alle rige, hvad enten vi vil det eller ej. Og Jesus har noget vigtigt at sige til os rige. Vi lever nemlig, som om ting, sundhed og penge kan sikre os. Tænk, et menneske går bedrøvet bort fra et møde med Jesus. Og Jesus gjorde ikke noget for at please ham. 

Troen

Det er jo enhver præsts drømmescenarie, der udspiller sig her. En rig ung mand kommer på eget initiativ til Jesus og spørger: ‘ Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?’ Nogle af de sværeste grupper for Folkekirken er netop de rige og de unge. Og han er begge dele. Og så er det ikke bare perifere spørgsmål, han stiller, fx om kirkens syn på økologi og krig. Nej, han stiller det mest centrale spørgsmål, et menneske kan stille; nemlig hvordan får jeg evigt liv?  Og så sender Jesus ham bare afsted uden at være særlig imødekommende. Det er ikke særlig klogt gjort ud fra en evangeliserende synsvinkel. Jesus gør faktisk alt, hvad han kan, for at skuffe ham. 

Manden mener virkelig, at han har overholdt alle budene, Jesus nævner. Der er slet ingen revner i hans perfektionisme. Han er egentlig godt tilfreds med sig selv og det liv, han lever. Og så har han jo sin bankbog som en ekstra garanti. Jesus giver ham ikke et ekstra bud, han kan bruge som et adgangskort til at komme ind i himlen. Han henviser derimod til de ti bud. Og så nævner han fem konkrete bud. Men alt det mener den unge mand også, han har overholdt til punkt og prikke. 

Nu sætter Jesus fingeren på mandens ømme punkt nemlig hans rigdom. Jesus ved, at netop den er hans egentlige holdepunkt og ikke Gud. Jesus ved, at det den unge mand i dybeste forstand stoler på, er hans rigdom. Dermed overtræder han det første og største bud: Du må ikke have andre guder end mig. Pengene er blevet hans Gud.  

Jesus siger: ‘Det er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget.’ Og så bruger han billedet med, at man skal tråde en nål med en kamel, for at vise hvor umuligt det er for en rig at komme ind i Himmerige, og det uanset hvor stor kamelen er, om det er en kalv, eller det er en fuldvoksen kamel. Det er jo et ekstremt og absurd billede, Jesus her tegner. Enhver ved, hvor umulig det projekt ville være.   

Og disciplene forstår umiddelbart det absurde billede. Og de forstår Jesu pointe, at det ikke blot er vanskeligt for en rig at komme ind i Himmeriget, men at det er en umulighed for alle. ‘Hvem kan så blive frelst,’ spørger de. Jesus giver disciplene ret og bekræfter det umulige i at blive frelst. Han beroliger dem ikke med, at for ikkerige eller halvrige er det lettere at komme ind i Himmeriget end for de rige. Nej, det er umuligt for alle at komme ind i Himmeriget. Vi har nok lettere ved at forestille os, at en velagtet forretningsmand med kone og to børn i et villakvarter har lettere ved at komme ind i Himmeriget end en alkoholiker og en prostitueret har det. Men her er der ingen forskel, siger Jesus. Når det kommer til det med at få adgang til Guds rige, så er det lige så umuligt for noget menneske at komme derind, som det er for en kamel at gå gennem et nåleøje. Og vi må med disciplene spørge: ‘Hvem kan så blive frelst? Jesus så på dem og svarede: For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.’ Også at frelse en selvtilfreds rig ung mand, der lever et pletfrit liv. Og det er muligt for Gud at frelse en om ikke rig så dog en velbeslået vesterlænding som mig, der i praksis ofte lever som en ateist, fordi jeg i sidste instans stoler mere på min bankbog end på Gud. Og det er også muligt for Gud at frelse alkoholikeren og den prostituerede. For mennesker er det umuligt at komme ind i himmeriget ved egen kraft, men for Gud er alting muligt. Det er vores mulighed. 

Udfordringen

Kender du den rige unge mand i dit eget liv, som stoler mere på din fromhed og på din bankbog, end du stoler på Gud?