PÅ SØNDAG

Samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.

Han spurgte dem:
»Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?«

De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:
»Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?«

»Hvad da?« spurgte han.

De svarede:
»Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket – hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke.«

Da sagde han til dem:
»I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?«

Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde:
»Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld.«

Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden:
»Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?«

Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde:
»Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.«

Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

Lukasevangeliet 24,13-35

På vandring med den opstandne

Af Mogens G. Jensen

Tanken

To disciple var ude at gå på strækningen mellem Jerusalem og en landsby, som hedder Emmaus. Den ene var Kleofas, Josefs bror. Hvem var den anden? Muligvis hans søn Simeon Bar-Kleofa, som blev den anden leder af urmenigheden i Jerusalem efter Jakobs henrettelse i år 62 e.Kr.

Der er flere byer, der hedder Emmaus, så hvilken der er tænkt, ved vi ikke. Tres stadier svarer til ca. 12 km. De to disciple mødte en Jesus, som ikke ganske svarede til deres forventning om en politisk forløser, men var en endnu større frelser, som de først genkendte, da han tog brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Han siger de samme ord, som ved nadverens indstiftelse.

Oprindelig fejrede man også tredje påskedag, men denne helligdag blev afskaffet med Struenses helligdagsforordning i 1770.

Troen

Beretningen om de to disciple, der er på vej til landsbyen Emmaus, illustrerer for os, hvordan livet er for den, der tror på Jesus, den opstandne. Vi lægger mærke til, at de to disciple vandrer sammen. Disciple lever et liv i fællesskab med andre disciple. På et tidspunkt kommer Jesus og vandrer sammen med dem, uden at de genkender ham. Det er troens vilkår. Jesus vandrer sammen med os gennem livet, men han er ofte usynlig for os. Som Paulus skriver: ‘.. vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.’ (2. Kor 5,7)

Det nye Testamente fortæller, at Jesus mere end en gang tidligere havde talt med sine disciple om sin forestående korsfæstelse, død og opstandelse. Men det har åbenbart ikke gjort indtryk på dem, eller de har slet og ret glemt, hvad Jesus havde sagt til dem. Det var skam heller ikke, fordi de ikke havde hørt budskabet om, at han var opstået. Vel havde de så. De havde nemlig også hørt kvindernes beretning om den tomme grav. Men tro det kunne de ikke. Nu havde de bogstavelig talt vendt Jerusalem ryggen. De orkede ikke mere. ‘Vi havde håbet’, men det gør de ikke mere. Men de to modløse disciple fik ikke lov til at gå for sig selv. Den opstandne herre og frelser kom selv til dem, da det så mest sort ud for dem og slog følge med dem. På samme måde med os, der tvivler i dag. Vi har kun den mulighed for at tro påskebudskabet om Jesu opstandelse fra de døde, og det er, at han selv kommer til os og vandrer sammen med os et stykke af vejen, vi har at tilbagelægge. Nogle gange synligt, så vi mærker det brænder i hjertet, og vi kan jublende tage del i lovprisningen af ham den opstandne. Andre gange oplever vi vandringen med den opstande mere som en længsel efter at erfare ham. Nogle gange er det eneste, vi erfarer, en tomhed i os selv, en tomhed, der længes efter at blive fyldt med opstandelsestro. Men både når vi erfarer ham i ordet, der udlægges for os, og når vi samles ved nadverbordet, så er han der.

Vi skal lægge mærke til, hvordan påsketroen opstår. Det gør den ikke, ved at disciplene intenst siger sætningen ‘Jesus er opstået’, og gentager det som et mantra, indtil man har fået overvist sig selv om, at han er altså opstået. Nej, påsketroen opstår for det første ved, at skrifterne udlægges for dem. Ikke blot nogle få spredte citater, men ved en læsning af alle skrifterne. Denne gennemgang af skrifterne i Det gamle Testamente får hjerterne til at brænde i dem, og de genkender den opstandne Jesus i de skrifter, de kender så godt. Men de trængte til at få dem gentaget. Sådan kan vi også trænge til at få gentaget, hvem Jesus er ved at høre løfterne om Messias gennem en læsning af de gamle skrifter. Dernæst genkender de den opstandne, da han bryder brødet og skænker vinen. Det var jo nøjagtig de samme ord, han havde sagt nogle få dage forinden, da de sidst spiste sammen.

Vi disciple, som er på livsvandring med den opstandne mod Guds evige rige, vandrer sammen. Og på denne vandring går den opstandne med. Nogle gange synlig andre gange usynlig. Jeg mindes, den gang jeg gik på Caminoen med en god ven. Jeg husker, hvordan samtalen hurtigt kom ind på åndelige ting, når vi gik vores daglige strækning. og hvordan hjertet begyndte at brænde i mit brøst for hvert skridt, jeg tog. Det var som om de bibelske tekster, vi hver dag læste, fik nyt liv og ny betydning for mig. Jeg mindes, hvordan min medvandrers ord åbnede skrifterne for mig. Og jeg mindes, hvordan den opstandne Herre viste sig for mig, når vi holdt siesta og spiste vores brød og drak vand af en kilde langs vejen. En morgen læste vi om kvinden ved brønden, og jeg husker, hvordan denne beretning blev levende for mig, mens vi sad derude på en jordknold ved en brønd med rindende vand, og vi drak af det friske kildevæld. Jo, sandelig går den opstandne med, når vi hans disciple vandrer sammen på vejen til Guds evige rige.

Udfordringen

Mærker du nogle gange hjertet brænde i dig, når du hører om Jesus Messias?

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham.

Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden:
»Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?«

Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem:
»Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.«

Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markusevangeliet 16,1-8

Dagen da døden døde

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Påskedag er kirkeårets store jubelfest. På baggrund af langfredags forsoning proklameres det nu, at sejren er vundet. Gud har vedkendt sig Jesu offer som et fuldkomment offer for menneskeslægtens synd. Dødens magt er brudt og vejen ind til Guds hjerte er banet. I de følgende uger er der fokus på, hvad opstandelsen betyder for os, der lever efter påskedag. Påsketiden varer fra påskedag og frem til pinse. Denne periode er på syv uger, altså 49 dage og pinsen hedder på græsk ‘pentakoste’, den halvtresindstyvende.

Troen

De tre kvinder vil med deres vellugtende salve parfumere liget, som allerede er ved at gå i forrådnelse. Det er et tankevækkende billede på vores afmagt, når det gælder døden. Kvinderne kan højst fjerne stanken. Og end ikke det kan de, for adgangen til graven er spærret af en stor sten. Men Kristus behøver ingen salver eller hjælp med stenen. Ligesom solen er stået op, er han stået op. Som om han blot var blevet lagt til hvile, har han rejst sig igen og er gået ud af den lukkede grav.

De tre kvinder kom ikke til graven bare for at salve Jesu legeme, men selvfølgelig også for at græde over adskillelsen. Nu var han borte, taget fra dem, ham som de havde sat alt deres håb til. Ham, som havde givet dem et helt nyt liv, en helt ny begyndelse på deres liv. Han, som nu lå i graven, var jo ham, der kort forinden havde stået ved vennen Lazarus’ grav i Betania og havde sagt de stærke ord: ‘Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.’ Den dag i Betania var der virkelig blevet ringet med alle opstandelsens klokker. Den dag lød budskabet til hele menneskeheden: ‘Døden er overvundet.’ Den port, som små og store hænder i tidens løb forgæves har banket på, er nu åbnet og står på klem. Men nu lå han der selv og det endda på tredje dag. Så var det måske alligevel sandt, det som spotterne havde sagt, da han hang på korset: ‘Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse.’ (Matt 27,42) Nu var i hvert fald den port, der var åbnet på klem den dag i Betania, igen blevet smækket i. Kvinderne, som er på vej ud til graven påskemorgen, havde altså god grund til at sørge både på egne og på den dødsmærkede menneskeheds vegne.

Men så skete der noget. De fire evangelister er ikke enige om, hvad der skete. Detaljerne snubler over hinanden. Det hele var så overvældende, at hverken øjet eller øret kunne følge med og ordene ikke slå til. Jo, to ting var de enige om: Jesu grav er tom, og kvinderne har hørt opstandelsesbudskabet: ‘Han er opstået, han er ikke her. Se, der er stedet, hvor de lagde ham.’ De to ting, tegnet, den tomme grav og budskabet, hører sammen. De siger nemlig tilsammen: ‘Han er opstået.’ Den tomme grav og budskabet vil sige til os, at Jesu opstandelse ikke bare er en opmuntrende fortælling, men er noget som virkelig er sket.

Jeg ved godt, at der er kristne, som vil nøjes med at sige, at Jesus er opstået ‘billedligt talt’: At det var Jesu tanker og ord, der ligesom stod op af graven, og på den måde kan vi sige, at Jesus også lever i dag. Eller det var disciplenes tro, der ‘ligesom’ opstod af graven påskemorgen. Lad mig sige det, som det er: Den snak skal vi aldrig, aldrig nogen sinde lytte til. Hvis Jesus kun er billedligt opstået, skal vi også kun billedligt opstå. Og så er vi de ynkværdigste mennesker på jorden, for så lever vi jo på en indbildt løgn, som Paulus skriver til Korintermenigheden. (1. Kor 15,19).

Den britiske teolog og evangelist Michael Green døde i 2019. Dagen inden sin død ringede han til en god ven, Lindsay Brown, tidligere generalsekretær i det internationale KFS arbejde IFES. Jeg har været så heldig at have mødt begge disse to stærke personligheder. Green ved en missionskonference i Børkop, og Lindsay Brown ved et besøg i Aarhus KFS. Green ville have Brown til at prædike ved sin begravelse og instruerede ham i at prædike over missionsbefalingen og formanede ham til ikke at spilde tid på at fortælle om sit liv. Han skulle forkynde evangeliet. Michael Green selv spildte heller ikke den sidste tid. Han havde en stak af sine bøger, bl.a. ‘Dagen da døden døde’. Og når der kom sygeplejersker og læger på besøg, fik de stukket en bog om Jesus i hånden. Michael var en mand, som havde mødt den opstandne og levede sit liv i lyset af Jesu opstandelse. For ham var der ikke tale om nogen som-om-opstandelse. Nej, for ham var Jesus legemligt opstået, og derfor kunne han også dø i forventningen om en legemlig opstandelse og et glædeligt gensyn. Han levede sit liv i lyset af en større historie.

Glædelig påske: Jesus er virkelig opstanden og lever, og vi skal leve.

Udfordringen

Tror du på Jesu legemlige opstandelse, og tør du tro på, at du selv har del i denne opstandelse?

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors.

Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata – det betyder Hovedskalsted – gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.

Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde:
»Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!«

Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde:
»Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.«

Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst:
»Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?«

Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde:
»Han kalder på Elias.«

Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde:
»Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.«

Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden. Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.

Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde:
»Sandelig, han var Guds søn.«

Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.

Matthæusevangeliet 27,31-56

Forsonet med Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Lad os betragte Jesus. Han bliver klædt af, pisket og tornekronet og hånet. Han må selv slæbe sin marterpæl til henrettelsesstedet. Da han ikke magter det, må en tilfældigt forbipasserende tage over og slæbe korset det sidste stykke vej. Han drikker ikke den bedøvende vin, men får naglerne banket gennem håndled og fodled ved fuld bevidsthed. Han hænger mellem røvere og spottere, og hånende står hans modstandere under korset. Og hans egen mor står der også og kan kun se på.

Troen

(Fra ‘Mary, did you know?’)

Forsoning er et ord, vi ofte bruger i kirken. Men hvad ligger der egentlig i ordet forsoning? Forsoning handler om to mennesker/ to parter, der er kommet på kant med hinanden, får nedbrudt fjendskabet og finder sammen igen. Forsoning forudsætter en handling fra den ene part mod den anden.

Det var netop en sådan forsoningshandling, Gud gjorde ikke blot ved sin søns lidelse og død, men ved hans fødsel, hele hans liv og virksomhed, lidelse, død og opstandelse. Her lukker ordet forsoning sig op. Guds søn ofrede sig. Han kom og levede vores menneskeliv på godt og ondt. Gud har således bevist sin store kærlighed til os. Derfor må forsoningen også finde genklang i os, ved at vi lader os forsone med Gud.

Jesus er ikke den eneste, der har måttet gennemgå korsets smerter. Den bjælke, han bar, var genbrug; den var blevet brugt til det samme formål før. Og nu var det Jesu tur til at mærke smerterne. Og alligevel var det ikke den fysiske smerte, der var værst for ham. Nej, det var en anden smerte som fyldte ham her på korset. Det var, at han midt i sine store smerter var forladt af Gud. Her til sidst ved den niende time, Jesu dødstime, råbte han højt og tænderskærende: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’ Det var Jesu største smerte. Den Gud, som han altid havde elsket og følt den stærkeste samhørighed med, den Gud er nu forsvundet. Jesus var alene, forladt og svigtet af sin himmelske far.

Lad os et øjeblik forestille os, hvilken smerte det må være, at i det øjeblik man er allerdybest nede i sin sygdom og man ligger hjælpeløs og svag på sit dødsleje, så vender det menneske, du har elsket mest her i livet sig bort og lader dig i stikken. Sådan har Jesus følt Guds vrede over sig. Svigtet af sin mest kære, nære og elskede person: ‘Min Gud, min Gud. Hvorfor har du forladt mig?’

På toppen af tårnet på min gamle sognekirke, Kristkirken i Kolding, sidder et kors af kobber. Fra korset går et tommetykt kabel hen langs hele kirkeskibets tagryg og ned i jorden. Korset er en lynafleder. Den er sat på det højeste og mest udsatte sted, og den sikrer, at kirken og de, der går ind i den, går fri, hvis et lyn slår ned. Det er et fantastisk billede på, hvordan Jesu kors beskytter os mod Guds dom og vrede.

Udfordringen

Er Jesus lynafleder i dit liv?

Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte:
»Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«

Han svarede:
»Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.«

Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han:
»Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.«

De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham:
»Det er vel ikke mig, Herre?«

Han svarede dem:
»Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.«

Judas, som forrådte ham, spurgte:
»Det er vel ikke mig, Rabbi?«

Han svarede ham:
»Du sagde det selv.«

Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde:
»Tag det og spis det; dette er mit legeme.«

Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde:
»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.«

Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Matthæusevangeliet 26,17-30

Jesus er helt nær hos os

Af Mogens G. Jensen

Tanken

På hebraisk er der et ordspil mellem påske og gå forbi. Som dødsenglen gik forbi jødernes huse, der havde smurt blod fra det slagtede offerlam på deres dørstolper, sådan vil Guds vrede heller ikke ramme de mennesker, der stiller sig ind under Jesu beskærmende nærvær.

På Jesu tid blev påsken fejret både i og udenfor Jerusalem. Begge steder blev festen fejret som et minde om Guds udfrielse af fangenskabet i Egypten. Gud tog en flok slaver og gjorde dem til sit folk. Den afgørende forskel på den påskefest, der blev holdt uden for Jerusalem og den, der blev holdt i Jerusalem, er, at kun i Jerusalem kan man spise påskelammet, der er slagtet i templet. Efter Jerusalems og templets ødelæggelse i år 70 har alle jøder fejret påske uden det slagtede påskelam. Ingen ofre uden for Jerusalem.

Troen

I vores lutherske kirke tror vi på, at Jesus virkelig er til stede i nadverens brød og vin. Vi taler om realpræsens, altså at Jesus virkelig er til stede i nadverens elementer. Her er ikke tale om et trylleri, hvor brødet og vinen forvandles til Jesu legeme og blod. Der er heller ikke tale om noget symbolsk. Nadveren er meget mere end et symbol. Hans nærvær i nadveren afhænger ikke af vores tro på, at han er til stede i brød og vin. Nej, han er reelt til stede. På aramæisk, som er Jesu modersmål, har han ikke kunnet sige: ‘Dette er mig legeme’ og ‘Dette er mit blod.’ Han har kun sagt: ‘Dette mit legeme’ og ‘Dette mit blod.’ Men det var også nok for enhver jøde, der kendte Gud. I 2 Mos. 3,14 åbenbarer Gud sig for Moses med ordene: ‘Jeg er den, jeg er!’ Og hele syv gange siger Jesus om sig selv i Johannes evangeliet: ‘Jeg er’, og så nævner han forskellige ting han er. ‘Han er døren’, ‘Han er vejen, sandheden og livet’ osv. De har altså hørt ham sige: ‘Dette er mit legeme, og dette er mit blod.’

I sin bog om Luther giver biskop Jan Lindhardt et billede på Jesu realpræsens. Han skriver: ‘Man kan måske sammenligne det med en pengeseddel. Den er egentlig blot et stykke papir, som det koster nationalbanken 10 øre at fremstille. Alligevel er den 100 kroner værd, fordi nationalbankens layout og underskrift er på papiret. Er det papir, eller er det virkelig 100 kroner? Det er naturligvis begge dele. En pengeseddel kan brænde som alle andre stykker papir, og samtidig ved enhver, at hvis det sker, er man blevet 100 kroner fattigere.

Pengesedlen er altså ikke bare et ‘minde’, men en realitet. Det giver ingen mening at sige, at det ‘for mig’ er 100 kroner, for det er det objektivt set, og det er forudsætningen for, at vi overhovedet kan bruge pengesedler. Hvis det kun var en ‘psykologisk’ kendsgerning, ville vores økonomi bryde sammen, for hvornår havde man så betalt, hvad man skulle?’ Det er et fint billede på, hvad nadveren er. Et billede, vi kan tro på med vore hjerter og ikke vores forstand.

Jesus satte sig til bords med sine disciple. Han spiste sammen med en forræder, en fornægter, og ti andre disciple, hvis ufuldkommenhed også var åbenlys. Gennem fastetiden har vi netop fokuseret på vores ufuldkommenhed. Hvor afmægtige, uværdige, magtesløse, afhængige, svage, dødelige, ja, syndige vi er. Men nu er det skærtorsdag, og vi hører om, at Jesus inviterede sine ufuldkomne disciple til bords. Vi får lov til at spise sammen med Jesus, netop som vi er.

Derfor er nadveren også en fest, vi må deltage i. Nadverfejringen var en af de få ting, Jesus befalede sine disciple at fortsætte med. Jesus vil, at ufuldkomne disciple fortsat kan inviteres til måltid med ham, som er fuldkommen. Her i nadveren får jeg del i Jesu krop, som hang på korset for mine synder, og Jesu blod, som blev udgydt til mine synders forladelse. Her i nadveren får jeg lige nøjagtig det, som jeg har brug for som et syndigt menneske, nemlig fællesskab med Gud. Jeg befries for synd, skyld og dårlig samvittighed over for Gud. Det er den ene grund til, at nadveren er et festmåltid.

Den anden grund er, at nadveren også peger frem mod Guds evige rige, hvor vi skal være synden kvit. Ligesom Jesus lever som den opstandne, sådan skal vi leve. Og en dag skal vi sidde til bords med Jesus. Nadveren er begyndelsen på festen i Guds rige. I nadveren samles hele Guds folk fra nord og synd og fra øst og vest, levende sammen med dem, som er gået forud for os. Nadveren er en fest, hvor hele Guds folk deltager. Nadveren er et forskud og en forsmag på den helt store og ultimative fest, Gud har forberedt for alle, der har sagt ja tak til indbydelsen til fest i Guds evige rige.

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus reelt er til stede i nadverens brød og vin, og at du ikke behøver at præstere en bestemt mængde tro på, at han er til stede?

Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem:
»Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«

Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
»Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.«

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
»Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«

Matthæusevangeliet 21,1-9

Nådens under

Af Mogens G. Jensen

Tanken

En underlig og anderledes konge. Født som et kongebarn var han. Men han er en anderledes konge. Ikke udråbt til konge af en gruppe mennesker. Han bliver ikke gjort til konge. Nej, han er konge. Derfor tog de også fejl, de mennesker, der ville gøre ham til konge for et par søndage siden, dengang han mættede 5000 ude i ørkenen med fem små brød og et par fisk. De tog fejl. Jesus kan aldrig nogen sinde gøres til konge. Han er konge fra evighed af og til evighed.

Troen

Den norske biskop Per Lønning oplevede engang en fredagsprocession i Jerusalem, som finder sted hver fredag kl.15, altså på Jesu dødstime, og går gennem bestemte gader ad den rute, Jesus måtte bære sit kors på Via Dolorosa. Forrest i procession går en mand med et stort kors på skulderen, efter ham en lang hale af dels fastboende kristne, dels af turister med store hatte på hovedet og mobilen parat til at forevige hvert øjeblik. Ved bestemte stationer på Via Dolorosa standser processionen og der bedes en bøn, som deltagerne istemmer mere eller mindre andægtigt. Det er alt sammen et broget billede af mennesker, som hylder æselkongen.

Per Lønning fortæller, at på et tidspunkt må han og hans kone give op. De orker ikke dette udvendige skuespil længere. Det er alt for påtaget og uægte. Det betroede de en katolsk munk, de faldt i snak med. Den katolske munk fortalte, at han selv tidligere havde følt det på samme måde, lige indtil det gik op for ham, at dette her er ægte, netop på grund af dets uægthed. Det var jo blandt sådanne mennesker, Jesus færdedes, og det var sådanne mennesker, han lod sig hylde af. Verden er nøjagtig, som den var dengang. Og det er midt i det hurlumhej, at vi begynder at ane nådens under.

Det er netop et nådens under, at Jesus Kristus tager imod mennesker, så uværdige som de er, og giver dem sit hjertes kærlighed. Og det gælder også os, som kender vort eget hjertets svigefuldhed, der snart vil hylde Jesus som konge og snart fornægte ham. Det gælder dig, som tit kan være i tvivl om din ret til at kalde dig kristen, så ustadig og halvhjertet som du er. Du skal vide, at Jesus rejste ind i Jerusalem som den sagtmodige konge, der tog imod skarens hyldest, ægte såvel som uægte. Og det gør han stadig – det er nådens under. Jesus vil også inddrage os i tilbedelsen af ham. Vi har ingen æsler, kapper eller palmegrene, men vi har hjem, stemmer og knæ, som vi kan bruge til at give ham vores hjertes hyldest.

Jo, det er virkelig en anderledes konge, der den dag rider ind i Jerusalem, og et anderledes rige han grundlægger. Det er et rige, der grundlægges gennem sagtmodighed, ja svaghed og ikke gennem styrke og magt. Og sådan må det også være i vores liv, hvis vi ønsker at ære den sagtmodige æselrytter. Hans ydmyghed danner også mønstret for vort liv som hans efterfølgere. Som Paulus skriver i 2. Kor. 12,9: ‘Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.’

Sådan kom han første gang i ringhed og svaghed. Og sådan kommer han fortsat til sin menighed, når den samles omkring ordet og nadveren. Men anden gang han kommer, kommer han med magt og megen herlighed. Anden gang han kommer, kommer han synligt som en konge. Første gang han kom, kom han forklædt som konge, som en sagtmodig æselrytter.

Jesus kunne godt være gået ind i Jerusalem som enhver anden pilgrim. Han kunne sagtens have undgået dette hurlumhej, hvor han lod sig hylde af den svigefulde skare af mennesker, der den dag hyldede ham som konge, for et par dage senere at kræve ham korsfæstet. Men det gør han ikke. Han giver dem og os chancen for at hylde ham med det, vi har. Han tager gerne imod vores hyldest – også selv om han kender til vores halvhjertede og til tider kluntede forsøg på at ære ham. I mødet med hans usvigelige kærlighed fremstår min tak til ham så fattig. Jeg ved, at han er død for min skyld. Jeg kan ikke bidrage til forsoningen med noget som helst og betale for bare en lille del af mine synder. Alligevel lader han sig hylde af halvhjertede og svigagtige mennesker som mig. Og det er nådens under.

Udfordringen

Kender du også nådens under, at Jesus tager imod din svigefulde og ringe tak?

Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene:
»Herren er med dig, du benådede!«

Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende:
»Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«

Maria sagde til englen:
»Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.«

Englen svarede hende:
»Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.«

Da sagde Maria:
»Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!«

Så forlod englen hende.

Lukasevangeliet 1,26-38

Født af jomfru Maria

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Mariæ bebudelses dag kommer som et afbræk i fasten. Her ni måneder før jul fejrer vi festen for, at Gud blev menneske ved at undfanges som et foster i Marias livmoder. Underet kalder vi inkarnationen, dvs. at noget bliver kød. Gud, der er ånd, materialiserer sig og blive kød, noget fysisk.

I kirkens første århundreder var talen om Marias undfangelse ved Helligånden en sikker gevinst. Når de kristne kom med deres prædiken om, at Jesus Kristus er Guds søn, spurgte folk selvfølgelig, hvordan dette kunne gå til. Og så fik de forklaret, at Jesus Kristus var ‘født ved Helligånden af jomfru Maria’ som det hedder i Hippolyts dåbsbekendelse fra ca. år 215, og at det var sket uden nogen mands mellemkomst. Og så nikkede folk som regel og sagde: ‘Nå sådan.’ Det var en forklaring, som gik lige ind.

Helt anderledes i dag. Den forklaring duer ikke hos det moderne menneske. At forklare at Jesus er Guds søn med, at han er undfanget ved Helligånden, er at forklare noget svært med noget endnu sværere.

Troen

Johannes Møllehave fortæller om en mand, der erklærede, at hans forstand hindrede ham i at tro. Konen, der kendte omfanget af sin mands forstand, sagde trøstende og opmuntrende:
‘Nå, men det er da en meget lille forhindring.’

Den historie er god at begynde med, når vi skal tale om undfangelse ved Helligånden. Nogle hævder, at det er en beretning, der er kommet til efter, at NT er skrevet, og sat ind som en forklaring på Jesu guddommelighed. Det har dog vist sig op gennem historien, at kvitter man jomfrufødslen, ender det hurtigt med, at man også kvitter troen på Jesus Kristus som Guds søn. Som en har sagt:
‘Jomfrufødslen er vor Herres navlestreng, og klipper man den over, falder troen på Guds søn også.’

Englen kommer til Maria, hilser hende og taler nogle ord til hende. Og så er det sket. Helligånden overskygger hende, og hun er gravid, og Jesus er på vej, og lader sig føde ni måneder senere. Undfangelsen er en realitet ved, at Gud siger nogle ord til Maria.

Jeg fyldes af beundring og respekt for denne purunge kvinde, som Gud valgte som sin søns mor. Maria giver indtryk af at være en usædvanligt oprigtig, from og helstøbt kvinde. Læg mærke til hendes reaktion på englens besøg. Den går fra forfærdelse over forundring til mistro, men hun ender med at hvile i bevidstheden om at være Herrens tjenerinde og med villighed til at bøje sig for hans ord.

Hun er for mig at se det største og bedste eksempel på en Guds tjener i hele Bibelen. I al ubemærkethed bliver hun redskab for det største af alle Guds undere: hans inkarnation. Tænk sig, hvis Maria havde trukket sig tilbage af frygt for, hvad det her kunne ende med? Tænk sig, hvad det havde betydet, hvis Maria havde undslået sig af frygt for, hvad det her gjorde ved hendes gode rygte? Tænk sig, hvis Maria havde svaret Gud med ordene:
‘Jeg kan desværre ikke opfylde din bestemmelse med mig. Lige nu har jeg andre planer for mit liv. Jeg har ikke tid til en baby lige nu, hvor jeg er under uddannelse. Jeg vil også gerne nå at rejse og gøre karriere, inden jeg skal have børn. Jeg bliver nødt til at sige nej tak til opgaven nu, kære Gud?’

Så ville vores frelse have hængt i en tynd tråd.

Men, priset være Maria til evig tid – som det lyder i en engelsk julesang:

Nej, alt dette vidste Maria ikke, da hun sagde ja til at føde Guds søn. Men efterhånden, som tingene skete, og hun oplevede påskemorgen, fyldte det hende med stor taknemmelighed og jubel, og hun har tænkt: ‘Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter din dit ord.’

Udfordringen

Er du villig til at lade dit liv forme af Guds ord og lade hans vilje ske gennem dig?

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge.

Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip:
»Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.

Filip svarede ham:
»Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«

En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:
»Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«

Jesus sagde:
»Få folk til at sætte sig.«

Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.

Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple:
»Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«

Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de:
»Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.«

Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.

Johannesevangeliet 6,1-15

Brødkonge eller livets brød

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi er nu halvvejs i fasten og forlader de dystre tekster om djævelen og alle hans onde ånder og sygdom og død. På denne glædens søndag, som den fra gammel tid er blevet kaldt, puster vi Djævelen ud, og tager en dyb indånding af Jesus, der rækker os livets brød. Her viser Jesus sin magt til at kunne lave brød nok til 5000 mand. I sit evangelium undgår Johannes som oftest at gentage de beretninger, som nævnes i de første tre evangelier. Når vi ser bort fra de beretninger, der omhandler Jesu lidelser, død og opstandelse, er det faktisk kun dette bespisningsunder, som er nævnt i alle fire evangelier.

Troen

I mødet med denne beretning dukker tvivlens og snusfornuftens fladpandede skepsis op, og man tænker: ‘Det kan jo ikke passe. Der må være en anden og mere naturlig forklaring på dette under.’ Man har forsøgt sig med den forklaring, at der ikke bare er en dreng med fem brød og to fisk, der deler ud af sit forråd, men mange små drenge med hver deres madpakke. Og da de andre så, at han gavmildt delte ud af sin madpakke, begyndte de at gøre det samme, og vupti, så var alle blevet mætte. Tåbelig forklaring, som jo slet ikke er nogen forklaring. I stedet skal vi prøve at se en åben himmel over os og se, hvordan Jesus er herre over verdens ressourcer, og at det nytter noget at stille vores lille bidrag til hans disposition og så lade ham gøre det under, der må til, for at alle jordens mennesker kan blive mætte.

Jesus har omsorg for hele mennesket. Han er ikke ligeglad med, om menneskeskaren har mad eller ej. Han bekymrer sig om mennesker, der er ramt af naturkatastrofer og sult. Det skærer ham i hjertet at se 1/3 af verdens befolkning leve i overflod af mad, mens 2/3 dele af jordens befolkning sulter eller lever på sultegrænsen. Og selv om det kun er et lille plaster på såret, glæder det ham, når vi giver et bidrag til Folkekirkens Nødhjælp, når det ringer på vores dør, og når vi samler over 100 millioner ind ved diverse tv- shows. Men det ændrer ikke ved, at sulten også er et strukturelt problem. Fordelingen af verdens ressourcer og fødevarer kræver ganske enkelt et opgør med den måde, vi i Vesten griber tingene an. Vi må lære at omlægge vores liv og vænne os til at have mindre og leve mere enkelt. Det kan godt virke uoverskueligt og truende. Men vi kommer ikke uden om at tænke og handle i nye baner.

Men nu handler det her ikke kun om at mætte 5000 mennesker med brød, så man rent fysisk føler sig mæt. Det er et tegn. Dvs. det peger ud over sig selv. Som Jesus sagde til Djævelen, da han fristede ham med nybagt brød ude i ørkenen:
‘Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.’

Og i samtalen med sine disciple, efter Jesus har gjort dette under, siger han:
‘Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.’ (Joh. 6,35).

Jesus vil altså henlede vores opmærksomhed på, at vi ikke lever af fysisk brød alene. Det har vi brug for, men der er en dimension, vi ikke må glemme, og det er ham som livets brød.

Vi må ikke tænke for småt om Jesus. Vi tænker let, at det største, vi kan håbe på, er, at han vil skaffe os bedre levevilkår, en sund krop, en ny bil, en god familie, hvor børnene trives. Og midt i alt dette glemmer vi Jesus som livets brød. Er vi kun fokuseret på Jesus, der hjælper med sygdom, dårlig økonomi, familie og karriere? Hvor mange af vore bønner handler mon ikke kun om vores daglige behov og vore drømme for det her liv? Men i Fadervor beder vi ‘komme dit rige’, førend vi beder om det daglige brød. Denne rækkefølge må også afspejles i vores praktiske liv, ellers bliver han kun en brødkonge for os, og vi risikerer, at han trækker sig tilbage fra os, sådan som han gjorde, da de ville gøre ham til konge.

Ganske vist dør vores legeme af mangel på brød, og det er slemt nok. Men uden Jesus som livets brød dør vores sjæle. Det er den sult, Jesus vil stille.

I fastetiden mindes vi om Guds gavmildhed mod os. Gennem afholdenhed fra mad eller luksuriøse ting, hjælpes vi til at se den overflod, vi ofte tager som en selvfølge. Måske er det penge, jeg bruger på mig selv og mine interesser, men som jeg i virkeligheden kunne bruge på at afhjælpe fattigdom, misbrug eller anden nød. Fastetiden kan være en anledning til at få tegnet det gavebrev, jeg længe har tænkt på. Eller det kan være anledningen til at melde mig som frivillig indsamler eller være medhjælper i en genbrugsbutik. Guds gavmildhed smitter af på dem, der omgås ham i det daglige. Gavmildhed er den eneste investering, som med 100% sikkerhed giver afkast.

Udfordringen

Bruger du kun Jesus som din brødkonge, eller er han også vigtig for dig som livets brød?

Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde:
»Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.«

Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem:
»Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer.

Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.

Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.«

Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte:
»Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!«

Men han svarede:
»Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!«

Lukasevangeliet 11,14-28

Åndernes hus eller Åndens hus?

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vores liv er som en slagmark, hvor to stormagter slås om herredømmet over os. Den ene magt er Gud, og den anden er hans modstander og modsætning Djævelen. Et ingenmandsland eksisterer ikke. Hvem af os har ikke mærket, at der er to stemmer i os, der vil have sin vilje med os? Som et barn engang formulerede det: ‘Det er svært at være menneske, for man er ligesom to, og man ved ikke, hvad for en, man vil være.’ Danskerne tager ofte Djævelens navn i deres mund. Fanden, Satan og Helvede fyger omkring os. Men når det kommer til stykket, har vi alligevel svært ved at tage Djævelen, Fanden og Satan alvorligt. Vi ser ikke Djævelen som en reel virkelighed.

Troen

Og ja, det her med Satan er svært at forholde sig til, for hvilken kategori skal vi placere ham i? Kan man fx. sige, at Djævelen er en person? Nej, så havner vi let i folkesagnenes opfattelse af Djævelen som en person med horn i panden og en trefork i hånden. Hvad så med et princip, det ondes princip? Det lyder straks mere spiseligt for det moderne menneske. Men den går heller ikke. For et princip kan ikke være levende og aktivt, som Djævelen er, men er noget abstrakt og dødt. Gid det var så vel, at Djævelen bare var et princip. Principper ved vi da, hvad er, og de er til at bekæmpe.

Bedre er det med kategorien en levende og aktiv magt. Bibelen taler netop om Djævelen som en usynlig, aktiv magt, og han optræder aldrig i egen skikkelse. Som en har sagt, står der aldrig Djævel på Djævelens visitkort. Alt kan han bruge som forklædning, det være sig personer, ideologier, forskellige trends, strømninger inden for litteratur, kunst, kultur, musik, reklamer, politiske og samfundsmæssige strukturer. I alt kan denne levende og aktive magt møde os.

Tilbage i 90’erne kørte TV 2 Zulu en række udsendelser om besættelser kaldet ‘Åndernes magt’. Her fulgte man forskellige personer, som mærkede åndernes magt. Der kunne være tale om decideret dæmonbesættelse, men oftere var det oplevelser af døde, der gik igen og forstyrrede husfreden og de mennesker, som levede i huset. Eller det kunne være mærkelige ting, der skete. Borde, der hævede sig og svævede rundt i luften. Jeg lod mig skrive op på Zulus liste over præster, der stillede sig til rådighed for mennesker, der følte sig hjemsøgte. Det var en bred vifte af forespørgsler, folk henvendte sig med. Oftest var det mennesker, der følte sig i forstyrret af afdøde. I sådanne tilfælde var det umiddelbart nemt at hjælpe. Det kunne ske ved at rense huset for ånder og påkalde Jesu magt og fred over husets beboere. Sværere var det, når nogen troede, de var besatte af onde ånder. Det var tilfældet 2-3 gange, husker jeg. I disse tilfælde var det kun bøn og proklamation af Jesu magt over Djævelen, der hjalp. En sådan påkaldelse kræver ikke nogen autorisation som excorsist, men en bøn, som enhver troende kristen kan bede. Ganske enkelt at erklære Jesu magt over en person og holde et kors op foran denne persons ansigt.

Jeg vil stærkt understrege nødvendigheden af, at et menneske som plages af dæmoner, først skal være villig til at lade Jesus være herre i sit liv, inden vedkommende bliver sat fri. Det nytter ikke noget, at man fejer huset og gør det beboeligt. Der må flytte en anden ind og fylde hele huset med sit nærvær. Et menneske må altså være villig til at lade sig omvende, førend det kan slippe fri af dæmonernes magt. Det nytter ikke noget, hvis man vil beholde et smykke som fx. en amulet med et satanisk symbol. Nej, alle broer må brændes til de gamle bindinger.

Og det er ikke kun et dæmonbesat menneske, der må foretage dette valgt: Vil jeg tilhøre Jesus og ham alene, eller vil jeg beholde lidt af mit gamle liv? Jesus er radikal her, når han siger: ‘Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder.’

Men en ting ved vi med sikkerhed: Et menneske der har lukket Jesus ind i sit liv, kan ikke blive besat af onde ånder. Jesus har fejet og pyntet mit livs hus, og når jeg flytter ind i det hus, flytter jeg ind i et hus, Jesus har gjort rede for mig. Og i det hus, kan den onde ikke røre mig. Tværtimod, så må jeg fylde huset med Jesu nærvær dag for dag, lade hans duft sprede sig der, og lade lovprisningen af ham fylde mit hus. Når du mærker Djævelens forsøg på at erobre dig tilbage, er mit bedste råd at tegne korsets tegn for ansigt og bryst og sige: ‘Djævel, forsvind i Jesu navn.’

Udfordringen

Mærker du befrielsen, når du hører, at du som kristent menneske ikke kan blive besat, for Jesus er Herre i dit hus?

Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana’anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte:
»Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«

Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham:
»Send hende væk! Hun råber efter os.«

Han svarede:
»Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.«

Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad:
»Herre, hjælp mig!«

Han sagde:
»Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.«

Men hun svarede:
»Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«

Da sagde Jesus til hende:
»Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.«

Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Matthæusevangeliet 15,21-28

Gud bor også i din længsel efter ham

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Evangeliet i dag om Jesus og den kana’anæiske kvinde handler om den Jesus, som overskrider vedtagne grænser. Og en af disse grænser er skellet mellem jøder og ikke-jøder. Den grænse overskrider Jesus ved at helbrede den kana’anæiske kvindes datter. Hvorfor var hun blevet besat? Det ved vi ikke. Under alle omstændigheder hjælper Jesus kvinden.

Hunden var et beskidt dyr ifølge jødedommen. Som regel havde man derfor ikke hunden som kæledyr, men dog nok som vagthund og hyrdehund. Med sin helbredelse af denne hedenske kvindes datter, foregriber Jesus den hedningemission, han senere befaler i Missionsbefalingen (Matt. 28,18-20) om at gøre alle folkeslag til hans disciple, både jøder og hedninger.

Troen

Jesus er ubegribelig modvillig, tænker jeg. Her kommer en kvinde, som har indset, at hun har et problem, som hun ikke selv magter at gøre noget ved. Hun anerkender Jesus som herre og Messias, og hun beder ham om hjælp. Hvad mere kan han egentlig forvente? Selv om hun ikke falder ind under den målgruppe, som Jesus først og fremmest er sendt til, så forekommer hans afvisning af kvinden uforståelig og som en spand koldt vand i hovedet.

Dog er jeg glad for, at netop denne beretning er kommet med i evangeliet. Det havde nok været mere politisk korrekt af evangelisten Matthæus at undlade at tage beretningen med, især når vi tænker på, at det stod soleklart for Matthæus’ læsere dengang, at Jesus var sendt som hele verdens frelser. Alligevel har evangelisten taget denne beretning med. Og det er jeg meget taknemmelig for, fordi den er en opmuntring til os, når vi i en længere periode søger Guds hjælp i en svær situation, men ikke synes, vi får noget svar. Det virker som om Gud bare vender os ryggen, når vi råber om hjælp til en syg forælder, et barn som mobbes i skolen, en deprimeret ægtefælle m.fl. Er det ikke tungtvejende anliggender nok til at bede Gud om hjælp? Men vi oplever ofte det samme som denne kvinde: Guds tavshed. Han møder os ikke med åbne arme, men snarere med rynkede bryn.

Disciplene bad Jesus om at sende hende væk. Det er jo pinligt, som hun råber til os. Hun blev bare for meget for dem. En belastning, de ikke var klar til at bære lige nu. På samme måde kan vores medkristne blive trætte af os og trække sig fra at vise dem sympati og forbøn, når vi allermest trænger til hjælp.

Denne kvindes historie fortæller os, at bag Guds rynkede bryn og tilsyneladende manglende empati banker et kærligt hjerte. Hun vidste, at hun ikke var værdig til Jesu hjælp, men hun havde ikke andre muligheder end at opsøge ham. At få Guds hjælp til livet og evigheden er at få det, som vi ikke har krav på og ikke er værdige til. At erkende sin uværdighed og alligevel trygle Gud om hjælp er det stærkeste udtryk for frelsende tro.

Der findes næppe et kristent menneske, som ikke har oplevet, at Gud føles borte. Når jeg beder til ham, får jeg den skræmmende følelse af, at jeg bare taler med mig selv. En følelse af, at min bøn bare er en projektion af mine egne tanker og drømme. Men Gud er der ikke. Når jeg læser i Bibelen, siger det mig ikke noget, og jeg lades uberørt af ordene. Og det kristne fællesskab opleves pludselig så menneskeligt og uden Helligåndens kraft og glød.

Hvorfor skjuler Gud sit ansigt? Jeg tror, han gør det for at styrke min tro. Han vil give mig en fornemmelse af, hvordan jeg er stillet uden ham. Ved at skjule sig for dig, skaber han en længsel i dig efter igen at se hans nådige ansigt. Gud bor i din længsel. Derfor, når Gud skjuler sig for dig, betyder det ikke, at han ikke er der. Tvært imod er han der som en usynlig ven, der rækker dig sin hånd midt i mørket. Gud er der, og du skal komme til at takke ham på ny.

Når Gud skjuler sig for dig, så bliv ved med at læse i din bibel. Bliv ved med at holde fast i det kristne fællesskab, og bliv ved med at bede dine fortvivlede bønner. Når Gud skjuler sig for dig, bor han dog stadig i din længsel efter ham.

Udfordringen

Hvad gør du, når du mærker, at Gud skjuler sit ansigt for dig? Giver du op og dropper ham, eller holder du fast ved, at Gud også er i din længsel efter ham?

Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«

Men han svarede:
»Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹«

Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:
»Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹«

Jesus sagde til ham:
»Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.‹«

Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham:
»Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.”

Da svarede Jesus ham:
»Vig bort, Satan! For der står skrevet: ›Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹«

Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Matthæusevangeliet 4,1-11

Jesus vandt og jeg har vundet

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Nu er fastetiden og dermed forberedelsen til påske begyndt. Og vi lægger ud på den helt store klinge med Jesu konfrontation med Djævelen. Indtil nu har djævelen optrådt mere anonymt og mere været til stede som en skygge. Nu skrues der op for retorikken, og Djævelen demaskeres som den, han i virkeligheden er.

To gange hører vi om, hvordan Jesus og Djævelen står i åben konfrontation nemlig her og dernæst i kampen i Getsemane have. Altså ved begyndelsen af Jesus virke og ved afslutningen. Da Gud var blevet menneske i sin søn Jesus, så Djævelen sit snit til endeligt at besejre ham. For Jesus var virkelig sandt menneske, der kunne blive fristet ligesom os. Men Jesus sagde nej.

Hele Guds frelsesplan var på spil. Faldt Jesus, ville hele Guds redningsplan også falde.

Troen

En satanist skulle have sagt følgende: ‘Jeg tror på Gud, ellers kunne jeg jo ikke hade ham.’ Tankevækkende udsagn. Djævelen kan nemlig kun definere sig selv som modsætning til Gud. Han er ingenting uden Gud. Han er en snylter på Gud. Og han er en løgner, siger Jesus, ja løgnens far. (Joh 8,44).

Alle tre fristelser har til formål at få Guds søn væk fra lidelsen på korset. Djævelen indleder de to første fristelser med ordene:
‘Hvis du er Guds søn….’

Det er vel kun ret og rimelig, at Guds søn skal have brød nok at spise, og at han modtager ære fra hele verden. Men Jesus siger nej tak til både at få stillet sin sult og ligeledes at kaste sig ud i et bungy jump uden elastik. Det ville ellers nok have skabt opmærksomhed, og folk ville strømme til. Men det var ikke det, Jesus var kommet for.

Så kommer den tredje og sværeste fristelse, den om magten over hele verden. Den var svær, for var det ikke derfor, han var kommet? Var det ikke netop for at få verden tilbage på Guds hænder, for at befri hele verden fra Djævelens magt? Med et lille snuptag kunne Jesus vinde hele verden for sig uden at skulle lide på et kors.

Umiddelbart skulle vi tro, at al fristelse er imod Guds vilje. Men vi skal lægge mærke til, at det var Ånden, der førte Jesus ud i ørkenen for at fristes. Gud frister ingen, men han tillader, at vi fristes. Vi kan måske sammenligne Gud med en fodboldtræner, der kaster sine spillere ud i en række træningskampe i preseason. Her skal formen pudses af, inden den egentlige sæson begynder. Kampene giver risiko for skader og nederlag, men kun ved at spille og kæmpe, kommer spillerne i en fysisk form, der sætter dem i stand til at vinde det endelige trofæ. (Jak 1,2)

Hvordan Djævelen kom til Jesus, ved vi ikke. Men Jesus var straks klar over, hvem han var. Han er en mester i at forklæde sig. Hele tiden antager han nye former. En ting kan vi dog sige om hans forklædningskunst. Han kommer altid i den mest besnærende forklædning, som sund fornuft, som det lækre og det lidelsesfrie alternativ.

Hvad er evangeliet, budskabet, i denne tekst? Der er dem, der hører det her som en opfordring til at gøre ligesom Jesus, nemlig at stå fast og sige nej til Djævelen og besejre ham. Jesus har jo vist os, hvordan det skal gøres. Det gælder om at samle al sin vilje, fokus og tro, så skal det nok lykkes. Det drejer sig blot om at tro nok og så ellers sætte al sin viljestyrke ind på projektet, så skal det nok lykkes at leve som en sejrrig kristen, der overvinder alle fristelser. Det hele er et spørgsmål om ærlighed, alvor og helhjertet indsats. Med en total indsats fra menneskets side tilsat en god portion Helligånd, ja så kan vi sejre mod Djævelen og komme styrket ud af duellen.

Men det er en ufrugtbar vej. Enten fortvivles vi over os selv, for vi lider stadig nederlag. Eller også ender det i overfladisk hovmod, hvor vi bilder os selv og andre ind, at vi kan stå imod Djævelens fristelser og ser ikke, at hvor vi sejrer på det ene område, der lurer hovmodet og forblindelsen på det andet område. Det handler altså ikke om at gøre, som Jesus gjorde. Nej, det handler om Jesus, om hvad han gør, og hvad han kan. Det er det, som gør Jesu fristelse i ørkenen til et evangelium. Denne søndags glædelige budskab udtrykkes sådan i Hebr 2,18: ‘For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes.’ Det drejer sig ikke så meget om, hvad du og jeg kan, men langt mere om, hvad han kan.

Udfordringen

Har du erfaret, at Jesus er kommet dig til hjælp, når du fristes til give op?