PÅ SØNDAG

Da kommer Jesus fra Galilæa til Johannes ved Jordan for at blive døbt af ham. Men Johannes ville hindre ham i det og sagde:
»Jeg trænger til at blive døbt af dig, og du kommer til mig?«

Men Jesus svarede ham:
»Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.«

Så føjede han ham. Men da Jesus var døbt, steg han straks op fra vandet, og se, himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due og komme over sig; og der lød en røst fra himlene:
»Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!«

Matthæusevangeliet 3,13-17

Han byttede plads

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi går nu fra forfasten og til den egentlige fastetid, som går fra askeonsdag, dvs. onsdag efter fastelavns søndag, og som varer til påskelørdag. Fraregnet søndagene er der i denne periode 40 dage til påske, svarende til at Jesus fastede 40 dage i ørkenen, førend han mødte Djævelen til en styrkeprøve. (Matt 4,1-11) Eller som Moses, der fastede 40 dage, mens han var sammen med Gud på Sinai bjerg. (2. Mos 34,28). Her i fastetiden konfronteres vi med vores synd og fortabthed. Askeonsdag minder os om, at vi er som aske, idet præsten tegner et kors for panden, mens han siger: ‘Husk på, du er støv.’ Fasten understreger vores dødelighed og vores behov for frelse. Eller sagt med mere nutidige ord: ‘Vi trænger til en ny begyndelse.’

Troen

Det er en skelsættende begivenhed, vi er vidne til. Jesus, Guds elskede søn, bliver døbt med Johannes’ dåb, som var en dåb til omvendelse og syndernes forladelse. Tænk sig: Guds søn blev døbt og dermed renset for al snavs og alt syndigt. Og det var da heller ikke sin egen synd, han blev renset for. For selv havde han overhovedet ikke noget syndigt i sig. Nej, det var vores synd og skyld han, bekendte den dag ved Jordanfloden. Den dag førte Jesus det til den yderste grænse, at han var blevet menneske som os. Den dag viste han os, hvad det betyder, at Guds søn blev menneske.

Fastetiden skal hjælpe os til at se, hvem vi er, når vi står nøgne over for Gud, når vi ikke kan skjule os, men må vedgå, at vi er som støv, der hvirvles væk. Vi har ikke blot brug for at blive bedre mennesker. Vi har brug for at blive nye mennesker.

Johannes har ret, når han siger, at Jesus ikke trængte til at blive døbt. Han havde ikke brug for at omvende sig. Han vendte helt rigtigt mod Gud. Helt modsat os, der er født med ryggen mod Gud og med en medfødt uvilje mod at leve sammen med ham. Grundskaden i ethvert menneske er, at det selv vil være Gud i sit eget liv. Ved at lade sig døbe bliver han ikke en synder som os, men han tager vores synder på sig og bliver skyldig til døden i stedet for os. Vi kan billedlig talt forestille os, hvor grumset Jordan flodens vand var med alle de menneskers syndsbekendelse, der var vasket af her. Og så træder Jesus ud i det grumsede vand. Selv har han ingen synd at bekende, men står der, for at tage alle vores synder på sig og bære dem til korset og lide straffen for dem.

Det her med at bytte plads fortæller den norske præst og forfatter Karsten Isachsen om i sin bog ‘Når et barn kommer hjem.’ Her skriver han:
‘For nogle år siden traf jeg en amerikaner. Han sagde: ‘Jeg har et underligt forhold til det at leve. For to år siden skulle jeg på en forretningsrejse. Jeg havde flybillet og reservation i lommen. Lige før afgang skete der noget, som gjorde, at rejsen blev udsat. Der var kø på flyvepladsen, og en anden fik min billet. Det fly styrtede ned den dag, alle omkom. Af og til får jeg dårlig samvittighed over for ham, som sad på min plads. Det skulle jo have været mig. Uden at vide det, havde jeg pladsbillet til døden.’

Og så fortsætter Isachsen:
‘Det var det, der skete, da Jesus blev døbt i floden Jordan, da han gik ind i syndernes kø. Vi byttede plads. Jeg, som har pladsbillet til døden, oplevede at en anden tog min plads. Og det skete virkelig, langfredag døde han min død. Jeg, som var undervejs til døden, fik af ham en pladsbillet til livet i stedet. Jesu dåb og min dåb. Vi byttede plads. Alt mit blev hans. Alt hans blev mit. Hans sejrrige opstandelse. Lyset påskemorgen. ‘Åben har jeg Himlen fundet, Jesus vandt, og jeg har vundet.’ (DDS 233,2)

Fra den time af er vejen mod Golgata begyndt. Nu har han taget en tjeners skikkelse på sig. Nu går han den smalle vej, kærlighedens vej. Via Dolorosa. Nu går han der, hvor ingen kan følge ham. Gennem djævelens ørken, gennem Getsemane-haven, gennem jubel og tortur. Men hverken begejstringen eller torturen ændrer Jesus, hans hjerte eller den vej, han går.

Ser man på et kort over Israel, giver det denne tekst et utroligt perspektiv. Jesus blev døbt af Johannes i Jordanfloden nord for Dødehavet. Dødehavet ligger 392 meter under havets overflade. Jesus begynder sin vandring mod korset på jordens laveste sted. Dybere ned kunne Gud ikke komme, end da han blev døbt med synderes dåb. I tre utrolige år stiger han mod korset på Jerusalemhøjen, 700 meter over havet. Under jubelråbene palmesøndag så han hovedskalstedet Golgata, hvor jubelen skulle fortsætte. Der løftede de ham op, op på hans sidste talerstol.

Udfordringen

Hvad gør det ved dig at høre, at Jesus byttede plads med dig – i dåben i Jordan floden dengang og i din dåb?

Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem:
»Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.«

Og han sagde:
»Den, der har ører at høre med, skal høre!«

Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem:
»Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.«

Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

Markusevangeliet 4,1-20

Den gode jord og overfladiskhedens jordbund

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Da Jesus blev forklaret på bjerget, lyder Guds røst fra himlen: ’Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’ Og denne lignelse handler netop om at høre ham. Lignelsen understreger vigtigheden af at høre Guds søn. Denne lignelse er på flere måder selve nøglen til at forstå andre af Jesu lignelser. Jesus vil have os til at fokusere på, hvordan vi hører ordet og behandler det. Vigtigheden af denne lignelse understreges også af, at tre af evangelisterne har denne lignelse med næsten enslydende, nemlig. Matt 13,1-23, Mark 4,1-20 og Luk 8,4-15. Og endelig gengiver Johannes nogle ord af Jesus om hvedekornet, der må lægges i jorden, for at noget nyt kan vokse frem. (Joh 12,20-26)

Troen

Det lille sædekorn har et enormt potentiale i sig. Hvis det bliver sået i godt forarbejdet jord og får tilstrækkelig med varme, lys og vand, spirer det og vokser op til en ny plante, der giver mange gange igen i form af nye aks med nye korn. Kornet kan opbevares i en tør pose i flere år uden at miste sin grokraft. Men det er først, når det puttes i jorden, det kan udnytte sin spirekraft. Jesus sammenligner sig selv med hvedekornet. Det er nødvendigt, at han som hvedekornet lægges i jorden og dør, for at noget nyt kan vokse frem. Han siger: ‘Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. (Joh. 12,24)

Sædekornet har en iboende kraft til at spire. Men det har det kun, hvis det får de rette vækstbetingelser. Og det sker, når ordet om Jesus bliver hørt og modtaget af et godt hjerte. Når det bliver hørt og passet og plejet, vokser det og bærer mange gange igen. Hvis såsæden ikke lykkes med at vokse op, er det ikke, fordi denne sæd er dårlig og mangler spirekraft. Det er den samme sæd, der sås, uanset hvor det spredes. Spirekraften er den samme. Det er derimod jordens beskaffenhed, der bestemmer, hvordan sædekornets skæbne bliver. Noget faldt på vejen, og fuglene kom og pikkede det op, inden det nåede at spire. Det er overfladiskheden, det flygtige sind, der hele tiden er på jagt efter nye erfaringer. Men sæden, der blev sået, var den samme. Den havde den samme spirekraft i sig som den sæd, der faldt i god jord. Den sæd, der faldt på klippegrund, havde også potentiale til at udvikle sig godt. Spirekraften var den samme her som den, der faldt i den gode jord. Der er heller ikke noget i vejen med den sæd, der bliver sået mellem ukrudt og tidsler. Den har nøjagtig den samme gode spirekraft som den, der bliver sået i den gode jord. Det er altså ikke, fordi noget af den sæd, der bliver sået er af en ringere kvalitet. Det er derimod et spørgsmål om den jordbund, det falder i.

Jesu ord her taler lige ind i vores dagligdag. Jeg kender mennesker, som glade og villige har sagt ja tak til Guds ord. De begyndte så godt, og alt så lovende ud. De var med i en studiegruppe, de kom i kirke og til møder, hvor Guds ord blev sået. Men så holdt de lige så stille op med at deltage i de kristne aktiviteter, og til sidst blev de helt borte. Hvad var der sket? Jo, tvivlens tidsler havde fået magten over dem, som tiden gik. Eller når deres idealforestilling om livet med Gud brast, mistede de modet, frimodigheden og troen på ham. Eller det kunne være oplevelsen af, at når de havde sagt nej tak til en aften i byen, så mærkede de, hvordan kammeraterne trak sig. Og langsomt gik det op for dem, hvad det medførte at følge Kristus. Og den pris var de ikke villige til at betale.

Gud er generøs! Det er det billede, der toner frem hos Markus. Bondemanden strør om sig med sin såsæd. Han bekymrer sig ikke om jordbundsforholdene og om, hvor der er en chance for størst udbytte. Gud strør om sig med sit ord. Det slår mig, at Gud interesserer sig så lidt for, hvad der kommer ud af hans ord. Det er tankevækkende for alle os, der arbejder for at skabe menighedsliv og bygge kirke sammen. Omvendt havde der ikke været meget evangelium og glædeligt budskab, hvis Gud var i færd med at lave cost -benefit analyser på sit ord. Og for os mennesker havde det hele set grumset ud, hvis han gjorde. Han strør gavmildt om sig. Kender vi andre, der er så gavmilde? Ja, hvem er det mest generøse menneske, du har mødt? Jeg tænker tilbage på en pige med Downs syndrom, jeg skulle konfirmere i den kirke, hvor jeg var præst. Hun sagde ikke noget i alle de uger, hvor hun gik til præst. Hun så ned i gulvet og hun havde ikke meget sprog. Den dag, hun skulle konfirmeres, var ingen i kirken i tvivl om, at det var det, hun ville. For da jeg spurgte hende, om hun ville konfirmeres i den kristne tro – svarede hun højt og klart JA! Det kom som et råb helt indefra uden forbehold, det var et JA fra hjertet. Det ja, hun sagde, er som den gode jord, der bærer mange fold.

Udfordringen

Hvordan ser dit liv ud lige nu? Er det overfladiskheden, de mange vigtige gøremål og bekymringer, tvivlen, angsten for at være anderledes, der præger dit sind lige nu? Eller er dit sind som den gode jord, hvor Guds ord kan spire?

Jesus sagde:
»Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god?

Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Matthæusevangeliet 20,1-16

Et privilegium at tjene Gud

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Epifanitiden sluttede med den endelige afsløring af Jesu identitet, nemlig at han er Guds søn. Og Guds røst lød fra en sky: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

De næste tre søndag danner overgangen fra epifanitiden til fastetiden, og kan derfor kaldes forfasten. Forfasten vil have os til at lytte til ham, som er Guds søn, tage imod hans ord. I oldkirken var fastetiden forberedelsestid for nye kristne, der stod over for at skulle døbes. De gamle kristne kunne godt finde på at se skævt til disse nye kristne, der indtil nu havde levet gudløst i verden, mens de gamle kristne havde udstået forfølgelse. Her kommer de så og får samme løn som os, der har slidt og slæbt i lang tid, tænker de gamle kristne. Det er altså ikke retfærdigt. Nu begynder vi nedtællingen til påske. Septuagesima betyder 70. Nu er der ca. 70 dage til påske.

Troen

Jesu lignelse handler om en arbejdskonflikt, en strid om den overenskomstmæssige løn. Det fortælles, at på reformationstiden stod de lutherske stejlt ikke bare over for katolikkerne, men mindst lige så stejlt over for de reformerte, altså dem, som fulgte Zwingli og hans reformer af den katolske kirke. Man diskuterede ifølge en anekdote, om de reformerte overhovedet kunne blive frelst. Dette spørgsmål blev så efter sigende diskuteret på et stort kirkemøde, og her nåede man frem til den konklusion, at det kunne de godt, men kun af nåde. Lutheranerne blev selvfølgelig frelst, mens de reformerte kun kunne blive det af nåde. Skal man le eller græde?

Anledningen til, at Jesus fortæller denne lignelse, er Peters spørgsmål:
‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ (Mat. 19,28)

Ja, hvad får så vi? I grunden forstår vi godt Peters spørgsmål. Vi er så vant til at regne med princippet lige løn for lige arbejde. Det er kun almindelig retfærdighed. Og ingen af os kan vel sige os fri for sympati med de protesterende arbejdere. Havde de bare vidst noget før, at de alle ville få samme løn, så var de ikke gået med til overenskomsten om en denar for en hel arbejdsdag, når de kunne have hygget sig derhjemme hos familien, og først være taget på arbejde en time før fyraften.

Men ifølge Jesus får alle arbejdere, hvad de har ret til (v. 4). En denar var på Jesu tid det beløb, der kunne brødføde en almindelig familie. Det er ikke uretfærdigt, det han gør, når han udbetaler så tilpas høj en løn, at en arbejder kan brødføde sin familie. Tjente arbejderen kun det halve eller en fjerdedel, kom hans familie til at sulte. Ved at give alle arbejdere en denar uanset indsats, viser vingårdsejeren, at der ikke er sammenhæng mellem indsats og løn. Her opererer Jesus med en anden slags retfærdighed, nemlig nådens retfærdighed.

De arbejdere, der havde arbejdet længst, var nået dertil, hvor det ikke længere var et privilegium overhovedet at få lov til at arbejde. De glemte efterhånden, hvor heldige de var, at vingårdsejeren overhovedet havde givet dem et arbejde. Nu var motivationen for at arbejde i vingården lønudbetalingen og ikke længere glæden over overhovedet at have et arbejde.

Vi, der har tjent Gud gennem et langt liv, kan let havne i den situation, hvor vi bliver misundelige på vores nye medkristne. Peter, en af de gamle kristne, spurgte jo Jesus: ‘Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’ Underforstået: ‘Hvad får så vi, som de ikke får?’ Det er så let at blive en utilfreds kristen. Det er så let at nå dertil, hvor vi begynder at sammenligne os med andre kristne og sige: ‘Se Jesus. Vi har knoklet livet igennem og har trofast tjent dig. Vi har afstået fra både det ene og det andet, vi har modstået fristelser, som andre tager for givet. Vi har fulgt dig gennem tykt og tyndt, både i opgangstider og i tilbagegangstider. Hvad får så vi? Vi må da få en form for belønning for lang og god tjeneste?’

Personligt er jeg glad for, at Gud har taget over i mit liv, lige fra jeg var barn. Jeg er taknemmelig for at være vokset op med kirkegang og søndagsskole. Jeg har ikke fortrudt en eneste af mine dage som Guds barn. Jo, som helt ung kunne jeg nogle gange godt misunde dem af mine medkristne, som havde prøvet alt det spændende, der lokkede i livet uden de restriktioner, troen på Gud lægger. Men ved nærmere eftertanke har jeg alligevel været lykkelig for hver eneste dag, jeg har fået lov til at være sammen med min himmelske far. Og jeg tror, vi, som er gammelkristne, bør øve os i at glæde os over hver en ny arbejder i Guds vingård. Også selv om de først begynder at arbejde sent i livet.

Udfordringen

Føler du, at du har mistet noget ved at tjene Gud gennem et langt liv? Eller kan du være taknemmelig for det privilegium at have fået lov til at arbejde i vingården gennem hele dit liv?

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.

Så udbrød Peter og sagde til Jesus:
»Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.«

Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen:
»Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!«

Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde:
»Rejs jer, og frygt ikke!«

Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem:
»Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

Matthæusevangeliet 17,1-9

Den åbenbare og den åbenbarede

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Disciplene får nu den endelige åbenbaring af den Jesus, der lå i krybben. Han bliver forvandlet for deres øjne, og hans ansigt lyser for dem, som om det var Guds eget ansigt, de ser ind i, og hans tøj blev skinnende hvidt som sne. Og Guds røst lød fra himlen med den endelige åbenbaring:

‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!’

Vi har nu nogle søndage fået løftet sløret mere og mere for, hvem mennesket Jesus er og har fået vist, at han også er Guds søn. Det begynder oppe i templet, hvor Jesus som tolvårig giver udtryk for, at han ikke kun er Marias og Josefs barn, men også er Guds søn. Det samme gentager sig ved brylluppet i Kana. Og de følgende søndage, hvor Jesus viser, at han har magt over sygdom og over naturen.

Troen

I år er det 10 år siden, at journalist Charlotte Rørth udgav sin bog ‘Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvillig troende’. Ifølge hende har ca. hver anden oplevet ting, som er uforklarlige. Selv har hun rejst Danmark tyndt med sit foredrag om sit møde med Jesus. Alle steder for fulde huse. Jeg husker selv, hvor gribende det var at høre hende fortælle om sin oplevelse.

Vi hører her om, hvordan de tre disciple oplever noget forunderligt oppe på bjerget, formodentlig på Hermons bjerg oppe i det nordlige Israel. Lige som for Rørth fik dette møde med den herliggjorte store konsekvenser for de tre disciples videre liv.

Peter fortæller i sit 2. brev:

‘For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: ‘Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.’ Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg.’ (2. Pet. 1,16-18)

Det har helt sikkert gjorte et kæmpe indryk på Peter at se Jesus blive forvandlet oppe på bjerget. Dette møde blev livsforvandlende for Peter og de to andre disciple.

Jeg tror, det er vigtigt for os at holde fast i de gange i vores liv, hvor Gud har løftet en flig af sløret for, hvem har er. Vi kan også ligesom Peter opleve at være med Jesus oppe på bjerget. Vi kommer muligvis ikke til at se Moses og Elias eller høre Guds stemme fra en lysende sky. Men mindre kan også gøre det.

Det kan være en situation, hvor du lytter til en prædiken og på en særlig måde mærker, at denne prædiken taler ind i dit liv lige nu. Måske er det et afgørende øjeblik i din efterfølgelse af Jesus, hvor du besluttede at tage et vigtigt skridt. Eller det kan være en bestemt lejr, du var på, som fik afgørende betydning for dig.

Sådanne stjernestunder skal vi huske på. Mind dig selv om sådanne øjeblikke og deres afgørende betydning en gang imellem. Og del gerne oplevelsen med andre. Det kan nemlig blive til stor hjælp for dine medkristne. Sådanne øjeblikke kan og skal vi ikke forsøge at dyrke eller frembringe. Det skaber nemt et præstationssyndrom i en menighed. Men vi må gerne have nogle hellige bjerge. Lad sådanne bjerge være hellige for dig og bestig dem fra tid til anden.

Det er åbenbart for alle, at Jesus var et menneske som os. Han levede under vore forhold, vore fristelser og med vore kampe. Som menneske var han solidarisk med os i alt og kunne derfor træde i vores sted over for Gud. Men her går mange galt af Jesus. De ser ham kun som det, han åbenbart er: et menneske. De hylder ham som en stor religionsstifter, en idealist, en kærlighedens mester.

Men er dette alt, vi har at sige om Jesus, er vi virkelig dårligt stillede. Jesus må også blive den åbenbarede for os. Det er ikke nok, at vi ser ham som det, han åbenbart er, nemlig et menneske. Gud må også åbenbare for os, at han er Guds elskede søn. Derfor skal vi ikke nøjes med at se ham som det åbenbare, men som den åbenbarede, som vi skylder at lytte til.

Og når Gud engang rejser os op og rører ved os og siger: ‘Rejs jer, og frygt ikke!’, skal vi kun se Jesus. Og den dag skal også vores forgængelige legemer forvandles, og vi skal få samme herliggjorte legeme som ham.

Udfordringen

Hvilke bjergtoppeoplevelser har du haft, og har du delt dem med nogle, du kender?

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde:
»Herre, frels os! Vi går under!«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor er I bange, I lidettroende?«

Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde:
»Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Matthæusevangeliet 8,23-27

Jesus har al magt over storm og uvejr

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Sidste uge lærte os, at Jesus har magt over sygdommen. Denne tekst lærer os, at Jesus har magt over naturen og dens vældige kræfter. Den dag så disciplene, at storm og sø adlød Jesus. De så Jesu herlighed. Men de så kun et lille glimt. Hans magt er fuldkommen. Han var også med ved skabelsen af naturen. Og på hans ord vil den en dag forgå. Indtil den dag lever vi med naturen, og kan nogle gange frygte dens kræfter. Men vi behøver grundlæggende ikke være bange, for Jesus har al magt over vores liv.

Troen

Storm P siger i en velkendt sætning sådan her:
‘Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det’

Han har ret. Vi taler alle om klimaforandringer, om CO2-udledning og manglende bæredygtighed. Vi taler alle om vejret, men det bliver ofte ved snakken. Ingen gør noget ved det. Men det gør Jesus. Han har magt over naturen og klimaet, og han gør noget ved det. Og derfor behøver vi som kristne ikke frygte naturkatastrofer, tørke, oversvømmelser og ildebrande. For vi ved, at disse fænomener peger på den store dag, hvor Jesus kommer igen, den dag, hvor han endegyldig viser sin magt over naturen.

Vi hører, at disciplene til sidst udbryder:
‘Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?’

Jo, det var ham, der i sin tid var med til at skabe naturen og alt det, som hører den til. Ja, det var Gud skaber, den almægtige, der befandt sig ombord i deres lille jolle. Ingen mindre end den almægtige skaber var det, der lå og sov i deres båd. Ikke så mærkeligt at disciplene undrede sig. De fik her en åbenbaring af, hvem Jesus var: den almægtige selv, som befaler over naturkræfterne.

‘Min båd er så lille og havet så stort,’ lærte vi at synge i søndagsskolen eller børneklubben. Sådan er ofte vores erfaring af livet som menneske og som kristen. Livet erfares ofte som en sejlads. Og ofte som en farlig sejlads, hvor båden er alt for lille, og hvor Jesus ikke er til stede eller i hvert fald kun sovende. Og det går da også strygende en rum tid.

Men når bølgerne vokser sig store som højhuse og truer med at slå vores lille båd til pindebrænde, ja, så vender vi pludselig om og forsøger at vække Jesus. For nu har vi for alvor brug for ham. Denne storm kan være så mange ting. Det kan være sygdom, ensomhed, brudte relationer, at miste sit arbejde og miste kontrollen over vores liv. Så er tiden kommet til at vække Jesus i vort liv. Og vi gør den fantastiske erfaring, at han har været der hele tiden. Både da sejladsen gik gnidningsfrit, såvel som da det trak op til storm.

Når disciplene havnede i denne vældige storm, var det ikke, fordi de svigtede Jesus. Tværtimod fulgte de ham. Der står:
‘Jesus gik ombord i en båd, og hans disciple fulgte ham.’

Når vi løber ind i stormvejr og uvejr i livet, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at vi har svigtet ham. Det kan meget vel også være udtryk for, at vi har fulgt Jesus og er der, hvor han ønsker, vi skal være.

Der er to ting, der gør disciplene bange. Det ene er, at deres båd skjules af bølgerne. Den anden er, at Jesus sov. I en livskrise eller troskrise kan vores båd også skjules af bølger, så vi ikke kan se, hvad der skal bære os igennem krisen. Netop i de situationer kan vi føle, at Jesus har forladt os og bare ligger og sover.

Men læg mærke til, at Jesus sover i båden. Han er i båden og hviler sig kun lidt, inden han rejser sig og befaler over storm og hav. Han er med disciplene i båden og hjælper til sin tid.

Og da disciplene har vækket Jesus, indser de, at stormen ikke er en almindelig storm, men at den også er en trosprøve. Tvivlens storme, prøvelsens bølger og fristelsens uvejr, kan trække ind over os. Gud tillader, at vi kommer til at tvivle. Og han tillader den onde at friste os, ja prøvelser af troen kommer direkte fra ham. Han ønsker ikke at forskrække os, men han ved, at prøvelser og storme er med til at forme vores tro og gøre den stærkere end før. Min kristendom er ikke andet end, at han er med i båden. Det er alt! Og det er nok.

I mange kirker hænger der et skib i midten. Bl.a. for at minde os om, at menneskelivet er som en sejlads. Men skibet minder om en ting mere, nemlig dåben. Peter skriver i sit første brev om den ark, Gud befalede Noa at bygge, så de kunne overleve den syndflod, der ville komme.
Han skriver sådan her:
‘… i den blev nogle få, nemlig otte sjæle, frelst gennem vand. Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer…’ 1. Pet. 3,20-21.

Sådan minder et skib i kirken om den båd, der sejler gennem et frådende hav og forsøger at redde så mange mennesker op i båden som muligt.

Udfordringen

Har du erfaret, at Jesus er i båden trods al slags vejr?

Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde:
»Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.«

Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde:
»Jeg vil, bliv ren!«

Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham:
»Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.«

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham:
»Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.«

Han sagde til ham:
»Jeg vil komme og helbrede ham.«

Men officeren sagde:
»Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.«

Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham:
»Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.«

Men til officeren sagde Jesus:
»Gå, det skal ske dig, som du troede!«

Og hans tjener blev helbredt i samme time.

Matthæusevangeliet 8,1-13

Den store tro

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Vi befinder os stadig i epifanitiden, åbenbaringstiden, og Jesus åbenbarer sin magt over sygdom. Vi møder her troen på Jesus hos to outsidere. Hos en spedalsk jøde og hos en hedning. Jesus åbenbarer sin herlighed for os som den store læge, der har magt over sygdom. Han er lige kommet ned fra det bjerg, hvor han har holdt sin store og kraftfulde prædiken – bjergprædikenen, og mange fulgte med ham.

Troen

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Prøv lige at smage på den sætning? Hvad siger den til dig? Hvad tænker og føler du, når du hører denne sætning. Officeren var en religiøs outsider. Han stod uden for det gode religiøse etablissement. Han var sandsynligvis af syrisk afstamning og tilbad fremmede guder. Men det er hos denne hedenske officer, at Jesus finder en stor tro.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Israel’, siger Jesus. Det ville svare til, at han fremhævede troen hos en naziofficer, der har besat Danmark. Det er altså her, Jesus finder den store tro og ikke hos pagtsfolket Israel.

‘Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Nej, for vi kan jo vores kristendom. Vi kan det der med at være religiøse på den kølige og beherskede facon. Ikke for meget og alligevel så meget, at vi er kirkegængere. Sådan tilpas religiøse, men heller ikke for meget. Vi har vores barnetro, og vi kan vores fadervor. De to ting skal ingen tage fra os. Vi forventer hverken for meget eller for lidt af Jesus. Jo, vi kan vores kristendom.

‘Så stor en tro, har jeg ikke fundet hos nogen i Danmark.’

Han må ud til disse to outsidere for at finde den store tro. Spedalske er i egentligste forstand outsidere. Som spedalsk var han udenfor – udenfor det gode selskab. Udelukket fra det religiøse fællesskab og udenfor det sociale liv. Og den hedenske officer var også helt uden for det religiøse etablissement i Israel.Det har de tilfælles: at være udenfor.

En anden ting, de også har til fælles, er deres store ydmyghed. Den spedalske siger til Jesus:
‘Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.’

Og officeren siger:
‘Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt.’

Ingen af dem tvivler på, at Jesus kan hjælpe dem, men de befaler ham ikke at gøre det. Jesus svarer med at gøre først den spedalske rask og dernæst officerens tjener, og han åbenbarer sig her ved at være den, der har magt til at hjælpe.

‘Jeg vil’, siger han til dem begge.

Når vi er i nød, er det vanskeligt blot at sige som den spedalske:
‘Herre, hvis du vil, kan du …’

Ofte lyder vores bøn jo der imod som:
‘Hvis du kan, vil du så ikke nok.’

Det er en uhyre menneskelig bøn. Men den afslører også, at vi ofte tvivler på Jesu magt, og at vi gerne vil overtale ham til at gribe ind. Den spedalske og officeren lærer os i stedet at stole på Jesu magt og bøje os for hans vilje.

Officerens måde at bede på er værd at lægge mærke til. Han siger blot:
‘Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.’

Han beskriver blot sin situation for Jesus og overlader så resten til ham. De færreste af os går til vores læge og fortæller ham, hvordan han skal hjælpe os. Mærkværdigvis gør vi det hos Gud. Mange af os går til Gud, den store læge, og kommer med en detaljeret diagnose og fremlægger en plan for, hvad han skal gøre for at hjælpe os. Officeren lærer os, at vi må nøjes med at lægge vores problem frem for Gud og så overlade til ham, hvad han vil gøre.

Den store tro er nemlig kendetegnet ved at være sin status bevidst i forhold til den store Gud. Den tro er klar over, at man ingen ret har overfor Gud. Vi kan ikke befale Herren at gribe ind. Vi har ingen rettigheder overfor ham. Her nytter det ikke noget med at påkalde os FN’s menneskerettigheder. Det kan godt være, at vi har ret til rent vand, ret til ytringsfrihed og religionsfrihed. Men vi kan aldrig pukke på nogen rettigheder overfor Gud.

Officeren mente sig ikke værdig til at invitere Jesus hjem til sig. I stedet inviterer Jesus officeren med ind i Guds rige. Og denne invitation afhænger ikke af vores egen værdighed. Den afhænger kun af tro på Jesus. Som vi synger i DDS 367 vers 1:

‘Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!’

Udfordringen

Stoler du så meget på Gud, at du tør overlade til ham at gøre det, han finder bedst?

Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham:
»De har ikke mere vin.«

Jesus sagde til hende:
»Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.«

Hans mor sagde til tjenerne:
»Gør, hvad som helst han siger til jer.«

Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande.

Jesus sagde til dem:
»Fyld karrene med vand.«

Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem:
»Øs nu op og bær det hen til skafferen.«

Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham:
»Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Johannesevangeliet 2,1-11

Til fest i Guds rige

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Der er to spor at følge i dagens tekst:

Det første spor er en tradition fra kirkehistorien med at se denne søndag som ægteskabets søndag.

Det andet spor er temaet Jesu åbenbarelse, som jo er den sammenhæng vores tekster er sat ind i. ‘Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, …’
Det er dette tema, jeg vil forfølge her.

Bemærkningen ’Den tredje dag var der bryllup…’ henviser sandsynligvis til Johannes’ kronologi, hvor han omtaler Jesu kaldelse af disciple. (Se Johs. 1,35-51)

Troen

I julen fejrer vi, at Gud blev menneske. Han blev virkelig som en af os og delte vore livsvilkår. Det gør han ikke kun, når livet bliver svært for et menneske, men han blev så meget menneske, at han også tog del i vore lykkelige øjeblikke. Jesus fester også samme med os, og tager del i både vore mørke stunder såvel som de mere festlige. Og lad os bare indrømme, at nogle af os ofte har haft et lidt anstrengt forhold til det faktum, at Jesus gjorde vand til vin.

Vi kommer let til at synes, at det ville være mere hensigtsmæssigt og passende, at han gjorde vin til vand. Var det ikke lige lovlig meget at gøre ud af det problem? Der var jo blot tale om, at vinen ikke slog til ved et bryllup. Verden har da mange flere og alvorligere problemer, han hellere skulle adresse. Ja, vi ville måske ikke have taget dette første tegn med, hvis vi skulle skrive evangeliet.

Men evangelisten Johannes insisterer på at have dette første tegn med, hvor Jesus for første gang åbenbarer sin herlighed for disciplene. For så meget menneske blev han, at han ikke kun havde omsorg for vores åndelige behov, men i lige så høj grad drog omsorg vor vores hverdagsagtige nødsituationer. Brylluppet i Kana føjer altså dette perspektiv til Guds menneske-blivelse, inkarnationen, at han blev så meget menneske, at han tog del i både vores sorger og vores glæder. Intet aspekt ved menneskelivet var ham fremmed. Han blev virkelig som en af os. Han delte vore vilkår både i sorg og til fest.

For det andet lærer denne begivenhed os noget om en side ved bønnen. Maria, Jesu mor, viser os her så fint, hvad bøn er. Bøn er nemlig ikke at udpensle vores situation for Gud, så vi næsten vil bestemme, hvordan Guds skal løse vores problemer og behov. Dem kender han jo godt. Han har nemlig selv prøvet at være menneske med de begrænsninger og muligheder, der ligger heri. Bøn er blot at lukke Gud ind i vores problemer og behov og så lade ham om at løse dem på den måde, han finder bedst.

Maria siger jo kun til Jesus: ‘De har ikke mere vin.’ Så stoler hun på, at hendes søn nok skal klare resten. Bøn er tillidsfuldt at gå til vores himmelske far og sige:
‘Herre, du kender mit problem, min sorg, min fortrydelse af det, jeg har gjort, du kender min lidelse, min ensomhed og min fortvivlelse. Nu må du gøre det, der skal gøres.’

Men nu tilbage til det med, at Jesu vinunder er et tegn, hvorved han åbenbarer sin herlighed; det tema, som er gennemgående her i epifanitiden, åbenbaringstiden. Jeg tror, nøglen til at forstå Jesu første tegn er sætningen: ‘Der var der seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse …’ Disse kar betegner jødernes lovreligion. En religion, der er kendetegnet ved perfekt lovoverholdelse. En religion der kendetegnes ved, at man må sørge for selv at holde sig ren, så ren at man kunne træde frem for Guds ansigt.

Men det er altså et tegn, Jesus gør her. Et tegn er en handling, som peger ud over sig selv. Og dette tegn pegede ud over vandet til den overstrømmende mængde af vin. Med lidt hovedregning kommer vi frem til, at der er tale om ca. 600 liter vin til en fest i en lille landsby. Tilmed oven i det, som gæsterne allerede havde drukket. Man kan blive ganske betænkelig: hvordan mon denne fest endte? Men nu er vinen et tegn på den glæde, evangeliet om Guds søn bragte med sig. Jesus siger et sted:
‘Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod.’ (Joh. 10,10)

Beretningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør vand til vin, viser os, at også vi er budt med til fest i Guds rige, en fest som aldrig får ende. En fest, hvor vi slipper for at rense os selv i lovreligionens mange bud om renselse med vand, men i stedet får lov til at nyde evangeliets uudtømmelige vinbeholdning. Denne fest er allerede begyndt nu, nemlig i nadveren, hvor Jesus giver os liv i overflod. Det er ikke fremtidsmusik (det er det også), men musikken spiller allerede. Og Gud vil selv være vært ved den helt store fest i sit rige.

Udfordringen

Er du klar til festen i Guds rige?

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det.

I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav.

Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham:
»Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.«

Men han sagde til dem:
»Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?«

Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Lukasevangeliet 2,41-52

Min far og min fader

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Jesus er nu 12 år gammel, og han har nået konfirmationsalderen – Bar Mizwa – den alder, hvor en dreng gik ind under loven, blev en lovens søn. Men drengen Jesus udviser særlig stort kendskab til skriftens ord. Både de tilhørere, der befandt sig i templet, og hans forældre undrede sig over drengens kloge spørgsmål til de lærde og hans svar på de spørgsmål, de stillede ham. Familien havde bosat sig i den lille flække Nazareth efter hjemkomsten fra deres eksil i Ægypten. Ud fra arkæologiske udgravninger har man vurderet, at der højst har boet 120-150 indbyggere her. Byen lå dog kun 6 km fra Sephoris, hovedstad for en fra Herodes’ familie, og lige syd for byen løb Via Maris, den gamle karavanevej, der gik fra Damaskus i nord til Ægypten i syd.

Denne søndag har ifølge gammel luthersk tradition især fokus på børn og børneopdragelse.

Troen

Helt præcist hvornår Jesus blev sig bevidst om sin guddommelighed, ved vi ikke. Men her er Jesus altså temmelig bevidst om at være noget særligt. Her forstår han sig selv som Guds søn. Da han lå som spæd i krybben, vidste han ikke om, at Gud var hans far. Hyrdernes og vismændenes tilbedelse gik hen over hovedet på ham. Simeon og Anna, der lovpriste ham, da han var 40 dage gammel har næppe lagt mærke til det. Han har reageret som alle andre spædbørn, nemlig grædt, når han manglede noget at spise eller trængte til at blive skiftet. Når han så op i sine forældres smilende ansigter, så han lige ind i Guds ansigt. Forældrenes ansigt fyldte – som hos enhver anden baby – barnets fulde horisont.

Og så voksede han op i den lille by Nazareth, hvor han har leget med de andre børn, gået i skole hos den lokale rabbiner og hjulpet sin far i tømrerværkstedet. Ny Testamente har ganske enkelt ikke beretninger om hans barndom. Ikke nogle beretninger om hans guddommelige magt til at hele sine kammeraters hul på knæet eller tandpine. Hvis vi kunne se ham som barn i Nazareth, ville vi ikke kunne se forskel på Jesus og Jesua, som naboens dreng måske hed.

Hvor meget Jesus havde været bevidst om at være Messias inden dette ophold i Jerusalem, ved vi ikke. Men i de tre døgn, han var blevet væk fra sine forældre, er tanken om at være Guds søn i hvert blevet født hos ham. Da de finder ham, siger Maria bebrejdende til ham:
‘Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.’
Den 12-årige Jesus svarer:
‘Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader.’
Her optræder far mod fader.

Jo, der var sandelig sket noget i de tre dage. Jesus var blevet bevidst om at have både en far og en fader. Ordene: ‘Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader,’ er de første ord af Jesus, vi kender.

Hvorfor skete det netop, da Jesus var 12 år? Det hænger nok sammen med, at Jesus lige var blevet konfirmeret hjemme i Nazareth. Eller rettere sagt: Han havde stået Bar Mizwah, en lovens søn. 12-14 års alderen er det jødiske skel mellem barn og voksen. Indtil da er et drengebarn ganske vist medlem af den jødiske menighed og med i pagten med Gud, nemlig i kraft af omskærelsen. Men det er mere som nydende medlem uden personligt ansvar over for Guds lov. Ved sin Bar Mizwah bliver en jødisk dreng sat til at læse et stykke op fra Det gamle Testamente eller sige en bøn i alles påhør og bliver derefter velsignet i hele menighedens påhør. Nu er drengen ansvarligt medlem af den jødiske menighed. Han skulle holde Guds lov, bede de foreskrevne bønner og hvert år rejse op til Jerusalem til de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten. (5. Mos. 16,16). Jesus og hans forældre deltager i påskefesten. Det er her, Jesus lærer at skelne mellem far og fader.

Det er bemærkelsesværdigt, at Jesu liv her på jorden udspiller sig, fra han var 12 år og indtil sin korsfæstelse som godt 30-årig. Og det begynder alt sammen i påsken i Jerusalem, og det slutter ved påsken i Jerusalem. Der var et mylder af mennesker i Jerusalem i påsken. Det faste indbyggertal på 12-15.000 mangedobledes. Jøder fra fjern og nær strømmede til byen. Og mellem 12 og 15.000 lam blev ofret i løbet af de dage, påskefesten varede. Ofrene var synd-ofre, menneskers forgæves forsøg på at fjerne synderne i deres liv. Synden var der og kunne ikke bare fejes ind under gulvtæppet, men den måtte sones.

Der kom de jødiske familier med hvert deres lam. Lammet blev slagtet, og der flød blod overalt. Fedt og indvolde blev brændt, og resten af lammet fik hver enkelt familie med sig, så de kunne holde deres påskemåltid. Også Jesu familie holdt påskemåltid et eller andet sted i Jerusalem. Et måltid så festligt, at det kun kan sammenlignes med vores julemiddag. De hørte de gamle beretninger om, hvordan den første påske forløb, da Gud udfriede sit folk af slaveriet.

Her sad nu den 12-årige Jesus og sugede det hele til sig – han som selv var det Guds lam, der skulle slagtes og bære verdens synd. Han led den død, alle vi andre skulle have lidt. Med sin død afskaffede han alle menneskers forgæves forsøg på at sone vores egen synd. Han bragte den egentlige og endelige soning af menneskers synder. Mon ikke det var her, den 12-årige blev sig sin bestemmelse bevidst?

I hele sit liv var Jesus hos sin fader. Selv i dødsøjeblikket var han i sin faders hænder:
‘Fader i dine hænder betror jeg min ånd.’

Ja, han var hos sin fader med alt, hvad der skete med ham.

Udfordringen

Søger du også din himmelske fars nærhed?

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte:
»Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.«

Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes.
De svarede ham:
»I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: ›Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.‹ «

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde:
»Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.«

Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var.

Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.

Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Matthæusevangeliet 2,1-12

Gud sendte en frelser

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Betlehem er den by, David voksede op i. Nogle vise mænd (på græsk står der magoi – heraf magi og mager (troldmand)), som kom fra Østerland. Måske fra Persien, måske fra Babylonien, hvor der stadig boede mange jøder. Måske er det fra dem, de vise mænd har hørt om jødernes forventning om en ny kongelig Messias. Når de vise mænd taler om ‘jødernes konge’, viser det, at de ikke selv var jøder. Ellers kunne de have sagt ‘Vores konge’. Stjernen hentyder sandsynligvis til Bileams profeti i 4. Mos. 24,17: ‘Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel, …’ Vi er så vant til at tænke, at de 3 vise mænd ankommer til stalden selve julenat. Men det gør de åbenbart ikke. Vi ved ikke, hvor lang tid der går mellem Jesu fødsel og deres ankomst til Betlehem, men vi kan blot konstatere, at de ikke er der selve juleaften.

Troen

Man skulle tro, at Gud er afhængig af astrologi, siden han lader tre vismænd, tre magikere, have held med at finde frem til Jesus i kraft af deres astrologiske kundskaber. Bibelen lader os endog forstå, at Gud også ved andre frelses-historiske begivenheder vil sætte tegn på stjernehimlen, fx. ved Jesu genkomst. Som kristne tror vi dog ikke på, at vores skæbne afhænger af nogle stjerners position i forhold til hinanden. Og ser vi nærmere på denne beretning, er stjernen da heller ikke nogen pålidelig vejviser for dem. Den fører dem jo i første omgang til Jerusalem, hvor den paranoide kong Herodes residerer, og ikke til Betlehem. Vismændene korrigeres af de skriftkloge, som kan fortælle, at det rigtige sted for kongesønnens fødsel er Betlehem. Stjernerne kan ikke føre os til Jesu fødested. Det kan kun skriften. ‘Denne stjerne lys og mild, som kan aldrig lede vild, er hans Guddoms-ord det klare, …’ (DDS 136,7)

De vise mænd forærede Jesus tre slags gaver: guld, røgelse og myrra. Tre meget kostbare gaver. Det må have været et meget kontrastfyldt skue, der udspandt sig den dag. Forestil dig, 3 mægtige og prægtige konger kommer ridende på deres kameler ind i den ubetydelige landsby Betlehem. Måske har en hel karavane af købmænd og slaver fulgt trop. Det må have været århundredets begivenhed i den lille landsby med de få hundrede indbyggere. Men ikke nok med det, så styrede de lige hen til en af byens fattigste familier og gjorde dem til de rigeste og fornemmeste. Gad nok vide, hvad Maria og Josef har brugt denne formue til?

Nogle fortolkere mener, at Jesus på det her tidspunkt har været ca. ni måneder gammel. Forestil dig, voksne, ærværdige mænd i fornemme klæder knæler for det lille Jesusbarn, som sidder på sin moders knæ. Det har været en bemærkelsesværdig kontrast. Men det er ikke den eneste gang, nogen har bragt meget kostbare gaver til Jesus. Senere gjorde Maria det samme, da hun salvede Jesu fødder skærtorsdag aften. Dengang var der snusfornuftige disciple, der kaldte hendes handling ødsel og antydede, at olien kunne være solgt og pengene givet til de fattige. Jesus kunne som et ni måneder gammelt barn ikke kommentere de vise mænds handling, men om Marias handling sagde han: ‘De fattige har I jo altid hos jer, men mig har I ikke altid.’ (Joh. 12,8)

Der står intet om, at de tre konger var hellige og fromme. Tvært imod var de jo hedenske astrologer. De kendte ikke Israels Gud og den Gud, vi tilbeder. Lad os bide mærke i det, for her ligger netop evangeliet. De var almindelige, syndige mennesker som alle os andre. De første tilbedere var måske nogle rå børster, hyrder, som ikke regnedes for noget af værdi for samfundet dengang. De næste, vi hører om, er tre regulære hedninger. Kønt selskab Jesusbarnet befinder sig i. Men det var jo netop sådanne mennesker, han omgikkes som voksen. Og heri ligger vort held, at han vil have med sådan nogle som os at gøre. Ja, netop sådan nogle som os.

En engelsk teolog (D. Carson) har sagt sådan her. ‘Hvis Gud havde ment, at vort største problem var økonomisk, havde han sendt en økonom. Hvis Gud havde ment, at vort største behov var underholdning, havde han sendt en entertainer eller en kunstner. Hvis Gud havde ment, at vort problem var politisk stabilitet, havde han sendt os en politiker. Hvis han havde ment, at vort største behov var et godt helbred, havde han sendt os en læge. Men han mente, at vores største behov havde at gøre med vores synd, vores fremmedgjorthed for ham, vores dybe oprør, vores død – og han sendte os en frelser.’

Udfordringen

Hører du også til den flok, der tilbeder barnet, eller står du på afstand og vurderer situationen?

Da otte dage var gået, og han skulle omskæres, fik han navnet Jesus, som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv.

Lukasevangeliet 2,21

Ingen dispensation

Af Mogens G. Jensen

Tanken

Dagens tekst er det korteste evangelium i hele kirkeåret. Her i Danmark var det først i 1700-tallet, at 1. januar blev gjort til nytårsdag. Men da 1. januar i forvejen var ottendedagen for Jesu fødsel, og dermed hans omskærelsesdag, blev det så sådan, at fra 1770 blev første januar fejret som både Jesu omskærelsesdag og nytårsdag.

Troen

Prøv at stille dig op på gaden og råb Jesus, og du vil opdage, hvordan mennesker går i en stor bue uden om dig. Jo, Jesusnavnet vækker stadig opsigt. Og skiller vandene. Og det skiller familier og venskaber, og på arbejdspladsen og i skolen vækker det stadig opsigt. Og helt galt bliver det da, hvis du synger, så alle kan høre det:

‘Navnet Jesus må jeg elske,
det har sat min sjæl i brand.
Ved det navn min sjæl fandt frelse,
intet andet frelse kan.’

… så regnes du da virkelig for at være langt ude i hampen.

Nu var Jesusnavnet ikke nær så ualmindeligt på Jesu tid, som det er i dag. I dag regnes man for klar til indlæggelse, hvis man giver sit barn navnet Jesus. Men på Ny Testamentes tid hed naboens dreng Jesus, ligesom der blandt ens slægtninge var mange der hed Jesus. Og sådan er det også i flere lande i dag, bl.a. i spansktalende lande. Fx. er der flere kendte fodboldspillere, hvor Jesusnavnet indgår, bl.a. Navas Jesus, som har spillet i flere store europæiske klubber.

Jesu omskærelsesdag, den ottende dag. Kan denne jødiske tradition med at skære forhuden af et drengebarns lem ikke være ligegyldig for os? I dag forsøger vi at forbyde denne tradition i menneskerettighedernes navn. Heldigvis besluttede et flertal af vore politikere at afvise borgerforslaget om at forbyde rituel omskæring af drengebørn. Også for os kristne har det betydning, at Jesus blev omskåret på ottendedagen.

Paulus skriver i Gal. 4,4 at:
‘Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn, født af en kvinde, født under loven…’

Jesu omskærelse betyder, at Jesus ikke fik nogen dispensation fra at være menneske. Han gik ind under de samme vilkår som os. Ved sin omskærelse gik Jesus ind under lovens mange påbud og forbud, og han forpligtede sig som jøde på loven. Han, den eneste, der ikke behøvede nogen lov over sig, han gik frivilligt ind under loven. Blev omskåret på syndemaner. Lige fra sin fødsel blev han regnet som synder og blev behandlet som en synder.

Også for os, der ikke lever under loven mere, gælder det, at han gik ind under loven. Fx. den menneskelov, der siger, at det er vores lod at sørge og græde – nogle mere end andre. Og at vi alle engang skal dø. Heller ikke fra den lov ønskede Jesus nogen dispensation. Han kom ikke bare på et flygtigt visit og kunne trække sig tilbage, når livet blev for slidsomt for ham. Nej, han kom, og han blev her hos os. Han blev menneske under den lov, der gælder for alle mennesker. Guds søn ønskede ikke særbehandling. Vel kunne tanken opstå i ham. Fx. den nat i Getsemane have, hvor han bad sin far om at lade denne kalk gå sig forbi, hvis det kunne forenes med hans faders vilje. Men han fik heller ikke denne gang dispensation for lidelsens bæger. Han kunne ikke begynde sit liv med at blive omskåret, det vil sige gå ind under loven, og så springe fra i sidste øjeblik. Der går således en lige vej fra omskærelsen til korset.

Navnet Jesus eller Jeshua betyder: ‘Gud frelser.’ Og det er netop det, han gør. Han hedder Jesus, og han lever op til sit navn. Vore navne skal helst være flotte eller nuttede, men vi behøver ikke leve op til vore navne. Vi kan godt hedde Svend og alligevel være mester, og vi kan hedde Frede og alligevel være stridbare og nogle kværulanter. Og vi kan hedde Solveig og alligevel have mørke stunder. Men Jesus var sit navn. Han havde ikke blot et navn, men han var sit navn.

‘Jesus, Gud frelser.’ Det er den overskrift, der står skrevet hen over det nye år. Tænk sig alle de herlige lyse såvel som mørke dage, der ligger foran os i det nye år 2025. Vi kan møde disse dage på to måder: Vi kan enten vælge at frygte dem og grue for at komme igennem dem. Eller vi kan møde dem som Guds gode gaver til os. Og vi kan under alle omstændigheder trygt gå dem i møde. For Jesus krævede ingen dispensation, men lod sig omskære og gik ind under loven, både Guds lov og menneskers lov. Ham, hvis navn er ‘Gud frelser’, han har ført dig gennem det sidste år, og han vil heller ikke i det nye år svigte dig. Han vil også i det nye år leve op til sit navn.

Jesus os til trøst og gavn
frelsernavnet ville bære;
men han måtte tidlig lære,
at det var et smerte-navn;
dog, for han er Jesus blevet
og min jammer på sig tog,
derfor står mit navn indskrevet
dejligt udi livets bog. (DDS nr. 59,1.)

Udfordringen

Hvad betyder det for dig, at Jesus ingen dispensation krævede, men blev 100 % menneske?